Optegnelser paa Reisen til China

D: 29d October gik jeg som Skibspræst ombord paa Skibet Christanshavn, og blev til mit Opholdsted ledsaget af mine Brødre Hans og Christian samt min tilkomende Svoger Isaack. Denne Dag gik hen med Arrangement af mine Effecter og med Dagdriverie, da den ulidelige Kulde hindrede mig i at giøre Noget.

D: 30te Oct: fik jeg igien Besøg i min Kahyt af min Broder Hans og Isaack Sidenius. Endnu denne Dag fik jeg ei giort noget ved Studeringerne. Om Aftenen bemærkede jeg at det var lystigt Selskab jeg var komet i, da mine Medreisende spillede hinanden nogle smaae Puds til almindelig Fornøielse. En af Assistenterne havde f: Ex: Lyst til at faa fat paa 3die Styrmands Nøddepose og tilbød ham at tractere med Æggepunsch naar han vilde beværte med Nødder. Styrmanden tog med stor Glæde mod dette Tilbud og bragte Posen hid. Imidlertid havde Skuespiller Stage, som var ombord hos os, kommettil lidt Sukker i elendigt tydsk Øl og skulpet det saaledes med Haanden at det var komet til at bruse. Dette rakte han Styrmanden, som til almindelige Moerore satte et heel kuriøst Ansigt op, da han fik denne Pseudopunsch i Munden.

D: 31te Oct:, som var en Søndag blev endnu ingen Gudstjeneste holdt. Jeg havde altsaa ingen Tjeneste forrettet som Præst, naar jeg undtager min Indtrædelsespræken, der blev holdt ved Mønstringen Tirsdagen d: 26de October. Den handlede efter Conferentsraad Hauses Villie om Enighed og Hensyn til den Misforstaaelse, der fandt Sted mellem Kapitainen og Supercargo. – Denne Dag begyndte jeg paa TibulTibal og læste deri 2 Elegier. – Den Søfarende er en omvendt Snegl; thi Sneglen bærer sit Huus, men Huset bærer Sømanden. – Kapitainen fortalte mig om en Sort hvide Myrer, der kunde gnave Tømer ja endogsaa Specier. – Man har ogsaa fortalt mig en Historie om en enfoldig Præst, der vilde handle og raadførte sig med Assistenterne om hvad han skulde tage med til Afsætningen paa sin Reise. Man fortalte ham at Skøiter vilde være den fordelagtigste HandelsartikelHandels paa China. Heraf tog han et stort Quantum med. Det blev han ogsaa meer fordelagtigt end man havde troet; thi Skibet maate overvintre paa Kysten af Skotland, hvor han fik sine Skøiter fordelagtig betalt.

D: 1ste NovemberOct:, som er Flyttedag i Kbhvn: blev ogsaa Flyttedag for vort Skib; thi om Morgenen tidlig lettede det Anker for at gaae til Helsingør; men, da Vinden var særdeles fin gik det kun langsomtlangsom. Jeg læste 2 Elegier i min Tibul og hørte dem paa Dækket blæse Kanonerne af. Saa kalder man det, naar de skyder med halvt Skud. Om Aftenen blev jeg inviteret til at drikke Punsch hos Doctoren og Assistenterne. – Den Søfarende er hævet over Tiden. Han veed ikke som Skomagere og Skrædere om det er Fredag eller Lørdag. Tiden er ham en fortskridende Række af Dage og Nætter, som han ei behøver at give nogen Benævnelse.

D: 2d NovemberOctober gik vi om Morgenen tidlig for strygende Vind ud i Kattegattet og vandt vore 8 Miil i Vagten. Kullen laa paa vor høire Side svøbt i Taage og contrasterede med sin nøgne Rygrad helt vidunderligt med den smilende danske Kyst paa venstre Side. Skibet foer stedse raskere og raskere; ja man talte allerede om at vi gandske bestemt kunde passere Skagen Kl. 11. Den næste Morgen Kl: 8 naaede vi ogsaa gandske rigtig — Helsingør. Skibsraadet var nemlig om Aftenen bleven holdt da Vinden havde vendt sig, og til vor store Bedrøvelse fandt man at vi vare udsatte for at støde paa de Grunde, som kaldes Tidslerne, dersom vi krydsede bort. Doctoren og Bentley og jeg sade da om Aftenen og philosopherede over hvor daarligt det var at regne sikkert paa Fremtiden. Doctoren sagde: Det var os der meente vi skulde naae Skagen til Kl: 11, ja – min Røv sagde Fru Mette. Assistenten svarede: Fy skam Dig, Du bruger saa skidne Udtryk. Hvor kan man vente det skal gaae os heldigt, naar vi taler saa slemt. Læste 1 Elegi i Tibull.

D: 3die NovemberOctober Om Morgenen vaagnede jeg da Skibet var nær ved Kullen. Jeg vaagnede ved den Omstændighed, at Skibet krængede saa at jeg stod paa Hovedet i min Køje, og strax steeg jeg op paa Dækket og spyede. Hele Dagen var jeg som Sømændene kalde det noget vamelladen og læste Intet. Bentley giorde mig opmærksom paa at Præster gierne havde den Syge.

D: 43die NovberO: Kom jeg mig af min Søsyge; men bestilte dog ingen Ting. – Assistenten delte Uldent ud til Folket og Quarteermesteren maalte det med en Alen. Han maalte meget nøiagtig og satte sin Negel, hvor Stykket skulde skjæres af. Herover sagde En af Matroserne til ham: Han maaler noget knapt Quatermester! Jeg troer han faaer sine Negle skaaret med det Same.

D: 5te NovemberOctob Læste jeg 3 Elegier i Tibull. ViD: 6te lettede vi Anker om Morgenen tidlig lettede Anker om Morgenen tidlig og fore hele Dagen og den næste Nat rask afsted. Men da jeg vaagnede

d: 6te Novbr: (Capitainens Fødselsdag) forekom det mig at gaae alt for rask; thi Alt hvad ikke var surret fast i min Kahyt dansede rundt omkring hos mig. Mine Bøger haglede ned over mig og jeg selv blev kastet saaledes om i min KøjeKø at jeg befrygtede at quæles. Jeg sprang i en Hast i Klæderne og ud paa andet Dæk. Her spadserede Kufferter og Kasser, Bjelker og laartykke Toug rask imellem hinanden, saa at man maatte bruge sine Been dygtig naar man ønskede at have ofterelængere Brug af dem. Aldrig saasnart havde jeg sat Foden paa øverste Dæk før der kom en Slingring, som kastede mig fra Bagbord til Styrbord og fra Styrbord til Bagbord, saa at jeg maatte gribe fat i hvad jeg kunde for ei at blive knust eller kastet over Bord. Skibet satte imellem Forenden saa dybt at Vandet spølede over Kabyssen. Til begge Sider gyngede det ogsaa, saa at Bølgerne slog hen over Dækket. Selv Matroserne greb hinanden i Armene for ei at slynges hen ad Dækket, valsede med hinanden rundt et langt Stykke og faldt undertiden 4 à 5 i Tallet over hinanden ligesom en Række opstillede Kortblade. HertilJeg følte snart den frygteligste Qvalme kom en saadan Hvirvel af Hagl og Regn at man neppe kunde see de drivvaade Matroser, der krøb til Veirs. Jeg følte snart den frygteligste Qualme og kastede mig giennemblød som jeg var over en Kasse paa andet Dæk. Her begyndte snart Virkningensynlige øjensynlige af en lignende Tilstand hos Andre at yttre sigomkring saa haandgribeligen omkring mig at selv gamle Styrmænd og helbefarne Matroser lagde sigkom ravende ned til os og ved Siden af Oplopere og Drenge rundt omkring Pumpesoten og liberede til Adrastea fra Hjertens Grund de Ceres's Gaver de den forrige Aften havde modtaget. Larmen var frygtelig. Den lydelige Bragen af de arbejdende Skraller blandede sig med Studenes Brølen, Svinenes Grynten og Faarenes Brægen. Smaakreaturerne quækkede høit i deres Bure; Bølgerne tudede og vores raske Kapitain stod selv midt paa Dækket og comanderede lydt i sin Raaber. Dette virkede paavirkede Matroserne Sølvpiberne hvislede. Matroserne halede rask i deres Toug under det vante Skrig: Hi op, hi op, Anne, Susanne, Marianne! Timian og Merian og Baldrian, Vogelsang og Haneklang etc. Midt i denne Jerusalems Forstyrrelse sang Doktorens sorgløse Kanariefugl saa muntert som om det havde været en dejlig Vaardag. Min Tilstand var ynkelig. Jeg skulde idelig som Sømanden siger vende Lomen; men Lomen var tom.tom Lige for mig havde jeg det græsselige Syn af en bleg Snedker, der næsten var som Holofernes 4 Alen og 1 Quart. Endogsaa naar det var godt Veir saa denne Karl ud som en Dødning med blegt Ansigt og brustne Øine indfattede i en blaa Ring. Han var altid et Skridt foran Naturens almindelige Orden. Naar han var frisk saa han ud som om han var syg; men naar han var syg saa han ud som om han var død og naar han var død saa han ud som om han længe havde været begravet. Nubegravet Nu var han paa en Maade død af Søsyge og sad med et Gjenfærds Ansigt lige for mig. Jeg følte mit eget Væsen saa godt som opløst og betragtede hans ræddelige Fjæs som et Speil, hvori jeghvori kunde læse hvorledes jeg selv saa ud. Uafladelig plagedes jeg af Forestillinger om vamelsøde Ting f: Ex: Lakris, Sirup, lunkent Vand med Honning i og var ikke i Stand til at slaae slige Tanker af Hovedet igen. I mit hele Livsvirksomhed var der en fuldkommen Stilstand. Legemet kunde jeg ikke bequemme mig til at flytte og selv Tankerne bleve ved uden Fremskriden at tøve ved een eller anden væmelig Forestilling. Et Glas Vand følte jeg, vilde være mig tjenligt men laae formedelst den utroelige Phlegma, der følger med saadan Syge hele Timer inden jeg kunde overvinde mig selv saaledes at jeg lukkede Munden op. Jeg lod med stort Besvær Øinene løbe omkring efter min Dreng; men han som sin Principal fik ondt og maatte sig brække. Tilsidst hørte jeg paa Dækket det Raab: Land i Læ! Brænd Kanonen af! Jeg troede man raabte: Vand i Læe, og giorde Nødskud formedelst Læk i Skibet. Men uagtet denne formeentlige Livsfare, vi svævede i kunde jeg dog ikke bringes ud af min phlegmatiske Dvale eller føle en eneste alvorlig Tanke ved at skulle synke i Afgrunden. Det var mig i egentlig Forstand ligegyldigt enten vi flød eller sank. Matroserne som havde holdt sig paa Benene gjækkede meget de søsyge Drenge. De fik dem til at taget et Stykke Fedt i Munden og holdt fast paa det med Hænderne ved den Forsikring at de ei kom til at kaste op saalænge de havde det indenfor Tænderne. Til Slutning kastede jeg ½ Potte Blod op og blev derved saa mat, at det var mig høist velkoment at de Lodser, som vi ved Skud havde kaldt ud til os førte os ind i Humbergsund paa Kysterne af Christiansandstift. Da vi havde kastet Ankerpaa 24 Favne Vand, faldt jeg i en sød Søvn og vaagnede den næste Dag saa karsk og sund at jeg maatte synge i højen Skye imod de norske Fjelde, der rejste sig lige for mine Ruder.

D: 7d Novbr: saae jeg ret hvorledes vores store Skib, der Dagen tilforn havde teet sig uroeligt. Nordhavet stod saa stille som en Muus indelukket i et Fold af Klipper. Igjennem smaa Aabninger fører man saaledes de største Skibe ind i Norske Havne at Skibene mellem Klippevægene i Forhold ei har større Plads til Indløb end en Vogn der gaaer igiennem et Ledsted. Paa den ene Side havde vi gandske tæt ved os det lidet Land Humleøen og paa den anden Side Lillesand. Vi gik i Land paa Humleøen, som man i ringere end en halv Time kan omvandre. Den bestod næsten blot af nøgent Steen, der var løst begroet med Mos og bar paabar sin Ryg 4røde norske Træhuse. Men i disse Huse var en Reenlighed og Nethed, som en ingen Begreb giør sig om, der kun har besøgt danske Bondehuse. De to af Indbyggerne ejede hele Øens Grund, hvis Midte laae en liden Dal, hvori der var saaet saa meget Vinterkorn, at en heldig Høst kunde lave 2 à 3 Tønder Rug. Indbyggerne holde skifteviis een Hest hvortil de leje endnu en fra Nabolandene, naar de skulle have deres Jord pløjet. De ernærer sig meest af at lodse fremede Skibe og af at fiske paa deres Kyster, hvor der fanges Østers, Torsk, Koljer (et Slags Villinger) og i Særdeleshed Humer. En af Mændene fortalte os at der var i forrige Aar 1818 hentet 70,000 Humere fra Humershavn til Engelland. Disse Dyr fanges hele Vinteren og afleveres til Oldermanden, som giemer dem i Hyttefade, hvor de kunde leve 2 à 3 Maander uden Føde. Ja de paastaae endogsaa at de blive bedst naar de en Maaned have levet i Kassen. Der skydes ogsaa paa dette lille Land nogle Ryper og Tjurer eller som de kalde dem Riber og Terer. Nogle HasseltræerHasselbuske saae vi ogsaa hist og her, der skal bære en stor Mængde Nødder.Nødder Forresten vare Enebærbuske de eneste Træer vi saae. KlædeKlæder giør de af deres egne Faars Uld og sende Tøjet til Christiania for at tilberedes, naar de ret vilde lægge sig en pyntelig Dragt til. Man saae paa Englandet en Mølle, der ikke var synderlig større end et Skilderhuus. Hvis den ei havde staaet paa de golde Stene skulde man snarere troet den var bygget for at skræme Fugle fra Korn end til at male Korn paa – Da vi atter kom ombord paa Christianshavn og bleve spurgt hvordan vi fandt Landet svarede Bentley: det er et Hundehul, hvor man hverken kan faae Vaadtvaadt eller Tørt. En af Indbyggerne, der som Lods var ombord blev derover meget lang i Ansigtet, da Nordmænd, som bekjendt brøster sig meget af deres Fædreland. Det gjorde mig ondt for ham og for at gjøre det godt igjen udbrød jeg i Lovtaler om Folkenes giæstmilde Sæder. Herover blev Lodsen sjæleglad og greb en nærstaaende Styrmand i Armen med det Ord: Høre han det Far, Præsten siger der er snilde høflige Folk paa vort Land. Jeg spurgte En af Nordmændene om ikke Naboerne fortalte hinanden Eventyrer Hauchs Skildring

Anecdote.

Bentley fortalte mig en underlig Historie fra hans Ophold paa Batavia. Han tilligemed en Styrmand navnlig Randrilt havde lejet sig Værelse i Land paa en Giæstgivergaard. Styrmanden var af en meget priapisk Natur og begyndte stærkt at friste et ungt Fruentimer, der var givt med Kokken i Huset. Konen stod tappert imod, det kom til Haandgribeligheder mellem dem og Enden blev at hun opbragt løb i sin sønderrevne og forrivede Klædedragt ned og klagede sin Nød for Kokken. Han sprang rasende op imod Styrmanden med en Kniv for med Blod at tage Hævn for sin antastede Ære. Styrmanden holdt for Døren indtil han blev reddet af Husets tililende Folk. Siden forsøgte Kokken at bibringe Styrmanden Gift og denne fandt det da raadeligst at bjerge Liv og Lemer ved reent at forlade Gaarden. Nu blev B: alene tilbage, men betragtede stedse med mistænkelige Øine den mordiske Kok. Han var en Dag blevet lidt forkjølet og havde om Eftermiddagen søgt Sengen, efterat Værtinden havde lovet til et vist Klokkeslet at sende ham nogle Draaber. I sit Sted sendte hun en Malayer. Denne listede sig i Skumringen paa Tæerne ind i Sovekameret med Medicinflasken i Haanden. Bentley laae i halv Søvne og drømte om Kokkens Gift og Dolke. Han vaagende op da Døren gik, erindrede sig ikke hvor han var eller i hvad Tilstand. Derimod saa han Malayen med det klareblanke AphotekerglasFla i Haanden. Strax troede han det var Kokken med en blank Dolk, der kom for at giøre Ende paa hans Liv. Dette besluttede han sætte sin Priis paa; greb en Sabel han havde ved sin Side paa Lejet og sprang ud af Sengen. Han løftede i same Minut Staalet, som ved en heldig Feiltagelse blev siddende i Skeden og gav den forskrækkede Malayer af alle Kræfter et Hug paa Skulderen. Denne foer med et Skrig ud af Værelset og tabte Apothekerflasken. Bentley besindede sig i det Same hvorledes det hang samen og maatte tilfredsstille den Mishandledemishandlede. Ret med en Snees Gjæster.

D: 7. MartsD: Marts opdager vi i Horizontens Sky Taffelbjergets uhyre Ryg og kom Landet saa nær at vi ei alene kunde skjælne den gigantiske Steenløve, der ligger ved dets Fod men endogsaa med uvæbnet Øje skimte et af de hvide Landsteder. Vist nok vilde kun faae af Landjordens stædige Beboere havde været i Stand til med deres Lorgnetter at række saa fjærn en Gienstand; men enhver Sømand bliver ved idelig at øve sit Øje i en umaadelig Synskreds til en halv Lynceus. Hvo der levende vil forestille sig med hvad Fryd et i meer end 4 Maaneder fra menneskelig Samquem afsondret Selskab griber Udsigten til igjen at tale med tobenede Dyr, han begriber hvor nedslagne vi maatte blive da hæftige Modvinde tvang vore Navigateurer til at vende Skibet for i rum Søe at søge en sikrere Tumleplads. Saaledes gik det os flere Dage i Rad. Om Morgenen styrede vi med en Gnist af Haab mod vort forjættede Land,Land mod Natten fjernede vi os igien derfra. Endelig blev Vinden os gunstig; med mild Luftning og i smult Vand styrede vi den 12teden Marts for Alvor til den forønskede Havn. Mangfoldige Skibe, som en lignende Skjæbne havde flokket om os, sigtede til same Maal, som vi. Under den hele Reise havde vi tit talt om Mueligheden af, at Kronprinsessen, et Compagnieskib, som Kapt. Ørbek havde ført til Bengalen kunde paa sin Hjemfart møde os paa Cap. Denne Drøm blev nu igien bragt paa Bane og alle Kikkerter søgte blandt vore flydende Naboer utrætteligen om vor Landsmand. En og Anden begyndte at opkaste det Spørgsmaal om ei et tremastet Skib, der seilede os nærmest skulde være den omtalte Kjøbenhavner. Formodningen blev ved Skibets Kjendemærker meer og meer rimelig. Adskillige af vore Officerer havde tilforn giort Reiser med Ørbek og talte med varm Begeistring om deres behagelige Samliv med ham. Med Jubel saae man snart det røde Flag med sit hvide Kors flyve fra Bagstavnen. Dansk var altsaa Seileren men endnu vidste vi ei om det var et Compagniskib. Capt: Ørbeks trofaste Venner pegede stedse med Mundingen af Seerøret ud over Rehlingen og sporede smaaligt om Kronprinsessens velbekjendte Mærker. Snart hørte man Raabet: “Skibet har Vægtergang. – Det har to Gallerier. – Gallionen er flad. – Hurra! vi seer i Flaget de to Løver, Vildmændene og læse tydeligen Dansk Asiatisk Comp. – Dette behagelige Samentræf godtgiorde os for en stor Deel den Modgang den dovne æthiopiske Luft havde forvoldt ved saa usædvanlig seendrægtigen at føre os igiennem de to Passater. – Imidlertid havde man da heller ei forsømt at holde flittigen Øje med Landet. Naar Luften er klar skal man kunne se Taffelbjerget som er 3400 Fod høit næsten en Snees Miil ud paa Havet. Det taagede Veir forhindrede os at øine det saa tidligt; men i 5 à 6 Miils Afstand mødte os en behagelig Lugt af Landets Vegetation. En Deel af Officererne vendte tilligemed mig Ansigtet imod Vinden for ret i lange Drag at indaande den friske Græsluft. Medens vi meget ivrigt arbeidede paa at omvende nogle vantroe, hvis Næser ikke vilde troe paa Landlugten. De Troende gik i deres Proselytiver saa vidt at de endogsaa paastode de grant kunde skjælne forskjellige Blomsters Duft. Jeg selv var En af dem der var vis paa at bemærke en aromatisk Nellikelugt. Deri fik rigtig nok Modpartiet en slem Triumf over os, da Doctoren med Latter overbeviste os om at Duften skrev sig fra hans Linned, som han havde besprængt med Nellikeolie. Heraf droge vi dog den Fordeel at vi kunne frakjende deres grove Organer al Stemeret, da de ei engang havde kunnet forneme et Krydderie der var en Alen fra dem. Saa meget er vist at det blandt Søfarende er almindeligen antaget, at Planternes Uddunstninger kunne med fralands Vind bemærkes i flere Miles Afstand. Ikke at tale om at man i betydelig Frastand kan paa Lugtenkan Lugten kjende Skibe, der drage hjem fra Krydderøerne. Naturligviis maa ogsaa, Vegetationsduften giøre et uvant Indtryk paa Nerverne af Folk, der i flere Maaneder have faret over det øde, frugtløse Hav.

Naar man seiler til Taffelbjerget, burde man lade binde for sine Øine, indtil man var det saa nær at hele dets Skikkelse stod heel udviklet for Synet; Jeg befandt at jeg havde giort ilde i at stirre uafladeligen paa det lige fra det første Øjeblik jeg blev det vaer, da det endnu stod som halv begravet i Bølgerne. Blot den sidste halve Time viste jeg den Selvfornægtelse at holde mig indesluttet i mit Kamer og blev, da jeg atter steeg paa Dækket usigelig overrasket ved at see hvor mægtigen Fjeldet havde voxet i min Fraværelse. En saa stor uorganisk Klump maa vel altid slaae en Tilskuer. Men sikkert aldrig meer end naar den er den eneste Gienstand man bliver vaer midt paa Havet. Den staaer saa forunderlig alvorlig og stille i Contrast til det ustadige evig bevægede Vand ligesombevægede ligesom Poseidon naar han løftede sit rolige Hoved over de støjende Bølger. DetBølger Det er mig ubegribeligt, hvorledes Folk kunne stemes til at digte Icariske Oder ved Synet af en himmelstigende Stenmasse. Hvorledes kan man synge, naar et saadant Dødsens Billede ligger med hundredetusinde Centners Vægt paa Hjertet, – maa da ikke Veiretsnarere standse og Tungen lames?

Men let kan jeg forklare mig, hvorledes lang fortroeligt Bekjendtskab med Fjeldenes Natur kan avle de sære Eventyr, som gribe En om Hjertet med en steenkold Haand. Jeg kan begribe hvorledes man i Fjeldets Bug kan drøme sig enend Konge der fra Sekel til Sekel sidder med stive Øine mosbedækket Ansigt, halv forsteenet med det røde Skæg voxet igiennem sit Steenbord. Jeg kan begribe at de homeriske Nymfer i Forkyns Bugt ved Odysseus's Fædreneland sade i deres Grotter under Fjeldstykket med deres Steenkrukker ved Siden og vævede paa den lange Væverstoel af Steen Klæder med Havets Farve. En sand Forherligelse af en Fjeldegn er i mine Tanker et roeligtstort fremskridende Eventyr, som med stærke kolde Fantasier gienføder for os den Genius, der huser i Steennaturen. En saadan Digtning er et Fjeld i Kunstens Rige og slaaer os med same høitidelige Gysen, som den gigantiske Natur.

Den fortræffeligelykkelige Dal, som vi stunde til ligger saa tæt omhegnet af Løvebjerget, Taffelbjerget og Djævelsbjerget, at Cap-Staden ikke kan ses førend man er indenfor det førstnævnte Bjerg. Synet af Byen er ret eget i sit Slags. Hele Anlægget er fuldkommen mathematisk. Gadernes Linier og Vinkler ere saa regelrette, som om de vare giorte efter Euclides. Alle Bygninger ere hvide som Snee, og ethvert Huus danner ved sit flade østerlandske Tag en regelmæssig Kubusregelmæssig. Under den langsomeGaae under Aaget Indseiling (i den stille Helligaften?)efter Solens Nedgang komKom Seerørene ret i Gang. Naar man har levet meer end 4 Maaneder blandt lutter Sømænd og ikke seet Quinder og Børn begynder man at føle en stærk Tørst efter at bivaane Scener af det huuslige Liv. Det store og Stærke faaer man nok af paa Reisen over det umaadelige Hav; men det Skjønne og det Milde bliver man saa fremed for at man let kunde blive saa kold og haard som en Viking i det gamle Thule. Voßes Luise henriver aldrig saa meget som naar man har seilet 1000 Mile . Derfor stod jeg paa Ruffet med en KikkertGaae under Aaget i Haanden og fæstede den paa de Familieoptrin som skred forbi mig ligesom Stykkerne i en Perspektivcasse. Først saae jeg da en Moder med en 5 à 6 Børn i deres Søndagsstads langs med Stranden at spasere hjem ad Byen til. Alle gik i Rad og Hovederne dannede en skraae Linie fra Moderens til en lille Pogs, der efter Udseende nyelig havde opnaaet den Lykke at gaa med Buxer. Døttrene spillede meget tilfredse med deres prangende Solskjærme og søgte at giøre hinanden Moderens Underholdning stridig. Snart løb En snart en Anden ud af Rækken foran Moderen og gik baglænds med Ansigtet imod hende. Buxemanden gik bag efter alvorlig som en gamel Mand og roede sig frem med sine nøgne runde Arme. Med Eet standsede han ved nogle Muslingskaller, der vandt hans Bifald. Efter noget Overlæg besluttede han sig til den for ham høist vanskelige Operation at bukke sig til Jorden efter dem. Dette Vovestykke udførte han da ogsaa – dog ei uden at udsætte sig meget for Ligevægtens Fortabelse. Imidlertid vendte Moderen sig for at mønstre sin Flok og fandt at man havde seilet den Mindste agter ud. Strax blev En af hans Jomfru Søstre affærdiget med Fuldmagt til at hente ham. Hun greb ham da ved Armen og han maatte skjønt ugjærne kaste sine smudsige Skaller, lade Hænderne vadske og gressu impari ved Søsterens Haand trave hen til Flokken. – Næste Optrin faldt meer i det romantiske. Paa en Altan i Stadens høje og sværtbyggede Batterie traadte nogle af Caps skjønne Døttre frem og tog igiennemGaae under aaget Kikkerter vores Skib i Øjesyn. En ung Officer vimsede meget tjenstfærdigen imellem dem og lod sin Skulder tjene til Anlæg ved Damernes Observationer, hvorpaa de meget forbindtligen nejede for ham. Slige Skuespil synes temelig ubetydelige og hverdags, men de havde for mig en særdeles tiltrækkende Nyhed.

Dagen efter vor Ankomst paa Caps Rhed gik jeg strax i Land og blev ikke lidet forundret ved at blive tiltalt paa Dansk saasnart jeg havde sat min Fod paa den Africanske Jordbund. Jeg mødte nemlig en Kjøbenhavner ved Navn Øst, som er i engelsk Tjenste paa Stedet. Endnu mere steeg min Forundring da ligeledes den Næste, der kom mig imøde talte mig til paa dansk. Siden opdagede jeg at flere af vore Landsmænd drive forskjellige Næringsveje her paa Stedet og ereog anseete for meget brave Folk. (Herfra maa man dog undtage en Skomager, som ikkeVenus den inter??? giør vor Nation megen Ære. Han blev løsladt af Børnehuset i Kjøbenhavn, fordi han havde søgt at hindre Ildspaasættelse og har nu sat sig ned som Ruffer i Capstaden.

Forvalter Øst tilbød mig et Værelse i sit Huus under mit Ophold her i Byen og jeg tog med Fornøjelse imod Tilbudet.

Capstadens Indvaanere vise en Gjæstfrihed mod Fremede som overgaaer al Beskrivelse. Det er neppe mueligt at finde noget Samfund i Virkeligheden, hvis Tilstand komer Sagnet om en Guldalder nærmere. Man skulde næsten troe at Doctor Johnson havde havt Cap for Øie, da han beskrev den lykkelige Dal, hvor de Habyssiniske Prindser levede. Kapstadens Indvaanere føre her ligeledes et fuldkoment idyllisk Liv imellem Ranker og Figentræer omgivede af Fjelde og afsondrede fra den gandske Verden. Den eneste Afvexling i deres Liv er Besøgene af de fremede Kjøbmænd, som bringer dem Fortællinger om Rædsler og Jamer i andre Verdensdele. Denne sorgfrie og sikre Levemaade giver Indvaanerne en saa fredelig Sindsstemning, at man næsten kunde betragte dem som voxne Børn, dersom de ikke havde saa god Forstand paa Penge.Penge Et Beviis paa hvilken almindelig Velstand her findes er at den hollandsk-lutherske Menighed som jeg især omgikkes med havde en riig Fattigkasse, uden et eneste Almisselem. Dog have Englæderne begyndt at raade Bod paa denne Mangel. Allerede under vort Ophold blev dem tilsendt en Ladning af 5 à 6000 halvnøgne Stoddere. De vare rigtignok bestemte til en Colonie i Algoa Bayen; men en Deel af dem blive nok nødsagede til at søge om Naadebrød i Kapstaden. Den omtalte Lutherske Meninghed anvender ellers store Omkostninger paa deres Kirke. Der havde nyeligen været et Schisma imellem dem, da nogle vilde man skulde bygge et Taarn og Andre paastode det var for hovmodigt. Taarnets Forfægtere seirede, men da dette var fuldbragt befandtes at det havde den Hovedfeil at det ikke kunde staae opret. Man maatte da foretage betydelige Forandringer derved; hvilket foraarsagede at Byggesumen løb saaledes over Forventning i Veiret at Kirkens Penge ikke vilde slaae til. Der var ingen anden Udflugt end at lægge Haand paa Fattigbøssen. Da nu engang efter Sædvane Menighedens Ældste aabnede Fattigblokken fandt de en liden Seddel, som en Skjelm af Antiturristerne i Stedet for sin Skjærv havde puttet derind. Derpaa stod temelig træffende skrevet: dersom Nogen vil bygge et Taarn (Luc:).

Miscellanea itineraria.

Hr: Ekstein viste os omkring i sin prægtige Have, hvor vi blandt andre Mærkværdigheder saae en lysgrøn Fugl, som man kalder den capske Finke. Den er af Størrelse som en almindelig Kanariefugl. En saadan Rede hænger paa den yderste Spids af de tyndeste Grene paa et Træe og seer næsten ud som en stor Frugt. Flere Landboere, som utallige Gange i deres Haver havde seet dette Dyrs Huusholdning fortalte mig følgende mærkelige Beviis paa Quinderegimente i Dyrenes Rige. Saasnart som to af disse Fugle have parret demsig flyve de tilsamen op paaop Taget af et Huus og stirre med fremrakt Hals rundtomkring efter en bequem Byggeplads. Derpaa forlader Hannen sin Hun ogHun giver sig til at samle Straa og knytter deraf en Rede til et nærliggende Træe. Den veed saa trofast at befæste sit hængende Huus til den spæde Green som uafladelig gynger alene ved Dyrets egen Vægt, at det yderst sjelden hændes at den ved Blæst bliver afrevet. I Bunden af Reden reder den en Seng af Bomuld for den tilkomende Moder og danner til Indgang og Udgang en snæver Aabning forneden. Efter fuldendt Værk henter den sin Hun, som ikke har taget mindste Deel i Arbeidet. Hun flyver nu hen for at tage den nye Boelig i Øjesyn flagrer ud og ind, dreier Hovedet paa Skjøns og beseer Alt med en Kjendermine. Finder da Bygningen ikke hendes Bifald yttrer hun sin Misfornøjelse ved en stærk Skrigen og sønderriver Reden med sit Neb. Manden begynder da gandske taalmodigen forfra igien. Saaledes seer han undertiden 3 à 4 Gange sit Værk casseret inden han har den Lykke at have gjort en Rede til sin Huns Behag. –

Naar Hollænderne ville gjækkes med En der overhænger dem for at fortælle Eventyrer begynde de saaledes: Der var engang en Papa og Mama. Bup Papa til Mama. Væk vær Mama.

St: Niclas DagFest (D: 16d Dec:) er en Fest for Børn i Holland. Længe før denne forventede Dag komer true Forældrene uartige Børn med at forklage dem for denne deres Skytspatron. Naar Timen slaaer træder St. Niclas (for det Meste forklædt Karl af Huset) ind til de bævende Børn med en Stok under den ene Arm og Sukkergodt i den anden. Han uddeler sine Gaver til Børnene, hører Forældrenes Beretninger, spørger hvert Barn især hvad Foræring det ønsker sig til næste Morgen og forsvinder for deres ØineØinene. Naar de smaae gaae til Sengs sætte de deres ene Skoe foran deres Forældres Seng. Den næste Dag træder enhver med sin Samvittighed malet i Ansigtet ind i Forældrenes Sovekamer for at hente sin Skoe og finder i den efter sin Fortjeneste enten det forønskede Klenodie eller et Riis. – Den hele Dag spadsere Store og smaae omkring paa Gaden og fornøier sig paa allehaande Maader. Om Aftenen illumineres enhver Bod, hvor Bagværk og Legetøi sælges, og Børn blive førte derind for at betragte alle deslige Rariteter.

D: 6te Juni

Seilede vi med god Vind forbi JavasJava Vesthuk og saae med Forundring de skjønne Prospecter, som Landets fjerne Klipper frembød. Lysgrønne og mørkegrønne Skove bedækkede Fjeldene saavidt vort Øie kunde række. Til Afvexling laae hist og her sorte Klipper i Havet og over dem gik en høi Brænding. En af de foran Landet liggende Klipper havde ved et underligt Naturspil faaet Skabning af en stor Triumfbue. Oven paa den groede Træer og igiennem den saa man det skovbevoxede Høiland i Baggrunden. Et andet kratbevoxetdækket Øland var ogsaa af Naturen giennemboret; men havde et længere Giennemsnit saa at det snarere var at ligne ved en stor Buegang af Steen, der stod hvælvet over Havet. Dersom disse hængende Skove havde været dannede ved Kunst da vilde Semiramis's hængende Haver i Samenligning med dem have tabt deres Rang blandt den gamle Verdens Underværker. Men de vække dog meer Forundring nu, da man veed at de skylder deres Dannelse til den vilde Natur. (Athos-Bjerget udhugget ved Alexander kunde maaskee her bruges som Indledning). – Fra Landet kom Vegetabilske Dunster os imøde der var desto friskere da det Dagen tilforn havde regnet stærkt. Den aromatiske Duft virkede paa vore Nerver, som om vi vandrede igiennem Haver af lutter Jasminer. Jeg hørte ogsaa fortælle at en vis Plante, der i Lugt har Lighed med Jasminen skal voxe meget hyppig paa Java. Batavias Damer bruge den til at pynte deres Hovedhaar med. Da det lakkede mod Aften blev Luften meer og meer kryddret. Men Landet forsvandt for vore Øine. Luften og Havet var atter rundt omkring os og Mørkets Dødsstille blev kuns afbrudt ved den hule Dundren af Brændingen der brød sig mod den fjerne Landbred.

D: 7de Juni

Om Morgenen vaagnede jeg ved Løsningen af en Kanon, hvorved man søgte at hidkalde nogle af de Malayiske Kanoer, der fiskede rundt omkring os i Peberbayen, hvor vi nu efter Nattens Seilads befandt os. Ingen af dem giorde Mine til at ville besøge os. Derfor satte Kaptainen en Jolle ud og lod i det nærmeste Fartøi afhente nogle Forfriskninger. Disse bestode i nogle elendige Fisk (Storaal), som stegte lode sig spise, men kogte havde en Smag som om de alt engang havde været tyggede eller som Matroserne kaldte det som om de havde været i Folk før. For disse maadelige Fisk og nogle faae Frugter som udgiorde Fiskernes egen Madkurv, forlangte de 3 Pjastre. Men da vore Folk paa Skrømt stødte fra dem, raabte de dem til sig igien og solgte deres Provision for 3 Rupier. Disse Folk, som giorde saa meget af Metal at de for Sølvpenge opgave deres Frokost vare omtrent 12 i Tallet der tilsamen vare dragne paa Fiskefangst. De foer med et Fartøi hvis Planker vare ligesom vores Kurve syede samen med Grene. Rundtomkring satte de deres Net ud efter at have befæstet dem til lange flydende Stænger for at kunne finde dem paa ny. Ved Middagstid ankrede vi formedelst Modvind og brændte nok en Kanon af for at faae flere vilde Handelsmænd til vort Skib. Det varede heller ikke længe førend de myldrede omkring os med deres smaa Fartøjer. Disse vare alle de egentligen saakaldte Kanoer, nemlig eenKanoer, een eneste udhulet Træstame. Deres Seil bestaae i Bastmaatter og deres Seilstænger i Bambusrør. Fasthængende Roer have de ei; men en af Malayerne styrer med en Aare der er flad for Enden ligesom en Skovl. Ellers ere deres Aarer i Almindelighed enten ligesom vores eller bredere over det flade Stykke som skjærer Vandskorpen (cfr: Homers Odysse). Til Sæder bruge de Bambuusrør som lægges paa tværs nede i Kanoen. Dette Lag af Rør, som slutte tæt til hinanden danner ogsaa en Art Dæk, hvorunder adskillige af deres Handelsvahre giemes. Deres Vahre bestod i Kokos, Pisang, Lusier, Mangostan etc: Spanskrør, Koraller, Abekatte, Doriner, en stinkende Frugt med Pigge paa, Høns i Buur og en Hane tøiret ovenpaa. Ænder, smaaÆnder. smaa Modeller af Landets Fartøjer, der vare i Størrelse som de Skibe, der tjene europæiske Børn til Legetøi. De spotte sikkertindbyrdes ligesaa meget over at Europæerne af Liebhaberie afkjøbe dem disse sidste Artikler, som Europæeren leer af den vilde der saa dyrt betaler Speile og smaa Knive. Den meest alvorlige Malayer loe af Hjertensgrund naar han saae sig selv i et Speil; men naar de fik en Kniv i Haanden befingrede de den rundt omkring og stirrede paa den   med same graadige Øjekast som Vexelerjøden paa en Sølvmønt. De kunde ikke overtale sig til at slippe den igien men vedblev at byde højere og højere, indtil Kniven var dem afstaaet. Gamle Klæder vare dem særdeles velkomne. En Kjole forlangte de med det Udraab: Secretair! Lometørklæder vare de ogsaa særdeles graadige paa. Naar de saa en hvid Flig stikke frem, kom de springende med deres Frugter og raabte: Handchercif, Handcherkief! – I enhver Kanoe sad kun een eller to Mænd, hvis Hud omtrent havde same Farve som vores Rødsteen. De vare ranke og velskabte, men deres af BetelfrugtenBetefrugten bedærvede Tænder vanheldede dem i høi Grad. Mange af dem vare ogsaa beladte med Hudsygdome. De fleste af dem havde ingen anden Bedækning end et kort Skjørt af europæisk Tøi og et broget Tørklæde om Hovedet. Enkelte bare dog desforuden en Skjorte eller Trøje. Naar de kom om Bord til os bukkede de sig, førte Haanden til Hovedklædet ligesom vore Soldater tage til deres Chacot. De nærmeste toge de da i Haanden og sagde Schalam! Schalam! (hebraisk).(hebraisk) Enhver, der var noget velklædt kaldte de Kapitain. Deres Sprog er meget velklingende, men noget blandet med engelsk og hollandsk, fordi de have optaget fremede Navne paa de Ting, de havde lært at kjende af Europæerne. De forstode ogsaa at sige ja og nej paa engelsk og naar de vilde anbefale en Frugt pegede de paa den og sagde “Gut, bongs.” Vi havde blandt os et Par der forstod deres Sprog og bleve brugte som Tolke; forresten hjalp man sig med Pantomimer, som de med Lethed begreb. En af MandskabetBødkeren bød dem en Ragekniv for en Hane, men da han ikke kunde gjøre dem begribeligt hvad han forlangte, hjalp jeg ham ved at raabe: Kokkeliky, kokkeliky! Herover blev Malayeren saa fornøjet at han med Latter gientog: Kokkeliky, kokkeliky! og blev saa at han bød mig et Stykke Betel. Deres Betel er et grovt Blad af besk Smag, som er samenfoldet i flere Læg. Inden i det ligger foruden lidt Tobak ogsaa en Slags Tyggemad af Frugt. – Jeg bød en Malay en Kop Kaffe; men han viste den med Modbydelighed fra sig. For at vise ham at det ei var Gift, smagte jeg selv nogle Draaber deraf, men nu stødte han Drikken med langt større Afskye fra sig. “Thi, sagde han til Tolken, Kaptainen har rørt ved det med sine Læber, hvormed han har spiist Svinekød.”Svinekød. – De vare i den Henseende saa skrupuløse at de ei engang vilde nyde deres kjære Brændeviin af et Glas, som en Kristennys havde drukket af.

Dagen før vi seilede ind forbi Javas – Vesthuk havde det regnet saa stærkt at Vandet ikke saa hurtig kunde strøme ud af Spygatterne, som det kom ned fra Himlen. Matroserne lagde sig da plat ned i Vandet og gnubbede dem imod Dækket for at nyde den sieldne Lykke at faae Bukser og Trøje vasket i andet end Saltvandi Saltvand.

Idag drev forbi vores Skib tre Skildpadder, der hang samen en oven paa Ryggen af den anden. En Jolle blev heiset i Vandet og Dyrene kunde i den ubequeme Stilling hverken undfly i Fælleskab eller skilles ad saa hurtig, at jo en af dem blev taget af Matroserne som med de blotte Hænder slæbte den op i Baaden. De to parredes formodentlig med hinanden men Trediemand syntes i saa Tilfælde at afgive en overflødig Person.Person Kapitainen fremkom med den Gisning at den Tredie af Jalousie klyngede sig oven paa den foretrukne Rival.

D: 8de Juni

Lettede vi igien Anker og seilede med gunstig Vind til Anjer. Paa Vejen roede en Deel Prayere efter os og gjorde deres Kanoer fast til vort Skib; men de kom i saa stor Mængde at vi maatte jage dem bort med det Raab Pike! Pike! (Pak Jer) for at de ei skulde standse Skibet i dets Fart. Javas Bjærge langs med Kysten gav os en skjøn Udsigt, da de lysegrønne Lunde beskinnede af Solen endnu mere forhøjedes ved de mørke Skove hvoraf de vare omgivne. – Naar man maler Landskaber betegner man som bevidst sædvanligviis Forgrunden ved nogle store Blade eller Urter. Paa Billeder af indiske Landbredder sees gjerne store Kokospalmeri Forgrunden. Dette hidrører ikke som i de europæiske Malerier fra nogen Maner i Kunsten, men er en Copi af Naturen selv. Foran Javas sorte Bjergskove (ved Anjer) løber langs med Stranden en lysere Garnering af Kokospalmer. Hvad jeg ikke havde troet og, hvad flere med mig maaskee ikke havde troet, er at en Indisk Kyst ligner sig selv. Anjer bestaaer af 5 à 6 lave teglhængte Huse som fra Søen see ud som et dansk Kalkbrænderie. Ved høire Side seer man Boliger for de Indfødte, ved venstre et høit Marmorminde for en engelsk Ambassadeur. Lige for sig i Sundastrædet seer man to eenlige Bjærge staae midt i Havet bedækkede med Skov. De synes at ligne to kjæmpestore Portstolper, til at betegne Skibenes Vei. Under den ene aabner sig en viid Grotte. I det Fjerne skimter man fra Anjer nogle mørkeblaa Bjerge paa Sumatra, som tabe sig i hvide Skyer: Da vi laae paa Reden blev Skibet flittig besøgt af Vilde som bragte foruden de sædvanlige Artikler, adskillige brogede Fugle. Blandt disse udmærkede jeg mig en paa Størrelse som en Skade. Den var sort med blaaligt Skjær, lidt hvidspættet paa Vingerne med rødgule Kjødlapper som en Halskrave rødgule Been og rødgult Næb. Hovedetmed lysgul Spids var bedækket med en i Midten adskilt sort Fløjlshud. –

Førend vi kom til Anjer kom en Malayer navnlig pasa   til vort Skib og bragte Beskeed og Brev fra Postmesteren der. Han var gaaet bort Dagen i Forvejen da vi laae 4 a 6 Miil fra Anjer og havde faaet Løvte om 2 Specier og en Trøje til Betaling. Kaptainen gav ham Specierne men vilde bedrage ham for Trøjen. I denne Anledning skjændtes vi paa Dækket i alle Matrosernes Paahør. Enden blev at vores Hollandske Passageer v: Buische gav hamMalayeren en Trøje og Kapitainen trak sig ud af Handelen som en Snyder. Paa Anjers Rhed laae et Americansk Skib der var gaaet fra ChinaPrinds Archer ført af Kaptain Dexter d: 28de April og altsaa havde endt sin Reise i 40 Dage. Skibets Ejer der i 5 Aar havde været Resident i Canton fulgte selv med tilbage til sit FædrelandFædrelang. At en Mand, der havde saa megen Leilighed til at kjende Handelen paa China bragte en Ladning Thee fra dette Land i April Maaned viser noksom at det er eet Fordom at October (?) er den eneste rigtige Tid. (Kjøbmanden heed Emmington. Denne Kjøbmand og hans Skipper aflagde et Besøg paa vores Skib ledsaget af 2 unge Embedsmænd fra Anjer.)Anjer.

D: 9d Juni. Kom en Hr: Rose ombord fra Anjers Fort. Denne Mand havde været Postholder paa Anjer; men formedelst sin Sundhed søgt om Forflyttelse. Alt længe før vor Ankomst her havde jeg hørt tale om en lang, smalbenet, udmarvet Skikkelse, som plejede fra Anjer underaf under Navn af Postholder at bestige de Europæiske Skibe. Denne Postmester er ei nogen bestemt Person, som hedder enten Poul eller Peer, men en staaende Maske, der bestandig spilles af en nye Person med de samme Dødens Attributer. Naar man komer til Anjer igien efter nogle Aars Forløb seer man ikke den samme, hører man ikke det same Navn, men man seer en lignende Dødens Candidat rave halvdød og halvsøvnig med Øine saa dunkle som en bedugget Vinduesrude, langsom i Tale og Tanker, paa et Par frygtelig smalle Been. Beviis paa hvor følesløs en saadan ret batavianiseret Krabat bliver for alle Livets Forhold og menneskelige Anliggender er Roses Samtale med Hr: Beusche. Denne gamle Mand, der i 6 Aar ei havde seet en kjær Søn der var reist til Batavia – og nu med Længsel saa den Stund i Møde, da han igien skulde omfavne sit Barn – spurgte Postholderen om han havde hørt hvorledes hans Søn levede. Han svarede ganske koldt: Saavidt jeg husker er han død, dog skal jeg ikke sige det for vist. Moderen styrtede i største Fortvivlelse op af sin Stoel og løb med vilde Skrig fra et Sted til et andet, og vi havde Nød med at bringe hende til nogen Rolighed ved gentagne Gange at erindre hende om at denne ulykkelige Tidende dog endnu var uvis. Sønnen Beusche og jeg fulgte med Postmesteren i Land for at høre Bekræftelse eller Benægtelse paa Rygtet. Landingen er endogsaa med en liden Baad yderst vanskelig formedelst den stærke Brænding ledsaget af Ebbe og Flod. Da vi naaede Brændingen var Vandet lavt og to Malayer maatte springe i Bølgerne som snart naaede dem til Knæene, Halsen for at bære os i Land. De bandt ikke deres korte Skjørt op. Enhver af os maatte lægge venstre Laar paa Skuldrene af en Malay høire Laar paa Skulderen af en anden og fatte dem med Armene om deres Hoveder; men bleve desuagtet dyngvaade. Byen Anjer, som det sørgelige Ærinde hvori vi kom berøvede mig Tid og Leilighed til at betragte i Mag bestaar af lutter Malaiske Hytter, som ere tæt forbundne med hinanden. Stræderne mellem disse Boliger ere meget smalle. Husene ere byggede af Bambus og tækkede med Kokospalmens Blade og ligge i Skyggen af Kokostræer og Pisanger. Indbyggernes Antal er 1000. Byen har et Torv ved hvilket jeg saa chinesiske Kjøbmænd havde opslaaet Kramboder. Fortet var omgivet af Grave og Volde, paa hvilke der laae 3 Kanoner, skjøndt der egentlig efter Bestemelsen skulde ligge 15. Vaaningshusene vare store luftige Haller ligesom vore Kirker og under Vinduerne løb en græske Halle baaret af SøilerSøiiler. Besætningen var kun 40 Mand, bestaaende af Amboinesere, Malayere, og Europæere. Comandanten forsikrede os, at Amboinesere vare ham ligesaa brugelige som Europæere, ogsaa gik de fuldkoment klædte som Europas Militaire. Malayerne havde bare Been, hvilket contrasterede underligt mod deres Uniform og Gevæhrer med Bagonnetter. Det bataviske Udyr (Rose) søgte med os i Batavias Aviser om Bekjendtgiørelsen af Hr: Beusches Død. Endelig fandt Rose det og raabte siæleglad til den Afdødes Broder Funtus! her har jeg det. Ja Deresderes Broder er gandske rigtig død for 2 Maaneder siden. Den Efterlevendeefterlevende blegnede og det bataviske Udyr blev ved: Nei seer de engang hvilken herlig Hukomelse jeg har. Jeg sagde netop at det var to Maaneder siden. Heidah! Hr: Lieutenant.Lieutenant Nu skal de høre hvor jeg har en fortræffelig Hukomelse, Hr: Beusche skal være mit Vidne. Siden viste han os at hans Tænder vare løse i Munden og Kroppen fuld af Knuder hvilket var foraarsaget ved overflødig Brug af Mercurius. Han sad med Benene paa en Skamel, hvori der var Huller og neden under blev sat et Fyrfad for at varme hans Fødder. Vi bleve inviteret til ComandantenComandaten og vare glade for at kunne forlade denne levende Gjenganger. Jeg forlod ham med Medlidenhed over hans visne Krop og Harme over hans visne Hjerte. Comandanten saa frisk og sund ud og viste ved sit Exempel at god Constitution og ordentlig Levned dog trodser Javas Pestluft; thi han havde tilbragt 6 Aar paa Øen. Efter en gjæstfri BeværtningPebersvendebeværtning og venskabelig Samtale med han og andre Officerer i Casernen gik vi ud for at besee Monumentet, der stodneppe saa langt fra Casernen som Frederiksberg Have ligger fra Vesterbro. En Officer erklærede at han ikke vilde giøre Reisen med os uden vi vilde ride (batavinsk Ladhed og Mathed).Mathed) Mindet var reist for en Lord Catham v: Carthorst død 1788, som pristes for sin facundia in senatu magnæ Britanniæ og sin Tapperhed i Krigen skjøndt kun 29 Aar gl: Det var opsat 1815 (?). Synderlige Billeder vare blandede med hinanden Kanoner, Ladestokke og Kradsere blandt Hjelme Landser og Ridderrustninger. Støtten lignede Frihedsstøtten, stod paa en Høihøi omkrandset af Træer. – Comandanten advarede os paa Vejen fra at nærme os med nogen Chaluppe til de to Herculessøiler, da Sørøvere lurede rundt omkring og have Aaret tilforn ihjelslaaet en Engelsk Officer tilligemed nogle Matroser som i en Baad vilde omseile de skjønne Øer. Selv havde han ogsaa maattet friste en og anden Dyst med disse fornuftige Rovdyr. De slaae ubevæbnede Sømænd med frygtelig tunge Slagsværd og skyde med Gevæhrer og Krudt, som Englendere hemelig smugle til dem. Vi gik forbi en Hytte hvori de Vilde holdt et Gilde og dandsede efter Lyden af Træklokker af Bambusrør og Tromer. Børnene holdt meget af ComandantenComandanten. Naar han truede med Fingeren ad de smaae Rollinger kom de og bukkede og Forældrerne loe. En Moder laae med enmed Abekat af Størrelse som en Rotte bundet til sin Storetaae og en rund Glut med Sølvringe om Armene laae og reves med denne lodne Legekamerat. Sølv og Guld var de nøgne Vilde tit prydede med. Fruentimer flygtede altid med Skrig naar de saae Europæere kome enten det nu var af et Slags vildt Cokettrie eller fordi Matroserne encouragerede ved Venus diu intermissa plagede dem med altfor paatrængende Kjærtegn. Paa et Træe stod et Bret hvori blev fortalt at en engelsk Matros døde sydvest for dette Træe, slap sit Anker og gik til Himmels. Vi drak Thee hos Toldembedsmænd hvisvis Husluftige stod paa Pæle midt i Kokosskoven blandt de Vildevilde, for at undgaae Slanger og Kryb. ComandantenComandanten sendte os i Land efterat have taget det Løfte af os at vi næste DagDage igien vilde besøge ham og nærme besee de Vildes Indretninger. Nu var Vandet saa høit at Baaden kunde flyde ud af Revieret. – Malayerne gik gierne paa Bagkjøb i deres Handel. Jeg havde kjøbt nogle StofferStokke til en Kjole; men den Vilde kom igjen og vilde have at Handelen skulde gaae ind. Ogsaa til en Matros kom en M: igien med sin Betaling sigende Trada Mau (Jeg vil ikke have det) hvorpaa Matrosen svarede Lik min Maas og Malayeren maatte gaae bort igien med uforrettet Sag.

D: 10de Den næste Dag blev intet af med at besee de Vildes Lejlighed. Inden det blev lyst hørte jeg Folkene gaae til Spillet og vinde Ankeret op. Vi seilede uden Besøg af Kanoer den hele Dag og kastede mod Aften Anker mellem Menneskeæderen og Cæsar.

D: 11te seilede vi frem mellem de skjønne Øer i Strædet. Det var ligesom et uhyre Teppe med brogede Billeder der blev rullet op for vore Øine, idet stedse nye Grupper af grønne Skove steeg frem af Havets Skjød. De forreste der laae nær for vore Øine vare lyse og beskinnede af Solen. De bageste kulsorte. Vi ankrede om Eftermiddagen ved Onrust, da vi fik en stor Pæl at see, som advarede os for Grunde. Om Aftenen roede Hr.hr. Styrmand Lassen omkring i en Jolle for at lodde. Jeg seilede med for ret at besee Eilænderne. Det var en deilig kjølig Aften og ikke en Vind bevægede Havets Flade. Vi hørte hist og her de smaa Skove Fuglene fløite. Vi nærmede os til Onrust og en forvirret Fugleskare flygtede ud over Havet fra deres Hjemstavn af Angest for slige uvante Gjæster, da vi nærmede os til Onrust. Saavel Onrust, som paa den hosliggende større Øe var tæt begroet med Skov og Krat. Hist og her ved Strandbredden saae man Pæle, som løftede en halvforbrændt Spids op af Havet, det var Levninger af Skibsbroen som Engllænderne havde afbrændt. I Krattet laae Ruiner af store Bygninger, Pakhuse,Pakhuse Krudttaarne, som Engllænderne havde ødelagt. De havde ogsaa reent til deres egen og andre Søfarendes Skade ødelagt den gode Dogge som her tilforn var. Ruinerne saae heel poetiske ud, de halvfortærede Tage vare allerede begroede med Smaakrat. Kort sagt det hele vilde have været synderlig romantisk naar man ei havde vidst at det var Rester af et Pakhuus. Da vi satte Fod paa Onrust fløi der en skrigende Pappegøje op fra de nærmeste Træer. Disse Fugle var det eneste Liv vi saa paa denne forladte Øe. Hist og her laae nedfaldne Mure af de 3 Bastioner som Hollænderne tilforn havde her. Det tætflettede Krat tillod os ei at gaae synderligt fremad og det vilde formodentlig ikke have været raadeligt da Slanger sikkert havde slaaet Boe op paa dette menneskeøde Sted. Her er det Batavias Død, Fatter Jas, eller Kaptain Jas har sin Bolig. Det skal have været en Søkapitain som havde indgaaet en Pagt med Fanden. Den onde Aand havde givet ham et Skib, hvormed han i 24 Timer kunde seile fra Amsterdam til Batavia; men havde paa sin Side betinget sig at han i Fortrøstning til hans Førelse aldrig maatte lade Loddet kaste ud. Dette Skib havde Master af Jern og Seil af Kobber og gik den nærmeste Vei ligesaa let over Land som Vand. Fatter Jas gik i Landmed en Slup paa Onrust for at hyre Folk og forbød sin Oberstyrmand at lodde. Satan giøglede dog saa mange Skjær frem for Styrmandens Øine at han blev fristet til i sin Beængstelse at kaste Blyet ud for at maale Grunden. Fatter Jas fik netop Tid til at opløfte sin Stok og true – men i same Øieblik forsvandt Skib og Mandskab. Mange havde fortalt mig at de i deres Ungdom mindes at have seet et Træbillede med 3kantet Hat og Stok i HaandenHaand paa Øen. Denne Fatter Jas er Aarsag i den store Dødelighed paa Batavia. Thi de som døe af den batavianske Feber have ladet sig hyre til at fare med hans Skib.

D: 16 de Juli i Dagbrækningen kunde vi fra Dækket see de Phillippinske Høilande gandske nær ved os. Da vi nærmede os til Ejlandet Corregidor kom en Chaluppe til vort Skib. Under et malet Lærredstelt laae bag i FartøjetFartøjen Comandanten paa den lille Bye paa ovennævnte Eiland. Han var fast afklædt, men klædte sig meer og mere paa alt eftersom han nærmede sig til os. Det var en ældgamel Mand med en lurvet blaae Uniform paa, Ankerknapper og et par skidne Nankins Buxer. Da han var komet ombord gjorde han os giennem en engelsk Tolk de sædvanlige Spørgsmaal angaaende vor Reiserute. Han spurgte os om vi vidste Nyt fra Europa. Vi fortalte ham at vi i Batavias Tidender havde læst at der i deres Moderland vare Uroligheder.Uroligheder Dette lod han sig sige en 2 à 3 Gange for at indprente det ret i sin Hukomelse og endelig da han mistvivlede om at kunne memorere det fik han det skrevet med Blyant paa en Strimmel Papir. – Det afficerede ham ellers ikke stort; han skulde telegrafere det til andre Pladser. Corregidorejlandet var det skjønneste Land vi endnu havde seet; thi det var ikke som de vidtberømte Kyster i Sundastrædet reent begroet med Skov; men havde store grønne Sletter paa Bjergene og græsrige Dale imellem Fjeldene. Uden for laae i Havet sorte takkede Steenknolde. Hist og her saae vi smaae Byer; men een Bolig laae især saa skjøndt at en Mand der vilde slaae sig reent fra Verden aldrig kunde finde skjønnere Eremitbolig. Midt indeind i Landet gik nemlig en Vig, som beskyllede enstor Dal. Denne Dal med steile Fjelde paa begge Sider aabnede en Udsigt mellem Bjergene tvers igennem Landet til de fjerne Bjerge paa Landet bag ved. Midt i Dalen laa en lille Banke, hvorpaa Huset stod under et Træe (med en Flagstang ved Siden). – Vi seilede fort og ankrede ved Cavite,Cavite Manillas Havn.Havn (Ved denne Kyst saa vi et Naturspil liig det ved Sundastrædet omtalte en Klippe med et grønt Tag hvorunder gik en Vej. I same Klippe gik en mørk Grotte ind uden at aabne Passage).Passage) Vi saluterede med 9 Skud og fik dem efter en god Times Betænkning betalte lige for lige. En tyk Mand kom da ud til os. Han knappede sine Benklæder under sit malede Lærredstelt, inden han besteeg vort Skib. Personen var lovlig tyk, bar sort Bombasins Kjole, røde Opslag og et sort Flor som et Ridderbaand over Brystet. Lurvet var Equipagen. Spansk stolt saa Karlen ud. Han quæstionerede os og kaldte sig anden Guverneur paa Stedet. Jeg forundrede mig over at en Herre, der førte saa stor Titel vilde nedlade sig til en Posekigers Lignelse. – Han spurgte ikke engang om sin Gauvaneur-Titel, men lod sig nøje med Bevidstheden om sin Mavens Tykkelse og sin Titel af 2de Gouvaneur.

D: 17de Toldbetjentens Latin. Postbudets Hurra og den vilde Kones barnlige Sind. –

Den ene Toldbetjent, der saa ud som en mæsket Munk kunde tale en Smule Latin, men det var derefter. Jeg spurgte om han var fød i Europa: men han svarede: “Non; nata est ego in Manilla in Europa.”Manilla.” in Europa – Dolet venter propter frigide. – todum librum medicinum est latine. – Vi raabte efter Sædvane Hurra da Kapitainen gik i Land. Et Postbud, der havde bragt et Brev paa Skibet, troede formodentlig det var dansk Skik at sige farvel saaledes og lod sine Roerknægte raabe 3 Gangegange Hurra da han gik fra Borde, hvilken Hilsen Matroserne med megen Latter besvarede med lignende Udraab. – En af de vilde Koner, der solgte Frugter ombord blev saa rørt over min Drengs friske Udseende at hun forærede ham en Mangosfrugt og klappede ham. Mig vilde hun derimod snyde ved Vexel af en Pjaster og da en af hendes Chevaillierer giorde mig opmærksom Rederpaa slog hun ham i Ansigtet.

D: 18de om Morgenen tidlig gik vi til Cavite. Det var en ussel sort Stad, hvis forfaldne Bygninger hist og her saae ud som Rester fra en Ildebrand. Ingen Gade var saa zirlig som vores Ulkegade. De fleste vare smalle urenlige og stinkende. Somesteder laae døde Dyr, andre Steder fandtes Grønninger midt i Staden. Ikke et offentligt Sted gaves hvor jeg kunde faae Brændeviin til vore Folk, der havde roet mig i Land. Jeg tog et af de meest gentile Huse for et Herberg, gik derind lagde min Hat fra mig og lod som jeg var hjeme. Huusejeren kom da hen og oplystesom kunde tale lidt fransk mig om min Vildfarelse; men var tillige saa høflig at tilbyde mig alt hvadat tjene mig i hans Huus formaaede. Brændeviin formaaede hans eget Huus ikke; men han skikkede en Karl med mig, som skulde vise migmig, en Slags Spiritusgrosserer. Jeronimo var ikke oppe. Efter lang Venten saae vi ham tyk og fortrædelig at rokke imod os. Jeg fik en Flaske spansk Brændevin til Trøst for Matrosernes fastende Maver. Han stod i den Formening at det var blot en Mundsmag der skulde drage en stor Handel efter sig. Derfor spurgte han hvor meget vi vilde have. Vi takkede ham og sagde vi havde ikke videre at befale. – I hele Byen var ei en Gentlemangentleman at see. Lutter usle Rønner mødte os hvoraf lurvede Skikkelser krøb frem. Dersom der ikke var en stor Mængde af de driftige Chinesere i Staden vilde Indbyggerne visselig omkome af Skidenfærdighed. Vores Biersmat førte os ind i sin Stadsestue, der lignede omtrent et Hønsehus og heller ikke ved nogen Væg var separeret fra Hønsegaarden, hvori jeg saae en Høne spadsere paa et Been. Det andet var sat af tæt ved Kroppen. Jeg tog en Karl for at vise os Kirkerne; thi den lille Bye saae næsten ud som bare Kirker. I nogen Afstand kunde man intet see bag den sorte røgede Ringmuur uden de fire store Kirker. De vare alle brede og rumelige; men havde smaae Taarne. Alle Altrene var lueforgyldte og prydede deels med Billeder af den bibelske Historie deels var Æmnet taget af Legenderne. Malerier hang der ogsaa paa Væggene, som forestillede Skjærsild, Helvede og Helgenhistorier. Djævlenes Fjæs vare ret frygtelige nogle Typer vare laante af det nærliggende Havs Uhyrer Krokodiller.Krokodiller Jeg beklagede meget at jeg Ingen havde der kunde udtyde mig de til Grund for disse Fantasier liggende Fabler. Satan med lange Kløer slog En lige i Rumpen. En tog ved sin Fod og stødte Kulbøtter ned i Svovlpølen. Især dette beklagede jeg ei at vide Sujettet for et skjøndt Billede, paa hvilket nogle særdeles deilige Jomfruer med Kurve i Hænderne knælede for en syg Munks Seng. Det favreste af alt havde vi nær glemt at see; men det havde vores Karl tillykke bemærket. Da jeg vilde gaae ud trak han mig tilbage i Kirken og pegede til Hvælvingen over Choret. Nikkende med Hovedet i Triumph blev han vore Overraskelse vaer. Thi vanskelig kan noget saaledes glimre i Øinene ved første Blik. I de meest blændende Farverfriske stod der i Ungdomens Fylde malet paa Loftet selv en rankvoxet Jomfrue mater amata, intemerata. Hun stod i Himelen paa klare hvide Skyer Og Jordkloden gik forbi hendes Fodsaaler. Hun havde en rosenfarvetEn ildprudlende Løve forfulgte den Kjortel paa; men ovenpaa den en viid blaa Kaabe baldyret med Blomster. Denne Kaabe spreder hun vidt ud med begge Armene og Engle løfter de yderste Flige for at udbrede den endnu mere. Af den udspændte blaae Kaabe dannes en Himmel, hvorunder de Troendetroende tæt klyngede til hinandentilhinanden søge Tilflugt. De sade med Hænderne fulde af Roser, Lilier, Crusifixer og Monstranser. Hovedfiguren selv stod med Hovedet lidt bøjet til Siden og de lange brune Haar rullede til begge Sider ned over Kaaben. Hendes Miner bare det reneste Udtryk af den skjønne Resignation den fuldkomne Opofrelse for de Andrefor Andre, som dog endnu paa Jorden mangen Jomfrues Ansigt lover og mangen Moders Liv holdt. Skade at et saa yndigt Billed paa Himlens Kjærlighed til den faldne Jord blot er grundet paa eet fantastisk Blændværk. Man fristesfriste til i visse Øjeblikke til at misunde den eneste saliggiørende Kirke saa skjøn en Indbildning. Dersom den historiske Troe paa Himlens Dronning var meer end en Drøm som Fantasie da kunde den første Ungdomskjærlighed, der aabenbaredeeneste sig i synlig Skikkelse og svandt igien eller levede og døde blot i dei Fantasier som Hjertets Trang nødvendig avlede saa let gaae over til den evige Kjærlighed; hvorom den var en Varselsløst.Varselsrøst

(Omkring i Luften fløi smaae Englebørn Arm i Arm med Roser under Armene, som de tabte ned paa Jorden. Og paa Credo.) (Det var næsten umuelig andet end tænke paa Kjærligheden i de Ord Jerusalem! Jerusalem!) Paa alle Kirkegulve laae bedende Quinder; men ikke en Mandsperson. De fleste vare temmelig til Aars og havde deres smaae halvnøgne Børn med sig, som løb omkring i de Bedendes Kjæde og overlod sig til gandske utvungneog lydelige Yttringer af deres Sorg og Glæde. Snart loe de og snart græd de alt eftersom Hovedet stod paa dem. De bodfærdige Quinder lode dem ved ingen Lyd forstyrre, men bevægende deres Læber uafladeligen ligesom Samuels Moder. Dog vare mange af dem just ikke saa henrykte.henrykte En gamel Moder, hvem formodentligen hendes Skriftefader havde givet et altfor stort Pensum yttrede paa mange Maader sin Utaalmodighed. Hun gabede (uden at derfor Læberne ophørte at gaae) hun vreed sig og talte hvert Øieblik de Perler paa Rosenkrandsen, som endnu stod til Rest. Dog laae en Synderinde paa sine Knæe i en Krog som syntes meget sønderknuust; thi hun sukkede og gav sig gandske høit og lydelighøit lydelig. – De Bønfaldendebønfaldende havde et stort Stykke bruunt Tøi over Hovedet og saa dermed ud omtrent som vores Landsbypiger, naar de i Regnveir drage Skjørterne over Hovedet. Jeg gik hen til Skriftestolen, hvor just en Synderinde nedlagde sine aandelige Sorger i en Paters Skjød. Samtalen var til min Forundring saa lydelig at enhver der færdig forstod Sproget maatte kunne høre, hvad der afhandledes. Registret var meget langt; thi i den halve Time jeg var i Kirken vedvarede bestandig dette ene Skriftemaal. – Vi hørte en Messe, hvor den høitidelige Melodie gjorde stor Virkning paa os naar Choret lod sin Steme høre ledsaget af Bas og een Fløite; men naar de tre Patres tog til Gienmæle var det vederstyggeligt at høre. Det var dog umueligt at blive henrykt ved den virkelig høihellige Musik, naar man saae paa de 3 Munke, thi de lignede mere Marekatte end Guds ypperste Skabninger. Deres Klædedragt var yderst prægtig. Den riigtbroderet hvidehvid Talar var ombundet med et Guldbelte og derover hang en aabenstaaende kort Kaabe med hvide Kanter og et hvidt Kors paa Ryggen. Foranforan stod et Krusifix i Glandsen af 50 Lys og neden under paa de forskjellige Stokværk af Pyramiden alle Dødens Attributter. – Vores Karl teede sig meget andægtigen i Kirkerne; men aldrig saasnart havde vi forladt den femte og sidste førend han spurgte os om han skulde bringe os en Pige en meget god En (a very good one).one) (GoodGod skulde da formodentlig her ikke være eenstydigt med dydig) – Dette var det eneste han kunde sige paa Engelsk, saa det formodenlig maatte være ham meget vigtige og indbringende Ord.

– Vi gik ud af Porten til den tæt ved Cavite liggende Øe, som ved en giennem Bugten opført Dæmning er forbundet dermed. Paa Vejen mødte vi Damer, som røg paa store Ceruter af Tykkelse som et godt Kosteskaft og af 3 Quarters Længde. De tog sig en liden Morgenpromenade med denne vældige Tobakstrompet for Munden og talte os til paa alfare Veje som En der møder en Duuskamerat paa et Ølhuus. Da vi ikke forstod dem sloge de en Latter op og gik. Vi saae en Moder spule en lille spedalsk Unge. Vi saae sorte Svin der slæbte Maven paa Gulvet og vare heel unaturlig sveiryggede. De samme vare lang- og spidssnudede og havde en Dusk paa Enden af Halen. Alleryderst i den Landsbye eller Forsamling af Bambushuse, vi gik igiennem paa Øen saae vi og hørte vi en LandsbyskoleDen meldte sig paa engang for vore Ører og Øine, hvor Børn af Manillas Aboriginer bleve underviste af en Munk. Der vare omtrent et halvt hundrede og de raabte alle i Munden paa hinanden: ba be bi bo bu – o – re = gi = na – coe – li – o = sanc = tis = si = ma = o = pi – Si = ma. De havde kun to Slags Bøger en Fabel og en Ave Maria – Den sidste bestod af baade spanske og latinske Bønner. Da jeg saa at disse smaa Peblinge læste saa færdig Latinlatin, Spurgte jeg Skolemesteren om han forstod dette Sprog; men han betydede mig at han blot kjendte Bogstaverne men ikke forstod at oversætte det. Som en Følge heraf lærte han rimeligviis heller ikke Børnene at forstaae det. Han saa ellers meget godmodig ud og behandlede Børnene medbrugte Bjelker for Bænke megen Mildhed. De vare da heller ikke bange for i hans Overværelse at bombardere hinanden med Bøger og Penne. Huset havde i gamle Dage været tækket med Kokosblade men Taget var næsten reent borte. Dog var Taget den eneste BedækningDer var god Lysning giennem ingen Vægge og lidet Tag over deres Hus; thi det manglede reent Loft. Som en Følge heraf maa nok Skolen hæve sig selv i Regnvejrselv Regnvejr. – Paa Gaderne gik smaa nøgne Børn paa 2 à 3 Aar som allerede vare kronragede og prædestinerede til en eller anden Munkeorden. De bare allerede Navn af patres. Jeg saae en saadan uskyldig lille Paterpater splitternøgen at sætte sig ned paa Gaden for at følge Naturens Krav. Da vi atter gik ind afad Cavites Port sad der en Kjærling med en Kurv fuld af Sæbekugler, Tættekametætte Kame og Helgenbilleder. Jeg kjøbte to Billeder af hende; og hun skamede sig ikke ved at ville forfordele mig vexlende en Mynt men da jeg gik gjorde en hosstaaende Spaniol mig opmærksom paa at jeg havde glemt et forsølvet Baand som hørte til. Hun paastod jeg skulde betale det oveni Kjøbet, hvorover der imellem hende og hendes Landsmænd opstod en varm Trætte. For at gjøre Ende herpaa kastede jeg Baandet efter hende og gik. Men hun fik nu ogsaa et Anstød af Ædelmodighed og lod en Dreng indhente mig igien med et Baand til mine Helgene. Vi gik ombord med en af de Indfødtes Kanoer, som var tækket med Bambus. Ogsaa her vare Støtterne der bare Taget prydede med hellige Billeder.

D: 23de Juli – Naar ManillianerneManillanerne i Handel og Vandel modtage en Pjaster gnider de den i Haaret og lugte til dem for at erfare om de ere falske eller ægte. Saaledes maa alle Sandsers forenede Vidnesbyrd kome samen til Dom over Penge, maaskee Smagen undtaget. – En Mand havde 11 Fingre. Hans Tomelfinger deltes i 2 Grene, hver forsynet med 2 Led og i Stand til at bøjes uden at den anden bøjedes med. – Nogle giemte Penge i Ørerne. – Landet vrimler af sære Vanskabninger. En gleed paa Røven. En havde Benet saa tykt at hele Foden tabte sig i Svulster. Huden var klar som Glas.

En ung Munk af St: Petri Ordenen var ombord hos os. Han svarede paa mit Spørgsmaal om han forstod Latin: da han endelig og endelig forstod det: A ha! multo multo Signor latine loquere possum – Han gik med sin Silkekjole og sort Silkestrømper, en hvid broderet Rand om Halsen. En liden Tonsur. Butellia vinum in mustram. – Han kendte ikke Græskgræsk fra Hebraisk. Da vi ikke kunde enes om Latinen: sagde han: Ego secundum gramaticam pronuncio. Han krøb i Skjul for en Officeer.

Horer gave en Afgift for at faae Lov at leire dem ved Skibet. Dog troer jeg ei de fortjente noget, paa Speculationen hos os. (Matrosudtryk giore Mudder i Skibet. Saa giorde en Kjæling, som Lodsen spændte ned af Falderreebs-Trappen)