Manuskriptet findes på Det Kongelige Bibliotek og har katalognummeret NKS 3947, 4o. Teksten til “Trøstegrunde over Poeternes Mangfoldighed” står på bl. 13v-18v (bagfra) i en notesbog i oktav. Notesbogen har brunmeleret omslag og ryg i papir og er beskrevet forfra og bagfra. Den indeholder 31 blade, i alt 62 sider. Flere blade er revet eller skåret ud. Bl. 2v og 11v forfra er ubeskrevne. Manuskriptet er beskrevet i bladenes fulde bredde. Papiret er kraftigt skrivepapir med kædelinjer på tværs. Mål: 200 × 156 mm. Teksten blev udgivet første gang i Udvalgte Skrifter af Poul Møller, bd. 1-2, København 1895; bd. 2, 1895, s. 84-96.

grunde eller argumenter, der fremføres for at bringe trøst; kan også betegne trøstende ord eller ytringer.

talens direkte genstand er Lovtale over Daniel Ranzau. Kronet Priisskrift fra 1819 af Peter Tetens Hald (1802-1864). Tetens’ lovtale fik hård kritik af Tage Algreen-Ussing (1797-1872) i Kraft-Extract af Lovtale over Daniel Ranzau. Kronet Priisskrift af Peter Tetens, Candidat i Theologien. Ved Morten Hammer, Literatus, en kritik Møller efter al sandsynlighed har kendt. Han omtaler den i et brev fra den 15. oktober 1820, hvor han befinder sig i Kina. Han skriver “Jeg længes meget efter at see og høre, om der ikke er blevet noget af en djerv Ungersvend, navnlig [ved navn] Ussnig, som kort før min Afreise gjorde et Fastelavnsriis til Lovtaleren Tetens. Hvor der kom saadan en Raket fra, turde der vel komme meer fra” (Borup 1976, bd. 1, s. 69)

hædret eller anerkendt.

person, der indgår i rangfølgen; rangfølgen er den orden, som personer ifølge rang skal placeres i ved hoffet eller ved offentlige festligheder, ceremonier, osv. Rangfølgen stammer fra rangforordningen 1671 og er siden blevet ændret flere gange. I dag er den inddelt i fem klasser med underopdeling i numre.

førstepræmie.

atlaskvævet, mønstret stof, oprindeligt af silke, men det kan også være af uld, hør eller bomuld.

(lat.) for den der er kommet nær (målet); som andenpræmie.

tæt vævet bomuld.

foret eller låden.

jf. “Jeg nægter det ei: Høit banker mit Hjerte. Jeg veed det: eftergrebet af Mangen, fanget af Ingen hænger den Laure [laurbærkrans], hvorefter jeg nu strækker den frygtsomme Haand” (Tetens 1819, s. 5).

jf. “Mine Herrer! Dersom jeg ved denne Tale skulde tænde en Ild, der ikke allerede luede i Gemytterne, da vilde det være forvovent af mig at fremtræde i denne Forsamling. Jeg skulde have tiet og ladet Tavsheden brænde i mit Indre, hellere end at have hovmodet mig af en Kraft, der er for uøvet til at kunne bøje og lænke Hjerterne! Men naar den unge Taler med Kjerlighed omfatter sin Gjenstand, naar han veed, at Forsamlingen omfatter den med samme Kjerlighed, da har han kun at følge sin indre Trang, da griber han dristig sit eget Hjertes Accorder, og han er vis paa at finde Samklang i hvert følende Hjerte” (Tetens 1816, s. 5).

et tegn fra skæbnen.

kvægende eller lindrende.

her brugt i overført betydning om lægemiddel eller lindring.

her: fornuft.

lygtemænd; lysfænomen, der om natten undertiden viser sig over moser eller fugtige enge; fænomenet blev i folketroen opfattet som et overnaturligt væsen med en lygte.

stands (imperativ, pluralis).

dvs. Hermes; Maia, nymfe i gr. mytologi; Hermes er gud for handel og gudernes budbringer.

trøstende eller opmuntrende.

hører på.

smukt.

anskue sagen fra en snævrere synsvinkel eller indskrænke det behandlede emne.

forstået.

Hygieia, (gr. ‘sundhed’), i græsk religion gudinde for sundhed, datter af eller gift med Asklepios (lægeguden i den græske mytologi, søn af Koronis og Apollon); i billedkunsten fremstilles hun som en smuk ung kvinde.

inderlighed eller værdighed.

sætte over styr eller forspilde.

dvs. slåbrokken.

(lat.) retorisk raseri.

galskab.

på vers.

klagende eller jamrende udbrud over misfornøjelse med tilværelsen; kan også betegne overdreven klagen i almindelighed; profeten Jeremias har lagt navn ordet.

århundrede.

højlydt.

historikernes stemme.

gr. digter fra det 8. eller 7. århundrede f.Kr.

digternes antal.

gr. mytisk digter fra det 8. århundrede f.Kr.; blev anset for forfatter til Iliaden og Odysseen.

rom. digter (65-8 f.Kr.).

allusion til Epistler II 1, v. 117 af Horats (65-8 f.Kr.): “scribimus indocti doctique poemata passim” (da. “vi alle, ukyndige såvel som kyndige, skriver digte”).

dvs. Holbergs Epistler (1748-1754); hos Holberg (1684-1754) har epistlen form som essays i brevform.

udtrykket om fluerne i efteråret (høst) kan stamme fra Holbergs Første Levnedsbrev (1728), s. 126 “ubi major qvôvis anno poëtarum proventus est, qvam muscarum Mense Septembri” (da. “hvor der hvert år dukker flere digtere op end fluer i september”). Sammenligningen med fluerne i september har muligvis været en almindelig talemåde.

Gottlieb Wilhelm Rabener (1714-1771), ty. forfatter.

Ober- og Niedersachsen er landområder i det nordlige Tyskland.

ikke iberegnet.

Hyder (eller Haider) Aly (ca. 1722-1782), indisk statsholder i Mysore og feltherre sammen med franskmænd imod briterne.

ikke identificeret.

mennesket.

digterstanden.

medlemmer.

lad (imperativ, pluralis).

guldstøv eller guldkorn.

kalde eller tiltale (som).

musiker.

spiller eller improviserer på.

kam betrukket med silkepapir eller lignende brugt som musikinstrument.

billedhugger eller billedskærer (plastisk kunst udfoldes i tre dimensioner i modsætning til billedkunst, der udfoldes i to).

utugtige.

beskytter eller velynder.

med titel af kammerråd, men uden tilhørende embede; kammerråd er embedsmand af 6. rangklasse.

her: selvmodsigende; egl. påstand, der strider mod de almindeligt gældende anskuelser.

dreje eller bevæget skibet; en bras er et tov eller en metalwire fastgjort til en rå på et skib, så den og dens sejldug kan manøvreres.

især om kort, taktfast, sang, der synges af deltagerne i et hårdt arbejde for at markere takten og oplive arbejderne.

forpligtedes.

parademarch; march med stram holdning, stærkere strækning og løftning af foden end ved almindelig march; parademarch var i Danmark indtil 1837 march med 90 skridt i minuttet.

sul, svineflæsk.

kommisbrød; betegnelse for det rugbrød, soldater fik udleveret; også almindelig betegnelse for groft rugbrød.

blødkogte æg.

strofer.

såsæd.

det er uklart, hvad Møller hentyder til.

lange sætninger.

antikt versemål.

kortspil.

gør sig umage, anstrenger sig.

småting af ringe, ingen værdi; særligt brugt om løjerlige småting, som på grund af sjældenhed eller liebhaveri kan blive betragtet som attråværdige; kuriositeter.

morskab eller adspredelse; moro.

takke (imperativ, pluralis).

lyn.

den hedenske oldtid.

formentlig henvisning til digteren Lucius Livius Andronicus (død mellem 207 og 200 f.Kr.). Han stammede fra den græske koloni Taras i Syditalien og kom til Rom som slave, hvor han formentlig virkede som huslærer. Hans græske navn var Andronikos. Da han blev frigivet, fik han efter romersk skik sin tidligere herres slægtsnavn Livius. Livius Andronicus’ værker kendes kun i fragmenter. Hans mest kendte arbejder er oversættelser af Homers (8. århundrede f.Kr.) epos Odysseen til latin under titlen Odusia.

her: frigivne slaver.

herkomst (i betydningen fødsel eller familie).

fornemme.

fikse eller tossede idéer.

kladdepapir af dårlig kvalitet.

mesalliance, ægteskab, som ikke er jævnbyrdigt eller standsmæssigt (dvs. socialt upassende).

sørgmodige digte, klage- eller længslessange.

metafor for de 73 elegier, der omtales afslutningsvis i den foregående sætning; usikkert værdipapir.

sceniske fremstillinger ved mimik.

grådigt forsøgte at få fat i eller greb ud efter.

Fortuna figur i rom. mytologi; personificeringen af held; guldæbler er et symbol på magt.

søvngængere.

overflødigt antal eller talløse.

stillinger eller ansættelser.

tidligere eller førhen.

redskab til at tærske korn med.

svar (imperativ, pluralis).

små blodpølser.

russerens.

lille glas alkohol.

søg (imperativ, pluralis).

hinder (imperativ, pluralis).

husk (imperativ, pluralis).

fangerne eller de indsatte i et fængsel.

blot (imperativ, pluralis).

dumdristighed eller tankeløshed i handling.

bagtalerens.

skille klinten fra hveden; dvs. skille ukrudtet (klinten) fra hveden; jf. Matt 13,24-30.

de saliske præster var i antik romersk religion præster for krigsguden Mars; præsterne blev formentlig indført af kong Numa Pompilius (753–673 f.Kr., konge 715–673 f.Kr.). De 12 præster var klædt som krigere og udstyret med skjolde lavet af bronze kaldet “ancīlia”, formet som et ottetal. Et af de 12 skjolde skal være faldet ned fra himlen mens Numa Pompilius var konge; der blev lavet 11 kopier for at skjule identiteten på det hellige skjold efter råd fra nymfen Egeria (da. gåde). Den første marts drog præsterne med deres skjolde i optog gennem Rom.

fællesskab.

udvalg eller komité.