De maa ikke forundre Dem over, at jeg strax, uden Indledning begynder paa Texten til dette Brev. Min Hensigt er nøjere at forklareat udvikle med et Par Ord, et Par Ord som jeg dristigt; men løseligt i Gaar Aftes i Samtalen med Dem og Deres Søster lod mig forlyde med. Det er mig neppe mueligt at giøre mig fuldkomen forstaaelig for Dem; thi som en Følge af Tidens fragmentariske Udvikling, bliverfor jo den ene i vore Dage næsten aldrig ret forstaaet af den Anden. Men jeg føler dog at jeg mueligen kunde blive mere misforstaaet, naar jeg lod Sagendet beroe ved vor mundtlige Dispyt.

Først maa jeg da søge atsige et Par Ord om Dem hvad jeg troer om Quinders Natur og Væsen godtgjøre at jeg ingenlunde har villet kome Quindens Ære for nær, ved at paastaae, hvad jeg paastaaer endnu, at det er uskjønt ja vederstyggeligt at et Fruentimer er Digterinde af Profession. Dermed sætter jeg Dem, hverken over eller under Mænd, da jeg anseer det for høist bagvendt at ville anvendeindføre saadan Rangforordning paa vor Herres Have. Man kan kuni det Højeste samenligne Ting af same Art. Nærmere beseet maaskee ei engang det. Saameget bliver da vist, at man ikke kan besteme om f: Ex: et Egetræe eller Bøgetræe staaer øverst paa vor Herres Liste, om eten Tordenskrald eller en Poppelpiil er højest etc: etc: MenAltsaa maa Fruentimeret alene beroe paa hvorvidt detden Naturværk bliver dog skjønnest som komer Naturens Tanker nærmest, som renest fremstillerog Skaberens Idee. Det er altsaa uimodsigeligenuimodst smukkest at en Quinde ret erer ret {zz} er ret] ret {11} fr quindelig. Naar man da paa sin Vei i giennem Livet møder en Frøken G:, da har man vist ikke Lov til at criticere denNat bizarre Fantasie, som Naturen undertiden har overladt sig til i sære Samensætninger af stridige Elementer; men skjønt kalder man dog aldrig et saadant Fænomen. Netop same Virkning giør det paa mig at tænkestu mig et Fruentimer som lærd eller som Digterinde!! Jeg vil ikke appelere til Historien, skiøndt man deraf lærertydelig seer, at alle Poetricer have været aandelige Vanskabninger og Misfostre (Sapho, Mad. Dacier, Mad. Stael, Mad. Stael, Fru Bruun etc: etc:). Men det støder høilig min umiddelbare Tact for det quindelig-skjønne at see et Fruentimer tygge paa sin Pen eller sidde med sin Foliant paa Skjødet. Derved bliverJeg bliver jeg netop tilmode, som om jeg saae hende spilleband Trekort og trumfe dygtigi Bor i Bordet, bande høit og dyrt, ryge sin Zigarro, gaaeog gaae med Vandstøvler, samt med en rask mandhaftig Spytten at beskrive store Buer i Luften. Der gives en vis activ Fremtræden i Livet, hvortil jeg regner Forfatterskab, Digten, Præken, Slagsmaal, som i mine Tanker klæder Fruentimer ilde. Var de meget orthodox kunde jeg beraabe mig paa Apostelen Paulus som siger at Quinden skal være tavs i Kirken.

Betragte vi Poesiensnu Væsen nærmere, da bliver det endnu mere soleklart. Der gives kuns 2 Arter DigtningPoe. EntenErindri kan den historiske Erindring eller dendet nærværende Tid afgive Stoffet. Det er vist den højeste Art af Kunst der opstaaer som Efterklang af en herlig forsvundet Tid, hvis Minde i smukke Sagn lever frisk paa Alles Læber: smukke Sagn. Da maa naturligviis nogle særdeles høitbegavede fremstaa, som renest opfatte Billedetog giengive af Tidens sluttede Drama. Det sørger den Styrelse for, der ikke lader noget Prægtigt forgaae uden Eftermæle. Denne Slags Kunst, hvori HistoriensNaturens Fostre luttrede ved Tidens Skjærsild atter træde frem med et fornyet Liv, er et reent Naturproduct ligesom de frodige Væxter, der mylre frem af de styrtede Ruiiner; Til denne Classe hører Kongerne for alle Digtere Homer, Schakspear og Ariost. HerHer kome naturligviis Fruentimer slet ikkeei i Betragtning. Naar harHvor lidt kan man tænke sig en spæd Quinde en Quinde oplivet Oldtidens Erindring? Naar har hun blot forsøgt paa at frembringe noget i egentlig Forstand Høit eller stort i Poesien.

Den anden Gren af Poesien er den personlige.

Det erThi de st den eneste virkelige Kunst, der gives i vor Tid. (Thi de svage halvhvidskende Echor fraaf Tider, der længst have faaet deres kraftige Liigpræken fortjene slet ei at regnesk med). Det følger af sig selv at den, hvis Livder har oplevet har været rørt af stærke Lidenskaber, komer, naar Stormen har lagt sig til Besindighed og kan, hvis han besidder Fremstillingsgave give os en interessant Fremstilling af hvad han leed og levede. AlleHvad er dygtigt i den vor Tid alle dygtige Digterværker i vor Tid have deres Rod iom de end kome nok saa forklædte frem ForfatternesForfatterne eget Levnet. Göthe erkjender selv at Werther og Faust ere Frugter af hans eget lidenskabelige Ungdomsliv, og kuns derved vinde de den vidunderlig henrivende Sandhed. I hvor stor en Aand Göthe er, har han aldrig villet leve forhave Ord for at være Digter. Hans poetiske Værker ere under hansuvilkaarligen faldet fra hans mangehaande Studier næsten uden Beslutning, uvilkaarligen komne til Verden. Nuomstunder at leve for at være Digter er det same som at reise for at giørefrem Reisebeskrivelse. Det lader altid ilde, at følemen dobbelt naar Damer giøre det for at skildre sine Følelser; men dobbelt naar Damer giøre det. DeDeres Liv kan efter Livets nuværende Former ikke faae kunne, som en Følge af Livets nuværendenær strame Former ikke engang kome til at føre saa broget Levnetet, som den maa havegiøre der gjort der skal have noget atmærkeligt skildre. De derHave de giort det, der er det og- have gjort det ere ogsaa Damer derefter. Den uskyldigste og almindeligste Damepoesie, bestaar i EfterligningerKopier af hvad Andre have skabt. Men slige Producter betyde dog i Kunstens Rige slet ikke meer end de almindelige med Sortkridt tegnede Copier af Petrarch og Laura, Achilles, Homer, Ossian etc. som man ser hænge i et grønt Silkebaand paa KabinettersV Vægge. Men hosPoesi har de Quinder, hos hvem Poesien virkelig er noget, det vil sige hos hvem den er spundet ud af deres eget BrystLiv er den langt mere skyldig. En saadan Digterinde maa ængstelig lure paa alle sine Følelser for strax at faae dem førte til Bogs. Ingen af hendes GlæderTanker ingen af hendes Taarer gaaer tilspilds alt bliver netskjønt registreret i Riim og udstillet for Publicum. Naar hun omfavner sin Moder tænker hun paa den skjønne Attitude hun derved vinder fori sin Fantasie komer i Besiddelse af sit poetiske Pulterkamer, naar hun spadserer ud i Guds frie Natur har hun saa listelig en Smule Velinpapiir i sin Syepose for strax at have Værktøjet ved Haanden om hun skulle kunde overkome saamegen Rørelse, som gaaer paa et matthisonsk Digt, bliver hendes Elsker troløs, (somda da vel hverken Gud eller nogen Mand fortænker ham i) da glæderGle hun sig hemeligen over, at hun dog derved profiterer en Snees Sonnetter eller nogle væsentlige Bestanddele til en begrædelig Novelle. Kort sagt, hele Livet i giennem sidder hun for sit poetiske Speil og silhouettere, sine smaae Følelser, saasnart de ere komne halv til Verden

Dette er, gode Frue, min uforgribelige Mening omog Digterinder og i Følgedet vil da vist ikke vægre den vil det ikke forundre dem, at jegda glæder mig over at vi endda ikke have fleer af det Slags Folk i vort Land. – Nu vil jeg bede dem ikke at blive vred, fordi jeg har giort Beslag paa deres Tid med disse Linier. Jeg skulde ikke havehave have vovetblevet mig dertil, naar jeg ikke af deres Dom om Prækener var bragtkomet til at troe til den Mening at de ikke var saa let at kjede. – Alvorlig talt vilde jeg gierne udslette et af dedet ubehagelige Indtryk som jeg undertiden nødvendigviis maa giøre paa dem ved den haarde, drøje, plumpe Maade, hvorpaa jeg saa tit mod min Villie komer til at udtrykke mig hosfor dem. Jeg beundrer virkelig den uendelige Blidhed og Godmodighed, hvormed de finder dem deri. Paa nogen Tid har jeg gandske mod min Villie faaet den skarpe Fremtræden i Livet, som tit bageftersætter bagefter endogsaa sætter mig selv i Forundring.

Deres hengivne

Poul Møller.