Paa et Balprægtigt i Kjøbenhavn stode to ungeelegant klædte HerrerOfficerer ved Siden af hinanden i en afaaben Dandsesalens aabnede Dørre. De havdeværet begge to nylignyeligen bleven færdige figureret for det sidste Par i en Dandsog oppebiede blot Dandsens Ende for, der snart var forbi og de ventede blot paa dens Ende for at bidragestille sig i den Række Deres til at en ny Række kundekunne blivedanne dannet i Stedet for den, der nu forsvandt af Gulvet. Instrumenternes Lyd giorde det mueligt for dem at føreuindskrænket deres Samtale uden kjendelig Tvang, skjøndt Fleres Opmærksomhed var henvendt paa dem, fordi den Ene havde et usædvanligt smukt Udvortes. DetDet var ham, der saaledes blev tiltalt af sin Sidemand: var til ham at Sidemanden henvendte sig med følgende Ord: Hvorledes skal jeg forklare mig, at Du i Aften lader den smukke BlondineFrøken Charlotte sidde ledig, som Duuagtet Du paasidst sidste Bal skjænkede en saa i Øinefaldende Opmærksomhed. Jeg ved nok atL dit Hjerte erikke la en ustadig Fugl, der ikke lang Tid finder Ro paa same Green, men at det altDen efter efter otte Dages Forløb har forladt enet saa fortryllende Station: det synes mig at stride mod Naturens sædvanlige Orden. –

Jeg tilstaaer, svarede den Smukke, at jeg den sidste Gang vi saae hinanden, var bragt noget ud af Ligevægten ved dette Fruentimers fuldkommen deilige Skabning; men min Fortryllelse fortog sig for endeel ved de Samtaler jeg førte med hende. – Det var artigt, svarede denSidemande Anden, det vilde jeg ønske baade Dig og mig atog min vi havde saa megen Fasthed og Dannelse som det smukke Pigebarn, og jegog jeg tvivler paa, at Du har dogog før oplevet, at du en heelha Vinter har været denen erk mest erklærede Tilbeder af Damer der i disse Henseender havelangt fra har været langt fra at kunne maale sig med hende. – Det er meget mueligt, svarede den Smukke, at hun er saa velbegavetrigtigt som Du siger, men hun hører til et Slags Fruentimer, som aldrigikke bliver af min Fordring; jeg følermen jeg fø tvertimod en høi Grad af moralsk Indignation, hver gang jeg er samen med dem. Du leer af det; men det er dog saa: tror Du ikke at jeg giør Fordring paa Moralitet hos Andre fordfordi jeg ikke selv er saa megetmora moralsk? Der gives et Slags Koketterie hos Fruentimmer som oprørerer mig mit hele Sind og det er Koketteriet med ædle Grundsætninger og ædle Sindsbevægelser. Jeg tilgiver Fruentimmer at de med Lyst stillerfremvise deres velskabtey Fødder Hænder o.s.v. i et fordelagtigt LysLys for mig, ja jeg føler endogsaa et Slags Taknemelighed, fordi de giøre sig den Uleilighed for min Skyld; men at de for fremede Mandfolkbruge Fremstillingen af deres Følelser pynte sig med deres højere Følelser er mig aldeles ufordrageligt. Det er iin mine Tanker en Blottelse af det indre Menneske, der forudsætterblotlægger ligesaa megen stor Mangel paa stor Mangel paa Blufærdighed. DerforDenne Mangel paa Blufærdighed finder Sted endogsaa Sted naar Følelserne kan jeg heller ikke lide Quinderlyriske, der skrive lyriskeschillerske Digte – Det hari den schillerske Smag jeg nok, svarede den Anden, hvemm Pokker kan lide dem: dede have lige fra gjøre nu omstunder lige saa liden Lykke i den mandlige Verden, som Sappho i gamle Dage skal have gjort. Men hermed har. Du endnu ikke gandske forklaret mig Din Kulde mod Frøken Charlotte; thi fordiom Du ikke lider hendes Forsøg i de talende Kunster, kunde Du doggierne gierne glæde Dig ved rigtig at besee hende som Dandserinde; thi der viser hun sig jo blot som en levendestudie taus, men yndig Studie, der er ligesom taus som yndig. – Ja, naar Du endelig vil vide, hvad der aldeles har stødt mig fra denne PigeFrøken Charlotte svarede Smukke, skal jeg oprigtigbetroe Dig det betroe Dig det. JegFrøk maa først fortælle Dig, at jeg aldrig har været i Selskab med hende undtagen den ene Gang, som Du selv rigtig har omtalt. Men desuagtet har hun været uforskamet nokm til at udsprede mellem Folk, at hunjeg er forlovet med mig. – Det er umueligt, sagdesvared den Anden, hundertil har hun a har alt for god Forstand til at udsætte sig for at gribes i en saadan aabenbar Usandhed – DuDet tror jeg nok, begriber da vel, fik han til Svar, at hun ikke udtrykkeligjust har sagt en saadan Løgn. Men, naar hendes Veninde i Spøg have duttet hende paa, at hun var forlovetfl med mig, har hun nægtet det paa en saa forblomet Maade, at de Alle maatte troe de havde Ret. Man siger at Mennesker saa ofte kunne fortælle en Usandhed, at de tilsidst troer den selv. For at CharlotteFrøken ikke skal være eller blive i et saadant SelvbedragIndbildning, har jeg i Sinde nuret tydeligen strax at ret tydeligen at lægge hende paa Hjerte, at hunvi ei ere forlovede ikke er forlovet med mig.

EfterEfter disse Ord Imidlertid taug Musikken og Dandsen hørte for et Øjeblik op. Dette Mellemrum benyttedes disse Ord gikbenyttede han over Gulvet, somsom nylig var forladt af de Dands de Dandsende nylig havde forladtforladt, og sagde til denindlod sig i en Conversa[tion underholdt sig et Øjeblik med] gav sig til at tale med den ovennævnte Frøken Charlotte Efter den de sædvanlige Indledninger sagde han til hende: ovenomtalteovennæ Charlotte: TørEr det tilladt at ønske Frøkenen Tillykke man ønske Frøkenen Tillykke? – Mig! svarede hun forvirret; i hvad Anledning, om jeg maa spørge. – Man har fortalt mig for vist, at de nylig er bleven forlovet og jeg haaberønsker af deres egen Mund at erfare, hvo der er den lykkelige? – Da har man i Sandhed ført dem bag Lyset, svarede hun meget rød og forlegen; thi der er ikke det Mindste om. – Høist besyndeligt, svarede han, og Fleref have dog helligen forsikret mig, at de havde denne Nyhed af deres egen Mund. Ja man har endogsaa som deres Forlovede nævnet en Mand, hvis Skjæbne, jeg tager megen Deel i.i Men der kan man see, hvorlidet man kan fæstelide Lid til Bysnak. – DeriJa, svarede Pigen, dersom man vilde tro alt har de Ret, svarede Pigen, som imidlertid kom noget til sin Fatning igjen. Rygter have tit kun liden Betydning. Derfor er den høist at beklage, som lader Mængdens Dom have mindste Virkning paa sin AnskuelseTilfredshed. I den Henseende priser jeg mig lykkelig, da min Tilfredshed aleneene beroer paa min egen indvortes Bevidsthed og det er mig fuldkommen ligegyldigt om jeg af Mennesker bliver rost eller dadletlast. – DeDet er Deri De besidder de besidder da heri som i Alt Andet langt større Aandskraft end jeg, svarede Herren; thi mig er det ikke alene smerteligt at blive miskjendt, men dels endogsaa,giør mig endogsaa ondt, dersom at jeg bliver ufordelagtig om omtalt ufordelagtigt, naar jeg naar jeg fuldkommen har fortjent det, gjør det mig ondt, at jeg bliver ufordelagtig omtalt. Men det er jo en høist almindeligVi have nu en Stadfæstelse paa Erfaring, at de bedre Quinder i allemange flere Henseende besidde langt større KraftSjælsstyrke end Mænd og Selvstændighed end Mænd. – IkkeIkkun i alle Henseender, svarede hunFrø, til at bæreunderkaste sig legemlig Smerte gav Naturens Herre Manden mere ModKraft end Quinden; men til at bærebære legmlige Lide udholdeSindslidelser Sjælelidelser fikgav igien Quinden størreen uendelig Kraft. IEn qui et quindeligt Hjerte kan der giemmes en Verden af uendelig Smerte, medens hun gaaer rolig og blid omkring med et Smiil paa sit Ansigt uden at nogen ahner den Qual, der boer i hendes Sind. – Det lyriske Sving, som ConversationenSamtalen havde tagetbegyndt at var aldeles ikke efter den unge Herres Smag. Han giorde derfor Mine til at anbefale sig; men da Charlotte mærkede hans Hensigt [sagdeskjulte hun sig vendte hun atter tilbage til hun til ham] [tog hun med følgende Ord atter fat paa Samtalens første Gjenstand med disse Ord:

TilTil Beviis paa at det Rygte, som de før fortalte mig er aldeles u Beviis, at jeg ikke, som man har indbildt Demdem, ved noget inderligt Baand er knyttet til noget Menneske her i Staden, maa jeg fortælle Dem, at jeg om faa Dage forlader Europa forog rimeligviis aldrigfor meer at see denne Verdensdeel igien – En glnyligt gl Onkel af mig fra Capi Capstaden har nemlig i lang Tidønsket, at jeg skulde vilde begive mig til ham saa snart som mueligt vilde begive mig til ham, og jeg har indstændig bedet mig om at komme til ham og jeg har nu omsider givet efter for hans Ønsker. – NaarGud, h Gud hvor det Gud, hvor de er lykkelig det fornøjer mig ret paa deres Vegne, sagde Herren, gid jeg var i deres Sted og kunde see det smukke Forbjerg et sted, hvorover de Rejsende giver sin tiltrækkende Beskrivelse. – Da hun havde sagt Dette kom Vennen tilblev Conversationen afbrudt ved Vennens A Venner, der kom til nogle et Vink af nogle ivrige Dandsere, der begiærede den og afbrød Conversationen i det han udbad sig den smukke Herres HjelpBistand for atfor bringeigien at den næste Dands i Stand. – [Da de gik sagde hvidskendedenne til denne til ham: Jeg har altid hørt, atat den, der vil lyve h maa have en stærk Hukomelse, men jeg har i Aften man maa have en god Hukomelse, naar man vil lyve, men i Aften har jeg bemærket at man da ogsaa maader have en god Forstand; thi en smuk Pige har i Aften paastaaetforsikret mig at, for mig, at hun var aldeles ligegyldig ved Menneskers MeningDom om hende og har ikke tænkt paa, at en saadan Paastand just indeholder sin egen Giendrivelse; thi hvorledes skulde hun vel falde paa at giøre en saadan Paastand, naarnaar det ikke var hende magtpaaliggende, at Folk skulde tilstaae hende sin deres Selvstændighed. – Ja det vilvil være vila lade værehendes hendes egen Sag, svarede VennenHerren, mig er det nu blot magtpaaliggende, at Du saa snart som mueligt afhenter Din Dame.

CharlotteFrøken have imidlertid forladt Salen og i en Hast kastet en Kaabe omkring sig. Hun ilede med hurtige SkridtTrin ned af Trapperne forfulgtfulgt af en Tjener af en Tjener, som fordi han var bebyrdet med et stort Fad fuldt af PølserKagefad forgæives forsøgte paa at holdevi føle Skridt med hende. – Han raabteraabte gientagne Gange til hende: FrøkenensFrøkenen Vogn er sandfærdigen ikke forspændt endnu – Frøkenen maa paa ingen Maade gaae alene hjem o.s:v. – UnderCharlotte vendte sig om til ham F idet han med den ene Haand og begge Fødder bestræbte sig for at standse Postej at nogle Disse Postejer, som trillede ned ad Trappetrinene Under hans Iver blev endeel af Fadets Indhold spildt hans IverHastværk tabtes endeel af hans Dragt og medens han som en anden Sisyphos bukkede sig underned strømmende Sved for medat standse det Par den ene Haand og begge Fødder at standse det Par Dusin Postejer som trillede ned ad Trapperne, vendte Charlotte sig om og sagde til ham. – HvisSig til min Tante, jeg er taget hjem, man spørger om mig, da sig, at jeg er taget hjem fordi jeg ikke befandt mig vel.

Med bartblottet Hoved og flagrende Klæder løbilede Charlotte giennemgie en heel Gade: derpaa standsede hun for Porten af en anseelig Bygning og ringede paa KlokkenPorten af alle Kræfter. Efter et Øiebliks Forløb blevkom der Porten aabnet af en gl. Kone, som ved Synet af Charlotte raabte KorsGud fri og frels og hvad er der paa Færde, har der en Gavtyv stjaalet Frøkenens allerbedste Hat? Vægter! Vægter! – Hold MundMund svarede Charlotte og lys mig i en Hast op paa mit Værelse. – Men saa sig mig dog hvad der skeede dem, sagde Konen, de kommer jo saa hidseblæsende som om der havde været Nogennoge efter dem og nu kan jeg ikke skaffesva dem saa meget som et Par Hofmandsdraaber, thi Fruen har Nøglen med sig til Hjørneskabetsit det – Lys mig blot paa mit Værelse! sagde Charlotte, jeg er ikke vel og ønsker at være alene. – Efter en Minuts Forløb befandt Charlotte sig alene paa sit Værelse, havde taget Kammen af sit Haar, løsnetaabnet sit Livbaand og aflagtbefriet sig for den al den Pynt, der hindrede hende i at aande frit, at drage al den Pynt, der hindrede hende i at aande frit. Hun gik et Øieblik op og ned ad Gulvet med stærke Skridt.