DenDen, der paastaaer, at den historiske TheorieTheorien af den reflecterende Tænknings Form, ikke har noget Værd, har omtrent ligesaa meget Ret som den der paastaaer, at den blotte Stavning ikke fortjener at man beskjæftiger sig med den, da det er bedre strax at skride til Samenlæsning. En speculativ Udvikling af den reflecterende Tænknings Form giør rigtig nok den historiske Betragtning deraf overflødig, men denne er naturlig Forberedelse til hiin.

Der er noget modsigende i at handle rigtigt for at have den derpaa følgende behagelige Følelse; thi, naar man af den Bevæggrund handler rigtigt, kan den behagelige Følelse ei følge paa.

Det er let at tilfredsstille den literære Mængdes Fordringer til et Videnskabeligt Foredrag [eller rettere et systematisk Foredrag]; thi de finde sig fyldestgiorte ved enat udvortes Schematismus. Den kan mangle og dog den sande systematiske Samenhæng findes og den rubricerede, exoteriske Orden kan findes uden at det organiske Liv bevæger sig i det velordnede Cadaver.

ScribenterMan kan passende inddele M Blandt de flere rigtige Inddelinger af Mennesker kan man med Grund føje den Videnskab kunne inddeles i theologiske og philologiske. De sidstes Tænkning er aphoristisk og enhver af deres Tanker bindes til en uforanderlig Formular. TankensTankerne ere Udtryk i Sproget er dem Hovedsagen. Disse philologiske Scribenter lade sig igien inddele i de kritiske, hvem Stiil og Gramatik meest interessere og de poetiske (ei digteriske) hvem Sprogets naturlige Lyrik er Hovedsagen. Til de sidste hører Grundvig. Naar de sidste ansee sig for Theologer, da giøre de sig Idoler af Ord.

En af de vigtigste Fordringer, dertil maa giøres til Forfattere af Synonymiker, ladesopfyldes ei af de Fleste meget tit uopfyldt: de tabe nemlig alle Begrebers fælles Enhed for meget af Sigte og lægge saaledes Mangel paa Dybsindighed for Dagen. De pine sig med Betragtninger af enkelte Begreber, som rives ud af deres Samenhæng med Begrebet Κατ εχοζεμ. Betragtede de de omspurgte Begreber fra et meer omfattende Standpunct da vilde der med Eet falde et Slør fra deres Øine.

Det er saa langt fra at Sanddruhed og Aabenhjertighed ere Eet, at endogsaa mangfoldigeMangfoldige Løgnere ere høist aabenhjertige.

Naar En udgiver et Tidsskrift holder den literære Pøbel det for en Fattigbøsse, derhvori en Enhver kan sættes ved en Landevei hvori Enhver kan lægge sin Skjærv, ja hvori uartige Drenge kunne putte Skarn og Steen.

Det er mærkeligt, hvor langt meer et Menneskes virkelige legemlige Nærværelse giør Indtryk paa Andre end hans Ord, der læses eller høres paa anden Haand. Selv en ringeagtetubetydelig OmgangsvensPersons fragmentariske Yttringer virke tit meer paa et tænkende Menneske end en velskreven Bog.

Somme Videnskabsmænd kunne af en særegen Grund vanskeligen komme til at optræde som Forfattere. De kunne ei overtale sig til at publicere deres Tanker før de til en høi Grad have giort dem klare for sig selv, men i en saa høi Grad, at de nu ikke ville komme frem med dem, fordi de forekomme dem triviale.

IEnhver, som tro en vis Hensenede ere Børn fornuftigere end gamle Folk: hine ansee de Mennesker der staae over dem ifor de fortrinligste, disse dem der staae under dem Indsigt for de indsigtsfuldeste, disse dem, der staaer under dem.

Somme, der ansee sig selv for systematiske Tænkere, dreier sig i alle deres Tanker om visse Begreberfor de fortrinligste, disse dem der staae under dem og Terminer i et af en stor Philosoph udarbeidet System. Ved den Styrkest hvormed hine Begreber i Systemet findes giennemført ere dedisse for de Svage blevne til faste Holdningspuncter og de anseer deres egen Fremstilling for at være høiest Consequent, skiøndt den kuns er meent, ei giennemført.

Den væsentligste Nytte, som en ægte Philosoph har af at studere Philosophiens Historie er at han veiledes til et Udtryk for den dunkle Idee, der lever i ham.

Philosophisk Erkiendelse kan vækkes ved aphoristiske Yttringer af Philosopher og den uddanner sig da selv systematisk hos dem, hos hvem Ideen er vakt; men for ei at skabe sig enet aldeles særegen Form i Stedet for de allerede skabte bedre Former, bør man lære at kjende udmærkede Systemer i deres hele Articulation. Her er det at Lærdom i Philosophien har sin Betydning.

Naar man har noget Bekendtskab med store Philosopher kan man først forstaae de Smaa; thi disses Consequens er ei udtrykt i deres Skrifter, men kuns meent.

Smaa Philosophers Overbeviisning om, at der i deres Fremstilling hersker Consequens beroerer paa en Erindring om den systematiske Samenhæng, der herskede i de geniale Skrifter, til hvilke de støtte dem.

Det er en egen Sag med den Skik at citere philosophiske Forfattere, som Hjemmelsmænd for en eller anden Tanke, som man af dem har laant: ikkeJeg har ikke sjelden kommer man derved til at give Æren til Een, hvem den ei tilkommer. Jeg har oftei det Mindste grebet Forfattere i den Feiltagelse, at de ved en Tanke have henviist til Forfattere, der langt fra vare deres første Ophavsmænd.

Naar originalestore Kunstnere fremtræde hos et Folk, da vækkes ved dem en heel Deel smaa Kunstnere. Ved denne Bemærkning bringes de Fleste rimeligviis til at tænke paa den Kjendsgierning som ligger nærmest, at endeelendeel af disses Læser af sande Digteres Læsere af disses Værkers Metathesin danne nye Værker, i det de behandle deres Phantasie som et Spil KortSpile Ko, der ved at blandes og lægges op paa ny frembyder en ny Række Billeder. Man tænker her ikke paa denne mindre egentlige Production. Vi tænke paa Frembringelse af en virkelig skabende Phantasie et Slags historiskHisto Novelle, hvortil Stoffet tagestager i de flygtige Bidrag, som Rygtet afgiver til Kunstnerens specielle Biographie. Af de saa høist usikre Data, som enStadens stor Stads mundtlige Krønnikerdigt? Krønnike indeholdelever om Skuespillerne og Skuespillernes Vandel og Begivenhed samensættes smaae interessante Novelletter, som tithave have poetisk Sandhed om end den plumpe historiskefactiske Paalidelighed Troværdighed maa frakjende dem.

Ved visse Yttringer af Folk om sig selv bringes som bekjendt den Forstandige tillet at troeformode det Modsatte. Saaledes holder man f. Ex. let den for en Bedrager, som ofte forsikrer atom han er en ærlig Mand. Denne same ForandringDom af Domens Qualitet, bør sombør Logikerne sige, bør især anvendes, naar et Menneske paastaaerom om sig selv, at han ikke bekymrer sig om Menneskers Dom. I Almindelighed kan til en saadan Paastand ikke tænkes nogen anden BevæggrundGru end det Ønske hos den Paastaaende, at Sligt skal tros eller siges om ham, saa at Paastanden indeholdernetop beviser sin egen Gendrivelse.

Skræk for Afffectation kan – saa besynderligt det end ved første Øiekast synes – drives saa vidt, at en abnorm Sindstilstand derved fremkommer. Denne Skræk frembringer en misforstaaetabstract Holden Holden paa den abstracte Identitet med sig selv. Saaledes har jeg kiendt en ung Mand, som ikke kunde overtale sig til at bortsende noget Brev, der havde ligget en Dag over i hans Pult, fordi det forekom at være usandt, fordi det nemlig nu ikke meer udtrykte hans nærværende Sindsstemning.

En Slags Affectation ere den uphilosophiske Mængdes foragtelige Yttringer om en Philosophie, der er over deres Horizont. De sætte deres egen ErkjendelsesErkjendelse Grændser, i Ord bestemt men med svag Overbeviisning, som Fornuftens Grændser.

De der have sat sig ind i et consequent System, kunne ved Hjelp af dette huske hvad de selv have meent med aphoristiske Yttringer, som ellersaf nogen Tid efterat de vare fremførte maatte være dem selv uforstaaelige.

Den Haardhed eller Blødhed, som Forældre viser i Behandlingen af deres Børn, bliver mindre skadelig derved at Børn tit ligner deres Forældre. Undertiden kan det dognet just være Ulykken.

De moderne Afguder, som giøres af Ord, staae deri tilbage for de antike af Træ og Steen, at de lade Tænkningenmind mindre Frihed end disse. Enhver antik Kunstner gav dog en Zeus efter sit eget Ideal. Nu skal enhver Theolog fremsige visse Formler om det højeste Væsen.

Det tydske Sprog fortrænger lidt efter lidt de skandinaviske, men langsomt ligesom Havetdet germaniske Hav efterhaanden slikker Helgoland bort. Man kan dog mærke, hvorledes eet Ord efter et Andet sniger sig ind i vort Modersmaals Lexikon og hvorledes et og andet indfødt Ord gaaer af Brug.

Det er ikke altid at den, der troer sig fornærmet af Andre, viserfremer? Ens Menneskekjærlighed ved at holde sig passiv: Hansdet kan Passivitet kan komme af Svaghed og den tilbagetrængte Selvfølelse kan fremkalde indvortes Forbittrelse. Ogsaa kan en længe tilbagetrængt Harme undertiden skaffe sig Luft i en desto voldsomere Explosion.

I philosophiskevidenskabelige Forelæsninger er det en Feil at bruge Exempler der for sig betragtede ved deres Skjønhed, Latterlighed eller ved andre fremstikkende Egenskaber afdrage Opmærksomhed fra deden almindelige Sætninger, der skulde oplyses ved dem. Saaledes vilde det i Flyveposten citerede Eksempel paa en urigtig Inddeling af Mennesker i en akademisk Forelæsning være meget ilde anbragt. – Et Foredrag, der interesserer ved slige Midler gjør sig skyldig i en ambitio prava; thi de beileskulle vinde derved derved om Bifald ikke for Videnskaben, men for deres Person.

Den der skriver en Mængde aphoristiske Reflexioner kan lignes en Hattemager, der forfærdiger en Deel Hatte af forskellig Størrelse, afsom hvilke some passe for et Hoved, Andre for et Andet. Aphorismer have deres Integration i Forfatterens subjective Tankekreds og de der give sig af med at læse dem kunne umueligen finde dem alle tilsamen rigtige eller træffende, men some holde med ham i Eet, Andre i et Andet.

LevendeYnglingens Overbeviisning og Mangel paa Bevidsthed om Kategoriernes Natur og Væsen frembringe i Forening med hinanden en høi Grad af Snaksomhed. –

Hvortil nytte de begeistredeskjønne, enthusiastiske, vittige, satiriske Fortaler, som Hegel har forudskikket sine strænge, vednoget frastøden første Bekjendtskab frastødende Skrifter? – De giøre same Tjeneste som de Trompetereen Trompeter, der staae blæsende foran Teltene i Dyrehaugen. UdenH hine tillokkende og meget lovende Forord vilde rimeligviis langt færre give sig i Kamp med selve Systemet.

Den, der paatrænger Andre en philosophisk Overbeviisninget philosophisk System, hvortil de ei føle Trang, handler ligesom den der tvinger den, der ikke er tørstig, til at drikketø.

Et gavnligt Foredrag af PsychologienPhilosophien skal gaae ud paa at vise det aandelige Livs Enhed i dets Mangfoldighed. Derfor maa altid de qualitative Forskelle deri reduceres til de quantitative.

I Psychologiens Fremstilling kan findes en poetisk og en prosaisk Atomisme. Exempel paa hiin er Treschovs – Garves enkelte Afhandlinger. Den poetiske AtomismeAphoris yttrer sig i aandrige Aphorismer.

Kan man tilgive en Anden sine Forseelser eller Forbrydelse mod os – – Dersom Forseelsen er af den Art, at den røber et Charactertræk hos denom Handlende, da kunne vi, ei om vi end ville undlade at erkjende et saadant Charactertræk hos ham, men vik kunne og skulle erkjende at dette Charactertræk er forsvundet naar det virkelig er aflagt. LigeledesDerimod skulle vi være forsigtige i at tilføre en Yttring til Characteren, da Mennesket ei i ethvert Moment lægger sin Villies Retning tydeligere for Dagen,Dagen: og undertiden handler efter en dunkeldunkel Erkjendelse af hvad det vil. Dermed kunne og skulle vi undlade at søge Hævn for Fornærmelser, som at Tilgivelse som Opgivelse af Hævn ei behøvesk mellem fornuftige Mennesker.

Unge danske ScribenterFor selv i videnskabelige Fag betragte deres Arbeide som et Slags Skoleøvelser. De tænke sig med virkelig, ei paataget Beskedenhed, i et underordnet Forhold til Publicum og lade deres Dom over sig selv beroe alene paa disses Dom. De befinde sig kort sagt i same Sindsstemning som en Dreng, der giør Rede for en Lectie og af sin Lærer venter en god eller slet Character. – Skrive med saadan Stemning kan Ingen som virkelig føler Kald til at skrive.

Hos Sangvinikeren kan Forestillinger om en frisk sørgelig Begivenhed undertidenunder endnu være gandske fortrængt ved andre Forestillinger, men til andre Tider vende tilbage med fornyet Styrke. De leve nemlig aldelessaa i Momentetat de for.

En Grund imod de gamle Sprogs Udryddelse afer Skoleundervisningen er at ingen kan saaledes siges at kunne et levende Sprog som et dødt. Hvorfra faaer man vel Lærere i de nyere Sprog.

Den der læser Metaphysik for tidligt, vil enten ikke forstaae den eller anvende den uden Skjønsomhed underpaa sine videnskabelige Studier. Han vil anvende de almindeligste uden Mellemled paa de meest empiriske Begreber.

At digte Fortællinger om Mennesker, der have viist større Ædelmod ogog Selvopofrelse eller Slethed end Historiens Personer, er det same som at fremstille Heste, der drage LæsByrder, der overgaae Hestens Kraft, malema Træer, der voxe til en Høide der overstiger deres Natur, Ræve med syv Alen lange Haler og Æsler med Do Øren.

Det ligger i Sagens Natur, at man i Breve noget meer end i mundtlig Samtale maa tage sine Søndagsklæder paa.

Den, der har sine en forherskende Ulyst til at lade sine Forestillinger besteme efter Andres Ønske tillæggerkal man Tværhed: forsaavidtsom den tvære idelig røber sin ubehagelige Følelse over at hans ForestillingerTanker mod hans Villie bestemes af Andre tillægger manf ham VrantenhedTværh og naar Vrantenhedens Yttringer hyppigenidelig og let gaae over til antipathetiskeantipat Udbrud mod den der vækker dem finder Arrighed Sted. Maaske Arrighed har videre Betydning.

Stylistens Begreb kan ei udvikle sig frit, da Sproget,Sproget Tankens Betingelse, hos ham ei er samensmeltet med Tanken.

I Recensionen over Flors Læsebog siges, at Udgiveren kunde have givet Prøver af de ældste danske Lovede Og Aarhundreder danske Prosa, som i den Tid har saa megenCharakter, Ve og siden andre Sprogprøver fra det 14de, 15de og 16de Aarhundrede, i Stedet for at begynde med Vedel fra det 16de. Fremdeles sigeshav det at have været ønskeligt, om han havde givet flere Prøver af det 16de og 17de Aarhundredes danske Prosa, som i den Tid havde saa megen Charakter, Kræfter og Djærvhed f:Ex: af Vedels egne Skifter, af Frederik den Andens Krønike, Coldings Kirkehistorie, Arild Hvidtfelds Fortaler eller Tilegnelse, og Birgitte Thotts Scneca.

Tanken om det højeste Gode er en trancendental Erkiendelse ikke en Idee: den kan hos Mennesket ei blive Gienstand for et bestemt Fantasiebillede, men viser sig kuns fragmentarisk for det.

Livets Ulykker maa nødvendigviis hvilevære tungere paa den Usædelige end paa den sædelige og ere for saavidt for ham – Straffe. Derimod for de Sædelige kunne de i vis Betydning være Goder.

Ordet er efterl Sprogbrug ei slet saa omfattende.

Affectation er det, naar En, der i lang Tid har vist Tilbøjelighed til at fremhæve Skyggesiden ved Alt, pludselig vil vise sig villig til at erkjende den bedre Side ved Tingene og pludselig giver sig til at rose Et og Andet.

Affectation er det naar Folk af Frygt for at vise Følsomhed anstille sig haardhjertede.

– – –. naar man tvinger sig til at erkiende forneme Folks Fortjenester for ei i sine egne og Andres Øine at gaae for en Smigrer.

Affectation kan komme af, at man bilder sig ind at man virker for en Idee og skaffer sig selv derved en forhøjet Selvfølelse. Indbildt Enthusiasme. Moralske Drøme. Eftertragten af Kunstens Former. Strid for Guds Riger. – Usamenhængende Mennesker. Overgang fra at ville være og ville sige at være.

Forfængelighed. reflexiosnsyg og lysten efter at tækkes Andre. Haarskjærer. – Godt Kameratskab

Kjærlighed. Folk holder med deres Børn og Venner.

Affectation at yttre ædle Følelser. høje Tanker. høistemte moralske Fordringer.

Affectation Eklectikeren bruger Terminologie.

Partimand. Egennyttig Lyst til at have visse Meninger. Katholske Præster. Tilhænger af et ufornuftigt Trossysthem.

Affectation. De aldeles opløste Mennesker have stundom en saa riig Individualitet, at de kunne udføre en paatagen Karakter med saadan Kraft, at de Individer der virkelig have denne Character ei kunne giennemføre den med større Kraft.

Affectation. Den momentane Exaltation er tit af lav sandselig Natur, overvejende organiske Bevægelse. Affectens Bevægelse vedligeholdes som Glæde over den egne reflecterende Virksomhed, ei Fortabthed i Ideen. Halvforrykt Fryd over en Forhøjelse af det vegetative Livs Functioner f.Ex: af Blodcirkulationen lyser tit ud af Øinene paa fanatiske Præster, skære Tænder, fordreie Ansigtet i Henrykkelse. Den tages af Pøbelens lavere Deel og af Quinder for EnthusiasmeB.

Affectation. Af Frygt derfor, kan K ei skrive et Brev.

Affectation. De Usamenhængende er for slette til at være onde.

Affectation Some tilskrivef sig selv falske Egenskaber blot for at sige Noget om sig selv. hysteriske Quinder.

Affectation. Det fremer Menneskekjærlighed at tydeliggøresi sig Begreber om slette Egenskaber, for at deei den kunne skarpt adskilles fra de Gode (some finde Egoismus i Alt)

Affectation. Villien skal ei besteme hvad der er sandt.

Affectation Uægte Enthusiasmus kan yttre sig deri at man ved hæftige Declamationer vil giøre sin Villie gieldende uden at tilvejebringe Overbevisning ved Grunde.

Affectation. Mange ville ikke af med deres Vildfarelser, der med lange forviklede Rødder have som haardnakket Ukrud snøret sig fast om særdeles mange Naboplanter. – De tro at stride for Sandhed og stride for deres egne Personer.

Affectation. Den velvillige Sangviniker tager det ei saa nøje med Persons Sandhed, han istemmer glad en Yttring, der blot nogenlunde kan være Form for hans Mening eller giver den en liden Modification (ɔ: mærkelige) saa at Disharmonien falder mindre i Øinene end Harmonien. De sympathetiske Følelser kunne følgelig ei være i Sædelighedens Kald. – En samvittighedsfuld Ærlig maa tit standse Sympathiens Løb fordi han ei ubeleiligt kan sige ja. – Mangen En, der lader sig overbevise om Vildfarelse giver i Grunden blot sin Mening en meer almeen forstaaelige Form.

Affectation. Eed er en Affectation (?)

Affectation. ere Symmetrie i philosophiske Systemer.

Affectation. søgte Kraftlindringer efter Maden. Paataget Hæftighed.

Affectation. Man tvinger sig til Overeenstemelse med Mængde. Gyser for Sted med Alle (18de Blad i den gule Bog)

Affectation. Den der udleder sit sande Selv kommer til dyb Overeensstemelse med Fler (19. Blad19. gule Bog)

Affectation. Den, der glæderhar sig over Complimenter ved Disputatser, veed dog meget vel, at de der sige dem ei mene dem. De bedrager frivillig sig selv for at nyde en liden Triumph. – De Store vedblive ogsaa at tro paa Smiger.

Affectation. Det er altid Affectation, naar en DomErkjende ikke udtalerer bestemt bestemt en Tanke der er bestemt ved et Object, men tildeelsud ved en Tilbøielighed. – Den der har i Sinde at skrive betragter sig som hørende til Scribenternes Partie og er tit overbærende, men bliver overdreven stræng, naar han har resigneret. – Ned paa Bogvæsen.

Affectation Den der ei kan forstaae Philosophie vil helst, at Intet skal være i den.

Affectation. Den videnskabelige Arbeidsmand samler mekanisk hvad der plejer at staae samen i en Disciplin og udengiv Erkjendelse af det Subjective.

Affectation. Den moralske Phantast mangler Phantasie; thi hans Phantasier ere abstracte.

Affectation. Drik Kaffe hos M. kjære B. – B. ved det er Affectation og dog lader han sig tyrannisere ved Skinnet af Høflighed vidende, at det er Skin.

Affectation Folk vove ei at kome frem med deres sande Jeg, troe er som det uendelige. Dybde: ere bange for at blotte sig, vise deres Aandsarmod, pine sig derfor ind i fremede Former og rose hvad de ei forstaaer. De frygte for at vise sig eenfoldigefattige, ringe af Fattevene.

Affectation. Den Poesie, der ei kommer af Livet er Løgn.

Affectation Folk dølge deres Disharmonie med det Hele af Lyst til Fred og gode Dage.

Affectation Folk narre deres egen Samvittighed i det de søge at finde en Magthaver god og stor.

Affectation Man kan kokettere med sit Menneskehad. spleenfulde Engellændere og franske Atheister.

Affectation. MaaskeeNæsten værende et mere farligt for Moralitet end bevidst Løgn er den med Selvbedrag blandede Usandhed, hvorved Mennesket amalgamerer sin falskefas Person med den virkelige. Den fuldbevidste Løgn kan man aflægge efter et alvorligt Forsæt ei den uægteRo Rolle, som man har forvekslet med den virkelige. Man giør sig selv til en Skifting.

Affectation. Ynglingen siger han giør meer af Göthe end Schiller: Drenge, at han foretrækker Bittert for Sødt.

Affectation Man danner sig et Selskabsideal uden Kanter.

Affectation Ogsaa Opposition kan drive mod Affectation, man kan foretrække Disharmonien fordi man har ofret sit Liv til Krig.

Affectation En Ludimagister vil være en Ungdommens Gud Apollo; en udlevet føle romantisk Kiærlighed; en Olding væresympathi fidel med Ynglinge.

Affectation At skrive i en afgiørende Tone. At slutte sin Erkjendelses Regnskabsbog.

Affectation. Forsoning. Nu har jeg sluttet Forlig med ham, den Slyngel.

Affectation. Koketterie med rigoristisk Moral.

Affectation Utaalelige Menneskekjendere og Usselrygge som lader sig tyrannisere af dem.

Affectation. De, der pynte sig med Moralitet, hvilket er saa galt som at pynte sig med Immoralitet sige: Gud forlade ham, i same Betydning, med same forbitrede Blik, som de der sige Gud forbande ham.

Affectation – En Affectation hos lærde Mænd og Genier er det at synes ei af denne Verden. De høre med Fryd deres Koner tale om deres Distraction, Sorgløshed og Ukyndighed i denne Verdens Anliggender, da de ei ere af denne Verden.

Affectation. Fanatiske Præster henrives af Nerverykkelse over deres egne raae sandselige Billeder.

Affectation. Den der siger at han elsker Gud og hader sin Broder, han bedrager sig selv og der erder ikke Sandhed i ham. – Deres Billede bliver selvstændige og udvikler sig selv uden Hensyn til det, Talen var om.

Affectation. Er det ei Affectation, naar en stolt Choleriker vil skjule at han forundrer sig ved Noget eller finder det latterligt etc., men ytrer at han ei finder det saa.

Aff. Piger kiæle for Katte for at synes omfølende.

Affect. Glæde ved at bruge visse Ord, Dannemand, hartad.

Affect. I en Tid, da det selv for den redeligste Villie er vanskeligt at faae en Form for det Overnaturlige, gribe Folk Skinnet og glæde sig ved at narre sig selv med Skinnet, ved at troe paa Spøgelseshistorier. – Smaae Poeter, Lystglæde sig ved at til at finde Noget Overnaturligt i deres Livs smaa Begivenheder. – En vantro Tidsalder pleier at søge Betydning i det Tilfældige.

Affect. Folk lukke Øinene for Grænsernes Skyggeside og Tyranners Lysside.

Affectat. Af Pænhed at tage varligt ved det Virkelige som med Handsker paa og med plump Ostentation at hente sine Lignelser fra et Grødfad og at ansee det for Kraft og Dygtighed.

Affectation Par force at ville ynde noget Skidt af Frygt for sin egen Kriticismus.

Affectation Somme sige snart: Jeg er slem at kome til Rette med, jeg stikker Intet i Lomen: snart: mig kan man giøre ved hvad man vil, mig kan Allealle kome ud af det med og have maaskee ei overveiet, hvilken af Delene der er sandt.

Affectation Den, der selv sætter Trin paa sin Følsomhed roser Andre for et varmt Hjerte.

Affectation. En Dreng rødmer, naar man giør ham opmærksom paa, at han bruger et feilt Udtryk i det han bruger et exquisit. Han veed nemlig, at han ei vil forstaaes, men pynte sig dermed.

Affectation – hengive sig til en privat Messias med fuld Tro.

Affectation er at kokettere med Aabenhjertighed, Beskedenhed etc. med bevidstløs Overgivenhed, Naivetet, barnligt Sind. – Den affecteret trohjertige og aabenhjertigeog knibergjør t sit Øie lidt samen, Selvtilfredsheden der lyser af hans Øine forraader ham og det halvbetvungne Smiil, der spiller om hans Mund.

Affectation. Naar some høre saadan drøi Omtale som: Svagheder, der troe paa den taabelige Snak om apriorisk ErkjendelseF, da rødme de og skynde sig at skifte Mening.

Affect. Den Paastand “jeg bekymrer mig ei om Folk”Folk Den indeholder sin egen Giendrivelse.

Affect. En Slags Affectation er den uphilosophiskephilosophiske Mængdes foragtelige Yttringer om en Philosophie der er over deres Horizont. De sætte deres egen Erkjendelses Grændser med svag Overbeviisning som Fornuftens Grændser.

Affect. Om Forfattere, der betragte sig som Drenge der opsøge Lectio for Publicum. 2 Blade tilbage.

Affectation. Det er et meget uskyldigt Slags Affectation at sætte Musklerne i den Stilling, som de indtage naar man leer eller smiler, imedensefter at man hører en AnecdoteFortælling som ikke morer, men dog giør Fordring derpaa.

Affect. reiser sig undertiden af Hovmod. Den der vil skjule den Virkning Andres Tale giør paa ham er paa eengang usand og stædt i Selvbedrag. Det sidste, fordi han ikke iselv same Øieblik som Usandheden yttres er sig den bevidst, skiønt han ved en følgende Reflexion tit maa kunne erkiende sin Falskhed.

At skabe sig til.

For at kunne skrive og tale vel for sig maa man besidde en vis Resignation, som giør, at man finder sig i at man ikke kan meddele andre de Tanker, der ere retlet levende hos En med den hele Samenhæng, hvori man selv har dem i sin Bevidsthedskreds. Man maa lade sig nøje med at bruge de Midler, som staae En til Tjeneste i Sprogets Forraad, fordi man er nødt til at lade sig nøje dermed. Adskillige Mennesker, som ikke have indseet denne Sandhed eller ikkeei have altid have den klart for Øje, lægge en Utaalmodighed for Dagen under Meddelelsen, hvorvedsom denne mere skades end gavnes. De føle at de Udtryk der tilbyde sig for dem ei ere tilfredsstillende, søge i Affect om andreAndre og vendegjentage idelig de same jævnlig tilbage til de eengang brugte forkastede fordi TankensFormen Form ei tilfredsstiller dem. Hvis?? de vilde naae deres Øiemed saa meget som det er mueligt og nøjes dermed vilde de med en Sindighed, der var grundet paa hiin Resignation, see sig om efter den Hjelp Sproget ydede dem. Denne TaalmodighedEgenskab der skaffer Oversyn udkræves i høi Grad hos en Philosoph derfor er det sangvinske Temperament meget uheldigt for philosophisk Fremstilling.

Exempler paa concrete Begreber, hvormed man i det danske Sprog erstatter de abstracte Mangler er Nathue, (tossegod?) et godt Skrud. – Ømskindet, (for irritabilitetirritabili) Er det kuns tabe lidet.

I Biskop P.E. Müllers Moralskrifter findes en consequent Trang udtrykt i et consequent Sprog.

Det at man manglerMang et Udtryk for et Begreb i Sproget skjules derved at man bruger Tegnet for et almindeligen Begreb i Stedet derfor, da detsSp specielle Betydning fremlyse af Samenhængen. Af Mangel paa et videnskabeligt Ord for Tossegodhed bruger man Svaghed. Af Mangel paa et Ord for Vredens passende Maal bruges Mandighed eller Kraft e. a.

Den Skik at give overspændte Moralbud er i høi Grad fordærvelig for Sædeligheden. Saaledes læres af Adskillige at man skal være sagtmodig og ei at man skal blive vred. Komer man nu til den Erkjendelse, at det er sømeligt at blive vred, da komer man let til at lade sig for meget lede af den Tilfredsstillelse, som man ved den læste Moral komer til at lide af og erkjende ei at det er smukt at beherske Vreden og at være tilbøilig til Velvillighed og Forsonelighed.

Undertiden lyve Folk af Sandhedskjærlighed. De give Folk andre overdrevne Forestillinger af Tingenes Grader, fordi de tro at Folk forudsætte Overdrivelse hos dem og derfor selv ville slaa Noget af.

Mange blive anseete for dumme, fordi de ei føre deres Tanker igiennem med Kraft, men lade sig afskrække ved Indsigelser. Det ufuldendte Arbeide staaer da som et uforstaaeligt, tit latterligt Fragment

Man kan lame Folk ved Lykke.

Der gives tre Maader at foredrage Philosophiens Historie paa. Den første og sletteste bestaaer deri, at man bringer andre historiske Referater som Erkjendelseskilder uden selv at havekj studeret Forfatteren; den anden bestaaer deri, at man giør et slaviskt, ængsteligt Udtog af ForfatterensForfatteren Tankegang: den tredie er den bedste, efter hvilken man har reproduceret Forfatterens Tankegang saaledes, at man med Frihed kan fremstille dem. – I andet Tilfælde gaaer man frem efter en Bog, hvor man seer Planer for sine Øine og foredrager det ene Stykke efter det andetand, som det skeer i Bogen. Den anden Methode kan kaldes den excerperende. Det er Planen reduceres efterved en formindsket Maalestok, ligesom enOmridset af Tegning copieres ved en Storkesnabel.

De der i Philosophien ville under Tænkningens Arbeide giøre sig aldeles fri for det pathologiske Element, bortkaste rigtig nok den contemplative Følelse, men i Stedet derfor overlade de sig til den antipathetiske og søge Nydelse i den polemiske Decalmation.

Den Fordeel, man har af at variere med Begrebers Betegnelse i et philosophisk System er dyrekjøbte; thi Læseren kan let derved forvildes og ikke vide, naar det nye Udtryk virkelig skal medføre et nyt Begreb og naar det skal blotvære tjene til hans Underholdning. Det man i Foredraget bliver træt af er i Grunden ikke det gjentagnenye Udtryk men Udtryk, men den gientagne Tanke og for dens Gientagelse kan man ikke forskaane Læseren i et philosophisk System.

Den nyere Tids Philosopher savne Productivitet, da de blot historisk tilegne sig de alt frembragte Systemer og erkjende deres Forhold til hinanden. De betragte Philosophiens Udvikling som Naturforskeren. Mangle da Naturforskeren også Productivitet, siden

DeS sentimentale Halvphilosopher og Halvpoeter, der ligesom Flagermusene kunsha bevæge sig i Tusmørke og ikkef ville lade deres Bevægelser belyse af Solen, opbringes naar man sætter Paastande mod deres, fordi Paastandene kun hænge ved deres Personlighed ei ved det almægtige Begreb.

I Halvphilosophien er det figurlige Foredrag meest passende.

De philosophiske Frimestre høre ikke til nogen Skole, og staae i intet Forhold til noget af de philosophiske Standpuncter. De ere som Goethe siger, Narre paa deres egen Haand. –

At en Lærdom er bleven til Erkjendelse seesviser sig der deraf [kjendes deraf] at den springer ud i andre Erkiendelser, ligesom en Plante ses at have fæstet Rødder, naar den sætter nye Skud. Den blot lærte Sætning bliver liggende ubevægelig i den blotte Hukomelse.

Hvorfor tager en stor Deel selv af de ædleste Mennesker saa høist ugiærne Deel Samtaler om Aandens Udødelighed? Fordi Tidsalderens Bevidsthed endnu synes at være meget langt fra og fatte det ægte Begreb derom. UdødelighedensDen er Idee er endnu i egentlig Forstand et Mysterium. De der bruge den positive Form Menneskets Aand er ei dødelige, overlade sig i Almindelighed med en beklumrende Bornerthed til muhamedanismens Fantasier om en ubegrændset og sikker Besiddelseog en Nydelse af de endelige Objecter, som de have hængt derers Hjerte ved. Hvo vil i dette Tilfælde gierne med uskønsom Haand bringe Tvivlen ind i Andres selvgiorte Paradis. Men, hvo kan med en idelig vexlende Accomodation følge med i et saadant aldeles individuelt Sværmerie? – Derfor høres saa mangen sandhedskjærlig Mand med dæmpet Røst med halv samtykkende, halv undvigende Svar at rede sig ud af en saadan pinlig Dialog. – Enhver har saa tit hørt de smukkeste Symboler fremsiges i staaende Ramser, at kuns meget aandelige Mænd række ved disse Ord at bringebringe Livet og Sandhed i dem. – Men hvorledes seer de ud paa den anden Side; de, der sige Menneskets Aand er ikke udødelig, ere deels forstokkede Personer, vishvis totale Resignation paa Erkjendelse af Forladelsens Betydning har forvandlet dem til et Slags omvandrende Maske eller levende Død. Disse ere de forliste Væsner med et sønderrevet Sind, hvis indre Disharmonie er et talende Beviis paa, at den Erkjendelse ei er den rette; thi er det end for at en MeningsErkjendelsens beroligendebroligende Kraft er et sikkert Beviis for MeningensErkjend Rigtighed, er det dog aldeles umueligt at den fremskridende Tænkning kan slutte med en uopløselig Dissonans som sit sidste Raad. Det er sikkert, at Ingen af disse to Parter havde giort sig tydelig Rede for hvad det er for en Aand, der ei er udødelig. –

Til den her omtalte Forsvaren og Fornægten af UdødelighedsbegrebetsUdødelighedsbegrebet Realitet hører Mængder af nulevende Mennesker. Er det da ikke naturligt at den, der gaaer en tredie Vei, høist ugierne indlader sig paa atpaa meddelegive Brudstykker af sin Overbeviisning eller af sin Mening om denne Gienstand. –

Naar derfor Schelling yttrer sig paa saa laconiskaphoristisk Maade om den højere Udødelighed, saa han er klar saa han tror paa men som de Fleste ikke kjende, da er nok Grunden dertil at han ikke ved stort meer at sige derom.

Saa meget er vist, at Mange der bruger deres Forstand Aanden er ei dødelig, ikke vide hvad Udødelighed er og at mangen en, der nægter at Aand er Udødelig, til Trods for sit Ord vise at han med sit bedre Væsen lever i Vished om det Modsatte.

Exempel paa de smaa Metaphorer, som Enhver uden selv at vide af det idelig bruger, er følgende taget af Sibberns Bog om Provensialstænderne: Energie og Dristighed smitter lige saa vel som Ladhed og Nydelsessyge.

Der er Forskjel paa omsider standede vi (Cajus og Jeg) i vor Bolig, nemlig i Cajus's og min og i vores Bolig ɔ: min og min KonesKones og min K (til hvem jeg skriver) –

Affectation. SomeAt o finde dyb Betydning i at tale meget om Sandhed og Løgn i Characteren, men udstrække da disse Begreber saaledes at de ved Løgn tænke paa Ondt og ved Sandhed paa Dyd eller Sædelighed. Ved denne Ensidighed erholder Sædelighedsbegrebet sit Lys for dem.

Affectation. Det er meget mueligt, at Andre ligesaa godt som jeg vide hvad Affecation er, men jeg har ikke funden det udviklet.

Moral

Til Sparsomhed hører ikke blot Utilbøjelighed til unødvendigeuf Udgifter, men tillige en saadan Færdighed i Penges sømelige Anvendelse, at man ikke giør uforholdsmæssig store Udgifter for at opnaae sine Øiemed. Der hører altsaa to Ting til at være Sparsom: for det Første, at opgive visse Øiemed for deres Bekosteligheds Skyld, for det Andet at vogtevælge Midlerne med Hensyn til den sig for uforholdsmæssige Udgifter med Hensyn til Midlerne.

Man maa besteme sine ØjemedFormaal i Livet med Hensyn til sin Formue, sine Evner og med Hensyn til Midler vogte sig for uforholdsmæssige Udgifter.

Den Den VariationDen Art af Veltalenhed i de same Begrebers Betegnelse, som egner sig for en visvisse Arter af Velt Art af Veltalenhed, er ikke hensigtsmæssig i det strængere philosophiske Foredrag, fordi man der vel kangaaer gaae ud fra Forestillingens Standpunkt, men hæver sig da fra et Trin til et andet derover. Man beholder altsaa dentil Basis for den kun almindelige Menneskeforstand kuns til Basis for det første Fremskridt, men fordet det andet Fremskridt bliver det første betragtet som Basis. Derimod i det mere populære Foredrag refererer manrefererer mansig idelig til den almindelige Menneskeforstand og Loco-motionen er her end idelig til den almindelige Menneskeforstand og Loco-motionen er her enend idelig afbrudt Flugt som Strudsens.

En passende Fortale til Philosophien kan ikke til enhver Tid have same Udseende. Den maa nemlig gaae ud fra Tidsalderens bestemte Standpunct og besteme Fordome for dem at lede til den speculative Erkjendelse.

Prælaternes Fægten for det døde Bogstav kan udspringe af flere solitariske Drifter: af Ernæringsdriften, af Æresdriften, men ogsaa af en raaviss Retfærdighedsdrift Det forekommer dem, at de Sætninger de forkynde have Statens Magt paa deres Side og deresdet digte de da ind Forbittrelse under Modsigelse stiger ved denne Bevidsthed.

Fragment.

En ung Herre giørtaler meget urigti sig megen Umage for at faae en Anden til at indsee det Urigtige der i at overlade sig alt for megetbli til lidenskabelig Kjærlighed. Han søger især at giøre ham opmærksom paa, hvor langt det er fra, at man føler sig tilfredsstillet ved Opnaaelsen af et saadant Ønske eller at man finder det i Tilfredsstillelsen, som man havde ventet – Alt fordi han selv ønskervil at begunstiges af Hiins Tilbedende. –

En Feil i Fortelling er at der er lagt alt for meget Vind paa Continuitet. Kunsten bestaaer i at springe over, hvad der forstaaer sig af sig selv eller ikke behøves forf at fatte Samenhængen – –

Sammenligning mellem Helten

Achilleus og en dansk Justitsraad.

EgenskaberMærke ved reflekterende Philospher.

1. De kunne ei huske deres egne Philosophemer, Naar ende faae/for Tid er forløben, efterat de have skrevet en Afhandling, da betragte de den ikke meer som hørende dem til. Deres Interesse er aldeles forsvunden derfra. – Ellers er det enal Ting der gielder om Poeter, der herijust adskille sig fra ægte Philosopher, at disse erhverve sig en blivende Erkjendelse; hine en forsvindende Anskuelse. – En Philosoph arbeider altid paa et Værk og alt hvad han producerer er en Part deraf; en Digter frembringer flere Værker, der hvert for sig have et selvstændigt Liv og ere afsluttede Helheder.

2. Den Erkjendelse, hvori de for Øieblikket leve hænger saaledes samen med den personlige Existens, at de betragte det som en personlig Fornærmelse, at man giendriver den for dem. De betragte Erkjendelsen som deres personlige Ejendom.

3. De skye at samenligne deres Bevidsthedskreds med Andres, da de frygte for at deres PindebygningPindehuus skal rives om.

Naar en Flok Drenge skifteviis slaaer til en Tønde paa Fastelavnsmandag, da hørerer der Lykke til at blive den, der gjør det afgjørende Slag. Saaledes hører der ikke blot Genie men ogsaa Lykke til at blive den der først udsiger det philosophiske Standpunct. Det maa først have været forberedt ved mange Forgjængeres Bestræbelser.

Den Uskik at fylde en philosophisk Afhandling med uforstaaelige Brokker af Philosophiens Historie, svarer omtrent til den philologiske i en Comentar at samenjaske Stykker af alle philologiske Discipliner, der ligesaa godt kunne staa tusinde andre Steder og man begriber ei, hvorfor de just skulle staae der.

Et Mærke paa, at En befinder sig paa Reflexionens Standpunct er at han erikke kan taale at Andre tilbøjelig til at bestride Sætninger og isolerede Paastande, fordi han ikke har dem ii mellem dem den Sum af Sætninger, hvori hans Erkjendelse har fixeret sig. Polemik mod eensidige Sætninger har sin Gyldighed til bestemt Tid og Sted ognaar den modsatte Er den møde med Rette ved at giøre den modsatte Side gjeldende. Men manda her ing bevæger sig da blot i Endeligheder, ikke i den absolutte Erkjendelses Kreds.

VidenskabeligeDen, Citater i philosophiske Skrifter have kuns Betydning, naar de ere saaledes assimilerede med Forfatterens Tankegang, at dede de udgøre integrerende Dele deraf. I Almindelighed ville de da være indirecte.

De døde Citater, Fyldekalken, kunne ikke ved nogen i Regler angiven objectiv Bestemmelse adskilles fra hine levende. Hvis de kunde det, da vilde de ogsaa forsvinde af Literaturen.

De Videnskabsmænd, som ikke føle stor Trang til at ordne deres Tankesystem maae enten have meget Genie eller liden Tænksomhed.

DeAt paastaae at der ansee det for Hovmod at sætte fast Lid til Fornuftens Udsagn vise derved sit store Hovmod; thi de forudsætte at den fornuftige Tænkning er Individets Værk. – Kunne de dog ei mærke at Fornuften er en højere Magt i Menneskets Tænkning, som umiddelbart vidner om sig selv. –

I al Underviisning bør findes et stereotypisk Element. Netop stereotypisk; Formlerne maa være staaende, men Feilene deri kunne rettes.

De, der holde for, at de bedste Philosopher ingen Tilhængere have (ingen – ) mene altsaa at Philosophiens Historie ikke er Philosophiens Historie, men Vildfarelsens. –

Naar man fremstiller en homerisk Psychologie er man nødt til vedat supplere Gisninger at supplere det Tankesystem, som kuns er antydet ved discrete Puncter ligesom ogsaa den maa giøre, der vil givetegn os en Grundtegning af Odysseus'sdet Huus.

Den sporadiske Lærdom i Philosophien er ikke nogen sandPynt Prydelse for philosophiske Arbeider men kuns uægte Stene, hvormed Scribenterne pynte sig selv i de Uindviedes Øine. Enen Vrimel af løsrevne Citater røbevise i Almindelighed de philosophiske Skribenter deres Mangel paa grundigt Studium for Kjendernes Blik

Margites Μαργίτης et daarligt og eenfoldigt Menneske, som Homer har giort til Helten i et komisk Epos, der fik Navn efter ham. En Slags græsk Uglspil. Falbe de Margite Homerico 1796. Fr. Lindemanns Lyra T. 1 nr. 17.

Den yngre Fichte taler meget om, at han har giennembrudt Skrankerne i det hegelske System. Han har giennembrudt dem paa den Maade som en Muus giennembryder et Tempel, naar den giør sig et Hul i Muren og løber ud deraf.

Der gives Philosopher som blot philosophere for at glæde sig over deres egen æstetiske Fremstilling, deres Vittighed og stylistiskeoratoriske rhetoriske Prydelser. Det gaaer dem som Quinder der begivevare sig sig i Guds Huus for at lade deres BrillanterPerler see see. – Hvis det var dem paalagt at udledesku deres Tanker ihøit og §§, da havde Philosopheringenden tabt Interessen for dem –

Theologer, somhav ikke tillige ere Philosopher kastehave giærne skjæveØ Øiekast til Philosopherne og ideti det de ikke see sig i Stand til at holdecontrollere disse Controlcont over disse speculative Bevægelser, levebefrygte de de i en bestandig Frygt for, at der skal ligge et eller andet Slags Kjætterie skjult i de philosophiske Systemer. Ethvert væsentlig nyt philosophisk System har uden Undtagelse været fordømt af uphilosophiske Theologer. Disse staae derfor i same Forhold til Philosophien som Høns, der have ruget Ællinger ud og som nuængsteligt og forbitt med Vrede og Ængstelse løbe omkring ved Randen af et Vandsted hvor de ikke see sig i Stand til at fortsætte deres Opsyn over deres Plejebørn.

For ikkeny ret mange Aar siden var der i Philosophien en saadan Tilstandden samme Forvirring som i et Huus, hvor et talrigt og overgivent Selskab i lang Tid har holdtholdt sig lystige Dands og Lystighed. DerDet var af phantastiske Forfattere især af den Classe der kaldte sig Naturphilosopher indført en tilfornTøjel Tøjlesløshed, der var drevet? og en tilforn ukjendt Dristighed i et Brugen? f Tvangløshed i Brugen af de almindelige ukiendt Tøilesløshed i Brugen af de almindelige Tankebestemelsers Benævnelse, hvilkender gik saa vidt, at Forfatterne langt fra atselv have gjort sig tydelig rede for hvad de tænkte ved deres Ord, tit ei eengang selv meenteselv noget bestemt dermed. Hertil kom en dermed nær beslægtet Dristighed i at bringe ufuldbaarneumodne Tanker frem paa Literaturens Torv og at ansee detde umodne det Halvldg Umodenhed Tusmørkehalve Mørke, som da som derved udbredtes over deres Arbeide for et Tegn paa at detGrundtvig partiske Aand var ret genialt og aandrigt. Jo større Forvirring der var afstedkomettilvejebragt ved denne Mangeltøjlesløse Udfordring paa Tugt og Sindighed ii Tanken Vid Videnskab K i Videnskaben Literaturen, desto stærkerestørre Arbeide og alvorligere Anstrængelse harkostede den og det kostet og koster endnu at tilvejebringe Orden og almindelig Forstaaelse i Videnskaben i Almindelighed og Philosophien i Særdeleshed.

Man maa arbeide smaaligtsmaat og og i fortrykt Stemning i Reflexionens Tjeneste inden Totalanskuelsen pludselig giør Alting klart for En, ligesom Sømænd maa varpe og buxere deres Skib ud imellemigjennem en Skiærgaard for at den raske Kuling ude paa Dybet skal fylde deres Seil

Det er interessantere at et Foredrag harer int et intensivt Indhold end, at det har Intensivitet paa Extensivitetens Bekostning.

Arbeidsomhed hører til Modet sensu laxiore. Det legemlige Arbeide kaner jo tydeligt en Anstrængelse jo ofte kræve Anstrængelse og er for saavidt ubehagelighed [Men Arbeide er dog vel ikke altid ubehagelig?] Det Ubehagelige bliver vel for den Arbeidsome altid mindre. Men det maa dog altid koste noget Mod. IUndertiden aandelig Henseende er Arbeidet anstrængende, fordi Forestillingernesdet Gang bestemes efter Plan og strider mod Ideeassociationen og altsaa Tilfældigheden. – Det er en Sygdom at forestille sig Arbeide strængere end det er, ligesaa vel som lettere end det er. Tungsind og Letsind. Den Tungsindige ræddes for de forventede Vanskeligheder, som han ei tænker sig tydeligt; thi giorde han det, da saa han at StamenStamen var kun en Svamp. Han troer at hans ubestemt tænkte Plan hvis den udførtes maatte have noget høist ubestemt ved sig. – Undertiden opsætte Mennesket, fordi han skyer Forestillingsevnen seer de Associationer, som de medføre (fuga injucundi) undertiden fordi Ideeassociationen fører ham paa Andre (appotition jucudi)

Den der skrive i Jødemaneren (Heines, Börnes, Menzels) synes at være muntre, men deres Lystighed minder omdet det det tilsyneladende Smiil hos nyfødte Børn som kommer af at de have Knebondt i Maven.

Visse Sandheder i Philosophien kunne kuns begribes af den, hvis naturlige Begiæring af Skjæbnen er brækket.

Adskillige svageHypo, mistænkelige Mennesker plages af en dunkel Forestilling om et Onde, som Andretruer dem fra andre Menneskers Side, hvem de holde for deres Fiender har i Sinde mod dem. Frygten for dette aldelesOnde, om hvilke de have en ubestemte Onde kan plage dem meer end Vished om atnoget Slags en bestemt Ulykke vil rame dem. Ja selv de, som befinde dem i en Stemning, i hvilken intet Ondebestemt somer dem frygteligt kan voldes dem af Andre er dem frygteligt, kunne dog til Ængstelighed vente et ubekjendt Onde af Andre formentlig Had og Hævn. – Hvo kjender ikke saadanne Yttringer, som at man maa tage sig i Agt for hiin eller denne, hvissom lumske Adfærdusikre Adfærd viser at han har Ondt i Sinde. Men afhvad hvad Art dette Onde er tænkes der undertiden slet ikke paa: der tænkes blot værre end noget af de muelige Onde. Der ligger en Forestilling om noget chimærisk GrueligtGræsseligt, i Samenligning med Livet de størst mulige Onde ere lidet frygtelige. De same som gik fra dette Mysteriøse, Skrækbilled vildede har m de gyse sig for ikke være bange for et bestemt angivet Onde f.Ex: voldsomDød Død, Tab af Ejendom, Ære etc. – EnEt saadant saadan Hævn undertiden befrygtet af Jesuiter. Det Ubestemte forøger her Skrækken ligesom for de Gjerrige.

Naar man vil anstille Iagttagelser over det Partie af Bevidstheden, der ligger nærmest ved Bevidstløshedens Grændser bliver man tilmode som en Historiker, naar han skal fremstille endette mythisk forhistorisk Tidsalder.

Der gives en 2 Slagsdobbelt Slags SandhederSandhed i Menneskelivet: den ene er naturlig, medfødt. Saaledes kan Tilbøjelighed til Affectation være medfødt. Den anden er med Frihed valgt og tilvundet, den er afhøjere højere og rigere Indhold.

Enhver Kjæmpe i Philosophien skal falde for Drenge.

Ved æsthetiske Theorier bliverfremmes den kunstneriske Producti den kunstneriske Productivitet fuldkomnere; thi dendet bevidstløse Kunst gaaer altid noget videre end den bevidste. Jo længere altsaa Bevidsthedens Kreds udvider sig til alle Sider, desto længere udbreder den dunkle Ahnelse sig som Lyset.

DeMan køber i Forbigaaende femti Zvibler / Hvormeget man end nyere Philosopher have meerbestræbt sig meget for at end nogen anden Tidsalders villet giøre den Fordring gieldende at den philosophiske Fremstilling skulde holde sig blottil til Tankens egen stræng-videnskabelige Udvikling ogog agte sig for forvisefordrive? alle tilfældige Sidespring, som Ideassociationen frister saa meget til. Dette har Hegel især staaet paa og kalder det Foredrag, som aldrigK forlader den strænge Vei et plastisk Foredrag. Dog er den Fremstilling, som indrømergiver den friere Omsigt i Erkjendelsens hele Kreds noget Spillerum langt mere tiltrækkende for de Fleste og erholder langt flere Læsere: selv blandt Videnskabsmænd vil der et betydeligt Navn til for at trænge igiennem med et Foredrag, som følger hine strænge Love. Oldtidens classiske Værker ere fuldegjennem af saadanne smaa Episoder og de have deres Grund i den menneskelige Natur. De give Foredraget en Friskhed og Behagelighed, som savnes i dendet Tankegang, der udenfølger Logi Sideblik følger Logikkens lige Kongevei. DenDette naturlige Tilbøjelighed hos Læseren og Forfatteren i denne Henseende kan godt tilfredsstilles uden at Fremstillingen derfor synker ned til plat Popularitet og først derved kommer det sande classiske Foredrag i Stand. Ved Ideassociationens Character hænger et videnskabeligt Arbeide samen med sin Tid: den giver de classiske Værker deres særegne Farve, hvorved de vise sig ikke som abstract menneskelige men som fuldelevende af individuelt Liv. – For at tilfredsstillefølge baade den almindelige og den individuelle Drift i Tankegangen har man i den nyere Tid med god Grund adskilt Paragrapher og Anmærkninger.

Svaghed i Characteren kan vise sig som moralsk Usikkerhed. Mennesket vil da ikke altid det Same: er ikke vis paa hvorledes dets forskjellige Bestræbelser skulle begrændse hinanden: de kunne være meget uvisse endog paa deres Samvittigheds Udsagn. De kunne idag bebreide sig deres Opførsel mod Andre; de kunne i Morgen holde for at de have meer Ret end Andre under Misforholdet til disse. Deres forskjellige legemlige Befindende kan endogsaa have megen Indflydelse paa disse forskjellig Synsmaader. Dette er ikke saaledesblot at at forstaae at Mennesket blot skulde kunne forurette Andre under uheldige Stemninger; nei, det kan aabenbar ogsaa giøre sig selv Uret. Det kan af Svaghed vakle mellem for stor Tilfredshed med sig selv og for stor Utilfredshed med sig selv. Saadanne Mennesker kunne idag af Hiertet tilgive den, der har dødelig fornærmet dem og i Morgen hade ham paany.

Sønderrevent Sind maa egentlig tillægges den, der hader sig selv og overlader sig til Følelsen af sinhan egen Uværdighed, saaledes at den virker nedbrydende paa hans Livskraft. Istedetfor at bestræbe sig for at forbedre det Jeg, som man fordømer, plager og destruerer man det, tilintetgiør det. Nydelsen der ligger i dette Selvplagerie, dette Selvmord, bestaar i Bevidstheden om at det højere Jeg udøver en straffende Retfærdighed.

De er dog enig med mig om Frøken Julie, at Salighed ikke kan bestaae uden en Tilfredsstillelse af alle Savn og Ønsker. Der kan ingen ulykkelig Elsker gives i Himlen. Men naar nu Frøken A elsker Hr. B og Frøken C den Same, hvorledes skulle da begge blive fyldestgiorte. Sæt nu at Hr. B ikke kan blive salig uden Separation fra Begge. Jeg veed da ingen Udvei uden at der maa gives Dubletter eller Tripletter i Himlen af elskværdige Individer.

Bidrag til een Theorie for

Forstandsøvelser.

Hvordan kunde Planen være.

1. Hvad er egentlig skriftlige Forstandsøvelsers Hensigt. Man vil lede Disciplen til at uddanne sin Fremstillingsevne. Det skeer meest advarende. Kan man understøtte hans Productivitet. Skal Læseren give ham heuristiskenog Regler. etc

Samlinger til en Anmeldelse

af Branitz

Skal Hegels Terminologie være staaende, da maali/Li hans Efterfølgere anvendeindskrænke sig til at lære hans Begrebsbetegnelser overordentlig Flid og Kraft paa at lære hans Begrebsbetegnelser omtrent paa same Maade som man lærer Linnés botaniske Nomenclatur. Men de, der have meest Productivitet ere mindst i Stand hertil.

Ingen kan frembringe en staaende Form for en Videnskab, som Alle kunne være tjente med.

Man skal ikke frembringe Trangen til Metaphysik hos dem der ikke føler den. Det kaner i det Mindste skee for tidlig. Plato vilde at den der skulde studere Dialectik skulde være 30 Aar. Den naturlige Udviklingsgang er at umiddelbare Begreber sættes i Bevægelse fra forskjellige Sider og at omsider Enheden søges. I det Mindste troer jeg det. Den unge Metaphysiker bliver det nok aldrig. Dog indrømmer jeg at AanderO udvikle sig paa forskjellige Maader og en Tidsalders hele Retning har Indflydelse paa Individet.

Hver føler sin forskjellige Trang. Branitz Ontologie afhjelper en bestemt Trang.

Paa faa Pagina giver Branitz en saa kort samentrængt Kritik af Kants Kritik, at man forundrer sig over at en Tydsker kan skriveskri saa intensivt.

En Trang til at ordne sine Forstandsbegreber fører de fleste til at studere Metaphysik. Selv Hegel pirrer ofte denne Trang, i hvorvel han dog sielden taaler, at man taler om en Videnskabs Nytte. Den kan tilfredsstilles uden en speculativ Dialectik i Hegels Betydning.

Den Concentration, der ligger i Branisz'sHegels Kritik er ret følelig for den, der har seet det same udtværet i hele Bøger; det er dog aldeles fatteligt for Enhver, der kiender Kant.

Han giengiver den Kritik, som Videnskabens Historie har giort af Kant. Han hævder i det Hele det rette Punct ved at bemærke, at Kant gaaer ud fra den Grundfordom, at der ingen Erkjendelse gives ved den, der er fremet af Spontanitet og Receptivitet, Erkjendelse er en Vexelbestemelse af Subject og Object. Siden træffer han ved de enkelte Artikler ligeledes ret. Hovedet paa Sømmet.

Philosophari volo, sed paucis, siger den nordiske Natur.

DetBranisz´s kan ikke forlanges af en videnskabelig Afhandling, at den nødvendigviis skal fremtræde som et Fragment af et System. Det kan meget vel optræde som et selvstændigt Helt, der aabner et temporært Prospect indi en i en samenhængende Grunderkjendelse, fordi Forfatteren en anden Gang vil vælge en Terminologie, der passer bedre til en samenhængende Fremstilling af et System i sin Totalitet.

Skulde Branitz's Metaphysik og lignende Skrifter endog kun brugesvi som temporære Bygninger ligesom Telte man bygger paa en Reise, de have dog deres Betydning.

Om den Spot, man udsætter sig for ved at fremstilleforedrage en Ontologie. –

Om aldrig for Andet er det alene for at hindre en død Tradition af Hegels Kategorier gavnligtbedst at nye Systemer af MetaphysikenLo udarbeides.

Selv eten Forkort Udtog, der meest bestaaer af Conturer er undertideng/f meer forstaaeligtgavnligt end Weiße er.er En af de Philosopher, der forsvarer Philosophiens Harmonie mod ReligionenChristendomen og og Christendomens Grundholdning og holderF for at Hegels Philosophie ei kan bestaae ved Begrebet om en saa Grund.

Jeg brugerbærer Ud Udtryk som i Forveien ere blevne mig courante.

At Troen paa Udødelighed er et væsentligt Moment i Erkjendelsen viser sig først ret klart, naar man beslutter rent at udslette detteBegrebet Begreb af sit System, da vil det først blive ret klart, at det er et uundværligt Moment i en consequent og harmonisk Verdensanskuelse. –

Schillers verschleierte Bild Zu Sais, udtrykkerin? en Ahnelse om hvad hans Tids Philosophie førte til – Entzauberung.

At Udødelighedsbegrebet ei har været uden Virkning paa Philosophien viser sig i Læren om Erkjendelsens Mulighed. Man har der glemt at forudsætte en ny ubekjendt Tingenes Orden, hvori dybe Hemeligheder ville blive afsløret for den Tænkende.

Det sociale Beviis for Udødelighed – det solitariske, det sociale, det ideale.

Man kan ikke troe paa Christendomen uden at troe paa personlig Udødelighed.

Betydningen af Individualiteten erkjendespaaskiønnes ei i den nyere Philosophie; man troer jo, at den aprioriske Anskuelse eller Videnskab erkjender Alt. AltsaaOn skulde jeg kunnekun ved en ufuldkommen Erkjendelse, Erfaringen kunde erkjende andre Mennesker. Ved at erfare deres Personlighed skulde jeg slet ei udvide min Erkjendelse.

Hvish.de? det Nødvendige er det eneste Sande og kan erkjendes á priori, da kan jo Individualitet ei erkjendes.

I den nyere Philosophie er kun et Moment af Erkjendelsen givet, en nødvendig Side deraf.

Den, der forfægter Sjælens Udødelighed nu, kan ikke giøre sin Tro almeengieldende. Negationen skal nu giennemføres og en ny Affirmation fremgaae af Fornægtelsen. Vi klamre os fast til VragetKjølen af af et synkefærdigt Skib: Andre arbeide paa dets Ødelæggelse. Det er de to Interesser.

Extemporale Systemer. – Sanitetssystemet – – Det hurtige Hoved – Penge –

Originalitetens Forlangende som sætter en Slags idealistisk Synsmaade ligesom den Kantiske Moral og Ironien. Man antager, at Philosophiendet skal opfindes. Saaledes har denne Synsmaade vistnok Betydning i Philosophiens Histore.

Originalitet har Herbart. –

Den der vil samenfatte alle Philosophiens Momenter maahar ofte den vist forsmaae en vis Originalitet. –

Opfind Bogtrykkerkunsten. –

Göschels Originalitet er næsten fornægtet af ham selv. –

I en vis Betydning af Ordet gives der ingen nye Beviser for Udødelighed –

O en forkert Synsmaade, at antage at Udødeligheden ikke ligger i Grunderkjendelsen, at det først er problematisk om den hører dertil eller ikke. –

Der gives tre Slags Lyksalighed,Lyksalighed Livsfylde: 1 organisk Velbefindende, ogmed sympathie med den uorganiske Natur. 2. Menneskekjærlighed. 3. Erkjendelse og Kunst.

Recension over Recensioner

Blandt almindelige Feil, som begaaes i danske Recensioner er det en, at der gaaesgaaer ud fra to aldelesforskjellige modsatte Forudsætninger, den at Recensionens Læser har læst den Bogrecens, der recenseres og den, at han ikke har læst dendet; den første Forudsætning giøres, naar der alluderes til visse Steder i Skriftet eller henvises dertil i Tirader som denne “Skildring af Skovballet er ikke uden Liv”, “ScenenScenen paa Søen er altfor sentimental” Den anden Forudsætning giøres, naar man givergjør et Udtog af Bogen.

Er det Umagen værdt at giøre et langt Udtog af en slet Roman for at vise, hvor slet den er?

Er det Umagen værdt at anstillekriticere Undersøgelse, der forudsætter alvorligt Overlæg, om Sandsynligheden af OpdigtelsenOgo? i Romaner og Skuespil, som ikke ere af første Rang eller haver tildraget sig overordentlig Opmærksomhed? Det vil falde den, somsvært skriver udførligereudførlige over saadanne Bagateller og giør den som var det Naturproducterevige eller vigtige Verdensbegivenheder til Gienstand for Forsikringer vanskelig at giøre Regnskab for hvert unyttige Ord har han her taletGrin fiin Hiin.

Den tilsyneladendeformeentlige metaphysiske Strid, der nu omstunder føres er tit en synomæmisk fordi En opfatter et Ord efter een historisk Betydning det har i Philosophiens Historie, en Anden efter en anden.

En Diævel er utænkelig; thi det strider mod Fornuften, at antage en Diævel, som rigtig veed hvad Ondt er og dog vil det Onde.

En Grund, hvorfor Udødelighed forekommer Folk at føre til Lidet, er at det man skal tænke sig er givet som tomt, men mon det ikke kan være nok at vi veed det vil, skiøndtvil ubekiendt have Fylde?

Det fører til Mystik og Sværmeri at antage at Sjælen eiSjælen er udødelig; thi da maa Fornægteren stræbe at assimilere sig med det Uendelige Ubestemte som er det eneste bestaaende – Hvor kan han finde sig tilfredsstillet ved det Forsvindende – Hvor kan han beholde practisk Interesse, naar han selv og Andre ere Bobler paa Vandet? – Det kan han kun naar han ikke har giort sig Bevidstheden om Livets Korthed klar – Grækerne havde denne Indsigt, skjøndt de glædedekun sig ret ved det nærværende Liv. Undertiden var den kun et Skyggeliv. –

Kaffehuus. – Den moralske Følelses Nydelse er den solideste og den sikreste. Den kan Alle have, endogsaa de sletteste. Den som næst efter Djævelen er den mindst slette.

Jeg gik forleden efter min Foresatte og tænkte jeg vil ikke gaae rask forbi ham og minde ham om sin Svaghed – Det havde været finere naar Du ikke havde forudset, at han kunde mindes derom etc.

Fru K var saa udelicat at spørge mig, hvorfor jeg ikke havde besøgt hende.

“Historiens Genie” er en af GudsHistoriens absolutte Betegnelser. Det er noget Andet end Forsynet, der kan tænkes med Hensyn til Individer.

Det er en Grovhed at hilse Folk paa Gaden.

Kunde man ikke, sagde Forløberen, spænde Etatsraaden for Ploven? –

Prospect i den tilkommende Tid, hvor Philosophien og KunstenPoesien samles i et virkeligt Liv.

Den fuldkomne Confusion i Erkjendelsens System kan aldrig finde Sted, naar En i Fremstillingen af sin Verdensanskuelse er consequent, den finder kun Sted, naar han overvældes af Reminiscentsen af en fremed Verdensanskuelse. Thi hans System kommer da til at ligne en Røverkule, hvor de lette Cadavre, hist og her kravler en halvdød Hund.

Om Muligheden Selvmodsigelses Modsigelse i Ord – i Domme over Personer –

Det forekommer mig, at jeg ved at sluttebeg min Fremstillingmig mit Foredrag til et ubevidst og udenfor, vilde bæreop mig ad Jætten der bød Thor at et Horn, hvis usynlige Spids Forbindelse med Verdenshavet stræbt at indrette Frem- saaledes, at Skriftet skulde aneligt for enhver dannet for enhver god Stu Officeer.bl. <48>-<53> er revet ud, bl. <54>-<73> er ubeskrevne

sig selv en Ovation ved at staae aa et Faarehoved. Bringe sig selv et stegt sine Venner.Venner

NaarAt forstaae Na Moralen skal være meest præsentisk maa den slutte sig nær til den Tid hvori den foredrages. De Skikkelser af Sædelighed og Usædelighed, som høre andre Tider til og hvis Undersøgelse kuns har theoretisk Interesse, maa enten forbigaaes tages menmed uden dog at freme den parænetiske Morals Øjemed. – Nu interesserer det kuns lidet at tale om Sværmen, der castrere sig for Guds Riges Skyld eller andre Forvildelser, der høre til forbigangne Tider, i en Moral, som umiddelbart gaaer ud paa Sædelighedens Fremme. –

Definitioner kunne undertiden hjelpe Folk til at fastholdeopfatte et Begreb med Bestemthed, forsaavidt det kan knyttesbø til et Par Begreber, som de have paa en umiddelbar Maade [ͻ som have en fast Betydning for dem] dog hjelpe saadanne Definitioner kuns hvor slige Støttepuncter gives, ligesom kunstige Tænder kuns ladeere til Gavn sig anbringe, hvor der endnu gives nogle faste, som de kunne bindesfindes til.

Philosophisk Tænkning kan hindres ved langelang Piske ved Stiløvelser, fordi Reflexioner da kaste sig endogsaa paa den tausetause Tænknings Form.

Det er sjeldent at et philosophisk System opfattes saaledes, at Fremstillingen har den Fasthed som det vilde have, hvis HistorikereForfattere selv havde skabtfundet det. Selv i de bedre finder en vis Ængstelighed Sted som i Becks Udtog af Kant og Schellings Oplysninger til Fornuftskunsten. Becks hele Fremstilling er i høi Grad tro, men ettillige samen forkrøblet Product.

Mange Danske, som har faaet lidt Begreb om hvad det kommer an paa i Philosophien viser en Opførsel, der er ikke meget uliig Drengens, naar han hoverende siger til andre Drenge: “Du veed ikke hvad jeg har i min Lomme.”

Man troer, at man i Philosophiens Historie eller i Udtog af philosophiske Systemer bedst sætter Læseren i Stand til at forstaae Philosophien ved at forklare nogle af deres Kunstord; ja nogle troe, at den, der havde faaet en Forklaring over Kunstordene i et System vilde kunde læse det uden Anstød. Det er saa langt fra rigtigt, at den der kan bibringe En nogle af de dybestevæs Tanker i et System – endogsaa uden at bruge det Mindste af Systemets Terminologie – meget bedre forberede ham til at forstaa Systemet; thi det er egentlig Tankens Contrast med den naturlige Bevidsthed, der giør Adgangen til et philosophisk System vanskelig, ikke de ubekjendte Ord.

Et Kjendemærke paa at en philosophererstuderer Philosophien uden philosophisk Anskuelse, aten saa? han giør historiske Værker til Gienstand for en udvortes blot historisk Opfattelse er, at han efter at have tilegnet sig Tankegangen i et philosophisk System synes, at han ikke har noget Udbytte deraf; kort sagt at det hele Studium er indholdsløst.

Der er Forskjel paa Philosophiens Historie og de philosophiske Systemers Historie, i den sidste Videnskab behøver man ei at anføre de aphoristiske Meninger om TingenesPhi Væsen, som før Videnskabens Begyndelse vare i Omløb i Orienten.

Et Mærke paa, at et System er fremstillet som det skal fremstilles i Philosophiens Historie, er at Forfatteren har tilegnet sig det Almindelige i Systemet og ikke holdt sig til det Tilfældige der, er at hans Fremstilling vækker Læserens Trang.

En Deel unge Mennesker studere Philosophiens Historie under den Forudsætning at visse Philosopher f.Ex. Kant skulle læses uden Forsøg paa et finde Systemet rigtigt, da det engang er notorisk urigtigt.

Plan til Lexicon, hvori de har de berømte nyere Philosophers forekomende Ord (forsaavidtaf de som de høre med til Philosophiens nødvendige Terminologie) bliver saaledes Anskuelse, Forestilling, Begreb, Idee. Beviis, dogmatisk, formel, Substans, Accident, Realitet.

Minutiæ philologos

Theophrast Character. Cap. 21 περὶ μικροφιλοτιμίας. siger at den Forfængelige, naar hans Aand er er død ofrer en Kobberring til Æsculap. Maaskee dette Sted kan sammenlignes med Socrates’ Offer til Æsculos (en Høne). –

Herodot Chleo Ἐκκλειομενοι τῃ ὡρῃ

περι Αὐθαδειας. τι εὑρισκει Om de troe, han finde Noget af det han følger paa Gaden? Maskee, der skal læses εὑρισκω?

ἐφλεκυω. Jeg slæber efter mig i αἰσχροκερδεια –

Περι εἰρωνεια (ɔ: første Character. ἑαυτον ἑτερον γεγονεναι –) “Da maa jeg dengang have været en Anden end jeg nu er –

Platonis Kriton. 1. εὐεργέτηται ὑπ᾽ ἐμοῦ Han har faaet Drikkepenge af mig. Memor. Lib. II Cap 3. 9. Pro φῃς legendum φας. –

Herodot 9. 41. for βιαζεσθαι l. λιαζεσθαι eller βαζεσθαι (hvis det bruges i Prosa) cf. cap 45.

66. σπουδῆς ἔχοντα læs ἔχοντας. – Herodot. IX 108 κατεργασθῆναι. vindes maaskee sættes igennem. Schweighäuser nihil profecisset. Herodot VIII III κατα λογον i Forhold til Andrierne. –

Antigone 229 Custodis verba. Naar et Sted giver nogenlunde Mening bevæges Folk vanskelig til at rette det. – Her er det ikke Custodis om at giøre, at Creon skal faa Sagen at vide. (Det giver derfor en slet Mening) – De aphoristiske Sætninger passer sig kun slet, især det matte πως οὐκ ἀλγυνει – V: 232 passer sig ikke – Han matte tvivle – Tanken er saa simpel og naturlig, at den maatte falde ham ind. – Hvis han blot havde betragtet Sagen fra den Side, var Tingene ikke skeet.