Eyvind Skaldaspiller<date notBefore="1816-01-01" notAfter="1817-12-31"/>

Eyvind Skaldaspiller

Harald Haarfager var meget gamel; men havde endda stor Lyst til Omgjængelse med Fruentimer. Derfor var det at Gubben i sit 70de Aar opholdt sig Størsteparten af Aaret i FinmarkenFinland, medens hans Ægtehustruer sade i hans Stue paa Stordøen, som er beliggende udi Hardangerfjord. Thi Rogna og Gyda, som nu vare gamle og rynkede i Ansigtet vare ikke mere i Stand til saa lifligen at forlyste Drotten, som da de vare unge og røde og hvide i Ansigtet. Dog vare de meget nidkiære af Gemyt og kunde aldrig døye at Harald kaste kjærlige Øine paa Ungmøerne. Derfor meente den gamle Konning at begge Parter nok var bedst tjent med at være hinanden af Syne. – Man skulde have meent, at det vildeville holdt hordt for en aldrende Mand, at faae sin Villie med noget Quindfolk, og Harald havde selv været i same Troe. Dette havde ogsaa tildeels bevæget ham til at age hen til Finnerne for at han med Penge kunde bevæge dem, der vare vel forfarne i sorte Konster, til at bedaare de Finske Møers Hjerte for ham. Men det gik ham alligevel bedre i den Henseende end han havde forventet; thi Karlfolk af nogenlunde lideligtledeligt Udseende ere meget rare i dette Land, hvor de fleste see ud som bare Skind og Been og have en Löd i Huden ligesom visne Blade om Efteraaret. Drotten derimod havde gode före Lemer og saae heller ikke saa ilde ud i Ansigtet; thi hans Kinder vare vel noget krøllede og hans Pande lidt riflet; men noget rødladen Farve havde han dog. Hans Haar vare rigtig noknog ogsaa mere hvide end gule, saa at de Lokker som Skjaldene i hans Hal før havde lignet med Guldtraade, nu havde mere Udseende efter den Riim, som falder paa Marken tidlig om Morgen; men saa trykte han Guldkronen dybt ned over Panden og den giorde at de finske Møer ikke mærkede Graahovedet. En Dag aag han omkring i Halogaland paa en Slæde som blev draget efter Landets Sæd af et Reendyr. Dette Dyr blev løbsk og sleed Seletøyet itu, saaledessaaledes, at han med Nød og Neppe bjergede sit Liv ogved at kom til en af de Gaarde, som hist og her ligge spredte blandt Sneebjergene. Saasnart som han lukkede Døren op saae han derinde i Røgstuen en deilig Møe ved Navn Tora, hvis Hud skjøndt hun sad i den megen Os og Røg, dog var hvidereskj end Sneen, tilmed saae hendes Øine næsten ud som et Par Stjerner, da ellers de Finske Quindfolks Øine altid rinde med Taarer, som om de vare stædte i Bedrøvelse. Kongen blev strax saa indtagen af hende, at han traadte hen og kneb hende i Kinderne, spørgendes: om hun paa nogen Tid vilde være hans Allerkjæreste. Da hun fik at høre om hans høie Byrd sagde hun heller ikke ney dertil, skjøndt en riig Finlap, som knap kunde tælle sine Reendyr havde beylet meget stærkt om hendes Haand; thi hun kunde ikke lide denne fordi han gav sig saa meget af med Trolddom. Kongen besov da Jomfruen den samme Nat og agede videre nordpaa. Da ni Maaneder vare rundne forbi mærkede Jomfruen at hendes Liv var velsignet med en Drenget Barn. Hun frygtede da at hendes Forældre skulde formærke hendes Skam og slaae hende tildøde. Derfor stod hun ved Midnatstid op af sin Seng og vendte sine Øine paa Nordstjernen som Harald havde bedet hende følge som Veiledning. Og da det nu var paa den Tid af Aaret at Solen aldrig staaer op i Finland, saa beholdt hun dette stærke Himellys iforsigte sigte baade Nat og Dag, og vandrede taalmodig fort paa sin Fod; thi hun havde ikke kunnet føre over sit Sind at medtage noget Reendyr som hørte hendes gamle Forældre til, endda de vare temelig velhavende Folk. –

Imidlertid havde Svartefind, saaledes kaldte man der ideri Landet med et Øgenavn, den Mand, der havde beylet til Skjøn Tora, fordi han var grim af Aasyn som en mørk Skye, ikke været uvidende om hvadva der var foregaaet med Møen. Den Nat da Harald tog Tora i Favn havde han ikke havt Roe for sine stærke Drømme. Han var da staaet op af Senge og gaaet hen i sin Troldhule, eller Heller hvor han tilbad Satan i Lignelse af en stor Træklods paa hvilket der var udhugget Aasynet af en Bjørn. Han tog frem en liden Æske som kaldes Ganæske og var fyldt med et Slags Hexefluer, som kaldes Ganfluer. Først raabte han i det han traadte ind i den dunkle Grotte som gik dybt ind under et Fjeld: “Heller vorde lys” og straks tændte sig et bleegt Nordlys ived Hulens Bagkrog. Da sang han paa nye:

Fluer smaa Fluer blaae Alle mine Fluer Her i Klippestuer Flux i Budskab sige maae hure det mon Tora gaae

Da vrimledekrøb dette Utøi op af Æsken og begyndte at brumme og sume saa at Svartefind for Fuglesang ikke kunde høre Ørelyd. Han stampede da i Gulv med begge Benene og raabte:

Fluer nitten lukke Kjæft! Flue een bruge Been Flue een brugeBuds Vinge! Flue een Budskab bringe:

Da hang alle de nitten stille paa Klippevæg og midlertid begyndte den ene, som var meget stor og staalblaae af Farve under Vingerne at flyve i Kredse om Svartefind og brumme gandske sagte; da blev han igien bister og raabte tal reent ud af Skjæget; da sumede og brumede den saa det lød vidt over Marke, men ingen kunde forstaae det uden dens Herre, som kunde Prikspriks raade sine Fluers Maal. Af dens Sang fik han da følgende Mening ud:

Det Bud jeg bringer Som Torne stinger AltDet i Din Barm; Neppe jeg vover Atat friste friste din Harm Ungmøe sover I Gamel Mands Arm Guldring pryder – Gamelmands Lok Gamel Mand byder Unge MændsEn mægtig Flok.

Da blev Svartefind saa rasende at han gabede høit og tyggedevilde Ganfluen med sine Tænder; men den fløi uden mindste Meen heel og holden ud af hans Næseborer og alle Fluerne sang nu i Kor:

Ungmøe sover I Gamel Mands Arm.

saa at han med Nød fik dem til at krybe i Æsken igjen. Svartefind lagde sig nu af Harme plat ned paa Klippegulvet og kunde hverken æde eller drikke saadansaaledes Hovedværk havde han af gruble paa Hævngrublede hen paa at tage Hævn over den yndige Tora. Saaledes laae han i de ni Maaneder Tora gik svanger. I den niende Maaned hørte han lette Quindefied over Steenloftet af sin Grotte, og det var ingen anden end skjøn Tora, som vandrede hen til den gamle HaraldHakon. Mødig af den megen Gang satte hun sig ned for at hvilehvil. Saasnart Troldmanden fornam sligt sendte han en Ganflue ud, som flagrede til hendes store Forfærdelse tre Gange om hende og brumede

Af Liv komer Liv Men Liv vorde Død Naar af Liv komer Liv

Dette Quad varslede hende Død, men hun forstod det ei, blev derfor siddende i Mag. Men da Maanen stod op hen ved Midnat skinnedeskinnende den ned paa et lidet Grædende Drengebarn, som laae i hendes Arme, men selv var hun uden al Liv. –

Den sorte Mand gik ud af sit Hul for at vederquægeglæde sig ved dette Syn, men da han nu ingen Glæde meer kunde forvente paa denne Jordved dette Syn gik han ind i Grotten og raabte “Heller vorde mørk”! Dernæst tog han en Ganflue og sendte ind i Fjeldet som da revnede ogfor at han blev sank over ham og han selv blev til Steen og ligger som saadansaaledes den Dag i Dag er. – Dog dette Brag lokkede mange Smaafinner ud af deres Huller og de funde da det lidet grædende Barn, som de dækkede til med Granløv, at det ikke skulde fryse, dandsede saa rundt om det og sang:

Sorte Quinder sorte Mænd Komer hid, kommer hen Komer hid for at see Det KongebarnDen Kongesøn ligger paa bare Snee Kongesøn, født i Løn, Bliver stor, trives godt Bliver alle Mænds Spot Bliver stærk bliver Viis Bliver alle Mænds Priis Bliver Mand, raader Land Og saa komer hans Bane fra salten Vand. SorteSor Quinder sorte Mænd Kommer Komer hen Komer hid for at see DetDen Kongebarn ligger paa bare Snee.

Om Morgenen kom nogle af HaraldsHagen Mænd og fandt den splitternøgne Dreng liflig af Aasyn oven paa en Sneedrivesneedrive sovendes i de mange Blade. De toge baade ham og Liget og bar det frem for Harald. Da han saa den døde Quinde rev han sin Purpurkaabe i mange Stykker og brast i Graad, men da han blev detden lidet Barn vaer vidskede han Taarerne bort af Kinden igien og besluttede vel at pleje den Søn af hans Alderdom. Han lod da Pogen lægge ved Yver af et Reendyr, saa ingen Quinder vare i Nærheden uden nogle svarte Kjærlinger, tilsom af hvilke Kongen havde megen Lede. I et halvt Aar blev Drengen fostret af Renen, men da fik Harald Bud fra en Frænde ved Navn Find som boede ved Hardangerfjord at hans Quinde havde født ham en Dreng ved Navn Eyvind, og herover drog Kongen Sydpaa for at skaffe sit Barn noget Quindemælk. Han kom ind i Finds Stue, vikledeog Drengen ud af sin Kappe og bad Finds Hustrue at hun dog endelig maatte give denne hans Alderdoms Søn noget Die. Quinden lod ikke til at være meget villig dertil, men gav Kongen korte Ord fordi hanat vilde bede hende om at amefostre sinehendes Slegfredbørn. Da hændte det sig at Harald, imens han talte med Finds Kone, rakteholdt sin Sön hen imod hende og hendes egen liden Eyvind hang hende om Halsen. Da slap Eyvind Moderens FavnHals og begge de Smaae lagde paa eengang som af en indvortes Drift Hænderne om hinandens Hals og trykte Mund fast paa Mund. Herover blev Quinden saa rørt at hun besluttede at lade Drengene dele Melk med hinanden. I de senere Tider da det vistes at det ikke var for intet Drengene havde strakt Favn mod hinanden, lagde Skjalderne megen Vægt paa det Venskab som saa tidlig havde lagt forborgen hos demDem. – Fra hinden Tid gjorde Quinden ingen ForskjelForskjal paa Børnene; thi den ene Dag lagde hun Eyvind ved venstre Bryst og Kongebarnet ved høire, men den næste Dag skiftede hun dem om saa at deres Kaar vare aldeles lige. De trivedes ogsaa baade saa det var en Lyst at see, og da Aar var rundet og Peblingernede kunde begynde at støtte paa Benene og æde Skeemad, da sændte Harald dem begge til sin Gaard paa Stordøen. Han havde allerede dengang skiftet Land mellem sine Børn saaledes at Erik sad højest i Stol og raadede for detfor Hele. – Der var nu intet tilovers for Toras Søn.Søn Hvorudover Kongens Sønner og DottermændDotter frygtede at han skulde ville fratage dem noget Land og give til sinTaar yngste Søn. Alle bare da Nag til Drengen og naar Harald vendte Ryggen saa kneb hans Hustruer Drengen i Skindet og hans Sønner spyttede ham i Aasynet, endskjøndtog det var det deiligste Barn nogen vilde see for Øine. Imellem mærkede Kongen det men slugte sin Harm for at have Fred i sin Gaard, thi han vidste vel at det ikke var godt for gamel Basse at nappes med de Unge. Derfor haanede baade Store og Smaagammel og Un den liden Hadingsmand og det blev da fuldkomet hvad Finnerne havde sjunget paa Fjeld

Bliver stor trives godt Bliver alle Mænds Spot

I disse Dage bar Athelstan den Vennesæle Spiret i Bretland. Han led ikke godt de Norske; thi de stævnede saa jævnlig til hans Kyster og bare Quinder og Quæg med sig paa Skib. Fra ham kom der en Sendemand til Kong Harald, treen ind i Hallen nejede sig for ham og bar saadan Tale frem: HilKong Dig Norske Drot, fra Bretlands Herre sendes Dig Bud om Du vil tage mod hans Skjænk.” Frem tog han da et Sværd med Guldskaft og med Gyldne Gjordegjorde omlagt og indvirket med røde og blaae Ædlestene. For ret at besee dette Glavind fattedetog den gamle Maag Hjaltet i højre Haand, da raabte Trællen lydt, nu est Du Kong Athelstans Mand og Sværdetagere, thi saa fange hans Tjenere Værge af hans Haand. – Blodet steeg Kongen op i Kinderne af Forbittrelse, men han besindede sig, thi saa var altid hans Viis og aad sin Harm for det første. Dog kunde han ikke bare sig for at knuge Sværdefanget og Bøilen derover saaledes samen at det lod i hansH Hænder saa vegt som en Vidiequist. Han gav Sendemanden det Svar: Siig Din Herre: Som Gave var saa bringer jeg Tak. Derpaa sad han i tre Dag og grundede paa Raad. Den tredie Dag stod Eriki i Stue hos Faderen, Han rev en Lok af Hovedet paa Toras Søn og sagde: Fader min! er Du og vis, at denne DrengSøn er Din Søn?Søn. Sært lader det dog at graalokket Mand kan avle guldlokket Knøs. Harald taug, men slog tre Gange med Staal paa Skjold og ind treen da: Hauk hiin Snilde. “Hør, sagde Harald, Est Du bange for Din Trøie Hauk. Ikke skulde anden Mand spørge mig to Gange derom mælte Kjæmperen igjen. Jeg veed nok det harer ikke førføret været din Vane sagde Kongen; Dumen Gamle Mand har tidt røgtet Ærinde for mig, hvorfra ikke tre i Norges Land foruden Dig havde baaret Hoved hjem; men naar Ung Mand bliver gamel Mand, bliver han tit gamel Gjæk og glemer at han har Næver paa Arm og Sværd ved Lænd. Da Kongen det sagde kastede han et bistert Øiekast hen paa Erik, trak paa Brynet og hans Hoved rystede af Forbittrelse. Hauk Kjæmper talte igjen: Ikke bliver alt gameltgammelt Træe raadent noget bliver Steen og jeg mener at Ingen som ei turde knurrekæ adaf mig da jeg var Drengung skal bide mig nu da jeg er bleven graa i Hætten. Thi siig kun Dit Bud frem. Kan nogen føre det ud i Norrig da kan Hauk og kanskee han bragte det til Ende om Ingen anden turde tage fat derpaaderv. Da blev Kongen overmaade Glad og sagde: Gaa hen og bring Kong Athelstan mitmin Slegfredbarn og bed ham fostre mig Knøsen op. Det er rigtig nok Trælleværk men Haan giældes bedst igien med Haan. Og jeg vilde nødig tage Gjeld med mig i Højen, daDa jeg indtil saa høi en Alder har klaret mig gandske godt for mig medhos enhver. Da rustede Hauk en Snekke ogmed satte 20 Svende deri, treen igien i Kongens Gaard. Harald tog Drengen i sine Arme krystedeog ham op til sig og kyssede ham og somme vil sige, at der stod Taarer i Øinene, men det kunde man ikke saa lige see, da han skuppede Kongsringen ned over Brynene. Saa flyede han Barnet til Hauk og denne løb med god Bør paa Vand og naaede Bretland. De løb op ad den lange Fjord, da hørte de Klokkeklang fra et stort Gudshuus som stod i en Lund.Lund Underligt nok sagde Hauk i Norrig hænge vi kuns Klokker om Halsen paa vore Gjeder naar de nappe Græspiler i Fjeldsprækkerne, men her have de nok for Skik at hænge en KlokkeHal paa deres Gud at han ikke skal løbe vækd, thi jeg har tit hørt saadan Lyd fra deres Gudshuse. Vel gjøre de ogsaa deri; thi de have kun den ene og de vilde være ilde tjent med at han løb fra demrømte af Land.. Det var i en Lund at det store Huus var reist af røde Steen og der ragede et høit Taarn op imellem Eegetoppene belagt med blaae Plader. DeresDet Gud maa være noget lang i Væxt sagde den Mand som stod Harald næst, siden de reise ham saa høje Huse. Vi kunde jo gaae ind og aflægge et Besøg hos ham sagde Hauk. Jeg tænker ikke han gjør os nogen Fortræd, thi man siger det skal være en meget venlig Mand. Saa stødte de Snekken paa Sand og det var just i den Stund at Dagmoer giorde Himlen rød i Østerlide. Paa Strand mødte de en Hyrdedreng, som fortalte dem, at Kongen selv var i Gudshuus og holdt Ottesang med sine HirdmændGudsmænd. DaDe bød Hauk sine Mænd at tage siide Kjorteler paa saa at Sværdsklodden dermed kunde dølges. Nei mælte en af Svendene lader os vise dem Braaden strax, saa lade de os vel fare baade ud og ind med Fred. Vist ikke sagde Hauk Braaden behøve de ikke at see, de faae den jo tidsnok at føle, dersom de ikke holde Demsig i Skindet. Naar Bien vil stinge bær dengaaer det jo ikkeikke med Tornen til Skue først. De gik nu hen mod Huset, og det saa underligt ud saadan som Lys skinnede giennem de mange Smaaglar der vare ramede ind i Steenmuren. De stode en liden Stund uden for, da hørte de Munkene sang derinde:

Al Værdend til en Frelser trængte Den hildet laae i Syndens Garn Men Verden ham paa Korset hængte Det frelsende Guds eget Barn. Fra Træet drypped stærkt hans Blod Med Graad derved hans Moder stod

HanO kunde knap sit Hoved bøje For til sin Moder kjær at see Thi Blodet randt ham over Øye Og han var heel bespændt af Vee HanDog raabte han raabte til sin Yndling kjær O Du Maries Søn nu vær.

Det gaaer fiint sagde Hauck. De Bretlandske Folk have fast KvindemæleKvindemæl. Skrappere lyder det dog i vor Kongehal, naar Skjalden slaaer en Næve i Bjørnestrængene.Bjørnestrængene Inde under Hvælvingen, der havde samme Skikkelse som Himelen funde de Kong Athelstan liggende paa Knæe og siungende med sære Runer i Haand. Da gik Hauk henimod Kongen og lagde taus Pogen i hans Arm. Athelstan, som var blød i Sindet saa mildt til Barnet, derog loe ret lysteligt ad ham, og som han stirrede ned paa de store Øine, sagde han dette Barn har ikke Trælleblik. Nei sagde Hauch, det er Kong Hakons uecte Søn, somavlet med en han lader Dig bede at fostre op. Da blev Athelstan vreed over slig Haan og tog en liden guldskaftetGuldskaftet Kniv ud af sit Belte for at giøre Ende paa Barnets Liv. Men den lille loe saa vevert paa hans Arm at hans Haand standsede noget og Munkene sang i det samme fra Altret

Han raabte Fader Dem tilgiv! Og endte saa sit dyre Liv

Da brast Kongen i Graad og som han nu sad med Barnet paa Knæe sagde Hauch nu haver Du knæsæt ham, han er nu Din Knæsitning. Du kan nu slagte ham eller lægge ham til som Dig tykkes, men endda ere ikke alle Haralds Sønner døde. Derpaa vendte NordmændeneH om og den som sidst var komet ind gik først ud, dernæst de Andre i Rad og tilsidst HaukHaæn hiin Snilde.Snilde Men Athelstan lod Munkene slaae Vand paa Drengen og kaldte ham Hakon og drog ham op som sin egen Sön. – Midlertid opvoxte i Norge Eyvind Findsøn og blev sund og rødmosset mendog han varvar han alligevel ikke just saa lemmefør som Hakon. Dog trivedes hverken Hakon eller Eyvind i det første Aar; men det var med dem ligesom to Duer, der længe have satsom man har adskildt i Bure sammen og som med eet blive adskilte, de havehavne da ikke nogen ret Lyst til Mad og Drikkedrikke. Eyvinds Moder var en meget kløgtig Quinde vel forfaren i gamleS Sager, saa at Find tit sagde min Quinde kunde let tiene i Kongsgaard som Skjald naar hun havde Mæle til at raabe saa det kunde høres over Sværdegnyet. Hun sad da medmeg Eyvind paa Skjødet i de lange Vinteaftener og fortaltelærte ham Frasagn og lærte ham Runer, hvilket alt Pogen fattede med overmaade sjelden Nemme. Ogsaa lærte Find ham at spænde Bue og slaae med Glavind, men dertil var han ikke altid rigtig fingernem. NaarVel han sloges med andre Drenge, som for Spas droge i Leding mod hinanden paa Sneedriverne, saa var han tit dende ringeste og bar sig meget avet ad; men saa kunde derimellem med Eet ligesom fare Ild i ham, og da gik han frem som en Vind, altingVind altingVind, alting maatte bugne for ham. DerforDa sagde FindH jeg veed ikke hvad jeg skal fange an med den Dreng thi min Lærdom bider ikke rigtig paa ham; hans Duelighed er ikke ret i hans egen Magt. Sometider tager han ved sit Glavind som om han aldrig havde seet Jern før og imellem er det som der foer en Trold i ham og han hugger saa nemt, som om det kunde være en gamel Bersærke. Moderen stod altid paa at der skulde være en Skjald af ham, thi han havde et godt Hoved, meente hun, og kjendte paa sine Fingre alle Nordmændenes gamle Slagsmaal. Disse Skjalde plejde at tjene hos Konger og Jarler ogmed Harpen i Hænde stod for Bordenden i Hallen med Harpen i Hænde og forlystede Høvdingen og hans Mænd. Tilmed droge de ud i Leding med Krigsmændene og satte Mod i dem med Sang og Strængeleg. De maatte forstaae at vendelægge Riim til deres Ord deres Ord paa en Maade som havde Fynd og Klem, men dog tillige Behagelighed. De lagde da for det meste Riim til deres Kvæde, at det kunde lyde kjønt i Ørene. Endvidere maatte de som sagt have et stærkt Bryst, thi ellers kunde man ei høre dem naar Skjoldene mødtes, ja de kunde ei engang forstaaes i Hallen naar de vare lavmælende, thi der var megen Bevægelse og Snaksomhed i Hallerne, naar Kjæmperne sade underi der Freden sade i Flok paa Bænkene. Og naar de da sangklang ret høit saa det klang i Loftet, saa kom Ordene af sig selv uden at de behøvede at tænke derpaa.derpaa; – De største og meest berømelige af dem have paastaaet at det var Gud Bragi, som gav dem det ind, men hertil fæstede Kjæmperne ikke synderlig Troe.

DetDet begyndte ogsaa snart at røre paa sig i Eyvind som om han var ret dertil fød at være Skjald. Tit laa han om Vinteren gandske stille paa Bænkehalmen saa atog Find troede han sov og gav ham haarde OrdOrd, for sin lade Natur. Men naar Faderen gik ud sang han for Moderen en Vise som han imens havde lagt og grundet paagiort. Da Eyvind var tyve Aar døde Harald Haarfager meget gamelgamelt hanog det var kunde endda have levet længere, hvis ikke Sorg over hans Søn Eriks Ugjerninger havde bragt ham i Høihøi; thi inden han døde vare alle hans Haar af bare Jamer faldet ham af Hovedet. Erik blev nemlig ægget til Ondskab af sin Hustrue Gunild deren var baaret i Finland og den argeste Troldquinde nogen kan tænke sig. Derfor sloges Kongen altid med sine Brødre om Land og dødede saa mange af dem, som kom ham for Haand. Ligerviis forgiorde Gunild endeel af Kongebørnene baade Karlfolk og Quinder. Jomfruer sade da i Granskovene og quidrede paa Quiste og Ungersvende gik forneden og brumede i Skikkelse af Bjørne. Da nu Harald var død og lagt i Høi og en Steenkrands sadtSteening lagt paa Toppen, sankedes mange Folk fra alle Norges HjørnerFolk til hans Gravøl og sad omkring paa Stenene og græd; men da Hornene begyndte at gaae rundt tørrede de efterhaande Øinene og begyndte at tale om hansH Manddom og Dannished. – Da stod der mangen Skjald op lod slaae til Lyd blandt Folket, som da sankedes om ham i Kreds, saa stak han et Mjødhorn ud og quad et Drapa. Den ene sang bedre end den anden og alle Mand raabte med en Mund at der fra Aldres Tid ikke havde efter nogen Drot været sjunget saa herligtgodt. Da reiste sig til sidst ung Eyvind stak tre Glas Mjød og grebind en Harpe fra en af Spillemændene enddaog denne saae skjævt til ham og raabte Børneværk saaledes ikke bruges naar Helte lagdes i Muld; thi ham syntes Eyvind ikke at være stort andet end en Dreng. Men alle lyttede dog og han begyndte da at sjunge.

Stolt stander SlotDrot Rød sad en Drot i det stolte Slot; Grøn stander Høi, hvid ligger Drot. I dendet grønne Høi og sort stander Slot. Som Malmen den gule Mon Lokkerne skjule Hans Skuldre saa bred HosOg Møerne blide Steeg Elskovens-Quide saa høit derved. EiDet ingen Quinde blev fri for Saar – Som hun paa det Quindehjerte blev spart for Saar, Naar Øiet fik skue hans lange Haar. I BjørneklæderBjørneklo laae tykt paa Sæder en Kjæmpeflok, Hvis Sværde bede i Kjød paa Hede, fik aldrig nok.

OgDet holde sig Ravne og Ræve til / Hvor disse begyndte paa L..ærdespil / Naar Haralds Kjæmper gik ud med Spil sorten Krage og røden Ræv Med Fjendens Aadseler mæsket blev Thi HaraldsHakons Mærke De Hellede stærke for Øie saae De Vikinger lede Om Vinde bede For flux at flye; Thi Harald stod høit i Snekkerum Og rød randt Saften paa hviden Skum

De Svenske Hunde I Norske Lunde høit monne giøe Men af deres Døde Blev herlig Giøde For Dalens Høe Og Erik mon sande at Flugten var seen Thi hullet var Pande og brudden var Been grædSaa Mandda og Quinde Lad GraadenTaaren rinde Spar ingen TaarI Norske Mænd Vor Fjende med Gamen I Fred syer sammen De mange Saar Helt rider i Luft paa en Ganger sort Og hamrer med Klodde paa Odins Port

Saa quad Eyvind med liflighøi Røst og der blev længe tyst over alt Folket, men endelig begyndte Sværdene saaledes at dundre paa Skjolde, som om det var Auktor der kjørte med Bulder hen ad Skyen, og Mænd krøbe op i Træerne og brøde Egequiste ned, hvoraf de lavede Krandse til Eyvinds Hoved; men han var allerede borte, til stor HusvalelseHusvalelse, forsom de gamle Skjalde, som syntes meget ilde om at en saa ung MandMand, skulde vinde den Hæder som de meentemeent tilkom dem. Eyvind gik hjem til sin gamle Fader og Moder og lod som ingen Ting var; men de spurgte snart Sønnens herlige Færd og bleve dervedderom overvættesovermaade glade. Find vilde endelig have at Eyvind skulde gaae til Haralds Gaard og tage Tjeneste som Skjald; men denneder havde liden Lyst dertil, da EriksH Levned huede ham saare slet og han nødigen vilde tale anderledes end han meente; dog da Faderen en Dag treen hen til ham og sagde ham at han alt havde tinget med Kongen om Vilkaarene var der ikke andet for end han maatte føje sig i det. Nu maa Du være betænkt paa en Vise sagde Find, som haverret en klinger Lyd og kan giøre godt i EriksHakons Øre. VelEet og andet kan Du jo giøre sige til er Erik denen argeste Mand som kan sidde paa en Kongestol men fordi hans Hierte er sort er dog hans Guld lige rødt og han bliver hverken bedre eller værre ved Din Lovpriisning. Eyvind taug stille hertil; men han tænkte destomeer. For at han kunde i god Mag pønse paa Quadet lod Find ham blive inde i Stuen fra Sol stodgik op til Sol gik ned og skjød selv Ryper fraFugle paa Quist, somfor at han gav ham at æde. I tre Dage sad Eyvind og grundede paa hvordan han skulde sige noget til Eriks Berømelse, uden at der var altfor meget Løgn i, men ikke et Riim vilde falde ham paa Tungen. Find skjældte ham for en ørkesløs Knøs og gav ham sleme Ord, saa at han besluttede at drage til Kongen og sjunge hvad der faldt ham ind i samme Øyeblik. DaHan kom til det Sted Stordøen, hvor Erik da holdt Huus og satte sig mellem Kongens andre Mænd EyvindErik vandrede igiennem en Fyrreskov for at vinde til Borgen saakom han igiennem han nogle kjønne Smaafugle at putte sigsmutte mellem Grenene og siunge meget favert; men een kvad..ar lifligt fremfor alle og havde den samme deilige Fiær fremfor alle. EyvindErik standsede en Stund og lytede derpaa; thi han var meget for den Slags Musik og hørte altid gierne paa Fuglerøst, da det altid forekom ham som om han skulde neme noget deraf. Men denne Fugl sang nu saa overmaade fiint. SomH han stod og lagde Øret til og saa vist paa Dyret som havde hvidegrønne Fjær Fjær over al sin Krop og en Guldtop paa Hovedet. Han sagde ved sig selv: aldrig saa jeg favrere Fugl i mine Levedage, den maa vist være af Kongeslægt i sin Nation heri Skoven. Da mærkede Fuglen paa Eyvinds Ord, drejede Hoved paa SkjønsSk og sagde:

Før har jeg været en Møe saa fiin Før har jeg baldyret det hvide Lin Nu maa jeg lide baade Hunger og Kuld Og sidde med Munden af Sange fuld Før har jeg drukket den brune Mjøde Nu drikker jeg Vandet af Kilden sød; Her sidder jeg den udslagne Dag Altid at quede er fattig Behag Den svarte Væle faae Last og Skam, Hun haver mig bundet i Fugleham; Med min Ring paa Finger i Kongearm Hun ager i min forgyldne Karm Mens jeg maa spille paa Granetap, Og finde min usselige Føde knap.

Det gik net tænkte Eyvindtænkte, men det var ikke nette Sager som der kom for en Dag; thi han fornam nu at det maatte være en af Kongeæten, som var bleven omgiort ved Gunilds sorte Kunster. Ved denne Fugl havde jeg nok Lyst ataf tøve en god Deel Dage, men Faderbud gaaer for egen Hu, dog haaber jeg vel den DagStund skal kome da jeg med sammedenne Fugl skal gjøre nærmere Bekjendtskab. Han gik nu videre og tænkte ved sig selv det vil holde hart at sige noget sødt til en Konge og Kongeviv, som giør saadan Bedrift; thi kunde jeg sjunge Sjælen ud af dem baade da det var det mig større Lyst. Han kom da tilsidst til Erik, som dengang holdt Huus paa Stordøen. Han saa til Kong Erik og giøs over hans Aasyn som var meget skulende og fælt, og var ham ikke mægtig at give ham god Hilsen men nikkede taus ad hamad ham taus. Længe sad han tiende paa Bænken, da sagde Erik, haver Du ikke Quad at byde os Eyvind, da kunde dukunde have blevet liggende hjeme i Askekrogen. Skjald uden Mæle duer saameget som Balg uden Sværdtunge. Eyvind vilde da siunge noget men han kunde ikke ret faae Munden op og den sagde da uden at han vidste af det:

Den svarte Vole faae Last og Skam Hun haver mig bundet i Fugleham.

Alle Mænd i Hallen begyndte at grine og sagde ham at være lidet drevet i Skjaldskab, da blev Eyvind bister af Skamfuldhed, stak et dybt Horn ud og sang med Dristighed uden at det laae ham Magt paa hvad der vilde følge paa. Forinden sagde han: Gierne vilde jeg tiet men nu have I ægget mig og lidet ville Ii Lystes ved det jeg nu quæder men holde Tand for Tunge kan jeg ikke længer thi min Drift bliver stor:

Harald han rider en Drauge paa Vind Rider med Graad udi Øye Harald han rider saa tung udi Sind Ind udi Sønnernes Høye Harald han sidder, ensidder en Skygge paa Steen Leger med Sønnernes snehvide Been

Erik Du est Dig saa blodig en Mand Altid er Øxerne røde Mere end Kildens det perlende Vand Ere Blodets Draaber Dig søde Derfor der siddergriner ved Nat i Din Hal Mangen en grinende Pandeskal

UdenSaa faver udi din lade Arm / Gundes den Hexeguinde / Til hende / Hver Nat i Din / Uden Blu paa Leiet Du tager i Arm Blu paa Lejet Du udi Din Arm Den ledeste Hex mon tage Med sorte Katte for sorte Karm Til hende de Finner age Saa lave de Drikke ved Stjerneskin At øde den Konningeæt saa fiin

DenDerfor sover ei den gamle / Derfor ei sover den gamle gamle Maag ei sover i Muld Men rider med Graad i Øye Han græder alt for sitdet Kongekuld Som ligger slagtet i Høye Derfor han sidder paa Bautasteen Og leger med Sønnernes brudne Been

Erik sagde Stop Eyvind, nu kan det være nok for denne Gang, saa satte han sin Tand saa haardt i Læben at Blodet randt ham stærkt ned over Skjæget. Eyvind fornam at Kongen var vreed derfor sagde han. Er Du ikke fornøjet med min Vise, da maaDu Du ikke regne mig det til Onde, thi Skylden er GudGuds Bragis, han har givet mig hvert Ord i Munden som jeg haver sjunget. Det er da snurrigt, svarede Erik, at vi begge to ere saaledes i en Guds MagtGuds Vold, at vi ikke kunde gjøre for hvad vi bedrive. Thor er min Gud. Nu river jeg Tungen ud af Din Hals, men Dunu maa skrive det paa hans RegningGud Bragis Regning; dersomthi jeg det er s Du finder det giør ikke godtikke er finder Dig , thi jeg er heller ikke min egen Herre. Derpaa fattede han sit Sværd med begge Næver og stilede det mod Eyvinds Pande; men denne lættede sinsit Strængeleeg op saa Jernet tørnede derimod, og det gav høi Lyd i alle Strængene dedet grove med de fine. Hirdmændene bade nu for ham saa han fik Lov til at gange bort; men forinden sagde Kongen til ham: Det er ikke godt for Dig atat Dig trineat at trine anden Gang ind ad min Port; thi da kunde det hænde sig at jegDu sigtede bedre og at Du derved fik saadan Forfald at Benene ikke vilde staae Dig bi til Udgang. Eyvind gik, men han var ikke meget for at gaae hjem til Faderen igjen, han gik da langs med Hardangerfjord en Dags Tid og grundede paa hvor hen han skulde begivesig sig. Han fik Øye paa nogle Kjøbmænd som vandt deres Seil op. Dem gik han hen til og spurgte hvor Reisen gjaldt. TilDet var ikke BretlandBretlang svarede de. Maa jeg da ikke age med, sagde Eyvind, thi dethi randt ham ihu at hans kjære Pattebroder Hakon, som han altid bildte sig ind at kunne huske, færdedes i dette Land. Du lader ikke til at kunne give stort i Fragt sagde Herren i Snekken, men det er endda det samme, naar Du vil korte os Tiden med Sang og Spil tage vi Dig ombord og Du maa æde med Drengene her ombord. Eyvind meente det var Tak værd og seilede bort med dem. Da de havde faret Hælvten af Veien begav det sig at StyrmandHar havde drukket sig en god Ruus i gamelt Øl og de øvrige Mænd vare ogsaa megetsa øllede – Eyvind maatte da tage ved Roerpinden; men Mørket faldt paa og han vidste ikke hvorat finde han var. Da kom nogle stolte Snekker jagende forbi med prægtige Stavne og rundt om krandsedemalede med malede Skjolde. Disse raabte Eyvind an im et Horn og eet af dem lagde Side om Side med hans Snekke. Han spurgte om Vei og fik Svar af en deilig ung guldhaaret Mand, som stod paa Løftningen af den stolteste Snekke. Som han stirrede paa ham tyktes han ham fast at ligne denAasynet af Harald Haarfager, som han døde Kong Harald Haarfager. Da raabte han glad O stærke mand Du est tilvisse Hakon Athelsteens Fostre. Den anden raabte lige i det same og blide Mand Du est slet ingen andeningen anden end min kjære Broder Eyvind. Da favnede de hinanden vel, og Eyvind sagde: Det er underligt nok ligesoma minvi Moder har fortalt at vi lagde Armene om hinanden da vi vare smaae og mødtes paa engang med Favn saa mødes vi her igien halvveis midt i det store Vand. Hakon sagde Den Gang deelte Du Melk med mig for at jeg som var en liden Purk ikke skulde svelte; saaledesmen nu ville vi fremdeles dele godt og ondt med hinanden. Først deler jeg Guld med Dig da jeg deraf haver en stor Overflødighed. SidenNu kan Du dele Hug med mig om jeg faaer nogen i Norrig; thi har stærkt Mod til at prøve om Lykken ikke vilde være mig saa god at jeg kunde kome til at raade over mit Fædrenerige – Da Hakon af Eyvind fik at vide at Erik Blodøxe holdt Huus i Vigen lod han sine Snekker løbe til Trondhjem. Der holdt han sig til Sigurd Jarl, som raabte hele Norrig sammen til et stort Ting. Eriks Mænd løb i Hobetal fra ham og løb alle Nord paa for at tale et Ord med i Tinget og der var baade Nat og Dag et stor Mandefærsel over Fjeldvejene. En Aften silde da den største Vrimmel drog igiennem Hordaland meente de at de vilde raste vedpaa Harald Haarfagers Høi Natten over; men da de sadde rundt om Højen i en Krands og vilde tænde Ild, thi de kunde ikke see at æde, fordi Maanen var heel overklædt af Skyer da skiltes med Eet Skyerne ad og skinnede ned paa Bautastenene som stode i Ring paa KongehøieneHakons og de skimtede der en rank ung Mand, der stodstode paa den højeste Steen og holdt en Harpe høit i Hænde og Maanen skinnede med sær Klarhed paa hans Hovedhaar. De bleve alle meget forbausede og vare nær ved at troe at det var en af Haralds ihjelslagne Sønner, som vildekom besøge sin Fader i Højen og klage sig for ham; men den fremede Mand slog til Lyd i mellem dem med Haanden og quad saaledes:

Oppe Dig Du Norske Kjæmpe IngenHer sig til Hvile læmpe Her er ingen Tid til DvaleDale Over Fjelde over Dale Denne grønne Dødningtue Er ei mere HaraldsHakons Stue Harald opHakon ned til Odin fløi sagde saa Hærfader milde Mine Sønner handles ilde Ei jeg sove kan i Høi Gjerne vilde jeg nu frelse Mine Mænd i Bjørnepelse Men jeg har ei Kjød paa Been Giv mig Suul paa mine Skanker Da til Norskes Redning vanker Jeg til store Tingesteen Ikke da Hærfader vilde Normænd skulde handles ilde Gav saa Harald SuulK.. paa SkankerBeen Glad i Hu han monne vanke Satte sig paa Tingesteen –

Sku kun Drottens Billede an her i Stenen sagde endvidere den fremede Mand og behold det vel i Hu sanker Jer dada da om Sigurd paa Storthinget, da skulle I see at han livagtig sidder midt i mellem Trønderne for at lade sig keise. NuNordmændene bleve sære tilmode ved dette Syn og fulgte strax vil jeg gaa foran og vi ville ingenlunde spare paa vore Been, da skulle I snart faae Eders Redningsmand i Sigte. Nordmændene bleve sære i Sind ved denne fremede Mands gjæve Tale og traadtefulgte ham rask i hans Spor for at vinde til Tinget. De kom da til den store Mark hvor de mange Stene laae i en Kringle smaa og store alt efter de Mænds Byrd, der skulde tage Sæde derpaa. Hakon steeggik ned af sin overmaade høje Steenstol og gik dem imøde. Den fremede Mand, som ingen anden var enden Eyvind tog han strax i Favn og sagdesk...: Kjære Frænde jeg var fast vreed paa Dig fordi jeg troede Du var rømt fra mig; men nu seer jeg at jeg snarere maa bede Dig ikke at regne mig til det onde, at jeg kunde troedømme saa ilde om Dig just medens Du foretog denne lange Vandring mig til Baade. Nu maa Du heller ikke nægte mig at give Dig til Bod saa meget Guld sompaa Du kan age paa en Slæde. EyvindSlæde, men Eyvind svarede: Jeg skjøtter slet ikke om Dit Guld; thi det er ikke godt at have meget deraf at giemme, for en Skjald, som har saa meget Hovedbrud foruden. Men vilst Du give mig en Skjænk da tag af det fine Træe, som Du haver ført hid fra Bretland, og lad mig deraf gjøre en Harpe som kan blive ret klinger i Bunden. Kongen svarede: Dig skee saa som Du haver sagt. Hakon steegsatte da igien op paa sin Steen og lovede Nordmændene at han vilde igjen give hver Bondemand den Odel og Frihed, som var ham frataget, naarog de vilde hjelpe ham at giennejage Blodøxen ud af Landet. Han blev da keiset af alle Mænd, og det blev der besluttet at bære Vaaben paa Erik; men da han havde fornummet at kun Faae havde Lyst at bie hos ham, da tog han den Hex Gunild, sine Børn og mange Kostbarheder og satte sig paa Ørkenøerne, hvorfra han giorde Vikingstog og sankede meget Guld paa Kjøbmandsskibene.

Da nu Hakon sad vel fast paa den store StolSteen og raadede fuldkomelig for sin Faders Rige, meente han at han skulde have stor Vederquægelse, af Eyvinds Sang og Spil, men da traadte Eyvind frem for Hakon og sagde: Nu maa Du give Orlov min Konge og Frænde; jeg har ingen Lyst til at staae her inde i denne forgyldte Hal, herder er noget er mig noget trangt. Da svared Hakon: Ney ingenlunde maa Du forlade mig nu min gode Spilleskjald. Det var mig til liden Baade at jeg fikhavde magt over de Norske Skove, naar jeg lod den fagreste Fugl somflyve fra mig jeg deri havde fanget flyve ud af min Haand. Tilmed synes jeg nok Taget sidder saa høit paa min gamle Borg, at en Spillemand kan gange herinde uden at støde sin Pande.

Eyvind svarede: Jeg gaaer dog hellere udenforuden for; thi jeg skal sige Dig min Konge, jeg haver der vel saa høit til Loftet og vel saa vidt til Væggene og hvorvel der er kun et Lys saa giver det vel saa god Lysning, som alle dine Bretlandske Glar...ler. Som Du vil sagde Hakon.Hakon Jeg vil ikke binde nogen Skjald til mit Bordbeen, hvorvel mig tykkes det kunde svare smukt igien naar Du slog paa Din nye Harpe herinde mellem de lange Steenbjelker, som bære mit Loft. Ja vil Du gaa med mig ud i det frie, sagde Eyvind saa skal Du see min Konge at det giver bedre Lyd imellem Fjeldene; naar alle Dvergene fra Steenene begyndte at quæde bag efter mine Toner.Toner I Bure maa Du slet ikke sætte mig; men Rede vil jeg gjerne have under Dit Tag og enten jeg flyver i Øster ellerog Vester da vil Du dog aldrig gange mig af Mindemin Hu dog altid drage mig tilbage til min elskelige Herre og Broder!. Ret ligesom en Kukuk eller anden Fugl aldrigaldrig flyver saa langt af Led den finder jo dog Vei igien til sin Allerkjæreste. Da nu Hakon fornam at han ikke evnede med nogen Begjæring at drage Eyvind fra sin Beslutning, da tog han ham i Lønkammer og søgte med mange gode Ord at faae ham til at troe paa den korsfæstede Herre Kristus, som han havde svoret til i Bretland; men han vilde ikke gjerne dertil. Hvad hjelper det at jegmig piner mit Hoved med at tænke paa disse underlige Fortællinger, sagde han. Det giør jo denne rige Herre hverken fra eller til om en stakkels Spilleskjald troer paa ham eller ikke. Og hvad Du siger at han er død for mine Synder, da behøvede han saa mænd slet ikke det, aldenstund hver Mand veed at jeg er en skikkelig Person, som gaaerskjø omkring med min Strængeleeg og skjøtter mig selv uden at komme nogen Mand for nær. ErTilmed har jeg slet ingen Tid til at tænke derpaa og er denne hvide Herre en fornuftig Mand, somsaa jeg ikke omtvivler, saa tænker jeg ikke han tager fortrydelig op at jegat en passerjeg ikke han kan mit Haandværk og ikke spilder Tiden med at tænketænke paa ham. Da tog Kongen igien til Orde: Det som volder mig den største Vee Eyvind! er at Munkene have sagt mig at de som ikke troer paa Kristus blive afblive ham henviste til en evig Ild, hvor De med alle Syndere altid skulle brændes. Hvad det angaaer, svarede Eyvind, da have enten Munkene sagt en skamelig Løgn, eller og denne Kristus maa være en slet KarlS, og da vil nok den øverste Gud ikke lade saadan stræng Herre længe raade for Regimentet. – Kongen taug noget stille, men endelig brød han ud med Graad: “Ilde vil mit Haab gaae i Opfyldelse, da jeg trak min Quærnebider af Balg for at tage Norge fra den sleme Erik, og da at bringe alle Mand med det onde eller Gode til at neje for Korset; thi naar jeg faae saa megen Modstand af Dig der er en saa godlidende Mand, hvordan vil det da gaa mig med dedet andre stive Halse, som altid ere vante til at lege med Staal paa Stang. Tænk Dig dog noget om min kjære Eyvind! Kan det ikke røre Dig noget ata(manuskriptet beskadiget) betragte al den Vee, som Kristus tog sig paa for den gandske Verden.Verden, Da sagde Eyvind: Skal jeg sandt sige da kan det rigtig nok krybe mig noget om Hjertet at lyde derpaa, men det tykkes mig altid at ligne de underlige bløde Tanker, som man kan have naar man om Morgenstunden ligger halv i Søvn og Drøm. Jeg kan heller ikke indsee nogen sund Mand, som kan røre sine Lemmer og er lys vaagen kan lystes ved disse ufriske Frasagn. Det er altsamen saa drøveligt at tale om og plat ud berøvet al Mandhæftighed. Jeg for min Part vil hellere mit hele Liv igjennem hjelpe Odin at stride med de lede Jætter end græde over den Tornekrone, de satte paa den østerlandske Herre. Hakon forman nok at der var ingen Udkome med Eyvind; thi han lodthi lod han ham fare for denne Gang og tog haardt men dog kjærligt i NævenHakon til Afsked. Da Eyvind havde været borte een Nat og Hakon den næste Dag alene sad imellem 6 Hovmænd, da var der en som kigede ud af Vinduet og sagde til de Andre. Enten maa mine Øine due lidt eller og jeg seer Harpespilleren kome med en Flok Piger. Da meente Hakon og hans Mænd at han foer med Tant eller havde drukket for meget Mjød; men inden de vidste et Ord af det kom Eyvind rigtig trædende over Tærskelen med de omtalte Piger. Dette gav Anledning til mange underlige Tanker. Somme meente at Eyvind havde giort et Vikingstogvikingstog og at disse Møer vare hans Rov. Men Andre sagde: Ney den samme Spillemands Hu pleier ikke saaledes at staae til Slagsmaal snarere skulde jeg troe det er Skjoldmøer som have taget ham til Fange. Men egentlig var denne Begivenhed gaaet saaledes for sig:tilføjet på en løs lap Hvor Eyvind gik hen kan man vel vide. Han havde endnu ikke forgjættet det lidet blaattoppede Kræ i Graneskoven, men saa gierne at han og den kunde kome til at tales noget nærmere ved med hinanden. Dagen stodDet var temmelig mørkt temelig paa Helding, da han naaede Træerne og han gik længe om derinde baadepaa paa Kryds og quær uden at høre enten Fuglesang eller Brum og Tuden, som Skoven ellers var opfyldt med. Her er forfærdelig tyst i dag, Fuglene pleje dog ikke saa tidlig at holde Rast, som han dette sagde lagde han sig ned ved en Kilde for at hvile sine Been ogda Mørket faldt midlertid stærkere og stærkere ned fra HimmelenHiml og meget mørkladne Skyer drev hist og her megetpaa nær ved Trætoppene. Et Steds var det for hans ØyneØyne, som om en Skye gik itu og deraf kom nedridende et fælt KvindemenneskeKvindem, som ikke var Gunhild uliig paa et Kosteskaft. Eyvind sagde til sig selv. Det var et sælsomtsælo Ridt det. Havde man mangeflere saadannesaadan HesteGangere da kunde fattig Mand og have Raad til at holdeholde Ridetøy; thi denne Ganger forlanger vist ikke meget Bugfylde, endda den er saaremeget slunken. EllersSom han vilde han endnu ikke ret troe sine egne Øine men mente fast han var alt falden i Søvn og mens han laae og anspændte sine Øinene faldt Laagene ogsaa virkelig paa dem. Han vognede igien fordi noget pladskede i Vandet og det var hvided d Jomfrukroppe som dukkede deri, da listede han gandske sagte noget længere fra dem, for at de ikke skulle blues over hans Nærværelse; men da han igien vilde strække sig paa Græsset da saae han Fjærmangfoldige af mangfoldige Farver at ligge paa Jorden og da han tog dem i Hænde da saa han at det var lutter Fuglehame og i mellemd demde alle kjendteder han ogsaa den med Guldtoppenguldt og blev derover rørt af hæftig Bedrøvelse, thi han mente vist at den af en Ørn eller anden Røver med Vinger varDu ynkelig ihjelrevet. Da hørte han henne i Badet den lede Kjepperytterske at raabe med en Røst, som han kjendte for Gundhilds

Rast er ude Piger smaae Piger prude Op vi maae Flux i Ham VilDen der nøler i nøle LastFaar i Skam / At Kjep at føle og Skam faaer i føle AfAf min Kjep / Buu min Kjep min gode Hest Skynder Jer som I kan bedst –

Da foer alle Smaapigerne meget beængstede hen til den grønne Plet, hvor de meente deres Fjærkjole var vel forvaret. De bleve da Harpemanden vaer og foer i stor Forfærdelse indtilbage i Buskene for at skjule sig. Eyvind mærkede det knap; thi han sad nedsænket i veemodige Tanker og saae vist paa de hvide Fjær, som han havde i Hænde. Men han vognede op derved at Gunild med hæsseligt Skrig foer ind paa ham: “Vel mødt Spillemand, sagde hun. Du fik ingen Betaling for Din Musik da du spillede den kjønne Vise i Eriks Gaard. Nu skal du faae den Løn, som du har forskyldt baade for den og fordi Du kommer her ubuden i mit AftenselskabNatteselskab. Hun lettede da sin Hexestav og da Eyvind vilde slaae fra sig med et lidet Sværd, som han havde hængende ved Siden i en Rem; lagde Eggenmen Eggen lagde sig uden at gjøre noget Saar og Jernet var saa vegt i hans Haand, som en Pilequist. Det kom af at Gunild ved sorten Kunst forstod at døve alle Slags Vaaben. Da rakte Eyvind begge sine Hænder op i Veiret og raabte høit

Hør mig Gud Bragi milde Mærk paa min Steme SkalLad jeg mit Liv forspilde I denne Klemme Aasthor Du stærke Med Hameren den tunge ValhalsHakon Besærke slaae saa det kan runge NaarO I de norske Drenge I Striden førte Jeg mine gode Strænge saa flittig rørte Naar for jert Alter Panden Af Tyr mon revne Da quæded jeg forsanden Af bedsteal min Evne Skal denu mit Liv forøde De sorte Trolde Ney I for mig vil bøde Med Eders Skjolde.

Han havde neppe begyndt at tage paa Strængelegen førend han hørte en overmaade stor Larm i Luften og fornam at Gunild var borte. Han saae græsselig store Skyer at seile saare stærkt i mod hinanden og somme vare hvide, somme vare sorte; men alle havde de Lighed af Mennesker, paa det nær at de vare saare meget over etMenn Menneskes FørhederFølelse og Høide. Da blev han overmaade glad og quad igien. –

Himmelens Rune Skjalden nu læser Høit i Basune Vægteren blæser.. Heimdal piber Hans Toner er Blæst Odin griber Sit Sværd og sin Hest Han Valhal tuder Til Rend mod Jetter See Trolden han spruder Sit Blod og sprætter See fra Skyen vinkerdrager blinker En Jernstang rød Den glimterslaaer og blinker Som gnistrende Glødglød

Det er Thor der rører Sit dygtige Værge Som Dundren fører Og ryster Bjerge

Nu flygte de sorte De hvide vandt See ved Himelens Porte Den rødeEn blodrød røde] røde Kandt Det er Jetteblod Paa den lyseblaa Val Tyder Slag som stod Tyder Jettefald Nu lyder i Fjeld Deres Jamermæle UnderBag KlippefjeldKlippetjeld De sig rædde fjæle Der lue de da Til Guder er borte Der kome de fra I Skikkelser sorte FraDe styrke paa Mænd / Fra / De styrke paa Mænd / Som vandre alene Stentagslæe De styrte paa Mand Som Høgen fra Træe PaaMen paa min sit Valhal den spraglede And MenHeimdal til hjelp paa Valhal / Til Hjelpen raaber naar fast man haaber Paa Guderne alle Da Heimdal raaber Til Hjelp Valhalla

Da Eyvinds Vise var til Ende, vare alle Skyerne borte ogfra Himlen Himlen var saa reen og blank som om den var fejet. Tillige var det nu meget maanelyst, saa at man kunde see hvert Blad paa Træerne. Da kom alle Jomfruerne gaaende henimod ham og han forundrede sig meget over Deres store Deilighed; dog en var baade i Reisning og Hvidhed udmærket fremfor alle, og hun havde hvide Klæder paa og et Haar, som havde stor Lighed med Guld paa det nær at det faldt mere i det Lyse. HunDe takkede ham Alle med kjærlige Ord treen ogsaa saa let paa sin Sko, at Fluer og andre Smaakræ, der kravlede i Græsset ikke toge nogen Skade derved at hun satte Foden paa dem. Eyvind fornøjede sig saaledes ved at see derpaa at han havde aldrig i sin Levetid før havt saadan Moeroe. De kom nu alle hen til ham, takkedeog ham i kjærlige Ord som deres Redningsmand og som den der ved sin Harpesang havde løst deres Troldom og toge ham i Haanden. Alene den hvide Pige tog ham ikke vedi Haanden men nejede i nogen Afstand for ham, dog blev han mereik glad derover end over det Handtag han fik af alle de Andre. Hun havde ikke Tid til at takke ham saa meget som de andre, da hun havde fundet et Sted hvor Bækken var meget klar, saa at hun kunde speile sig og der stod hun og satte sine Smykker i Lave. Han fik at vide at de vare tilsamen af kongelig Byrd og tilbød sig at følge dem hjem hvilket de toge imod. – Kong Hakon som fik at høre disse Piger var i Slægt med ham favnede dem alle vel. Men da han saae at der just var syv og han ligeviis havde syv KarlfolkHovmænd hos sig, naarsagde han han regnede Eyvind og de sex Hovmænd sammen sagde han: Man skulde troe at Spilleskjalden vilde her have et syvfoldigt Bryllup i Stand siden hansiden har taget et saa passeligt Tal Quinder med sig. Da bør det Eyvind at tage først; thi det er dog egentlig ham der har giort disse gode Børn fra Fugle. til Jomfruer. Eyvind taug stille men baade Kongen og hans Mænd mærkede vel at hans Øine aldrig vare borte fra den hvide Jomfrue. Tilsidst stod han op, stemte sin Harpe og sang saaledes:

Gjerne jeg hørte paa Fuglequad Udi Granens Loft Gjerne paa Blomsterne skue jeg gad iPaa den grønne Toft MenMen nu gjør røden Urt og Lærkernes Sang Nu gjør mig Tiden kun mere Lang.

Gaaer jeg fra Dig er min Skjæbne sort Og langsom min Tid Skuer jeg Dig da er Tiden kort og Skjæbnen er hvid Thi dertil stander min hele Lyst At hvile mig ved Dit bløde Bryst

Ei kan jeg gjøre min sang saa fiin Saa venlig og blød – Thi aldrig jeg smagtedrak den kjælne Viin Men stærken Mjød Jeg maa sige det kort og godt som jeg kan VilSkjøn Jomfru J Jomfruen ægte den Harpemand.

Jomfruen blev meget fornøjet og kunde godt lide det af Eyvind at han saaledes priste hende udi Alles Paahør. De sidste Ord derimod tyktes hun ikke godt om. – Hakon sagde: Hvad siger I dertil Alvide (Saaledes hed den deilige Jomfru.) Hun taug stille og saae noget suurt over at man vilde byde hende til HusbondeHustrue en Spillemand; men da Hakon fortalte hende at det var den Mand som han giorde meest af i Norges Land og som han agtede saa godt som for sin egen Broder, saa svarede hun: “Aa ja hvorfor skulde jeg ikke tage ham; naar I min Herre vil skjænke ham saameget at jeg derfor kan føre det Levnet, som passer sig for en Jomfru af kongelig Æt. Alting blev da saaledes klaret at Eyvind skulde med Alvilde boe paa en af Hakons Gaarde og de skulde strax have hinanden til Ægte. HakonDe andre toge hver en af de sex Hovmænd og da de som Piger i Almindelighed girne vilde giftes naar de kunde finde vendte sig nu til de andre JomfruerJomfru og sagde: Jeg veed at enhver mandvoxen Pige vil gjerne giftes naar hun kan finde en Mand, som hun agter for god nok. Nu kunde I tilsamen beseeundersøge mine Hovmænd om de ere efter Eders Hoved eller I have noget paa dem at udsætte. De toge uden nogen Betænkning hver sin HofmandHofmand og da de ikke vare saa hovmodige som Alvilde. – Der holdtes da i mange Dage et stort Gilde hos Hakon og dertil kom ogsaa endeel Kjøbmænd fra Jämteland, som falbød Zobel, Maar og andre kostelige Sager for de unge Quindfolk og der kjøbte en Hovmand et overmaade dyrebart spraglet Skind til sin Hustru og Alvilde følte stor Avind over at hun ikke havde faaet det, saa at hun i 3 udslagne Dage ikke var glad, men fældede sine modigemange Taarer. Disse Kjøbmænd vare forresten af Jämternes ypperste Mænd og holdt godt Venskab med Hakon fordi han var en saa lystig og veltalende HerreHak. Han sagde til dem en Dag: Hør I gode Svende affra Jämteland: Hvorlænge ville I ligge saaledes mellem de Svenske og Norske og bære Kappen paa begge Skuldre. Ere IEre ikke rædde for at en af Parterne skal kome med Jern i Hænde og lærebede Eder med Hug at lystre siden I ikke vilde med de gode. Rimeligt var det dog at I gave Jer under mig, da der løber Norsk Blod iI Jer. Jämtingerne loe ad ham; men han raabte paatil Eyvind og sagde: Broder min! Tag din Harpe og giv disse Mænd noget Musik og fortæl dem derhos hvad Du veed om deres Herkomst. Da quad Eyvind:

Høit over Dovre ride Kong Øisten og hans Mænd hverDe Trønder skreeg af Qvide, Naar de tog Sværd fra Lænd Ved deres stærke Lend Blod strømed dem for Fode Som Himmelvand fra Tag Mod Møer var de gode DeDem savned de i Mag savned dem i Mag

RundtOg Husets Tag de tændte / Og varmed dem derved om de tændte Tage Til Varme, ja til Lys Naar Luen hørtesda brage De sang om Jomfrukys MusikMusikken de monnemaa jeg hue Naar røden Hane gol Thi Stang var Fedelbue Og Sværdet var Fiol

En Stol af Steen lodLod reise OplandsDen hø den høje Drot Hvor I minI Søn vil keise IDa slipper I os godt skal os slippe godt De Trønder var glade At de fik hele Skind De sang fra deres Lande Med Lystighed i Sind

DeDen svære Oplands Herre sattelagde paa DrengensSønnens Svendens Sønnens Hoved Da strax en Krone rødEn st... Krands af røden Guld At lystre ham de loved ITil han var lagt i Muld / Det tænkte de Herrer mange / Imedens / i Live som i Død En bitte Drot vi fik Men er først Øisten hjeme Han lærer bedre Skik

Den stolte Oplands Herre Han loe dog ved sit Held Og agede paa sin Kerre Hiem over Dovre-Fjeld Nu tog den første Kjæmpe Den uselige DrengDrenge. Og barOg ham med liden Læmpe derudHer paa grønnengrønne Eng

Det da bade om Naade Den liden Kongemand Og fra hans Øine baade Der ranne saa meget Vand De raske Trønderpilte Bar ham paa Blokken op Hans Hoved de da skilte Alt fra hans gode Krop Hans Krop den var saa lille Den blev paa Steilen fæst Den badbade de Høgen pille Saa Raden blev til Rest HansMed Hoved de Fiske føder / Alt i den dybe Flod / De dem aldrig mødes / Mens Dovre stod Hoved blev til Føde For Fisk i dyben Flod skulde aldrigdet Kroppen møde Mens Dovrefielde stod.

Da Rygtet derom bringer OrdeL Et til Øistens Gaard Da rev han med sin Fingre Alt i sit røde HaarØre Knoerne slog i Borde Han slog dem der med Klem Eja hvor de var haarde De sade der alle fem

HansRundt om de tændte Tage / Til Varme ja ti Lys / Naar Luuen hørtes barge / De sang om Jomf // De over Dovre flyver / De flyver som en Blæst / Jeg vil slet Mænd de fored Hæst I Bondens gode Korn De kom saa snart han blæste I krumme Ludorhorn De over Dovre flyve Hr Øisten rider bedst Jeg vil slet ikke lyve De fore som en Blæst

Rundt om de tændte Tage Til Varme ja til Lys Naar Luen hørtes brage De sang om Jomfrukys Musik de monne hue Naar røden Hane goel Thi Stang var Fedelbue Og Panden var Fiol. SvartSaa monne Kongen hævne Med Blod sin kjæreunge gode Søn Saa lod han Alle stævne Ud paa den Mark saa grøn LodDer dahan Talen klinge Fra Stenen hvor han stod En Drot var Jer forfra ringe Af ædelt Kongeblod

I hued’ ikke Manden Thi fik I paa ham Has Nu skal I faae en Anden Som Eder er tilpas Flux maae I Overtænke hvo der Jer tykkes bedst Rake min Hund i Lænke Eller Trællen ved min Hest. KaareneDe laae de vaer slemme DeM grublede dogsaa fort kort De meente bedst at tæme Den Drot med Halen sort De lagdelagde saaledes over hans Øre Den gyldne Krone ned Saa grandt man kunde høre Han knurrede derved Men høit fra Findelunden De hentedhentede hid en Mand Som tryllede i Hunden til sine Mænds Forstand. De brave TrøndehelteTrønervande afTil Drottenshans Tale loe Thi naar et Ord han mælte Da bjæffede han tode

En DagDage i sinehøje Sale den Drot saa naadig sad Han logred med sin Hale Og slikkedOg var saa sjæleglad Sølverfad Da sagde Hovmænd sine Vil I til grønne Skov paa Dyrejagten ei trine Han sagde Ja, vov vov Vejene varvare vaade Det voldte Drotten Harm Marskalken nød den Naade At bære ham paa Arm Som de nu mellem Tjørne Gik frem med megen Bram, De saae to gamlestærke Bjørne Som aad dede spædestore Lam.

Da sagde HovmændMænd snilde See dog min Herre god Hvor lodne Voldsmænd spilde Uskyldigt Lameblod Norrigs Mænd dig prise For en retfærdig Mand Nu maaeMund Du ogsaa vise At her er Ret i Land

ImellemHøit monne Kongen hvide Tænder Knurred den Herre god Hans ædle Hjerte brænder Hans Svands i Veiret stod Han bød de Hovmænd følge Og sprang paa Jorden ned Man bør det ei fordølge At han gav Hals derved –

DetMen Ingen Mænd var de Hovmænd brave De loeUmaadelig de loe ved denne Fæst Marskalken holdt paa Mave Han grinte Allermeest. Drottens Lapper flinke Paa Bjørnens Side stod Han beed den BjørneskinkeBjørneskind Han beed til røden Blod

Basserne sigblev vende behænde vende De reiste dem paa To Og i den Drot behænde De satte sorten Klo De gav dem til at brume Det lød i grønne Skov De aad ham hver en Krumme Han sagde Av Vov vov Nu var de Trønder bangeBange For Oplands Rytterflok Den havde tvende Gange DeDen fristet meer end nok DetDe over Kjølen fore / Og reiste i deres Toy / Det var ei godt et skjæmte Med Oplands vilde Drot Dog stærken Kitil Jæmte Han raadede dem godt.

De over Kjølen droge Saa kom de til en Skov, Som de med Øxer sloge Og jævnede med Plov De JämtelandJænteland det nævner Og bygged deri Mag Huse af bedste Evne De bygge der i Dag

Eyvind sang dette Skjæmtequad med megen Alvorlighed og JamtelænderneTrønderne bleve særdeles lystige derover, især da de havde drukket meget Øl og Mjød. De gave dem da saaledes til at lee at Flesket nær havde blevet dem siddende i Halsen. – Hakon sagde da til dem: Nu havesee I Eders Herkomst I hørt edersEders Herkomst fortælle og det er jo af dette Sagn gandske klart at I ere Rømningsmænd; som ere løbne bort fra eders Norske Huse; thi haaber jeg at I ei vægrer eder ved at erkjende Normannakonningenn, for eders rette Herre. Jämtelænderne stode strax op og svore at lyde og tjene Hakon i eet og alt, og de bleve af hans allertroeste Folk da de ikke vare vundne med Sværd; men ved vennesæl Omgang. Da Hakon og Eyvind bleve ene, sagde Kongen: Kjære Eyvind! Jeg troer Guderne have sendt Dig ned til mig, for at beskjærme og udbrede min Magt og Velstand. Hvorledes skal jeg tilfulde takke Dig for alle de Tjenester Du viser imod mig. Det er dog klart at det var meest din lystige Vise som skaffe mig Magt over Jämt. Eyvind svarede: Naadige Drot og Ven. MaaSk Du jeg blot beholde Din Kjærlighed og maaleve med leve med mig indtil de grave mig ned i Jorde, da forlanger jeg Intet andet her paa Jorden; thi Du er mig ligesaa kjær som min Quinde, og noget til. Men skal jeg miste dig, da duerformaaer det ikke noget med min Spil og Sang. –

Eyvind opholdt sig endnu nogle Maanedernogen Tid med sin Hustru hos Hakon og Kongen talte imens ofte med ham om at han skulde lade sig kristne; men han vilde ingenlunde lade sig overtaleoverlade dertil. Hvorfor sagde han skal jeg hengivehengiven mig til den megen Bedrøvelse, da Guderne have lavet det saa godt for mig her paa Jordeni Verden. Jeg har Evne til Spil og Sang, hvormed jeg kan forlyste baade mig selv og andre. Jeg har en Ven og en Viv, som jeg elsker overalt. Hvad skulde da bevæge mig til at lade af med at elske Verden. Jeg, for min Part holder for at det er meget bedre at have et godt stærkt Legeme at fornøje sig udi, end at blive til en Skygge. Kongen mærkede at det ikke hjalp at spilde Ord herpaa, hvorfore han lod af med saadanne Samtaler. – Da de skulde til at skilles ad, talte HakonKongen endnu med Skjalden om hans Hustru Svanhvide og sagde til ham:

Dersom du vil eje denneden Quinde i Roe, da maa Du pusle noget mere om hende; men Du gaaer saa tit og strøifer omog si i Skovene og kommer silde hjem, naar hun allerede har sovet en god Stund. Det gaaer ikke an. Du maa tvertimod gantes noget mere med hende. Du komer til at nappe hende imellem kjærligen i Skindet, klappe hende og drivehavd alsaadan den kjærlige Tant, du kan hitte paa. Skam faae den der giørNey, sagde Eyvind, detdet gaaer aldrig an bequemer jeg mig ikke til. Jeg er for gamel til saadantet Børneværk. Tilmed er min Viv saa liflig af Aasyn at jeg var en nedriget slet Karl, dersom jeg nogensinde tvivlede paa hendes Troskab, der staaer saa grandgivelig afmalet i hendes Øine – Hvad det angaaer sagde Kongen, da har jeg flere Gange seet Quindfolk, der have været glatte i Huden og klare i Øjesynet, men som man dog ikke just har kunnet lide paa. Men vi ville ikke tale videre derom. Jeg vil derfor blot bede Dig at tænke paa engang imellem, hvad HakonEyvind har sagt Dig. – Det var slet gjort om jeg gjorde det, og det skal med min Villie aldrig kommes i Hu, saa at Du for den Sags Skyld kunde have sparet Mundlæderet, men ikke desmindre takker jeg dig for din kjærlige Omhu. Nu agede da Eyvind bort med Svanhvide, og de meente at kunne vinde hen til en Gaard, som Hakon havde givet dem inden Aften faldt paa. Men allerbedst som de fore igjennem Skoven, hvor Gunild før havde drevet sit Spil, da sprang et sort Utydske frem af en Busk og satte sine Kløer i Reendyret. Svanhvide skreeg slaae til det med Harpen. Men Eyvind var bange for at Strængene skuldeStrængene tage Skade, dersom Bæstet fik Kløerneen deri, da det tyktes ham uden for al Tvivl at dissedet ikke vilde lege saa fiint dermed som hans Fingre plejede. Han famlede derfor efter et lidet Sværd, som han havde giemt i Halmen der var stoppet omkring Svanhvides FødderFøder; Men inden det lykkedes ham at faae fat derpaa, laahavde allerede allerede Renen paaog Ryggen og sprættede i Luften med alle fire Been. Da rev Svanhvide i sit lange Hovedhaar og sagde: Jeg er da uselig faldet i denne Mands Hænder, som for at spare paa et elendigt Stykke Træe bringer mig i en saa stor Livsfare. Hvorledes vil Du nu rede os ud af denne Nød. Eyvind blev meget fattig ved dennedisse haarde ukjærlige TiltaleTilsi; men han tog sig dog i det og sagde: “Elskede Viv! Vi maae takke GuderneU for at Udyret igien søgte Buskene og de hjelpe os vel ogsaa til vort Hiem, naar vi give dem et Ord for detder. – Troer Du da, sagde Svanhvide, at jeg er vant til et saadant Landstryger-Levnet, som Du førerhar, troer Du jeg kan finde mig i at træde med Fødderne i den høje Snee, for at vinde de mange Mile, vi endnu have til Gaarden. – Favre Veninde, svarede Eyvind, det være langt fra mig at jeg skulde ladelage Dig gaae, saalænge jeg har min Førlighed. Jeg vil tage Dig paa mine Skuldre thiog saa længe jeg kan orke, skal Du ikke lide nogen Besværlighed. Saa tog han Harpen i den venstre ArmHaand og Quinden i den høire og begyndte at gaae meget møisommelig frem i den høje Snee. Da han havde gaaet etnoget frem godt Stykke begyndte Sveden at rinde ham ned over Kinderne og han stønnede stærkt. Tænderne klaprede derimod i Munden paa Svanhvide og hun rystede ligesom Bladene paa en Piil. Saa at det ret var underligt at see hvor deres Legemer vare ligesom deres Hjerter, da Eyvinds Kjærlighed ogsaa var meget heed, hvorimod Svanhvides var aldeles kold. Eyvind var færdig ved at daane af Mødighed, men fandt sig dog i det med stor Taalmodighed, da derimod Quinden gav sig til at græde bitterlig, og ønskede at Eyvind hellere havde ladet hende sidde som en Fugl i Skoven, i hvilken Tilstand hun dog havde Fjær til Skjærm for Kulden, da hun nu derimod maatte fryse ihjel. Harpemanden satte hende ned et Øyeblik for at puste, da forlangteforlange hun at han skulde giøre Ild paa, da hun ellers reent maatte forkome af Frosten. Hendes Husbonde forestilte hende at de nu vare i en bred Dal langt fra alle Træer og at det følgelig vilde være ham en Umuelighed at bringe noget Baal tilveje. Hun foreslog ham da at tænde Ild i Strængelegen, hvorved hun dog kunde faae nogen Varme. Da blev Eyvind saare forfærdet og sagde: “Min Allerkjæreste, hvorledes kan Du føre det over dit Hjerte at forlange saadant af mig, hvorledes kunde du være i Stand til at berøve mig minal Livsens højeste Lyst og Glæde, for at blive for en stakket Tid opvarmet; men hun blev ved at bede ham og sagde at hun slet ikke kunde begribe hvi han vilde have hende til Hustru, naar hun var hamhende saa ligegyldig at dettehv dødedyre Spilleværk var ham dyrebarere end hendes Liv og Helsen. – Da sagde Eyvind Skjøndt jeg derved faaer et saadant Smæk at jeg vist aldrig bliver til Mand meer vil jeg dog føje dig, naar du kuns først vil tilstæde mig at spille et Stykke fortil Afskeed at tage Afskeed med denne gamle Ven. Da satte han Legen tæt op til sit Bryst og quad:

Naar Gubben staaer ved Graven med Vand i Øye KrummetOg maa til Krykkestaven / Sin Krop nedbøje til Krykkestaven Blandt Kjæmper høje NaarNaar den i Jorden de i højen sætte Den nye Krukke Da kan Du sagtens gjætte Hvi han maa sukke Det er hans Søn de giemme For sultne Ravne HanHak hører ei hans Steme Kan ham ei favne Saa skal jeg aldrig høre Dit stolte Mæle StrængenEi maae aldrig røre Paa brune Fjæle. Dit Maal saa herligt lyder Paa vilde Vænge Ei nu Du Kjæmpefryder Skal klinge længe Og naar da Eyvind sørgerspørger I Krogen stille Og Mand og Quinde spørger Om jeg vil spille Da maa sig Eyvind skame Og intet svare O Du min dyredyrebare Rame O Guldstrænge rare Brist da med Klang Du Drapaquæder Du toner sidste Gang Og Eyvind græder

Da han det havde siunget giorde han et saa hæftig Greb i Strængene at de brast alle tilsammen og handet gav Ligesom et høit Skrig knuste i det samme Legen imod en skarp Steen, saa det gav en Lyd ligesom et vildt Skrig og Svanhvide ræddedes derved. Derpaa slog han Ild og lavede i Taushed et Baal og Quindenim talede imens heller ikke et Ord. Da de havde siddet lidt ved Baalet kom der en Bretlandsk Kjøbmand kjørende med mange Slæder. Denne Mand var klædt i kostelig Tøi, hvilket var baldyret med røde, hvide og blaae Stene. Da han fandt EyvindS og hans deilige Viv ene paa Marken i den svare Kulde, lod han sine Trælle gjøre en storet stort Brand tilrede og bad dem leire sig derved hos ham. Han lod dernæst hente sjeldne Spisevare og fine Drikke ned fra Vognen, hvorvedog de quægede deres Sind. Især gav han Eyvind stærke Draaber i hans Bæger, som skulle fremme Søvnen hos ham og da nu den trætte Spillemand snarts. slumrede ind, tog han hans Kjæreste ved Haanden og berømmede med mange og søde Ord hendes liflige Skikkelse. Dette huede Svanhvide vel; thi hun saae at Kjøbmanden var en meget lækker Herre. Endogsaa da hanhun rakte Munden hen og vilde kysse hende, giorde hun liden Modstand. – Om Morgenen da EyvindEr lukkede sine Øine op, da var baade KjøbmandenSpillemanden og Svanhvide borte. Han sprang forskrækket op og raabte hendeshøit Navn saa det lød vidt over Marken; men han fik slet ingen Svarsvar ei engang af Dværgmæle, da der ingen Fjelde vare i Nærheden, som de kunde svare igien fra. Han løb længe om indtil han mødte en liden Elv, den satte han sig ved; men blev saa bange for sit eget Aasyn, som speiledes derved og saa forfærdelig elendig ud, at han atter foer derfra uden at videhvid hvorhenva. –

Hakon og hans Mænd redefore om i Skove og Dale og joge de vilde Dyr, da Kongen gierne vilde forslaae de Griller, som Eyvinds Fraværelse foraarsagede hos ham. Mens Hakon nu engang stod med Bagen imod en Gran og satte sin Hage paa Skaftet af sit Spyd, da hørte han at hans Hovmænd raabte “Her har vi Spillemanden!” Normannakongen løb forundret derhen, da saae han gandske rigtig Eyvind ligge taus paa Jorden. Alle Mand spurgte ham hvorfor han laae der saa alene; men han var ikke meget for at tale og sagdesagde mumlede kun nogle enkelte Ord. Da sagde en af Kjæmperne, “Hvad er det han mumler i Skjæget? Han taler noget om en Bretlandsk Kjøbmand. Man skal see at han har solgt baadebaader sin Kvinde og Strængeleeg til den same Handelsmand og faaet Kalk derfor, som han har hvidtet sine Kinder med. – En anden sagde: “Nej det lader snarere til at Ansigtet er frosset af ham, og at han har lavet sig et af Snee og sat i Stedet. – En tredie sagde: Nej jeg tænker han har slaget Svanhvide ihjel, og gravet hende ned her i Jorden og vil nu selv staae her i Stedet for Marmelsteen til hendes Ihukomelse. – Ved disse Ord sloge de en umaadelig Latter op. Men da Kongen havde hørt Sagens Samenhæng, sagde han meget til Eyvinds Trøst, og sluttedesagde da tilsidst med de Ord: Nu har Du da nogetingen ei mindre Aarsag til at elske Verden over alle Ting, og Du. kunde for den Sags Skyld, gierne give Diggive Kristus i Vold. Men Eyvind sagde: Hvi skulde jeg ikke elske Verden, naar jeg der i haver en saadan Ven som Dig. Forliset af en QuindeNordmand maa ikke længe klemme Vand af en Nordmand. Harpe, saadan som den jeg havde faaer jeg aldrig meer; thi den sluttede overmaade passeligt til mit Bryst; men dens Strænge vare kanskee for spinkle til at baldre i norske Bersærkers Øren. Nu maae Ii bryde tre ranke Grene af et Grantræ og øge dem sammen og splintre Panden paa den meest glubende Bjørn, der gaaer i Norges SkoveG. Den vil jeg rive Tarmene ud af Livet paa og tvinde Strænge deraf. Og da herop Ii Norske Kjæmper ud paa den vilde Val, det skal rumle for Jeres Øren, saa I skal mærke at Eyvind er ikke forknyt endnu. man føjedeHer føjede man Eyvind og giordex et saadant Redskab som han forlangte, hvilket siden efter for sin dumpe Lyd blev kaldet Brumlebasse.Brumlebasse Derpaaog man drog drog Hakon, Eyvind og alle Hirdmændene til Stordøen, hvor de levede i megen Fryd og Gamen. Som de engang sade ved Davrebordet, blev Eyvind kaldt ud af en af de Dagvægtere, som stode paa en høi Vare og kigedesaae altid ud over Stranden for at mælde det for Kongen, naarhvis Gunilds Sønner stævnede mod Landet. Da bleve Baunerne tændte fraog den ene Ende af Landet til den Anden og alle Mænd som formaaede at bære Glavind sankede sig om Kongen. Men for at ikke saadan Larm skulde skee for Intet, havde Kongen bestemt at den der sagde falsk Tidende om fiendtlig Overfald skulde have sit Hoved forbrudt. Derfor kaldte de Trælle, der stode paa Udkik Eyvind til dem pegede med Fingrene ud over Vandet og spurgte om handa ikke syntes der kom fiendtlige Snekker.Snekker Han spurgte om de vare forblindede siden de kunde tvivle paa hvad enhver gandske rivelig kunde see med sine Øine. Tilmed skamede han dem meget ud for deres storef Utroskab da de af Angest for deres uselige Liv, havde til stor Fare for deres ædle Herre ladet Fjenden løbe saa nær ved Land, Sprang saa hurtig ind i Kongens Gaard, sparkede Døren op med sin Fod og stodog paa Tærskelen og quad:

Nu er ingen Tid at æde Væk med Mjød og fede Skanker Nu deret andet Gilde vanker Naar I ud paa Marken træde. Op fra Eders lade Bænke Trækker paa de blanke Hoser Hænger Sværd ved Lænd i Lænke Rask herud og planterplukker Roser Røde Roser i det grønne Pynte vildt i Morgenrøde Den der agter for en Bønne Livet er ei værd sin Føde Høgeflok fraOver Søe fra søndre Hjørne Med med staal staalblanke Kløer brede Søge Bjergets Kongeørne Vil slaae ned i deres Rede.

Da sprang Kongen op, sparkede Bordet over Ende og slog paa sit Skjold. Jeg kjender Eyvind for saa god en Dreng, sagde han, at han ikke bringer os Hærsagn, uden det er sandt. – NuDa de kom uden for drog Kongen sin Brynie, giordede sig med Quærnbideren, satte en Hjelmblank paa Hovedet af drevet Guld, der havde en overordentlig Klarhed.Klarhed, Da blev Eyvind rørt af Forfærdelse og sagde til Kongen: Vil Du nu min Herre! med Magt gjøre dit Hoved til Maal for Fjendens Pile. Den Hat Du har derpaa skinner jo ligesom en Sol, og Fjenderne kunde gjerne lukke det ene Øye og endda pege lige paa den med deres Buer. Lad den kun glimre som Solen sagde Kongen, destobedre kan den falde mine Svende i Øinene, og jeg mener ikke de skulle gaae Krogveje naar de følge efter den. Og dersom de da fornemme at samme Sol gaaer ned, mager de det nok saa at den kan gaae ned i dygtig Rødme ligesaavel, som den der er paa Himelen. – Da de kom udenfor, mærkede de at Fiendender var saa stærk at de kun kunde stille en Mand imod syv. Hakon spurgte derfor sine Mænd om de vildeville helst falde med Ære eller flye med Skam, da der ingen Udsigt var til Liv i Rend mod saamange. Alle tilhobe raabte atAt de vilde følge deres kjære Konge i Liv og Død, og at de gik frem saa længe Benene kunde bære dem. HakonDertil takkede dem og blev derover ved godt Mod. Ogsaa Eyvind blev hæftig lystigglad sprang om og raabte: “han var glad over at han kunde komme til at prøve om der var god Lyd i hanssin Brumlebasse. Derpaa førte han sit Folk lige mod Fjenden og ved hans Side, gik der en drabelig Kjæmpe som hed Torjolf og næst efter Kongen gik Eyvind, med Strængelegen i Hænde og sang saa det kunde høres fra den ene Fløi af Kjæmperækken til denen anden:

Hid komme Svin Fra de danske Skove Over salten RimRiin Over fraadende Vove Af Blaatand de agtes For tykke og fede Thi skulde de slagtes Paa Norriges Hede

De klemte nu paa hinandenaf af alle Kræfter og Hakon tog saa hart paa at Sveden snart gik ham ud af Panden. Han krængte da Brynien af og smed den langt ud i Marken, hvorpaa baade han og Torjolf toge Sværdet i baade Hænder, gik langt fremigi for BanneretBarnet og trængte igiennem Hæren baade paa langs og tværs. Baade Hielme og Skjolde maatte briste for deres tunge Hug; thi KongenH og Torjolf vare lige stærke. I den anden Hær gik iligemaadeiligemaad Alf Askemand og Evind Skreja haardelig frem og dafor at de kunde kjende Kongen paa den forgyldene Hjelm, gjorde de sig især Vei mod det Hjørne hvor den glimrede, da de havde meest Mod paa at rame ham. Da Eyvind Skaldaspiller saa at saa mange bar Vaaben imod Kongen, at de let kunde overvælde ham, kastede han en Hætte over HielmenHiele, uden at han blev det var. Saa quad han igien:

FremFrem Drenge fra Klippen / Lad Køllerne klinge paa Bølgerne blaae / paa Kjortel af Staal modige Drenge Paa rygende Vænge Med blinkende Stang De Sværde som kime Saa herlig sig rime Med Strængenes Klang Vi hugge og syngeom Slynge En Krands vi vil slynge Om Drotten saa bold Af Glavind de blanke Af LandserSpyd de ranke En glimrende Vold. Skam Dig Du Kryster SomI Ren stander og ryster Mon KoldenSom Kolden DigDu har tvang See Halvor kan stævne Og Bane sig jævne Hvor Vejen er trang See Einar kan rave Hans funklende Krave Fik sværlig Rift. HansD Daad den stander For Torjolf den langeFor Torjolf lange gjør Dansken bangeEr Dansken bange / i vreden Dyst De vende ham bag I Mark han stamperHan gjør saa lyst Som Hoppen tramper, Giør Tordenslag. Odin gamle Til Hielp du samle Din Asa-flok Da TyreneOx fede Med Blod skal væde Din Alterblok.

Frisk lader os holde De runde Skjolde For vores Drot BagH Muren vi bygge Hans Lemmer er trygge Som i hanssit Slot

Da Evind Skreja ikke mere saa Hakons Hjelm, skreeg han “Skjuler nu Norges Konge sig, eller er han faldet, eller er han rømt af Marken. Og nu fore han og hans Broder Alf Askmand frem som vilde og galne Folk, hujede og slog om dem saasom ingen kunde kome dem nær. Da Hakon hørte at derdet var Spørgelse efter ham, raabte han: Hold frem som Du stevner Evind, Da vil Du finde Normannakonning. Han foer da som et Lyn til det Sted, hvor Røsten kom fra. Torjolf vilde tage imod ham; men Kongen sagde mig vilde han finde selv skal jeg og tage imod ham. Mens de saaledes vilde begge trænge dem frem kom Evind rendende med opløftet Sværd og huggede mod Hakon, men Torjolf gav ham saadant Sæt for Bringen med sit Skjold at han ravede ved det. I det same slog Kongen ham med Quærnbideren saaledes paa Issen at Sværdebladet gik ned imellem begge Øinene, saa at Hovedet skiltes ad i to Stykker, som faldt paa begge Skuldrene og i det same satte Torjolf sit Spyd ind i Hiertet paa Alf Skraja. Da Fienden saa at deres to ypperste Høvedsmænd vare slagne begyndte de at vende dede de Norske Bagen; men den blev ikke uden Saar; thi Hakond og hans Mænd vare bestandig i Hælene paa dem og slog dem med Skarpt. Da Gunilds Børn næsten havde naaet deres Skibe, saae man et underligt Syn. En Skye drev bestandig efter Hakon, og nogle vilde paa den see en gamel Kjæling ride paa en Stav med en Harpe i Haanden. Med eet fløi fra denne Skye en Piil som svævede længe i Luften og tilsidst traf Kongen saa at han segnede paa Marken og i det same gik Solen ned. Nu bleve de Norske Kjæmper reent rasende og fik fast alle Bersærkergang. Kuns nogle faae bleve med Eyvind Skaldaspiller tilbage hos Drotten de Andre fore som vilde Dyr imellem Fjenderne, hvilkeog af Forvirring løb forud i en stor Deel ud i Havet og i Heden fulgte mange Nordmænd efter saa at deres Staal endnu mødtes under Voverne inden Vandet qualte dem. Da NordmændeneNordmændene saa at der ikke var nogen flere levende Fiender paa deres Land men at alle havde reddet sig til Skibene, gik de tilbage til deres Konge. Han laae i Eyvinds Arme og svømmede i sit Blod, som ikkedet paaen nogen Maade vilde lade sig standse. Kongen blev altid blegere og blegere og Eyvind ligeledes. Alle Kjæmperne stode tause i en Kreds omkring dem, saa at der var saa stille, som i Høien hos een død Mand. Da talte Hakon med svagt Mæle disse Ord

Norske Mænd og Brødre! Den Soel der nu gik ned, er saavidt jeg kan mærke den sidste jeg faaer at see med disse mine Øine, da snart alalt den Væde der er varer I mig er strømmet ud her paa Græsset. Mærker derfor min sidste Villie. Her er den Kongering, som min Fader har baaret og som Sigurd Jarl har sat paa mit Hoved, den maae Ii bringe Gunilds Sønner; thi der er Norsk Kongeblod i deres Aarer. Hils dem at de maae ikke giørevi mine Venner Fortræd, fordi de vare dem saa haarde i Dag, men søge ved Mildhed at vinde deres Hjerter ligesom jeg gjorde, da vil de i dissederes go gode KjæmperSkjolde have et Brystværn imod alle Avindmænds Hug og Stød. Jeg har altid haabet at blive ringet til Hvile af Kristenklokker og ligge under en Tue med Kors inden for de hvide Kristenmure; men jeg er det ikke værd, thi jeg har svajetvaklet som et Rør mellem Odin og Kristus, og hvem af dem der skal have min Sjæl det veed jeg ikke. Derfor kan I gierne tage mit Liig paa Eders Skjolde og sættelægge i min Rustning som jeg her ligger i en Hedninghøi paa vild Mark, eftersom Eders Fædres Viis; thi vil den hvide Kristus lukke mig sin Dørsine Døre op da finder han mig nok iI hvor jeg giemmesligger. (DerpaaNu reiste han sig overende med Haanden paa sin Vunde og sagde med hæs Røst), “og nu Farvel mit elskte Folk, Tak for Eders Trofasthed imod mig. Vidste jegGid Gunilds Børn maae mene Jer det saa godt som jeg har meent det, da vilde jeg med Glæde Lukke mine Øine iI. Og Du min blide Broder og Ven Eyvind, som altid har været mit Hjerte næst i Vel som i Vee. Du har nu hverken Harpe eller Viv eller Ven, og Du kan aldrig faae dem igien uden af den Korsfæstedekorsfæstede – – her kunde han ikke taale at tale meer han saae endnu engang omkring paa sine Folk og sagde Lever vel mine Børn tilsidst stirrede hans Øine paa Eyvind, menog dermed gik de ogsaa i og han faldt tilbage paa Ryggen udenmed Liv. – Somme af Mændene græd høit og holdt deres Skjolde for Ansigtet, andre stode med Armene lænede paa deres Hellebarder og saae med vilde ØineØinene ned paa Jorden, som om de vare vrede paa Nornerne fordi de havde raadet det saa ilde for Norges Land. Andre stod gandske stive ligesom Steenstøtter rørte af sørgelig Forbauselse og tabte baade Øxer og Sværd ud af Hænderne –

I tre Dage grove de en Høi paa Nordhordaland og græd ved et hvert Spademaal, de toge og deri satte de ham ligesom han havde gaaet i Slaget. Men Eyvind stod paa Toppen medog et sørgeligtl Ansigt og sang:

Hold ikke Din Haand for din vaade Kind Du Granens bedrøvedesørgende Broder ViisLad Taarerne skue med freidigt Sind Du kun Din Taare med freidigt Sind Som Barnet for Fader og Moder Thi Hakon ligger i Mulde SnartHans Been de grønnes grønnes hans Been af Kulde

JaRet ret som den liden Fugl paa Quist Sig klager alt for sin Kjære Saa ville vi sørge fordi med List Troldquinden slog vores Herre Kling ynkelig da mine Strænge Som Hyrden fløiter paa Enge Du venlig varst som et Dalens Lam Naar med Fred Du sad i din Stue Men stod Du i Stridens raslende Ham Da maatte Niddinger grue Sov dasødt Du mildestærke Du stærke Due og vilde Bersærker

HverHver Anden gaaer hjem til Anden gaaer atter til KjæmpernesKjæmperne Rad Og glemer med Tiden sin Møde Men Eyvinds Sjæl bliver aldrig glad Fra den Tid hans Elskede døde ThiThi klynker vil jeg alene / Som H paa Strandens Stene / Mulm og Stene ham skjule Saa dybt i en drøvelig Hule

Eyvind vilde ikke være tilstede danaar de udraabtegiorde Harald, Gunilds ældste Søn til Konge over Norge; endskjøndt denne tog det meget ilde op at handennes ikke lige som som dog var hans Frænde ikke ligesomkunne Hakons øvrige Hirdmænd kom for at faae Tilgivelse af ham og træde i hans Tjeneste. Men Eyvind kunde i Evighed aldrig gleme ham det Stykke af at han havde været Skyld i hans gode Konges Død. Han lod sig da hente til ham og bad ham quæde en Vise. Da greb Eyvind Leiligheden for at sige Harald den rene Sandhed.Sandhed, Jeghvilket han giorde ogsang disse Riim i alle Paahør har sagde han engang quædet en Vise for Din Fader som jeg ikke fik til Ende, nu kan jeg med Din Forlov synge den ud. Han quad da disse Riim:

Kong Erik var sig saa blodig en Mand Hans Øxer altid var røde Mere end Kildens det perlende Vand Vare Blodets Draaber hamDig søde Hver Nat green udi hans Halle Hans Brødres Hoveder alle

Uden Blu paa Lejet han i sin Arm Den ledeste Hex mon tage Med sorte Katte for sorte Karm Til hende de Finner age Saa laved de Drikke ved Stjerneskin At øde den Konningeæt saa fiin. Hendes Søn er endet vantreven Ting Hans BagRyg er mærket med Staalet Som Kræmmer rendte han rundt omkring Nu haver han Kronen stjaalet Som andre jorderJorder den Døde Saa jorder han Guldet det røde. Som Ræven lusker i dunkle Krat Alt udi sin røde Kjole Saa slog han vor Konge med Trolddom brat Da Ugler blandt Hexene gole Brav Mand vi lagde i Høje En Nidding staaer os for Øye

Harald raabte at derhan ikke laae ham meget Magt paa enten saadan liden Hund bjæffede ad ham eller ikke da han meente at have god EvneLeilighed til at stoppe Munden paa den. Men Eyvind lod ham vide at den Hund han talte om vilde stræbe desbedre at bruge Munden mens den endnu havde den i sinsine Magt. Da vilde HaraldHakon strax lade Harpespilleren dræbe; men han turde ei for sine Mænd, hvorfore, han gjemtesk Hævnen i sit Hierte til en anden Leilighed. Eyvind gik da ud i den vilde Skov og byggede sig en Hytte, hvor han boede i 3 Aar og der blev aldrig seet Lystighed paa hans Ansigt fra det Øjeblik af han saae Hakon falde paa Marken. Han sad hele Dagen med Albuerne paa sine Knæe og Hagen i den flade Haand og tænkte paa sin uforglemelige Ven og Herre.

– Harald lod ham skikke Bud om han vilde gjøre Venskab med ham og synge i hans Borgstue; men EyvindH lod ham sige igien at han havde tjent een Konge saa god at han ikke havde Lyst til at tjene den Anden. Kongen meente at han betænkte sig nok, naar Sulten drev ham ud af sit SkjulSkjulested. Men heri tog han feil da Eyvind ikke bekymrede sig meget for Føden; thi det bares ham for at han ikke mange Dage skulde overleve sin Ven. En Sølvdolk havde Islænderne sendt ham fordi han havde lagt et Quæd paa Riim til deres Berømmelse. Den gav han bort for Brød paa det at han i Roe og Eenlighed kune sidde og overlade sig til sin Bedrøvelse. Han meente i Følge Kongens sidste Ord at Kristus havde maaskee taget al Held fra ham paa denne Jord for at han skulde vende sig med Troe til ham. Men nu var hans Hjerte af Sorgen blevet haardt og koldt, saasaal at han sagde ved sig selv: Dersom Kristus mener med det Onde at tvinge mig til at tjenesi sig, da harkjender har ikke Eyvind ret han giort en feil Regning, da holder jeg mig hellere til den gamle eenøjede Mand, skjøndt han paa den senere Tid har været temmelig hjelpeløs imod migi(manuskriptet beskadiget)

– I Skoven, hvor Eyvind levede listede sig hist og her en enkelt Munk frygtagtigen om mellem Træerne. Det varDet vare en Rest af dem Hakon havde hentet fra Bretland og som endnu ikke vare ihjelslagne af Hedninger. DisseHedninger, og som havde opofret al den Tid de kunde vente at leve i Verden til at giøre Kristi Kirke større. En af disse kom til Eyvind en Morgen, da denne mindst tænkte at findes af noget Menneske i sit LundehusSkovhuus. Han blev derfor meget forundret ved at see en Mandbleg i en stor sort Kappe med et lidet sygeligtbleegt Ansigt at træde hen imod ham og troede fuldt og fast det var en Skovtrold. MandenHan begyndte at præke om Kristus for Eyvind; men denne bad ham. gaae sin Vei. Da Munkenhan mærkede at Spillemanden var saa stivsindet, begyndte han at tale med ham om de fordømte Sjæles evige Pine og brugte haarde Trudsler mod ham. Da blev Eyvind vred, lættede sin storeH Harpe ogsom slog ham i det blege Aasyn, saa det drønededundrede i Sangbunden og Munken faldt baglænds om i Daanelse.Daanelse

Eyvind ventede paa at han skulde staae op igien; men han giorde for det første ingen Mine dertil. Da sagde han ved sig selv ikke skulde jeg dog troe at han har havt saa mør en Brask, at den skulde briste for saa lidet Slaget, gik hen og sparkede ham med Foden og sagde: Stat op Kristenmand her haver Du ingen bequemelig Hovedpude at hvile paa. Munken fik Veiret igien reiste sig og gik ud af Huset men sagde først: “Vor Herre forlade Dig at Du haver saa mishandletilde o en Herrens Tjener. Jeg er slet ikke vred paa Dig derfor, da Du est en saa blind Hedning,Hedninger. at Du ikke haver bedre Forstand og veed det vilvel blive Dig selv til størst Vee, naar Kristus kalder os til Doms. Eyvind syntes det var underlig Viis at bede godt for den man faaer en bruden Pande af, men han kunde dog ikke nægte at det var smukt giort, og fortrød at han havde givet den sorte Mand saa kort Beskeed. Derfor tog han bedre imod andre Munke, som havde søgt Redning i Skovene og hørte taalmodig paa de hellige Fortællinger, de altid kom med, da han meente dermed at giøre dem en Fornøjelse. MenDog jo flere da han havde hørt ret mange af dem, gik de ham alt mere og mere til Hiertet og dethave drømte derom hver Nat løb ham om i Hovedet naar han sov. En Aften sad han meget bevæget og tænkte paa sins Ven Hakon, sin Viv Svanhvide og sin bretske Harpe, da de Ord randt ham i Minde, hvilke Hakon havde sagt førend han Døde, at han kunde intet faae igien af det, han havde tabt uden af den Korsfæstedes Haand, men han kunde ikke faae nogen Mening i disse Ord. Mens han sad og grundede derpaa faldt han i Søvn. I Drømme kom Kristus til ham somog en deilig Mand med sorte krusedest Haar og stod i DørenHytten af hans Hytte, og spurgte om han havde Lyst til at seefaae sin Ven og Hustru ogHustru, og HarpeHarpe igien. Da syntes han at han gik hen og kyssede Kristus paa Haanden og sagde hvis det kunde skeekunde, da kundevide han troe paa ham og blive salig. Kristus gik da ud og kom igien med en smuk Dreng ved høire Haand ogen ung Mand og Quinde, der et lidet Barn ved venstre, hvilke vare Eyvind og Svanhvide op af Dage. DenDen havde lille Pige var langt hvidere af Farve end Svanhvide nogensinde havde været og bar en Kurv med Roser og Lillier. Drengen havde ogsaa en Kurv med modne Æbler og røde Bær.

Da sagde Eyvind fornøiet: O mine elskede Venner, min Viv og min Konge, hvorfor ere I saa smaae? hvor have i plukket Blomster ved Vintertide. DeEn taug stille og saa mildt paa ham; men Kristus tog Ordet og sagde: De komme fra Paradiset. Alle dem som komme der blive til Børn og der ere Æblerne altid røde. – Og Drengen tog enH Harpe, som lignede hans brændte Strængeleeg, men som glimrede af Guld og blaa Smaragder, og sagde I denne Harpe haver jeg fængsletgjemt Toner af Nattergalen i Paradis. Hvorledes komer man da i denne rare Have, sagde Eyvind. Kristus svarede: “Jeg er Dørvogter og her bærer jeg Nøglen, som kan lukke Dig derind, og herved løftede han sit Kors op i Luften. Eyvind raabte Lovet være Kristus i al Evighed. Dette raabte han saa høit at han vaagnedevagnede dervedderved; men og Drømen forsvandt; men i Døren stod begge Børnene endnu og svarede Amen og hans Haand hvilede paa en Guldharpe. TorjolfDa hiin stærke traadte hen til hans Seng med sin Korshamer i Haanden og sagde: Din Hustru Svanhvide er i Nat hjemkomet fra Bretland, for at bede Dig om Forladelse; thi hun haver i Engelland ladet sig kristne; men Munkene vilde ikke lade hende gaae ind i det høje hvide Huus du nok veedd der staaer i Lunden, førend hun havde forligtsi sig med Dig. Hun havde med sig Din lille Datter, som hun haver fød i Bretland og som ogsaa hedder Svanhvide og denne Pebling, som hedder Hakon og som vores brave Drot, der ligger henne i Højen har avlet med en Bretlandsk Prindsesse. Hun kommer selv retst bag efter, men lod mig bringe Børnene i Forvejen og hun havde en nye Harpe med som hun haver ladet koste i Bretland, hvilken hun vilde give Dig i Stedet for den gamle, hun har skilt Dig ved. Eyvind sprang forundret op, kyssede den lille Hakon og Svanhvide og gik henimod Korset, som den Munk han slog paa Panden havde plantet for hans Dør. Der stod han og spurgte Torjolf med underlige forvildedeunderlige Miner om han vilde høre NattergalenToner fra Paradiset synge. TorjolfH blev forfærdet ogog ad de Smaae at blive ved deres Fader, da han var gaaet fra Forstanden og sagde: Jeg var dog en Giæk at jeg bragte ham saa pludselig dette Budskab.Budskab, Bliver hos Eders Fader, han er gaaet fra Forstanden og taler vildt, jeg vil hente hans Hustru om hun ikke skulde kunne snakke ham til Rette. Torjolf gik og Børnene gave dem til at græde, men da han begyndtebegyndt at røre Strengene holdt de op. Detog som Eyvind quad kan ingen synge ham efter; thi hans Sjæl var revet ind i den tredie Himmel og han sang om alle Himelens Hemeligheder. Da Svane-SangenSangen var ude fløi en Piil fra Busken ind i hans Hjerte. Den blev udskudt af en Mand, som Harald havde tinget dertil og Eyvind faldt som et Lam hen under Korset. Da Folk kom til sade begge de Smaa roligen ved Siden af denD døde Mand og græd slet ikke mere; men de levede ikke mange Dage fordi, de havde hørt Toner fra Paradiset, og Munkene dertoge dem i Skoven toge dem da alle tre og lagde Eyvind i en stor kostelig Grav; men de to Børn grove de ned i smaae Grave een ved hver Side af ham.ham