Der hører en vis ufordærvet Ungdomelighed til for at Mennesker skulle være i Stand til med Giensidig Tilfredshed at kunne give og modtage Foræringer. Giveren bruger GavenG som et Udtryk for sin Velvillie og Modtageren glæder sig derover blot som et Venskabstegn uden at anstille den Betragtning, at han nu har paadraget sig den Forpligtelse at giøre Giengield. Der hørerEn fiin megen Natur eller fiin Følelse til for at indsee, at man ikke kan betalegandske forstyrrer et saadant Forhold ved at betragte Gaven som en en Slags Giæld der skal afbetales ved en Foræring, der en saadan Venskabsyttring uden ved at forskaanebetale Foræringen uden Vennen for en Gienforæring. Den stolte Egoist finder sig trykket ved den falske Forestilling, at han ved at modtagemodtaget GavenPræsenten uden Giengield er den underordnede i Forholdet og den der skylderer en T Taknemelighed. Men der gives virkelig ingen MaadeUdvei, hvorpaa han.... kan betale Vennens gode Villie uden den at beholde ForæringenGav som en reen Foræring uden at giøre Forholdet til en Tuskhandel. Drev han sin Stolthed lidt videre, da indsaae han at hanat han gav fuld Giengeld ved at lade Giveren have den Fornøjelse ubetalt at være Giver. VilI{ han endelignødvend anslaae enhver ringe Foræring i Penge og hævne sig for den paatrængte Taknemelighedsfølelse ved Liquidationat godtgiøre, da betaler han Godt med Ondt; hvis Giverenthi hvis Gi har den ringeste Ahnelse om, at Gienforæringen er Tak for sidst og at man ikke vil være ham forbunden. Og har dennehan slet ingen FormodningForestilling derom, da kan det jo heller ikke være nogen Beroligelse for Stoltheden.

Men i en meget raffineret Tid kan disse uskyldige Venskabsyttringer næsten ikke mere findebruges Sted. ÆresfølelsenS er saa overdreven øm og BevidsthedenBetragtningen om den Opmærksomhed, der gives og modtages i selskabelige Forhold er saa fuldstændig, at Foræringer anseesmaa regnes for Plager. for Plager.

LigesomLigesom Blodhævn i raae Tider frembragte een ubeskrivelig Regn af Mord saaledes der, saaledes et Mord i en raa Tidsalder frembringer en Blodhævni det ubest... efter den anden, saaledes kan ivi i en forfinet Tid en uskyldig Nytaarsgave drage en langubest Stridhemelig Strid med Foræringer efter sig. Modtageren eller Modtagerinden giemer Tanken om Gaven i sit stille Sind og lurer ligesaa listig paa Leilighed til Giengeld som Blodhævneren, der passer MorderenFien op i en Huulvei. –

DenAt vi / Smigre Betalende maa indrette sin Betaling saa fiint som mueligt. Det vil sielden lykkes ham at forebygge den Tanke hos Modparten, at det varher en gamel Regning der blev opgiortafgiort.

Den Skik at give Foræringer maaforf.... i en Tid hvor fastnæsten {zz} næsten] {11} enhver enhver Handling er beregnet,beregnet næstenblandt de forstandige reentreent at udslettesde s af Listen over de selskabelige Fornøjelser og indskrænkes blot til en liden Familiekreds. Men naar desuagtet imellem en Sangviniker lade sig henrive af en øjeblikkeligØieblikkets Tilskyndelse TilskyndelseL og giverbyde uden en god Ven en ringe Foræring, da kan det aldrig bestaae med god Tone i Omgang at skrive det bag Øret. Man bør agte den Smule Uskyldighed der endnu er tilbage i en alt for klog Tid; thi ellers er den med al sin Klogskab dog ikke klog nok.