Den blinde Spontaneitet, som Mennesket yttrer, naar det handler aldelesall fs yttrer sig efter sin Naturdrift, kan for saavidt kaldes Frihed, som Driften ved udvortes Trang hverken kan fremkaldes eller tilintetgjøres. I Modsætning til denne Driftens Indhold staar denFornuftens absolut fornuftige Frihed, der falder samen med en høiere moralsk Nødvendighed, i Følge hvilken Individet ei kan ville andet end det Rette og Gode. Imellem disse 2 Modsætninger ligger Valgfriheden eller den personlige Frihed, som den yttrer, naar Individet efterovervej at have overvejet, saavel hvad Naturens som Frihedens Lov kræver af det, i Følge sin absolute Magt til at besteme sig selv, beslutter sig til at følge denne eller hiin.

Indeterministerne betragte den menneskelige Frihed som en Evne til at vælge mellem modsatte Forsætter uden at ledes af bestemende Grunde. Denne deres Forestillingsmaade støtte de deels paa en moralsk Grund, da efter deres Mening, den enkelte Handling kun under en saadan Forudsætning kan være tilregnelig, deels paa en metaphysisk Grund, da en muelignaturlig? Ligevægt mellem Motiver til Handling synes dem kuns paa denne Maade at kunne hæves/ hævdes?. Endelig forsvare de ogsaa deres Paastand med en foregiven umiddelbar Bevidsthed. Et personligt Væsen skulde efter denne Synsmaade være eet aldeles vilkaarligt virkende Væsen uden alle Egenskaber og dets Yttringer til forskjellige Tidspuncter beroe paa det blotte Tilfælde.Hvilken urokkelig moralsk Xarakterfasthed eller en fornuftig Orden og Enhed i Tilværelsen kan bestemes ved/med absolut Indeterminisme.

Determinismen gaaer i sin Opposition mod Indeterminismen til det modsatte Extrem, naar den ved en eensidig Betragtning af Livet giør Handlingen afhængig af den blotte[tilf] [fs giør Friheden afhængig blot af fs sætter Friheden blot] Erkiendelse. Ligeledes forstyrrer Determinismen Frihedens Begreb, naar den antager, at Menneskets LivsyttringerHandlinger til ethvert Moment ere bestemte ved alle foregaaende LivsyttringerHandlinger. Efter denne Synsmaade maa man enten indskrænke Friheden til den første HandlingLivsyttring eller hvis ogssa den antages for at være nødvendigen bestemt ved en høiere Magt, i det Væsentlige være enig med Fatalisterne. At indskrænkeDesuden Friheden til Livet[s] første Handling er aldeles vilkaarligt; thi det Frihedsbegreb, hvis Realitet erkjendes med Hensyn til den lader sig ligesaa vel overføre paa Mennesket[s] øvrige Handlinger. [Anm? Skiøndt man maa antage at ethvert Forsæt udspringer af et Motiv, maa man vel mærke, at Aanden, der har sin Rod i en uendelig Kraft lader ingen empirisk virkende AarsagAars blot som saadan komme til Virkning] [Indeterminismen lader kun den første Handling fri]

Fordi alle eet Menneskes Handlinger udspringer af een og same Villie, som altid maa lægge sig for Dagen i en vis Grad af Consequence, kan det for den empiriske Betragtning see ud som om den empiriske Charakter til et givet Tidspunct var Resultatet af de foregaaende Livsyttringer og den eneste Handling Resultatet af den empiriske Charakter og de udvortes Forhold. Men ligesom den moralske Følelse og en dybere Erkjendelse af Menneskets Bestemelse strider mod denne Synsmaade, lærer ogsaa Erfaringen, at den empiriske Charakter saavel successivt som ved en pludselig Omvendelse saaledes kan forandre sin Retning, at dette Phænomen ei kan forklares uden af Villiens eget oversandselige Væsen. Anm. Villiens usædelige Retning kan aldrig være uforanderlig, da den kun kan finde Sted paa Valgfrihedens Standpunct; men den moralske Frihed er ingenlundee modsat Nødvendighed; derfor kan hos Mennesket findes en Grad af Dyd, som giør det umueligt, at usædelige Principer nogensinde kunneblive blive herskende hos det; thi den sædelige Villie styrkes ved sin Enhedbegyndende med den guddommelige Villie.

[Naar Mennesket (Resultatet af de [o.lin.: udeladt.udt Den maae i det Mindste gaae foran § 13.] har opnaaet den Grad af Bevidsthed, at det kan bestemme sig selv, bestemmer det sig til ethvert Tidspunct efter Begrebet om et Gode og forsaavidt er Determinismen en rigtig Forestillingsmaade. Efterat det har erkjendt Modsætningen mellem det behagelige og nyttige paa den ene Side og det sædelige Gode paa den anden Side, bestemmer det sig selvstedse til at følge enten det ene eller det andet af disse to Hensyn og dette Valg har alene sin Grund i dets egen Villieeget Væsen uden at være nødvendigen [tilf] bestemt ved nogen udvortes høiere eller lavere Magt; saa at dette Valg ei kan blive Gienstand for nogen videre Forklaring. For saavidt er Indeterministernes Paastand gyldig.gyldig, Men jo meerdog med den Indskrænkning, at dog med den Indskrænkning, at kun Villiens HovedretningRetning kan under Livets Løb forandres, maae Færdighed i det OndeGode kan ei pludseligt gaae over til Færdighed til Færdighed, det Gode, ligesaa lidet som den modsatte Overgang kan finde Sted. Dets Sindelag /Dets en...m Men jo meer Mennesket stiger i sædelig Fuldkommenhed desto meer forsvinder Valgfriheden og Fornuften afgiver da ene bestemende Motiv, saa at Begrebet om Indeterminismen stedse finder mindre Anvendelse]

Den som er kommet til Erkjendelse af Driftens sande Betydning møder naturligen et Problem: det Spørgsmaal, hvorledes Immoraliteten er kommet i Verden.Tilværelsen Det følger af det om Driften opstillede Begreb, at den ei kan betragtes som en Retning, der i sig selv er modsat den fornuftige: den skal i Valgfrihedens Periode ei tilintetgjøres men underordnes Fornuftens Herredømme. Men hvorledes et Misforhold her kan finde Sted, er netop det SpørgsmaalPro, der skal besvares. Ved Læren om et overnaturligt ondt Princip, der skal være det Ondes oprindelige Grund, hvilken Lære fra det philosophiske Standpunct er en Hypothes, bliver Vanskeligheden ikke løst og det same Spørgsmaal vilde endda møde os igien med mindre man antager en absolut Dualisme i Tilværelsen.

Det moralske Onde i Tilværelsen lader sig ikke forklare saaledes, at nogen Grund uden for den menneskelige Villie angives, hvoraf det Onde nødvendigen følger. Hvis ikke Grunden til Immoralitetenmora nærmest søges i Menneskets Villie, da ophæves aldeles Begrebet om Godt og Ondt. Det moralske Ondes Muelighed skalsom egentlig kun forklares. Det strider for det Første ikke mod Begrebet om et fuldkomment Væsen, som al Tilværelses sidste Grund; thi for at dette Væsen i Sandhed kan blive aabenbart i Verdenden endelige Tilværelse, maatte Væsner sættes i Tilværelsen, som ved egen Selvvirksomhed frit [tilf] kunde udføre dets Villie: x) Hvis ingen Modsætning mellem den blot naturlige Begiæring og den fornuftige Villie fandt Sted, kunde der ikke gives nogen ved Frihed tilvindelig? sædelig F Fuldkomenhed.. Heraf følger det Ondes metaphysiske Muelighed. [herefter er slettet ca 14 linier:] Det psychologiskes Muelighed følger deraf, at den blot naturlige Begiæring at see nytteløse tilfældige Tilfredsstillelser i Livets første Periode gaae over til Livet[s] første Periode tilfældigen finder sine Gienstandesin Tilfredstillelse; thi derved dannes Tilbøjeligheder, der finde en regulær Tilfredsstillelseder yttres i Livets første Periode frembringer Tilbøjelighed, der ikke staaer i Harmonie med den tidligere i en sildige? Tid opvognede Fornuft, da Erkjendelsen i sine lavere Stadier træde i første x) Fodnote: hviket kuns kundeindtræde skee under den Forudsætning, at Afvigelser fra Fornuftens Lov var muelig for dem. Tilbøielighed/ T, en efter Erkjendel- /at Erkjendelsen paa sine lavere Udviklingstrin træder i den blot sandselige?naturlige Begjærings Tjeneste, hvor regelløse Tilbøjeligheder let udvikler sig .? som lave og beherske Mennesket saaledes, at den dæmrende Fornuft i for...? er det siden koste Overvindelse at følge den opvognende Fornufts Forskrifter.] Den moralske Svagheds Almindelighed lader sig psychologisk forklare deels deraf, at Erkjendelsen først træder i den blot naturlige Begrænsnings Tjeneste, hvorved regelløse Tilbøjeligheder udvikles, saa at Mennesket kuns med Overvindelse kan beherske sig til i Alt at følge den opvognende Fornufts Forskrifter, deels af de for sædelig Uddannelse mindre gunstige ydre Forhold, hvori Mangfoldige befinde sig. Desuden kan selv den naturlige Begiæring, som bestaar med moralsk Fuldkommenhed hos Individet for sig betragtet ei altid bestaae med fornuftig Orden i det Samfund hvori det lever.

Alle usædelige Handlinger ere da at betragte som Følge af de almindeligenaturlige Drifters Forvildelse(?). Immoraliteten bestaaer altid deri, at en blot naturlig Begiæring, som i sin Retning eller Grad staar i Strid med Fornuften, bestemmer Mennesket[s] Handlinger, saa atfølgelig er det en urigtig Forestillingsmaade, at der skulde der ikke givesder ikke findes nogen ingen Grund finder Sted nogen Grund til at antage en særegen Drift til det Onde. Kjærlighed til det Onde blot fordi det er Ondt, kan ei findes hos Mennesket: i den højeste Grad af menneskelig Ondskab findes let et lidet Element af det Gode. Selv hvor det Onde antager det meest positive(?) Udseende er det forklarligten af den solitariske Drift; Erkjendelsens Vildfarelsevildfarende Erkjendelse. Den egenyligste Menneskelige Ondskab er et til Extrem drevet Overvægt af den naturlige Stræben efter at haandhæve sin Individualitet. Om det øverste Moralprincip.

Fornuften er eet udeleligt høiere Liv, der uden at dets Identitet derved ophæves aabenbarer sig paa forskjellige Maader. Heraf indsees, at den practiske Fornuft,den theoretiske Fornuft, der aabenbarer sig i Menneskets Erkjendelse ei kan være nogen anden end den practiske, der skal bestemme detder skal bestemme Menneskets Villie ei kan være nogen andennogen fors Fornuft end den theoretiske, der lægger sig for Dagen i dets Erkjendelse. Men Fornuften virkerviser sig ei blot i Menneskets Bevidsthed, den har ogsaaer og( ..?) ogsaa objectiv Virkelighed deels i den bevidstløse Tilværelse deels i den høiere Tingenes Orden, som realiseres ved de fornuftigefrie Væsners Væsners Samenvirken. I det man da stræber at bringe Sædelighedens Idee til Bevidsthed, stræber man ei at bringe noget nyt Princip ind i Tilværelsen, men man søger at tydeliggøre sig et Princip, der alt inden det erkjendes i sin Sandhed udvikler sig som virksomt i Menneskehedens Historie. Naar man da spørger om den practiske Fornufts høieste Grundlag, indsees foreløbigen, at den ei kan være nogen anden end den theoretiske Fornuft[s] høieste Grundsætning.

De der have stræbt ved en almindelig Formel at betegne Menneskets sædelige Handlemaade eller at opstille et øverste Moralprincip, have deels opstillet eudæmonistiske Forskrifter, deels reen fornuftige. Den største modsætning finder Sted mellem de lavt egoistiske Systemer, der fremfor Alt anbefale Livets sandselige nydelse og dem, der gjøre Fornuftens absolute Autonomie til det højeste Gode, der bør attraaes for sin egen Skyld. Mellem disse to Extremer falde de Systemer, der anbefale fornuftig Selvkjærlighed, Stræben efter [tilf] egen Fuldkommenhed(?), Stræben efter egen og andres Lyksalighed etc. De eudæmonistiske Principer kunne hverken være almeengyldige, forbindende eller ved sig selv indlysende: et rigtigt Moralprincip maa derfor nødvendigviis være rationalt, men for at være i Sandhed rationalt maa det ikke være blot formalt, men udtrykke de fornuftige Væsner[s] Forhold til den Tilværelse hvortil de ere knyttede.

Den practiske Fornufts høieste Grundsætning maa være den same som den theoretiske Fornufts i sin virksome Anvendelse paa den Frihedsverden, som skal realiseres ved de selvbevidste Væsners forenede Virksomhed. Fornuftens Væsen er Overeensstemelse med sig selv, men dens Overeensstemelse med sig selv er Enhed i uendelig Mangfoldighed. Hvert fornuftigt Individ har sin eiendomelige Bestemelse og kan ikke yttre nogen fornuftig Virksomhed uden i Overeensstemelse med den. Men den subjective Overeensstemelse med sig selv er kuns eet Element i et Individs fornuftige Stræben: det maa erkjende den fornuftige Orden, som ei i sin Udvikling i det Samfund hvortil det hører og som et Led af dette Samfund bringe sin individuelle Virkekreds i Harmonie med Statens fornuftige Formaal. Naar Mennesket kjender sin individuelle Bestemelse og har rigtigt Begreb om de Forhold, hvori det befinder sig fremgaaer deraf umiddelbart Existentser af det fornuftige[s] Virkekreds, som kuns af det selv kan erkjendes i sin hele Bestemthed. Naar man i een Formel vil udtrykke et Individs fornuftige Stræben, da kan den lyde saaledes "at man bør virke i Harmonie med sig selv og det Hele", eller at man efter sin eiendomelige Bestemelse bør freme x) Almeenfuldkomenhed. [Anm. I hvilke Tilfælde Handlingernes Følger bør tilregnes det handlende Subject. ] Anm 1Mennesket er uansvarligt for sine Handlinger[s nødvendige eller i det Mindste for det for...lige Følger] Hvorvidt kunne Handlingen[s] Følger tilregnes den Handlende? Anm 2. Om den MeningSætning at P..Purpose/Propositio?? Hensigtenat helliger Midlet. x) bedre almindelig Fuldkomenhed. [Notanda Den subjective Fornuft for sig erindrer ei den ledige/hedenske??, den objective ikke heller den subjective Fornuft finder sig selv i det objective da indseer den første hvad Tingene ere og hvilken Behandling de kræve. Den der tager feil af Tingene, faaer ofte berigtigende Begreber om dem en anden moralsk Villie. Den der i saa kaldet god Hensigt overilet slaaer sig til eet af to stridende Partier, faaer efter en bedre Erkjendelse at see, at hans gode Hensigt førte ham til en Bestræbelse der ikke i sig selv var god.. Den gode Hensigt gaaer paa en forestillet Verden og kun forsaavidt denne forestillede Verden falder samen med den virkelige er Virksomheden sædelig.]

Naar man ved almindelig Fuldkomenhed forstaaer alle tilværende Tings Udvikling efter deres Bestemelse, er en Stræben efter almindelig Fuldkomenhed tillige Stræben efter almindelig Lyksalighed eller en Tilstand, hvori alle udvortes Ting svare til de moralske c. sædelige Væsnerssæde fornuftige Ønsker. De Nydelser,Med Livets fornuftige Følelser ere Nydelser nødvendigen forbundne, men de falde da af sig selv i Mennesket[s Lod uden fornuftigen at kunne giøres til Gienstand for særegne Bestræbelser, som ikke havehavde andre Formaal.] som under en sædeligfornuftig Vandel kunne [tilf] blive Mennesket tildeel falde af sig selv i det[s] Lod uden fornuftigviis at kunne gjøres til Gjenstand for særegne Bestræbelser, som ikke har?have da/de vi/vil skrive/skulle have?? [tilf] noget andet Formaal end deden den/deres tilvejebragte behagelige Følelse.