Ομι κ?οι επι σμι κ?ω καταδειτ μεγα κιν

σμικρον επι σμικρω καταθεις μεγα κεν

Indledning.

Vienkabernes Forfatning

Forsvarstilstanden.

Handelen.

Prolegomena.

af Lægdsgaarden i Ølsebye-Magle.

(af en ung Geograf.)

Indhold:

§ 1. Prolegomena.

§ 2. Videnskabernes Forfatning.

§ 3. Kunsternes Tilstand.

§ 4. Religionen.

§ 5 Regieringsform.

§ 6 Handel.

§ 7. Krigsmagt.

§ 1. Prolegomena:

Ei uden Grund fører man i den nyere Tid Klage over det uforholdsmæssig store Antal Studerende, der beskjæftige sig med Philosophie, Kunst-Theorie, Totalanskuelser, Betragtninger over Tidens Aand og andre deslige Ting, hvortil ei mindste Lærdom udkræves. Lad det endog være sandt, at PhilosophienPhilosphien er Videnskabernes Sjæl, saa skal jo dog en Sjæl ei godtk kunne subsistere paa sin egen Haand foruden Legeme. Allerede er der ei stort mere Krop tilbage. Snart ville Scribenterne ei have Andet at anstille Betragtninger over, end selve hinandens Betragtninger. Ligesom alt de tydske Poeter ere bragte til den YderlighedYderlighed, at deres Poesi næsten ei handler om andet end Poesie. Der hersker i den lærde Republik en besynderlig omvendt Emanation. Alle Studier blive daglig meer ulegemligeog, fortyndede og forklarede, saa at det er høilig at befrygte, de blive tilsidst reent opløste i Aand og Luft. For at modstræbemøde denne ulykkelige Retning har Forfatteren af dette Værk opofret sine Kræfter udelukkende til de reelle Videnskaber. Paa Jorden er unægtelig intet solidere end Jorden selv. Men hvor ufuldstændige ere alle Jordbeskrivelser. I de største geografiskeGeo lexica søger man forgiæves om Byer som Ølsebye-Magle. Uagtet denne Videnskabens Ufuldendthed indskrænker dog de moderne Geografers Stræben sig blot til paa uendelig mange Maader uden videre Tillæg at omsætte de eengang optegende Notizer. A giør af to Geografier een nye, der er mindre voluminøs end nogen af dem. Af de treto derved fremkomne giør B en FjerdeTredie, der endnu er den allercompendiøseste. De bære sig ad ligesom fattige Piger, der stedse give deres Kjoler et nyt Snit, uagtet Grundstoffet forbliver det same. O I Kortsynede, hvis I klart indsaae det uendelige Omfang af en Videnskab, der ei er bragt til Fuldenkomenhed, saa længe der staaer en Ledstolpe paa Vejen eller en Steenkiste paa Marken, som ei er optaget deri: da vilde I, jo før jo heller begynde at arbeide efter en mere udstrakt Plan. Lader os begynde fra Grunden af, lader os hver især foretage os Beskrivelsen af et Huus eller en Gaard. Jeg giør nu her Begyndelsen med størsteførste Lodsejers Bopæl i Ølsebye-Magle. Følger mit Exempel; da kunne vi engang her eller hisset opstille vore volumina ved Siden af hinanden, som Tomer af et classisk Værk; da faae vi et Corpus geograficum, der vil blive Verdens ottende Underværk. Naar dette Repertorium giennemtrækkes med rene Blade, haveda vort Fags tilkomende Dyrkere blot den Uleilighed at holde fuldstændige Af- og Tilgangslister over Jordkloden; Løsøre:Inventorium vulcanske Øer, Veirmøller, Kongeriger, Steiler, Ærestøtter etc:

Videnskabernes Forfatning

Gaarden har kuns eet offentligt Bibliothek, som er opstillet paa et grønt Hængeskab i Conversationsstuen. Det bestaaer af den nye evangeliske Psalmebog, Rasmussens A.B.C og Birchs Bibelhistorie. De to sidste maae være meget søgte, da Træbindene paa dem begge ere brudte og Bladene bære hyppige Spor af Læsernes Fingre. Almanakken, hvorihv der findesstaae en uskatterlig Afhandling om Krop, Kuller og Snive, var laant ud til Grovsmeden, der i sit Fag gierne vil holde Skridt med Tiderne. Til forbudne Skrifter hører Carolus magnus, som tilforn prydede Bogsamlingen, men af Præsten blev confisceret, for at hindre Overtroens Udbredelse. – Philosophien synes meest at indskrænke sig til Gnomer. Gaardsdrengen Rasmus, den eneste originale Forfatter i dette Fag, har paa Bindet af Lærebogen nedskrevet sine Forsøg. Topografen kan heldigviis her levere sine Læsere en tilforladelig Kopie af det hele Manuscript:

1ste Sentens. Denne Bog den er min, kjøb dig en saa er det din.

2den Sentens. Den som mig føder, det er Gud Fader. Den som mig klæder, den som mig klæder –

Dette sidste Tankesprog har, efter min Hypothes, en satiriske Plovkjøring med Flid ladt ufuldendt, for derved at give en Finte til Lægdsmanden, som ervar temelig illiberal i at opfylde sin Forpligtelse til at holde ham med Klæder. Bag i Psalmebogen har man af Lægdsmandens Kone Maren et Document af stor Vigtighed med Hensyn til Husets Historie. Det er nemlig en chronologisk Beretning om hvert Barns Fødselsdag, Faddernes Antal, samt den ældste Datters Bryllup med Grovsmeden. Af same Forfatterinde haves i Chemien en Recept til ØlæddikeØlæddike og i Jurisprudentsen et Supplement til Ørsteds Formularbog, nemlig et lovformeligt Stevnemaal mod Kaalorme. Maren synes i flere Henseender at have dannet sig efter classiske Mønstre. Ligesom de gamle Autorer dicterede deres Bøger til Trælle, har hun heller aldrig selv sat Pen til Papir, men ladet Rasmus nedskrive disse opusculahendes efter hendes Dictat. Hun bruger den same Person til Anagnost, naar hun af sine Papirer vil indhente nogen Oplysning. Hertil komer at disse Manuscripter ere ligesom Oldtidens uden alle Interpunctionstegn. UndertidenUndertiden ere heller ikke Ordene adskilte. Endvidere lader hun Intet trykke; men tillader sine Venner at tage Afskrifter. De to sidstnævnte Værker ere skrevne med Rødkridt paa en liden Rulle Karduuspapir, der er stukket bag ved Speilet. PhilologienPhi drives meget eensidigen paa dette Sted. Det hebraiske Sprog dyrker man kuns, forsaavidt man dyrker Porcellainsblomsten, paa hvis Blade man læser Ordet Jehovah uden Accenter. Græsken er aldeles forsømt. For Romersprogets ElskereD er her noget rigere Udbytte. Paa høire Side af Bilæggerovnen læstes: Soli Deo gloria; paagloria. Paa et Karduus Røgtobak: Petum optimum subter solem; og paa to Dusin Fire og tyve-Skillinger der tjente til Knapper i Huusfaderens Kistekjole: Christianus septimus Rex Daniæ et Norvegiæ. – Tjenestepigen Gjertrud dyrkerdyrkede flittig Naturvidenskaberne, især Botanikken. Hun har lagt Grunden til et skjønt herbarium vivum. Under Bjælken forvarede hun Sedum Telephium (St: Hansurt); paa et Tøndebaand i Kjøkkenet: Thymus vulgaris (Timian) og Origanum vulgare (Merian); i en Papiirsposegraae: Matricaria Chamomilla (Kameelblomst). Til det offentlige Bibliothek havde hun foræret en Urtekost af Tanacetum balsamitaBalsamita (Balsom) og Artemisia Abrotanum (Ambra). Denne Samling efterlod hun sidste Søndag i Psalmebogen. I sit Kridthuus havde hun et Stykke Rav, et Fiirbladskløver, en Tvillingnød og et Vættelys.

§ 3. Kunsternes Tilstand.

Poesien i Lædsgaarden lader sig bequemt henføre til to Klasser: den antikke og den moderne. Jeppe Olsen Familiens Stamefader, som selv havde bygget Gaarden Ao 1696, kan med Rette betragtes som Stedets Ennius. En Indskrift over Porten, som er GaardensSt ældste poetiske Mindesmærke, tillægges eenstemig ham. Den lyder saaledes:

“Herre lad os af din Naade Lefve dig til Velbehag. Fri fra DjefvelskabTyfv og Vaade Dette ringe Bundetag. Lad den som skal Dugen brede Hafve noget Brød og Sul Udi Kamerset tilrede, Og lidtet gamelt Øl til Jul Mig til Ly og dig til Ære, Har jeg bygget denne Gaard Jeppe Olsen mit Navn mon være Mens jeg her i Verden gaaer.”

Til den moderne Poesie regner jeg et Bindebrev, som den haabefulde Dreng Rasmus afleden Vinter overrakte Degnens Kone paa hendes Navnedag. Hun blev derover saa henrykt, at hun skjænkede ham en tyk Pandekage og to Løgæbler. Saa at hans Genie, Gud være lovet, ei bliver uden Opmuntring. Tjenestepigen er Husets Rhapsodist. Hun kan en særdeles traurig Vise, hvis Titel er: “beklagelige Tanker af en Piber ved det jydske Infanterie, hvis Kjæreste slog ham feil og tog en Tambour.” Den afsjunges undertil Accompagnement af Rokkehjulet til sin egen velklingende Melodie. Lægdsmandens Moder kan aldrig høre den uden at smelte hen i Taarer. Saa at denne gamle Kone ihvorvel hun fast gaaer i Barndom, dog beskjæmer mangen ung ved sin øme Følelse for den erotiske Poesie. Ogsaa kom jeg under Vær med, at same Pige Gjertrud vil forsøge sine Kræfter i Foredraget af den vilde Ballade. Hun bærer hemelig paa sit Bryst “en nye og skrækkelig Vise om den sortegule Gjørtler, som skal rettes, formedelst at han skar Halsen over paa sin Kone, Andre til Skræk og Advarsel. Den begynder: Syndige Menneske betænk etc. Rasmus er min Hjemelsmand. Han vil have seet hende tage den frem i Kostalden, fornaar hun malker at memorere den, mens hun malker. Endnu har hun ikke indstuderet den; thi hun declamerersynger ei med Færdighed fra Bladet.Bladet; men maa stave hvert Ord først Instrumental-Musik hørte jeg blot af Familiens yngste Lem Thomas, som endnu gaaer med Skjørter. Han øver sig fra Morgen til Aften paa Skarntydefløiten.

Den bildende Kunst er endnu i sin Barndom; uagtet den i dette Fag meest udmærkede Mand Gaardskarlen Jørgen Samsøe alt er over den Alder, hvori Kunstneren culminerer. Jeg retfærdiggjørretfærdigjør denne PaastandStok med hans Mangelstok. Hesten, som udgjør Haandgrebet derpaa, er alt for sveigrygget. Der hersker ingen Energie i Udtrykket. Hovedet er uforholdsmæssigalt for stort og alt for meget ludende mod Jorden. Det røber Mangel paa Kunstnerflid, at hverken Bagbeen eller Forbeen paa Figuren ere adskilte, men deres Separation blot antydet ved en simpel Skure. – Det udgravede Arbeide paa den Tærskel, han har skjænket Gjertrud vidnerrøber en om en sikker Haand; men der erhersker i Værket en paafaldende Stivhed og Maneer. Midt paa Bladet er anbragt en mathematisk Cirkel med mangfoldige Radier. Paa de fire Hjørner seer man same Idee gjentaget fire Gange. Det kalder jeg at fordrive alt frit Fantasiespil af Kunstens Gebeet, at lade kold Beregning træde i Stedet for genial Opfindelse.Opfindelse IGrunden til den smaa Thomasses plastiske Kunstforsøg levergaaer en besynderlig hollandsk Aand. De aflange Huusbagerbrød, som han daglig forfærdiger i Leergraven, efterligne til Illusion den groveraa NaturVirkelighed. Til idealsk Forherligelse af den raa Virkelighed, til frit Sving mod det Evige findes intet Spor.

Jeg vil ikke opholde mig ved de historiske Træsnit paa Væggene f: Ex Potifars Hustru, den forlorne Søn. Byens Topografer ville let faae Leilighed til at omtale dem, da de findes næsten i ethvert Huus. Jeg iler forbi Gjertruds Kistelaag, ovenpaa hvilken læses i en Guirland af Roser og Lillier G.P.D., og paa hvis indre concave Side er klinet Admiral Nelson og Slaget afved 2den April. – Jeg iler over Malerierne paa Sengeskuddene. Disses Forfatter har ladet sig henrive af en vild Fantasies regelløse Spil. Jeg finder det en alt for bizar Idee, at Adam og Eva æde af et Træe, der bærer baadebaal Æbler, Pærer og Blomer paa eengang. – Jeg haster til det meest geniale Kunstproduct, jeg har kunnet antræffe inden Lægdsgaardens Grændser. Det ville vi i Særdeleshed gjøre til Gienstand for vore æsthetiske Reflexioner. Den større Omhu, hvormed dette Værk conserveres tilkjendegiver allerede, at Forfatteren føler dets sjeldne Værd. Stykkets fire Hjørner ere naglede med Neglikesøm til Væggen, og for at ei Metallet i oxyderet Tilstand skal angribe Papiret er der mellem Sømhovederne og dette anbragt smaae Lapper rødt uldent Tøi. Neden under angives Stykkets historiske Tendens med de Ord: “Gjertrud rider til Marked”Marked. Af den skalkagtige Aand, som gaaer gjennem det Hele, sluttede jeg strax, at Rasmus var Kunstneren. Det satte mig i ikke liden Forundring, at Lægsdsmanden med det ham egne satte Væsen vilde laane Plads i sin Stue til et Værk, som saa øjensynlig gik ud paa personlig Satire. Hovedfiguren er Gjertrud, som forestilles ridende paa Udgangsøget med en Pilequist i Haanden. I Baggrunden præsenteres Porten halv aaben. Man seer her Kunstneren selv hidse Gaardshunden Griban mod Hesten, som slaaer Bagenden høit i Veiret. Herved komer den arme Pige i en høist beklagelig Forfatning og kan med Nød og neppe ved at gribe fatfast i begge Hestens Øren undgaae at glide ud over dens Hals og Hoved. Forfatteren har beklaget sig meget, at Kunstens Skranker ei tillod ham at tilkjendegiveforestille det Successive, ellers vilde han have fremstillet, hvorledes først hele Grethes Underdeel udgjorde en Kugleform, i det baade Been og Fødder ligesom Lemerne paa et samentrillet Pindsvin skjultes under det store Hvergarnsskjørts luftfyldte Ballon; men hvorledes siden, derved at Hellemisset uafladelig slog bag op, først de sorte messingkrampede Træskoe, siden de lange blaae Uldhoser krøb som et Par Følehorn meer og meer frem af det store Sneglehuus, ɔ: simpliciter det oppustede Hvergarnsskjørt. saa at hendes Legeme syntes at kunne udstrækkes og forlænges i det Uendelige. Jeg er overbeviist om, at det vil gaae de fleste Kunstdomere ligesom mig. De ville finde at Gjertruds Bagdeel har for megen Masse og en alt for enorm Bredde. Men efter at have seet Originalen, tager jeg min overilede Dom tilbage. Jeg forsikrer, der er aldeles intet Overdrevet i det hele Udtryk. Dette monstrum er paa sin Viis et ligesaa mærkværdigt Fænomen, som same Legemsdeel af den berømte Afrodite callipyge. HvadEr den ikke saa yndig er den dog i en mere grandios Stiil det savner i Yndighed erstattes igjen ved den mere grandiose Stiil. At Forfatteren har ladet Hestens Ryg synke dybt underp den uhyre Ballast, det røber den tænkende Kunstner. Een Feil modmod correct Tegning i den bag Porten lurende Figur, har han tilfælleds med alle Kunstnere i Ølseby-Magle; detØlseby-Magle. Det er, at den nedre Deel er i Samenligning med Overkroppen uforholdsmæssig spids og liden. Drapperiet er uovertræffeligt. I Coloriten af Grethes rødstribede Bul hersker en lys Tone. Den klinger omtrent ligesom Rødsteen. Men at Forfatteren har stillet sig selv til Skue paa sin Tavlesit Malerie Værk, anseer jeg for en utilgivelig Subjectivitet. Et Fresco-Malerie, som... Religionens ... træffes paa Kjøkkenvæggen ridset med Kul 5 Quarteer fra Gulvet, er ikke noksom individualiseret. Dog er det af philosophisk Interesse, da det hjelper Fantasien utroeligt til at fatte den abstracte Forestilling om et fiirføddet Dyr. Maleriet kan umuelig forstyrre det rene Begreb ved at vækkeVække Tanken om Hund, Hest eller Koe. At Kunstneren selv paastaaer hans Hensigt var at skildrefremstille den graa Kat, omstyrter ei vor Synsmaadegiør intet til Sagen. Geniet har henrevet ham uden hans Bevidsthed og bragt ham til at fremstille en heel Dyreclasse.

§ 4. Religionen.

Jeg bemærkede med Rædsel et høist farligt Hang til Mysticisme hos Stedets Indvaanere. For ei at blive Læseren Beviset for saa dristig en Yttring skyldig, maa jeg ved en liden Episode fortælle, hvorledes jeg blev ledet til denne Opdagelse. – Hidtil have vi, som Læseren formodentlig erindrer, meest opholdt os ved Dagligstuen, der tillige er Spisestue og Soveværelse. Jeg begav mig herfra op giennem Storstuen, hvor Brudesengen staaerstod paa Parade herlig prydet med en Kniplings Hovedpude, der laa midt paa den bredstribede høitsvulmende Overdyne. Herfra førte en grøn Dør mig ud i den Deel af Haven, som mere var helliget Skjønheden end Nytten. Pioner, Valmuer, Riddersporer, TulipanerRiddersporer Tulipaner og Solsikker mylrede frem bag et Hegn af Buxbom, der naaede mig til Knæet. Jeg opdagede her i en Lønkrog et lidet Bed, hvori med Karse var saaet Bogstaverne S.K. Ufortøvet henvendte jeg mig til min Værtinde Maren Lægdsmands, for at indhente en Forklaring over denne vegetabilske Inscription. Men til min Skræk paatog hun sig en hemelighedsfuld Mine. “Det er noget, sagde hun, som Jomfru Sine og jeg have mellem os.” Jeg maa her giøre opmærksom paa, at Maren førLægds sit Giftermaal havde været Amme hos en nærboende Landmaaler, og at hendes Plejedatter Sine aflagde hyppige Besøg hos hende. Marens Mineer lode mig ahne noget særdeles Mysteriøst. Jeg gik tankefuld op og ned i Buxbomgangene, da jeg pludselig saae et blomstrende Pigebarn med Straahat paa Hovedet skjule sig bag en Hasselhække. Nysgjerrigheden førteførge mig hen imod hende. Hun forlod sin Stilling og søgte igiennem Blomstergangene at snige sig ind ad Storstuedøren. Jeg skyndte mig tilbage, for at besætte denne Udgang. Ved et løseligt Overblik af det hele Terrain blev jeg vaer, at hun umueligen kunde undslippe mig, naar jeg blot afskar hende Vejen til Døren. Vi legtenu spilte nu mellem Blomsterquarterenes mangfoldige Quadrater et fuldstændigt Schak- eller Damspil. Ingen af os kunde flytte ind i de fiirkantede Blomsterbede uden at anrette frygteligt Nederlag paa Tulipaner og Lillier. Vi maatte begge følge de Stier, som ved Buxbomhækkenes Flugt var foreskrevet. Jeg havde to Planer for Øje: 1. stedse at rykke frem for at fængsle Pigen i en Krog 2. men tillige at spærrehindre hver Adgang til Døren. Hun somder var mig deri overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst, gjorde tit et uformodentligt Træk, som satte mig i Forlegenhed og nær havde tilintetgiorthindret mine Anslag. Men jeg benyttede mig da uden Betænkning af min Fordeel som Springer og satte dristigt over en Quadrat efter en Anden, medens hun med de smaae Jomfruskridt i sin snævre Sirtses Kjole var nødt til at følge Landevejen. Saaledes blev Pigebarnet snart mat og stod gandske raadvild i en Vinkelspids af Havegjærdet, uden at kunne flytte sig videre. Hun holdt med begge Hænderne i sit Bomulds Forklæde, som var fyldt med Lavendler og Ambra. Uden at see op, nejede hun og giorde en Undskyldning, fordi hun ei var paaklædt. (Maaskee ønskede hun, liig en anden fangen Kleopatra, at lægge sinden fangne Sejerherre i Lænker.) Under disse hendes Ord fødtes en Rødme under de nedhængende blonde Lokker. Fossen af en Rosenstrøm styrtede ned over Ansigtet, Halsen og tabte sig under Silketørklædet. Ved at følge den med Øinene opdagede jeg en sort Silkelidse om Halsen, som ogsaa forsvandt den same Vei. Dette Syn forjog enhver daarlig Tanke af mit Sind. En reen videnskabelig Interesse vaagnede igien hos mig; den henrykte Tilskuer blev atter omskabt til Topograf. “Hvad hænger ved den sorte Lidse”Lidse, spurgte jeg mig selv, Forestillingen om de erkekatholske Quinder med Helgenbilleder paa Brystet paatrængtes mig mod min Villie. Jeg besluttede, hvad det end skulde koste, at have Lys i denne Sag. Tanken om den Skræk, hvori jeg ved en voldsomvols Undersøgelse vilde sætte den stakkels blufærdige Sine (thi jeg tvivlede ei længer paa, det var hende jeg havde for migmig) indgiød mig vel en flygtig Medlidenhed; men jeg fordrev den igien ved den Betragtning: Forskeren bør quæle al barnagtig Medynk. Zoologen sønderlemer jo uden Betænkning levende Dyr; skulde da Topografen giøre sig flere Skrupler, naar det gielder en vigtig Undersøgelse? Jeg sagde til hende: Smukke Stine! Forfærdes ei over det dristige Skridt, mine Studier nøde mig til. Operationen er snart foretaget, naar de ei forlænger Tiden ved forgjæves Modstand. Vær forvisset, dem skal ikke times nogen Overlast. De skal være saa sikker, som da de laae ved Marens Bryst. I det jeg talte saa, greb jeg hende om Livet med min høire Arm. Hun havde ikke fritfrit Brug af sine Hænder, da hun med dem begge holdt i det fulde Forklæde. I en temelig determineret Tone sagde hun: “Hvad vil de mig?” og bøjede med det samme Hovedet langt tilbage som for at undvige et Kys. Jeg rødmede over denne MisforstaaelseMistanke og var meget stødt over, at hun troede mit Hjerte saa let indtaget. Dog beholdt jeg saa megen Aandsnærværelse, at jeg uden Svar gav mig til med venstre Haand at heise den sorte Lidse i Veiret. Da hun mærkede min Hensigt, slap hun Forklædet med begge Hænder. De duftende Urter spredtes paa Jorden og hun værgede sig som en vreed Løvinde, i det hun uden Ophør skreeg: Lad mig være! det siger jeg dem.dem! Lad mig være! Jeg, der ikke var belavet paa slig fortvivlet Modværge, maa tilstaae, at jeg var tilmode som en ung Feltskjær, der første Gang sætter Benet af en Patient. Sveden trillede mig ned af Panden. Jeg blev saa rørt, at jeg nær havde opgivet mit Forehavende, da til al god Lykke Tanken om mit Kalds Vigtighed indgiødstyrkede migmed Kraft til at fuldføre Daaden. Den spædlemede Jomfrues Kræfter forlod hende. Jeg holdt sejerrig i min Haand et lidet Elfenbeens Helgenbillede, hvorunder jeg igjen læste S.K. Miniature-Maleriet forestillede en Yngling medm skaldetmeget Pande, en sort Knebelsbart og en graa Frakke med Snorer paa. Jeg begreb strax, det var en ung Eremit med en Tonsur og et ærværdigt Skjæg. Ogsaa Peter fra Amiens gik i en graa Kjortel med Snor om Livet. Johannes den Døber bar en Klædning af Kameelhaar. Denne Anachoret havde Kameelgarns-Knapper i sin Kjole. Nu saae jeg klart den hele frygtelige Betydning af Konens Ord: “Det er Noget, som Jomfru Sine og jeg har imellem os.” Maren, den gamle papistiske Satan var hemelig gaaet over til Catholicismen og dyrkede med Jomfru Sine en Helgen ved Navn St: Knud. Jeg saae den Skjønne stivt i Øinene, opløftede truende min Finger og sagde: Stakkels bedragne Pige! gaa i dem selv og riv deres Hjerte løs fra den Knægt, de bærer paa Brystet. Med den trufne Samvittigheds Bestyrtelse og Skræk over at være grebet paa fersk Gjerning brast hun i lydelig Graad og løb med Forklædet for Øinene ind i Huset. Arme katholske Sine! Du var af Naturen fredsomelig. Da du troede, jeg vilde franare dig eti Kys, kom du endnu ei ret i Harnisk; men da du saa, det gieldte dit Afgudsbillede, da slap du dine Lavendler, da blev du fra et Lam til en Skjoldmøe. Katholikerne føre, som bevidst, alle Religionskrige med en fanatisk Rasenhed. Ved endnu blot at tilføje nogle faa Observationer, skal jeg til højeste Grad af Evidens godtgiøre min Paastand, at hele Lægdsgaarden er befængt med den meest mystiske Katholicismus. Allerede Dagligstuens Ydre vækker besynderlige Ahnelser. Naar man seer de fastnaglede Blyvinduer med de mange smaa farvebrændtefast Ruder, ledes man uvilkaarlig til at tænke paa en Kirke fra Middelalderen. Betragter man Pyramiden med Thekopper, da spørger man sig selv: hvorfor er Hylden ei Fiirkantet, hvi har den just faaet den spidsvinklede himmelpegende Skikkelse. – Dørene til Kostalden, til Loen, til Hønsestien ere betegnede med sorte Kors. Gjertrud gaaer med et Paternosterbaand, hvori hænger et Kors af Rav. Lægdsmanden stryger med Haanden tre Gange under sine Fodsaaler, inden han stiger i sin seng. – For at holde sig Pavens Forordning efterrettelig har man i hele Huset ingen Bibeloversættelse. – Bønnen er alene en Offerhandling, et opus operatum. Jeg saae grandgivelig at Lægdsmanden, danaar han læste fra Bords i Aftes, slet ikke tænkte paa andet end Grødfadet og ramsede Gudsord op, som om det blot gjaldt, at faae det snart fra Haanden. – Jeg iagttog ved same Nadvere, at Kalkens Brug var menigen Mand forbudt. Efter Bordet tog Familiefaderen alene et Tinbæger, drak sig en Snaps og sagde blot til de Øvrige, der stode med tørre Munde: “Singgodt Børn!” Blandt Træsnittene havde man uden mindste Skye hængt en Jomfru Maria til offentlig Skue. Hvad siger man om Alkoven, hvori Jørgen og Gjertrud laae blot adskilte ved et Bræt. Er det ei uimodsigeligen en Efterligning af det ascetiske Munkesværmerie at tage sig en Sengesøster. Jørgens hele Statur bærer overhovedet umiskjendelige Spor af Kjødets Spægelse og mørk Munkemoral. Hans Been ere saa spinkle, at de staae i hansde korte Vandstøvler som Støderen i en Morter. – Det er yderst oprørende at høre, hvorledes hele Huset, naar en Tidsbestemelse skal giøres, betjener sig af den catholske TerminologieTh. Det falder dem saa flydende at tale om Alle Helgens Dag, St. Knuds Dag, St Annæ Dag, Mikkels Dag etc: Hvad skal man sige om Interjectioner som Hillemænd (ɔ: hellige Mænd) og om Eeden SaamændSaame (ɔ: sic me juvent sancti viri). Ole Jeppesen lever med sin Fantasie i Middelalderens Fabler. Han troer, der gives intet sand Genie, ingen sand Cultur i denne reformerte Tid. Jeg havde nys en DisputDispgt med hans Moder om Mueligheden af at vise stjaalne Sager igien. Da traadte LægdsmandenLægsmanden strax paa min og Vantroens Side med de Ord: I taler Droen kome mig! som en gamel Tosse Mor. Det er kuns Overtroe, at der nu tildags skulde gives saa kloge Folk. (Denne Tale overraskede mig behageligen.) Nei, føjede han til, det var kuns i gamle Dage, Folk vare saa oplyste, den Tid, de gik i den sorte Skole. (Her sukkede jeg). – Da Sine Landmaalers ved min IndtrædelseIntrædelse fra Haven af endnu sad og græd i Kakkelovnen, sagde Lægdsmanden til mig: Hille Skam! hvor han har havt Jomfruen i Fegefyr. Hvad siger mine Læsere om saadantslig Papisterie, slig mystisk Tendents midt i et evangelisk Kongerige. Før har man dog kun troet, det var Skjønaander, der kom paa deslige Griller. At Smitten udbrederstrækker sig lige til BønderfolkBønder i Ølseby-Magle, det gaaer vel vidt. – Rasmus gjør en Undtagelse. Hans Guder ere sød Velling og Skjørost. Han troer ikke Andet end hvad han kan tage og føle paa.

§ 5. Regieringsform.

Regieringen er despotisk og arvelig paa Spindesiden. Den lovgivende Magt var allerede i Ole Jeppesens første Kones Hænder og Marennu fører nu Regimentet, om mueligt, endogsaame med mere Strænghed. Jørgen har den executive Magt, hvorfor Lægdsmanden stedse betragter ham med skjæve Øine, saa meget mere som han i ham troer at se sin Successor. Jeg finder det ikke urimeligt, at Jørgen gaaer med en Lægdsmand i Maven. Maren er vel ikke ung meer, men dog 20 Aar yngre end hendes Ægtefælle. Det er overhovedet en nedarvet Sædv Vedtægt paa i Gaarden, at hver Mand har een Kone (det vil sige: to halve) Den Enes Hjerte deler han med sin Formand, den Andens med sin Eftermand. Han har altid først en Mage, der er for gamel til ham; men denne Feil rettes fuldkomen derved, at han anden Gang forener sig med En der er ham for ung. Mellemproportionalet af deres Alder giver det rigtige Aarstal. I enhver Alliance bliver ved passende Blanding af Vinter og Somer en tempereret Varme tilvejebragt. Ungdom og Alderdom i eet Spand giver en passende Bevægelse lige sa langt fra Løbskhed og Stædighed. Dette Oles Forhold giør, at han ikke gandske kan frikjendes for Utaknemelighed; thi meget ofte har han alene Jørgens Forbøn at takke for den DrikkeskillingLomskilling, ham tilstaaeshan har, naar han skal til Kjøbstaden. Hvorimod denne blot betinger sig til Gjengield at dele Nydelsen. Ogsaa er det en stor Behagelighed for Ole, at han ei sjelden gjennem Jørgen kan faae et hemeligt Vink om, hvad Maren har resolveret i et eller andet Anliggende af Vigtighed for Familien. Jeg finder det en høist tilgivelig Nysgerrighed, at Manden paa denne Maade søger at udfritte hvad der saa nøje angaaer hans egen Velfærd. Derved behøver han ei at skame sig. Det gjør han ikke heller. Jeg hørte ham forleden, da Maren havde lovet mig Befordring til en god Ven i Nabolauget, hvidske Gaardskarlen i Øret: “Jørgen mon jeg skal kjøre for Magisteren?” Denne svarede: “Det veed jeg ikke endnu.” Derpaa sagdehviskede Ole igien: Aah tal med Quinden og see du kan faae det at vide. – Enkelte Gange har han vel stræbt at støde Maren fra Thronen, men alle sadanne oprørskeO Forsøg ere løbne uheldigt af. Hun havde engang betroetmanuskriptet beskadiget ham til at sælge et Føl. Paa Handelen havde han den Utroskab at giøre sig en Fordeel af 3 Mark, som han stak i egen Lome. For disse Penge fikdrak han i Kroen en betydelig Ruus.Ruus Med Aquaviten inddrak han en høi Grad af Selvtillid, en klippefast Troe paa sin egen Dygtighed til at regiere Huset. Med en ham usædvanlig Hurtighed ilede han omhjem Aftenen hjem for at realisere de ærgjærrige Planer, der tumledes i hans Sind. Med Selvfølelse traadte han ind i Stuen, uden at tage Hatten af og uden at sige: Guds Fred. Konen havde den Uforsigtighed at lade ham forstaae, han ingen Nadvere fik, fordi han eikom for var komet hjem i rette Tid. Da rystede han over hele Legemet, slog i Bordet og skreeg i en rædsom Tone flere Gange efter hinanden: “Grøden her paa Bordet strax Maren! ingen Ræsoneren her! Forstaaer du mig?”mig? Konen stod som forstenet. Jørgen sagde: “Men Ole! hvordan er det fat med Jer i Aften?” Derved ledede denne Uveiret hen paa sit eget Hoved. Han greb ham i Brystet og raabte: “Herud af mit Huus din Fuxsvandser. Sætter du din Fod oftere inden for min Port, skal jeg knække din Hals.” Hertil føjede han nogle skrækkelige Udtryk, der havde Hentydning til Karlens Forstaaelse med sin Madmoder, hvilke dog Undseelse formener mig at gjentage. Jørgen listede sig klogelig bort. Med Triumf gjentog Lægdsmanden utallige Gange: “Jeg vil dog see, hvem der er Mand i Huset, jeg eller Maren”! Hun teede sig under dette Optrin med megen Værdighed. Uden at indlade sig i Ordstrid, sagde hun blot eengang: Rider Satan dig, Ole! Men nogle betydningsfulde Nik af hendes Hoved syntes at røbe, at hun opsatte sin Hævn over Usurpatoren til beleiligere Tid. Giertrud og Thomas blandede deres lydelige Graad med Oles TriumfraabTriump. Griban bjeffede høit. Denne forvirrede Støi tilkjendegav tydelig nok en Borgerkrigs Rædsler. Alene Rasmus var rolig Tilskuer. Han benyttede sig endog af den almindelige Forstyrrelse til ubemærket at fortære en lækker Osteskorpe foruden Brød. Ja, han syntes endogsaa med en høist daddelværdig Skadefryd at gotte sig over detdett hele tragiske Skuespil.

Den næste Morgen ved Solens Opgang herskede der i den gandske Gaard et Dødsstille som paa en Valplads Dagen efter et Slag. Lægdsmanden laae endnu paa sin Seng. Han befandt sig i samme Udmattelses-Tilstand som hans hedenskeb Forfædre efter deres Bersærkegang. Hans Kone gik taus paa Gulvet og iførte sig sin Søndags-Dragt. Da gjorde Manden flere Forsøg paa at bryde den ominøse Taushed. I en modfalden og ynkelig Tone, som kunde bevæge de haardeste Stene, sagde han: Væverens Kone gav mig en Pære, den har jeg gjemt til dig, den ligger i min Buxelomme. Konen svarede koldt: det er godt Ole. Efter en Pause begyndte han igjen: Du har talt om, jeg skulde have forføddet mine Støvler til Paaske. Men jeg kan nok liste lidt med dem endnu, det er ikke saa farlig vaadt i Veiret endda. Jeg kan lægge en Visk Foder i dem. Mener du ikke, det var bedre, du fik et Stykke Lystring til en Bul for de Penge? Maren svarede: det er godt Ole! – Endelig gjorde han det sidste, meest ydmyge Forsøg paa at tilveiebringe en Conversation ved at sige: Maren! Hjulmandens vil sælge deres Vugge. Skal vi ikke kjøbe den? Jeg er saa et gammelt Kræe, der ikke kan leve ret længe; dersom du saa vilde forandre dig igjen, saa kan du jo gjerne faae den nødig! – Det er godt Ole, sagde den ubevægelige Maren med den sidste Knappenaal i Munden. Den fæstede hun i sit Kattuns Tørklæde og gik derpaa sin Vei ud af Gaarden.

Den piinlige Spænding, hvori Ole forventede sin Hustrues Tilbagekomst, varede kun en Time. Da traadte hun ledsaget af Præsten atter ind i Stuen. Her, sagde hun, kan Faer selv see, hvor den Svinepels ligger og sover Rusen ud! – Præsten holdt en drøi Formaningstale til den arme Synder, der bodfærdig hørte paa alle Bebreidelser uden at sige et Ord til sit Forsvar. Med grædende Taarer lovede han sin Kone Bedring, og erholdt derved en meget hypotehetisk Forladelse. Man saae ved denne Leilighed et ret talende Beviis paa, hvor tilbøielige Folk ere til at forene sig med det seirende Partie. Alle Gaardens Beboere raabte i Munden paa hinanden for at faae deres Vidnesbyrd om Oles utilbørlige Forhold mod Maren gjort gjeldende. Men da selv Pogen i Skjørterne med de Andre istemmede: Faer var fuld som et Asen! da betragtede Lægdsmanden Barnet med et vemodigt Blik, hvori tydeligt læstes: Ogsaa du, min Søn Thomas! Denne Purkens Uskjønsomhed var saa meget mere iøinefaldende, naar man betragter, hvorha tidt Faderen gjorde sig til Martyr for hans sædelige Opdragelse. De spartanske Borgere lode dog kuns en Træl beruse sig for at vise deres Sønner det nedværdigende ved Fylderie; men Ole tog ei i Betænkning, ved selv tidt at sætte sig i en bevidstløs Tilstand, ret tydeligen at indprente Barnet Drukkenskabens Afskyelighed. Marens Fremfærd synes noget haard; men man bør betænke, at Subordination intetsteds er af større Vigtighed end paa et Skib og en Udflyttergaard. Under begge Omstændigheder bør mod Mytterie tages dobbelt alvorlige Forholdsregler. – Fra denne Time bemærkede Jørgen stedse i Kroen, naar hans Husbond blev saa inspireret, at Herskernykkerne vaagnede hos ham. I saadan Forfatning lod han ham aldrig komme for Marens Aasyn af Frygt for at han skulde forløbe sig.

§ 6. Handelen.

Regjeringen begaaer en betydelig Feil mod klog Politik, i det den lader de fornemste fremmede Producter bringes til Gaarden ved Transithandel. Jørgen kjøber i Staden al den Provision af Tjære, Kaffebønner, Snuustobak o. s. v. som aarlig consumeres. Men han undlader aldrig at gjøre sig betalt for sin Umage ved Paalæg af betydelige Procent. Det indsees let, at det vilde være langt mere fordeelagtigt for Finanzerne, dersom Maren umiddelbar selv betalte Kjøbmanden for Indførselsartiklerne. – Dog bør paa den anden Side tages Hensyn til, at de Summer, som Jørgen paa denne Maade lægger op, dog engang paa Nyny kommer i hendes Vold, dersom man tør antage, at Jørgen virkelig har Expectance paa hendes Haand og Hjerte. – Rasmus driver en grov Snighandel med Pennefjære, som han trækker ud af Fedegjæssene og afsætter paa Birkedommerens Skriverstue. – Den indre Handel mellem Huusmoderen og Gjertrud er ei af Betydenhed. Hiin tilstaaer denne ½ Skilling pr Skjeppe Aske, for derved at bringe hende til med meer Samvittighedsfuldhed at feie sammen paa Skorstenen. Ogsaa tilstaaes hende for hver Snees Æg samme Gratiale, men i denne Indtægstkilde lider hun ei ringe Skaar ved det Fribytterie, som drives saavel af Skader og Ræve, som af Rasmus. –

§ 7. Krigsmagten.

I Krigstider stiller Gaarden 2 Mand paa Benene, som støde til den saakaldte Kyst-Milice. Jørgen fører en Landse. Ole Jeppesen, som ved Korpset beklæder en Underbefalingsmands Post, bærer en Flint, som i Fredstider hænger under Bjælken i Stadsestuen. Denne Flint er i mere end een Henseende et for Fienden frygteligt Vaaben. Den kan lignes med Sværdet Tyrfing, som eengang draget af Balgen nødvendig maatte have Mandeblod. Naar Ole eengang havde spændt sin Bøsse, stod det ei meer i hans Magt at give Fienden Pardon; han maatte brænde løs, enten han vilde eller ei. Thi Laasen havde den Egenskab, at Hanen ikke kunde staae paa Halvt. Fremdeles maatte det ogsaa gjøre Modparten stort Afbræk, at Gevæhret skjød 1 Fod og 11 Tommer links. Ingen kunde da tage sig vare for hans Skud. Uagtet han med dette skeeløiede Løb syntes at pege til Øster, naar Skudet var Vester tiltænkt, var han dog ved at skyde Veteranerne paa sin Hestestald selv blevet temmelig færdig i at beregne dets Misviisning. Da endelig Røret ei var uopløselig forbundet med Skjæftet, løb Fiende i Slaget Fare for ei alene at faae Kuglen men og dendet hele Bøssepibe i Ansigtet. –