Ikke BevidsthedDersom jeg besidder noget Genie, hvilket jeg føler er høiest umærkelig lidt om særdeles Dybsind og Veltalenhed, har bragt mig til dumdristigat udstrække dumdristigt at udrække min Haand efter ÆrensI høitsvævende Palmegreen. Maaskee vil en anden mere begavet end jeg fravriste mig det tryllende Tvistens Æble. NeiEn Kone og en talrig Fami – Velbyrdige! – Kun Pligtens strænge Bud har beseiret den Beskedenhed, som jeg troer jeg uden UbeskedenhedBe tør tillægge min ringe Person. NeiEn Kone og en talrig Fam – den Erfaring at Krandsen sluttedepassede nøiagtig omtil minmit TindingHoved eller egentlig talt, at Slobrokken passede mig som om Skrædderen havde lagtlagt brugt brugt mit Legems Dimensioner til som mit Legems Maalestok til Grund for sit Arbeides Længde og Vide – den Erfaring siger jeg ansaae jeg for et Vink af Ødet, derom mindede mig om hvadat jeg skyldte min Viv og mine Børn, der indgiød mig Mod til at forsøge mine Kræfter i dette hæderomstraalede Veddeløb.

detDet er en skjøn Lod, at med udødelig Haand at er quægende for Hjertet og rørende for Forstanden at forkynde Trøstens Ord for sine Brødre, det er en skjøn Lod at dryppe Balsam i de Lidendesbekymredes Saar.

FølelsenMin Følelse luer højere i min Barm, mit Hjerte slaaer stærkere ved den Tanken om mine Bestræbelsers skyhøjehøje Formaal. Troer i ei Naturen gav mig en Sjæl[:] der føler dybt ved mit elskte Fødelands Vee, naar jeg tænkerjeg betragter, hvorledes paa den Landeplage hvorunder det vaander sig, naar Digternes overhaandtagende Mængde rinder mig i Hu, naar jeg betænker hvorledes sund Sands og klart Lys maae vige for disse giøglende Løgtemænd. Men jeg vil ei udmaleei dvæle Sorgens Retmæssighed Brødre! jeg vender mit bange Blik bort fra disse sorte Malerier, jeg vil ei bringe eders Saar til at bløde paa Ny.

Brødre! standser Eders Taarer. Quindagtig Graad anstaaer den Viseei det [:] Mandens befæstede Bryst Byrde ikke Manden {zz} Vise] {11} Tapre; han maa bærestolt Byrden paa sine Skuldre stolt som Majas Søn løftede den gandske Jord. FornuftenForb hvidsker mangen husvalende Tanke i Øret paa dens lyttende Tilhører. Mig udkaarede den til sin Talsmand aabner mig da huldt Eders Øren:

Jeg forbigaaer de almindelige Trøstegrunde, som Religion og Moral, udviklertilsiger [:] Alle for den Lidende. Dem tvivler jeg ikke paa at saa oplyste HædersmændMænd alt i deres Skolegang have nemet tilfulde. Vi ville lægge en snævrere Ring om vore Betragtninger vi ville betragte de særegne LægeurterUrter, somhvori HygæaAsklepios skabte for særegen Sygdom.

– Her har jegVed denne Indgang troer jeg at have aflagt letforstaaelige Med Flid har jeg sammentrængt Ved denne Indledning troer jeg at have fyldestgiort Indgang Debat nu anbragtlagt endeel Salvelse i Indgangen for at lægge mine ringeE Evner i den høitflyvende Veltalenhed for Dagen. Derfor troer jegMen jeg for min Part maae tilstaae jeg synes ei det sømmer en sat Mand at tee sig saa reent baldstyrig. at jeg nu uden at forskjertse Sloprokken kan tage Reeb i min furor rhetoricus og gaae noget meer didactisk til Værks. Jeg, for min Part maa tilstaae jeg synesfi detei for anstaaer ei en bedaget Mand at tee sig saa reent baldstyrrig. Er det et Under at Ungdomen raser i Vers, naar vi gamle Folk sværme saa vildt i Prosaube. JaJeg, de synes endog med Skin af Ret at kunnede kunde paastaae deres Galenskab er mindre farlig, da den yttrerer sig i bunden Stiil. DenMan Afsindige anretter unægtelig meest Forvirring naar han gaaerend naar han løs omkring. Men deromhvordan vil en anden Gang. Jeg skrider til Hovedsagen og søger at lindre den Klagendes Kumer over den store Legion af Poeter, der sværme i Landet. – – – –

For det førsteMin første Gru maa det bidrage meget til at lette Hjertets Bekymring, naar man opdager at andre Tider klageføre lige høit over same Ulempe. EnHvad der Jeremiade, der lyder fra Sekel til Sekel maa væreer grundet paa et OndeNoget der er uadskillelig forbundet med Menneskelivets indskrænkedeufuldkomne Kaar. Fantasien troer stedse Fortiden var mere lykkelig. Men hvor lydelig taler ikke Krønikernes RøstHisto mod dette Blændværk. Allerede Hesiod fortæller at Sangernes Tal var saa stort at de tage hinanden Brødet af Munden af Ordet. Digter, saa taler han, paa Digter misundelig er og Stodder paa Stodder. (Homer) Horats(Ep) forsikrersiger at hver Sjælat alle Mennesker skrev Vers paa hans Tid; Lægbaade Lærde og Ulærde og Lærd i Flæng Vi(Epist Holberg siger at vore vide jo af Holbergs Breve at vort Fødeland var i hans Sekeloversvøm fyldt med flere Poeter end Luften med Fluer paa en Høstdag. Rabener vidner at Over og Nedersachsen i eet Aarhans Tid havde 6986 udødelige Poeter, defor Smaa uberegnede. HyderJa som Alys Hof vrimlede af Poeter og i Fingals lille Stat støjede jo daglig 100 Harper. Med utallige andre Vidner kan jeg godtgjøre at denne Plage stedse har hørt til vor Jords uundgaaelige Skjæbne, mod hvilken Støvetden Vise kun opløfter en afmægtig Haand. Hvad hjelper det man lægger Planer til den syngende Hærskares Reduction. Enhver Poet man henvender sig til indrømer strax at alle hans Colleger ere unyttige Lemer af Staten; men selv formaaesvil han ei ombytte sin han ei til at bytte Lyren med Ploven. Naar da ingenDerfor bør man heller vende sit rette sit Blik paa de gode gode Følger som denne ulægelige dette denne uovervindelige Nød har i Følge med sig. Dæmning paa nogen muelig Maade kan sættes for denne poetiske Syndflod. Lader os daos, høivelbaarne Brødre! rette vort Blik paa dedet ringe GuldgranGuld[....] der svøme paa Vandfladen, lader os styrke vort Hjerte ved at betragte de Fordele, som dette Barbarie medfører.

Sorgen over Digternes Mangfoldighed reiser sig til deels af et tomt Skrækkebillede man skaber sig selv. Man kunde paa same Grund grue ligefor de saa meget over det uhyre Antal som hylde Resten afdyrke de øvrige Kunster. Men hvo skjælderkalder en uskyldig Dreng for Musicus fordi han fantasere lidt paa en Redekam! Naar envor Søn af vore Smaae bygger et Huus af Kort ansee vi ham jo ingenlunde for Architect. Enhver af os vil dog vel høilig frabede sig Titel af plastisk Kunstner, og dog gives her ikkeikk Faa i vor Kreds som af det klæge Suurbrød ved Aftensbordet uden selv at vide det ælterdanner med sine Fingerspidser ret fantastiske Skikkelser. Gadedrengene som medpaa et Stykke Kridt ridse priapiske Symboler paa vore Porte skulde dog vel ei nyde Titel af Malere. Hvorfor skulle vi da skabe os selv saa mange nye forfærdende Fantomer ved at hilse Enhver der overrækkergi sin Patron et Nytaarsønske, eller udgyder sit Hjerte for Kjærestensin i en Sonnet, med detden uforsvarlige Øgenavn af Poet. At lade disse i Gaarpludselige og i Forgaars pludselig himelfaldne Poeter nyde Rang med gamle priviligerede Skjalde er jo same Misgreb som at sætte den titulaire Kameraad ved Siden af den virkelige.

I hvor paradox end min Mening maa synes vover jeg dog at paastaae at PoesienPoeter endog ere til endog er tilnogen virkelig practisk Nytte. Hvorledes vilde det være mueligt til Søes at brase Skibet om, naar ei Matroserne ved Hjelp af en Opsang sattes i Stand til paa eengang at give det eftertrykkelige Ryk i Tougværket? Paa hvad Maade kunde man forvisse sig om at Nattevægteren ei sov paa sin Post, naar han ikkeei tilholdtes nu og danu daaf og til ved sin lydelige SangSagn at lægge sin Aarvaagenhed for Dagen. Soldaten faaer ogsaa ved Læsning af Poeter en ret god Tact i Hovedet, som bærersom, viser træder synlig frem i hans en særdeles correcte Parademarsch. Min Frugt til en særdeles correct Parademars. Naar manDet tørre Komisbrød glider ogsaa ret godt ned ikke har Raad attil give dem Suul til deres Komisbrød glider det ogsaadog ret godt ned tørt, alene ved en lystig Vise. NaarJa {zz} Naar] {55} Skolen skal min Huusholderske koger blødsødne Æg formaaer hun aldrig at træffe den rette Middelvei uden i det afgjørende Øjeblik at mumlenaar hun ei i det afgiørende Øjeblik mumler {zz} naar] {88} hvis 3 Stanzer over Kjedlen. Anvender hun ikke denne poetiske Tidsmaaler blive de bestandig enten for bløde eller for haarde. Saaledes gives der utalligei Livet smaa Tilfælde, hvor Poesien er af en Vigtighed som man medmed Uskiønsomhed overseer. Forviis Poeterne afreent vort Fødeland og da ville I for sildig føle deres Savn, ved Leiligheder, som I mindst havde drømt om. Det vil gaae Eder som de Noramericanerne der udryddedeødelagde Kragerne alle KragerKragerne; men som nødte til at forskrive sig nyedem igien fra fra fremedefremede Lande, for ei at see deres Sæd fortæret af Insecter. Endogsaa de meest ødelæggende Skabninger ere titere stedse af en Uundværlighed, som Støvets Sønkortsynede Søn ei stedse begriber. er for kortsynet til at fatte.fatte

At DigtekunstenI Vi ere jo Alle af den Mening er ret brav til TidsfordrivRecreation, deromat den kan paa en ret behagelig Maade nedspænde Kræfterne og giøre forfriske Kræfterne gives der iere vi sikkert alle vor Kreds sikkert kuns een Steme. Vilde kuns Poeterne afholde sig fra dealle lange Periodebygningerindviklede Periodebygninger og især fra de forbistret indviklede HexametreHexameter, som sætte Opmærksomheden i en saarehøist hensigtsstridig Spænding da opfyldteville de paa en ædel Maade deres Bestemelse. Det er altVil man i sine Fritimer anstrænge sin Forstand, da behøver man jo ei at tye le opnaaer man jo langt nok at man hver Aften maa brydeanstrænge sin F sit Hoved med det dybsindige L’hombrespil. Det erPoeterne Naar man om Middagen tager en Skulde man ovenikjøbet anstrænge sig ved Læsning af en Poet for megetformeget fordret af de Herrer DigtereP at Standspersonerman ogsaa skulde ordentlig skulde gribe sig an for at læse deres Snurrepiberier. Derimod en Samling af fatteligelet Poesier yder en uskyldig Moerroe, som jeg vil