Notation af tekstkritik i Poul Martin Møllers Skrifter

FGJ/17. juni 2012

SIGLER

Tekstvidner

A betegner altid grundteksten, hvad enten det er førstetrykket eller et manuskript.

B Hvis en tekst er trykt mere end én gang i Møllers levetid, benyttes B, C osv.

K Kladde(materiale). Bemærk dog at siglen A bruges hvis kladden er en grundtekst (der kan være tekster som aldrig kom længere end kladde- eller udkastniveauet). Måske er der brug for yderligere specifikation ved flere kladder til en tekst, fx K1, K2, eller er der brug for en sigel for udkast?

R Renskrift. Er der brug for en særlig sigel for trykms.? Bemærk at siglen A bruges hvis renskriften er en grundtekst.

ms. kan undtagelsesvis benyttes hvis det ikke kan afgøres hvilken type af manuskript der er tale om.

α I det kritiske apparat til Homeroversættelsen 1825 betegner alfa prøveversionen 1822 af Odysseens 5. sang (txt047).

? andre behov for sigler løses ad hoc. Fx afskrifter i fremmed hånd?

Udgaver

ES1 Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, 1. udg., 1839-43, bd. 1-3. (Udgivet af Chr. Winther, F.C. Olsen og Christen Thaarup)

ES2 Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, 2. udg., 1848-50, bd. 1-6. (NB: i nogle tilfælde udgør ES2 grundteksten, fx til ”Om Sjælen”, og sigleres da som A)

ES3 Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, 3. udg., 1855-56, bd. 1-6.

ESU Poul M. Møllers Efterladte Skrifter. I Udvalg ved Chr. Winther, 1873, bd. 1-2.

US Udvalgte Skrifter af Poul Møller. Udgivne ved Vilh. Andersen, 1895, bd. 1-2.

SU Skrifter i Udvalg. Udg. af Vilh. Andersen, 1930, bd. 1-2.

Dette er de vigtigste samlede udgaver hvor der er brug for siglering. Hvis der i det kritiske apparat skal henvises til andre udvalg eller særudgaver af tekster eller tekstkritiske bidrag i andre kilder, kan henvisningen ske i det kritiske apparat så vidt muligt på kort form, fx ved en udgivers efternavn, og det vil fremgå af listen over tekstkilder hvortil der henvises.

Udgiversigel

Srengt taget er en udgiversigel, altså en forkortelse for vores egen udgave, ikke nødvendig, men foreløbig anvendes: udg. (Det blev foreslået at der ikke behøver være punktum efter forkortelsen, i så fald: udg )

TEKSTKRITISKE NOTER

I de tekstkritiske noter krediterer vi altid en tidligere udgave for en tekstrettelse når vi overtager denne, og det gælder uanset hvor banal tekstfejlen måtte være. Da de fleste Møllertekster findes udgivet i Efterladte Skrifter, vil vi i den overvejende del af tilfældene kunne overtage en tekstrettelse som allerede er gennemført i ES1, ES2 eller ES3.

1) Tilfælde hvor tekstfejl kan rettes efter ES1, ES2 eller ES3.

Eksemplerne nedenfor er hentet fra ”Odysseus i Kyklopens Hule”. Bemærk at der ikke er sat komma, men kun et lidt større (dobbelt?) mellemrum, mellem læsemåderne, da vi gerne vil afprøve denne visningsmåde. Hvis flere sigler følger efter samme læsemåde, fordi de er fælles om denne, følger siglerne også efter hinanden uden komma men kun med et mellemrum.

a) En tekstfejl kan rettes efter ES1.

Eksempel: Strandbred] ES1 Stranbred A

En fuld dokumentation af læsemåderne i Efterladte Skrifter ville i dette tilfælde være: Strandbred] ES1 ES2 ES3, Stranbred A. Men vi dokumenterer kun den udgave som direkte skal krediteres, nemlig ES1. I de tilfælde hvor vi direkte kan overtage en form fra ES1 og ikke behøver gå videre til ES2, vil der ofte være tale om simple tekstfejl, ofte banale sætterfejl. Der vil derfor sjældent føles noget behov for at meddele hvad der læses i ES2 og ES3, som gerne vil have samme læsemåde som ES1.

b) Formen hvortil der ønskes rettet, findes ikke i ES1, men først i ES2.

Eksempel: saalunde,] ES2 saalunde: A

Her krediteres ES2. Vi meddeler altså som udgangspunkt ikke hvad der læses i ES1 eller ES3 (en fuld notation ville i dette tilfælde have været: saalunde,] ES2 ES3, saalunde: A ES1). Man kan her som regel underforstå at ES3 læser det samme som ES2. Det skønnes i det hele taget at forskellen mellem udgaverne ES2 og ES3 er beskeden, hvorimod springet fra ES1 til ES2 er større, fordi ES1 tekstkritisk er mere ujævn end ES2. Det ses derfor undertiden at mere substantielle tekstfejl er overset i ES1 og først bliver rettet i ES2.

c) Formen hvortil der rettes, findes hverken i ES1 eller ES2, men først i ES3.

Eksempel: Hule?] ES3 Hule. A

Man må her underforstå at ES1 og ES2 ikke har haft det ønskede spørgsmålstegn, men at dette først optræder i ES3, som derfor krediteres.

d) supplerende oplysninger om læsemåder i andre udgaver.

Vi er altså ikke forpligtet til at oplyse andet end hvem der krediteres for en tekstrettelse samt A’s form, hvorfra der rettes. Men i sjældnere tilfælde kan der være behov for at alligevel at meddele læsemåderne fra en eller flere andre udgaver af Efterladte Skrifter (eller fra andre senere udgaver, fx Vilh. Andersen). Det gælder tilfælde hvor det aktuelle tekstproblem skønnes at være særlig interessant, eller hvor fx læsemåderne i andre tekstkilder byder på alternative løsninger. Eksempel [find et bedre, som ikke vedrører forskelle i interpunktion]:

beblandes,] ES3 beblandes. A ES1 beblandes; ES2

2) Tilfælde hvor der ikke kan rettes efter Efterladte Skrifter.

a) Dette omfatter for det første tilfælde, hvor teksten er trykt i Efterladte Skrifter, men hvor ingen af formerne i ES1, ES2 eller ES3 er brugbare til reparation af tekstfejlen i A.

I disse tilfælde kan bruges udgiversiglen udg, medmindre naturligvis der kan rettes efter en anden tekstkilde end Efterladte Skrifter, fx en af Vilh. Andersens udgaver eller en kladde eller renskrift til A. Det er klart at et manuskript til en trykt tekst må have førsteprioritet i forhold til senere udgaver [dette med rettelse efter mss. må udvikles nøjere]. Som den første læsemåde efter lemmaet anføres den form hvorfra der rettes, men ellers anføres tekstkilder altid i kronologisk rækkefølge.

Eksempel: skorted’;] udg skorted’ A skorted; ES1

I et tilfælde som her mangler der et tegn efter ordet fordi der begynder en ny periode. Imidlertid mangler alle udgaver af Efterladte Skrifter apostroffen, som ikke skal rettes. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at anføre hvad der læses i Efterladte Skrifter, men netop i dette eksempel har dokumentationen en særlig relevans for så vidt som der egentlig rettes efter ES1 (og ES2 ES3), hvis løsning med semikolonet jo skal bruges. Et lignende tilfælde ved rettelse af interpunktionstegn kan være hvis Efterladte Skrifter har en afvigende ortografi i det ord som lemma hænges op på. (Et lignende eksempel kunne være et tilfælde hvor fx Vilh. Andersen har gennemført en interessant tekstrettelse).

b) En anden type af tilfælde hvor der ikke kan rettes efter Efterladte Skrifter, er naturligvis for de teksters vedkommende som ikke findes trykt i pågældende udgave. Det drejer sig om et mindre antal tekster trykt i Møllers levetid, men som ikke fandt optagelse, samt en betydelig mængde manuskripter ikke udgivet i Efterladte Skrifter.

Eksempel: en sætterfejl i Møllers anmeldelse af Langes græske grammatik:

Substantiver] udg. Substativer A

[Dette udvides senere med eksempler fra andre trykte ’ikke-ES-tekster’ og manuskripter ikke udgivet i ES. NB: ovenfor har fokus været på de trykte skrifter. Et særligt problem bliver det nok hvis variantnoter skal kombineres med tekstrettelsesnoter]

3) Spørgsmål om fri udgivertekst

Fri udgivertekst, hvor den er nødvendig, bør være så kortfattet eller ’formelagtig’ som muligt. Der må tages stilling til hvordan den skal kodes i de sammenhænge hvori den kan optræde. Al udgivertekst skal være kursiv, men hvis der i udgiverteksten citeres eller refereres til noget fra originalteksten, bør dette stå i ordinær til fremhævelse.

Eksempel: Derpaa] ES1, forkert linjetal 105 i A

Problemet i dette eksempel er fejl i den originale linjetæller i ”Odysseus i Kyklopens Hule”, men linjetallet er hos os ’metatekst’ og kan derfor ikke lemmatiseres. Bemærk for øvrigt at ’105’ her står i ordinær, men måske er dette ikke nødvendigt.

I sjældnere tilfælde kan det muligvis være en god idé med en supplerende oplysning om fejlens årsag, evt. i parentes lige efter siglen, fx

Selvvirksomhed] ES1 Selvvirkhed A (ved linjeskift)

Hensynet her kan være at læseren ikke har det originale tryk eller en faksimile foran sig, for hvis dette var tilfældet, kunne vedkommende jo selv se at det optrådte ved et linjeskift. Et teknisk problem: hvordan kodes fri udgivertekst efter siglen?

Et andet hensyn kan være friere udgivertekst til beskrivelse af et fænomen hvis det ikke kan gengives, fx omvendte typer:

skyldige] udg med omvendt e i A

(Måske lidt forvirrende uden punktum på udg eller mellem læsemåderne, hvis fri udgivertekst følger umiddelbart efter). Muligvis kan vi godt reproducere omvendt n/u:

kunne] ES1, knnne A

Eksempel på en note med fri udgivertekst og mere end to læsemåder:

Høitomskygget] udg Høi omskygget A (muligt typeudfald af t) Høit omskygget ES1