http://pmm.dsl.dk/polemik/txt090a.xml
Den bedre Deel
af Publicum har i adskillige Aar
med ubehagelig Følelse været Vidne til mange Smaafeider
i danske Blade, som bære øiensynligt Præg af Forfængelighed
hos en Deel af Nationens skrivende Personale. Man er nemlig, selv
hvor Stridens første Anledning har været en videnskabelig
eller practisk vigtig Uenighed, ofte dalet saa langt under Stridens
egentlige Gjenstand, at man har ført langvarige Trætter
om, hvorvidt visse Tirader virkelig indeholdt en vis Mening eller
ikke. Den Tilgift af affectfulde Udbrud, hvorved man nogenlunde
har fængslet det læsende Publicums Opmærksomhed under
Striden, tage vi aldeles ei i Betragtning, da der om dens Betydning
blandt fornuftige Folk kuns er een Dom. Men det hele Foretagende,
flere Uger igjennem for Publicums Tribunal at forfægte det
eengang valgte Udtryk for visse Tanker, er aldeles hensigtsløst.
Det, der bevæger en Forfatter dertil, maa naturligviis være
det Haab, at han offentlig skal kunne fralægge sig den Skam
at have ladet en uoverlagt Tale slippe sig af Pennen. Men dette
Haab gaaer nok næsten aldrig i Opfyldelse; thi Faa eller Ingen
af Læserne gjøre sig den Uleilighed saaledes at randsage
de paagjeldende Actstykker, at de kunne fælde nogen retfærdig
Dom i Sagen. De Faa, der baade have Stunder til at paatage sig
en saadan Uleilighed og tillige Lyst, Vedholdenhed og Dømmekraft
til at skaffe sig en rigtig Indsigt i saadanne Feiders
ufrugtbare
Resultat, ere vistnok, inden de have erholdt den specielle
De fleste Mennesker, som indlade dem i den Pennefeide,
der gaaer i det Smaae, vilde rimeligviis ikke gjøre det, naar
de oftere med fuldkommen Opmærksomhed havde fulgt Gangen i
en saadan Tvist. Den Uerfarnes ungdommelige Haab om ved en kort
og fyndig Erklæring i en Hast at bringe Modstanderen til at
erkjende sin Uret, forsvinder meget snart: han lærer meget
snart, at Ingen, der paa en hensigtsmæssig Maade vil gjøre
sin Ret gjældende i skriftlige Smaatrætter, kan føre
sit Ord paa en utvungen Maade. Han nødsages nemlig til med
et piinligt Pedanterie at vrage
Ovenstaaende Reflexion havde Undertegnede anstillet som Tilskuer af adskillige literære Skandaler, men giver den Plads her for at gjøre sin Fremgangsmaade i det Følgende forklarlig for Læserne, og at angive Grunden, hvorfor han ikke videre lader høre fra sig, om der end skulde synes at blive tilstrækkelig Anledning dertil. Her er Sagen denne. Jeg var i en kort Anmeldelse af Hr. Zeuthens Skrift “Noget om Philosophien” etc., om hvilken han selv siger, at den i det Hele er meget anbefalende, fremkommen med et Par Yttringer, hvorved han troer sig forurettet. I sine derved fremkaldte Modbemærkninger tillægger han mig een Mening, som jeg aldrig har havt eller yttret, og fremstiller andre saaledes, at de sees i et urigtigt Lys. I det fuldstændige Detail vil jeg ikke gjennemgaae det Urigtige i Hr. Zeuthens Bemærkninger, tildeels fordi jeg ikke kunde gjøre mig forstaaelig uden at henvise til Actstykkerne; og jeg gjør Regning paa, at den der gjør sig den Uleilighed at see dem efter, nok selv ved egen Eftertanke vil blive vaer, at det ikke blot er det nedenfor paatalte, der af Hr. Zeuthen er urigtigen paastaaet. Jeg vil holde mig til Hovedsagen i de tre Indvendinger, som Hr. Zeuthen foregiver, at jeg har gjort ham.
For det Første forholder det sig rigtigt, at
jeg har sagt, at han ikke bestemt har betegnet det Begreb om Philosophien,
som han har lagt til Grund for sine Betragtninger. Ved den nærmere
Anvendelse deraf udvides nemlig dette Begreb saaledes, at det,
under Navn af lavere
For det Andet troer Hr. Zeuthen sig forurettet
derved, at jeg anfører den Mening af ham, at det var gavnligt,
om der i Pigeinstituter gaves Underviisning i Psychologie, uden
at tilføie hans Grunde, hvorpaa denne Anbefaling støttes.
Han holder for, at denne Bemærkning, anført saaledes ganske
nøgen, maa tage sig næsten latterlig ud. Denne Frygt kan
kun grunde sig paa en høi Grad af Ømfindtlighed og en Formodning
om stor Umyndighed hos Maanedsskriftets Læsere. Meningen er
ikke saa særdeles paradox, og var i den for nogle Decennier
siden herskende Pædagogik saa langt fra at være paradox,
at man selv i Danmark anstillede flere practiske Forsøg, der
omtrent forudsatte
For det Tredie siger Forf., at Anmelderen har
gjort ham den Indvending, at det Gyldige
Zeuthens
Udtryk. Det er i den Grad usandt, at jeg selv vilde finde det
meget taabeligt, om Nogen fremkom med en saadan Indvending, da
deslige Sætninger efter deres Natur have to Hanke, af hvilke
det staaer Enhver frit for at gribe hvilken han vil. Hr. Zeuthen
holder for, at han uden sin Skyld etsteds er bleven misforstaaet
af Anm. og yttrer med Følelse af Indignation, at det er en
nedslaaende Tanke for den, der skriver Bøger af større Omfang,
at en Recensent ikke engang med stadig Opmærksomhed følger
en Tankegang gjennem nogle og tredive Sider. Men maa da ikke selv
den, der vil antage denne Besværing for grundet, meget meer
Zeuthen
har læst de to Blade, hvorom han skriver tre, saa løseligen
igjennem, at han i et Slags offentlig Anklage tillægger Anm.
en taabelig Yttring, hvortil der paa disse to Blade ikke findes
mindste Spor.
Om flere historiske Puncter, hvori Hr. Zeuthen
erklærer sig af en anden Mening end Anm. (over hvilke Philosophers
Mangel paa Fremstillingsgave det er, man pleier at klage; af hvilke
Classer Læsere man hører Klagen etc.) vil jeg ikke indlede
nogen Tvist, der i Følge sin Natur blivre uendelig. Jeg føier
blot et Par Ord til om en Sætning, hvilken Hr.
ZeuthenZeuthen,Kant i sin Fornuftkritik betjener
sig af en overflødig og tildeels vilkaarlig dannet Terminologie,
og det sidste af disse Prædicater finder Hr. Zeuthen urigtigt.
Den der læser Kants Kritik og hører ham der ved flere
techniske Udtryk selv aflægge Regnskab for, hvad der har bevæget
ham til at vælge dem, skjønner deraf bedst Valgets Vilkaarlighed,
og jeg vil overlade til Hr. Zeuthen at forsvare
Kant imod
sig selv. Men til Overflod ville vi henvise til Benævnelserne
paa Qvantitetens, Qualitetens, Relationens og Modalitetens rene
synthetiske Grundsætninger (
Hvis Hr. Zeuthen beslutter
at fremkomme
Anmelderen af Hr. Zeuthens Skrift i Maanedsskrift
for Literatur.