Den nyere Philosophies Historie Vintren 1831. No 1.

Mine Herrer! Det har været mig en vanskelig Opgave ret klart og tydeligt at tænke mig, hvorledes dette Cursus over den nyere Philosophies Historie, som jeg har anmeldt i Lectionscataloget, burde være indrettet, fordi jeg ikke veed med hvilke Fordringer og Ønsker de Tilhørere, der beære mig med deres Nærværelse, ere komne herhid. Saa meget indseer jeg nok, at selv En, der havde Evne til at udføre dette Arbeide paa en fuldkomnere Maade, end jeg seer mig i Stand til det at giøre det, sandsynligviis dog ikke vilde kunne skille sig derfra til Alles Tilfredshed. For at imidlertid saa Faa som mueligt skulle i længere Tid skulle blive skuffede i deres Forventninger, vil jeg strax nævne to Classer af Tilhørere, for hvem jeg ikke har stræbt at indrette dette Foredrag.

Jeg har for det Første ikke indrettet det for de til Universitetet Universitet nysankomne Studerende, som endnu ikke ere vante til at høre akademiske Forelæsninger, for det Andet har jeg heller ikke blandt mine Tilhørere tænkt mig Videnskabsmænd, der selv have studeret den nyere Philosophies vigtigste Værker, men jeg har nærmest søgt at indrette udarbeide dette Cursus efter deres Tarv, der have i Sinde selv at giøre et Studium af Tidsalderens Philosophie og som til den Ende ønske foreløbigen at orientere sig i den chaotiske Mangfoldighed af philosophiske Skrifter, der i den nyere Tid ere komne for Lyset.

Da det er et Kapitel af Philosophiens Historie, der i disse Timer skal behandles, maa naturligviis et Begreb om, hvad Philosophiens Historie i Almindelighed har at betyde, ligge til Grund for disse Betragtninger: derfor ville vi først med et Par Ord antyde de forskiellige Hovedsynsmaader, som heraf kunne tænkes og som man i Praxis virkelig har lagt for Dagen.

Philosophiens Historie kan behandles paa en mere historisk eller paa en mere philosophisk Maade og disse to Elementer i denne Videnskab kunne i forskiellige Øiemed fornuftigviis have forskiellige Forhold til hinanden, saa at flere forskiellige Fremstillinger, hvori Fremstillinger af den, hvori der i denne Henseende følges forskiellig Plan, med Ret kunde giort giøre Fordring paa Plads ved Siden af hinanden. Men det historiske Element kan ogsaa paa Philosophiens Bekostning have en saadan Overvægt, at et Foredrag der anmasser sig Navn af Philosophiens Historie, aldeles mangler alt videnskabeligt Værd. Det Phænomen, som derved fremkommer, nævnes her ikke blot for at udfylde a den ledige Plads i et apriorisk Schema, men Histori Literaturen opviiser mange Arbeider, som afgive Exempler herpaa. I det Slags Fremstilling af Philosophiens Historie, som vi herved tænke paa, er giøres de forskiellige Systemer til Gienstand for en udvortes Opfatning – deri er saa liden Selvtænkning som mueligt – og dens afsiælede Form fastholdes aldeles som et dødt Residuum. Nogle af de Sætninger i et philosophisk System, som, naar de rives ud af deres Sammenhæng klinge meest paradoxe, fremstilles som Udtryk for Systemernes Væsen og eiendomelige Charakter. Exempler paa saadan Behandling af Philosophiens Historie Philosophernes Efterladenskab findes i mangfoldige encyclopædiske Værker. De meest eensidigen historiske Skrifter af dette Slags fremstille de berømteste Mænds Philosophemer som vilkaarlige Phantasier og tankeløse Drømme uden at anmasse sig nogen Dom derover og uden at deres Forfatter Referenten dog synes at have havt Dristighed til at erkiende den for Hiernespind.

Et (uden indrykning) Skridt videre gaae de Historikere, som vel giengive philosophiske Læresætninger i en forvandsket Form, saaledes som de giennem flere Hænder ere komne til deres Kundskab, men som dog have Mod og Selvstændighed nok til i det Mindste at bedøme dem efter deres Tidsalders almindelige Menneskeforstand eller efter Christendommens Lærdom og saaledes at erkiende dem for grundløse Vildfarelser. En saadan Fremstilling gives – for af tusinde Exempler at nævne eet – i Eulers philosophiske Breve til en Princesse af Leibnitz’s Philosophie, men som ogsaa strax erklæres for at være fornuftstridigt Hiernespind. Dette Slags Skrifter staae for saavidt over de af den Foregaaende foregaaende Classe, at de giøre den almindelige Menneskeforstands ærværdige Standpunct gieldende mod vilkaarlige Phantasier og vægre sig ved at erkiende det Uforstandige for at have nogen Realitet. Men det forstaaer sig af sig selv, at det der de strider mod er et indholds blot Phantom.

Der gives fremdeles Værker over Philosophiens Historie, hvori Forfatterne virkelig staae paa et philosophisk Standpunct men dog paa en aldeles udvortes Maade bedømme philosophiske Systemer, fordi de giøre et philosophisk Standpunct gieldende mod et andet derfra aldeles forskielligt, hvis Gyldighed, de ikke have begrebet. Hertil høre f: Ex: alle de Skrifter, hvori den ældre og nyere Tids Philosopher erholde deres Dom for den kritiske Philosophies Tribunal. Efter denne Synsmaade gives der kuns eet fornuftigt System og Videnskabens Historie fremstiller kuns en Række mislykkede Forsøg. Saaledes erklærer Philosophen Fries, som er en Tilhænger af den kritiske Skole, og som staaer paa det her betegnede Stade Standpunct, aldeles consequent Philosophiens Historie for at være en Historie om den menneskelige Aands Vildfarelser.

Den, der paa en grundig Maade vil giøre sig bekiendt med de philosophiske Systemer, der have Betydning i Philosophiens Historie, maaemaa ikkehverken giøre dem til Gienstand for en ligegyldig Opfattelse eller holde sig en defensiv Stilling imod dem. Han maa hengive sig til den fremede Aands Førelse og reproducere deres Værker hos sig saaledes at han finder sig selv deri. Den, der ikke saaledes kan trænge ind derii et philosophisk System, at han enten erkiender det for at være en meer eller mindre fuldkomen Form for Sandheden eller i det Mindste kan forklare sig hvorledes Forfatteren er kommen til sine Antagelser, han forstaaer dendet ikke; thi den Aand der udtaler sig i ethvert originalt philosophisk Værk, er Menneskehedens almindelige Aand, som med meer eller mindre udviklet Selvbevidsthed fremtræder iunder utallige Skikkelser. Hvad der har medført dyb Overbeviisning for tænkende Mennesker maae i det idet Væsentlige være sandt, da der tilsidst ikke gives noget andet Punct paa en Tænknings Realitet end den umiddelbare Vished som den medfører, og Enhver som kan følge Fremstillingen af en saadan Tænkning saaledes, at han gandske hengiver sig tilegner sig den fremmede Bevidsthedskreds, maa nødvendigen finde noget tilsvarende hos sig selv og erkiende at Sandheden her møder ham fremstillet fra en eller anden Side.

Hvor da Strid finder Sted mellem lige overbeviste Partier, der maa det altid være Mangel paa giensidig Forstaaelse, der foraarsager den. Enten maa det være et overordnet og et underordnet Standpunct, hvorpaa de Stridende befinde sig, i hvilket Tilfælde Misforstanden blot findes finder Sted hos det ene Partie, eller det er to eensidige coordinerede Standpuncter, der giøres gieldende mod hinanden. hinanden (f: Ex: den eensidige Idealisme ellerog den eensidige Realisme, den eensidige Determinisme og den eensidige Indeterminisme) i hvilket Tilfælde begge de Stridende ere saa langt fra at forstaae hinanden, at den Ene ikke de ikke engang lægge Mærke til at den Enes Synsmaade kuns kan bestaae derved, at han har nogetNoget af Modstanderens Synsmaade i sin. Strid mellem om væsentlige philosophiske Quæstioner mellem Mænd, der virkelig fortiene Navn af Philosopher, kommer da bestandig deraf, at de mangle Evne eller Tilbøjelighed til at aabne sig for hinandens Meddelelse og gaae ind i hinandens Tankegang Tankekreds.

En grundig Fremstilling af Philosophiens Historie er tillige en grundig Philosophie; thi kun den kan have fuldkommen Indsigt i de forskiellige Systemers Betydning og Forhold til hinanden, som veed, i hvad Forhold de alle staae til Phis Philosophiens Idee. En saadan historisk Oversigt af de forskiellige philosophiske Systemer vilde være væsentlig forskiellig fra den forhen omtalte Kritik af Systemerne efter et bestemt System; thi her var Erkiendelsen ikke frems fremtraadt i noget eensidigt System, der udelukkede andre eensidige Systemer, men den var en Indsigt i alle Systemers Sandhed og Gyldighed, Gyldighed. –

Vi have sagt, at en grundig Philoso Historie af Philosophien falder samen med Philosophien selv. Men heraf følger ei, at den Anskuelse grundige Erkiendelse, hvoraf den er i Besiddelse, der erkiender de forskiellige Systemers Forhold til hinanden, er i Besiddelse hinanden, træder i Stedet for den historiske Betragtning. Tvertimod har den philosophiske Erkiendelse kun sin virkelige Tilværelse og Fremstilling i den Tænkning, der giennemgaaer de forskiellige Synsmaader i deres Sammenhæng. Disse forskiellige Synsmaader kunne heller ei af nogen Enkelt saaledes gives i en systematisk Fremstilling, at Kilderne selv derved skulle giøres overflødige. En saadan Fremstilling har egentlig kun sin fulde Betydning for den, der kiender de forskiellige Systemer, saaledes som de selv have fremtraadt i kraftig Eensidighed. En Fremstilling af Philosophiens Historie kommer da til at staae i same Forhold til Philosophiens objective Historie, som Afbildninger af Naturens Phænomener staae til Naturen selv. – Ved en saadan Betragtning af Philosophiens Historie høre dens Mangfoldigheden og Forskielligheden af dens Skikkelser op at have noget Afskrækkende og Mistrøstende i sig. Mistrøstende, derved forsvinder den Vildfarelse, at Philosophien skulde kunne fuldendes i nogen ved nogen enkelt Mands Bestræbelse og den Erkiendelse fremstaaer, at Philosophien lever i alle enkelte Individer, som have Kald og Evne til at fremme det fælleds Værk.

Den, der ret med Frugt skal kunne studere Philosophiens Historie, maa da ikke blot have Receptivitet for Philosophie og Philosophie men ogsaa besidde besidde den Alsidighed, der udkræves for at kunne till tilegne sig en Mangfoldighed af individuelle Synsmaader, men tillige besidde den S saadan Selvstændighed, at der hans Aand kan blive det ordnende Princip, som sætter de forskiellige Former i det rette Forhold til hinanden. Denne selvstændige Bearbeidelse af de forskiellige philosophiske Systemer er en nødvendig Følge af at forstaae dem; thi den der forstaaer dem kan i Følge sin Aands Identitet ikke opfatte det ene System efter det andet uden at erkiende deres indbyrdes Forhold til hinanden.

Der kan spørges, om det er naturligst i en Fremstilling af Philosophiens Historie, at holde sig til de forskiellige Systemers Tidsfølge eller at gaae ud fra dem, der staae paa det meest underordnede Standpunct og at skride frem til dem, i hvilke der findes en mere udviklet Selvbevidsthed, hvori altsaa det, der paa de foregaaende Standpuncter i Sandhed er vundet, beholdes som integrerede DeeleLed af en mere omfattende Synskreds. Det bliver da et andet Spørgsmaal, om de efter hinanden følgende Systemer, der fortiene Plads i Philosophiens Historie, ikke bestandig have ført Philosophien fremad; thi i saa Fald vilde hine to Synsmaader falde samen. – Skiøndt det nu er langt fra at Menneskehedens ErkiendelseFremgang til Erkiendelse saaledes skee i engaaer for sig i en ret Linie, at enhver Forandring i Menneskehedens Bevidsthed kan betragtes som et Fremskridt, er dog saa meget vist, at Philosophien i visse Perioder har udviklet sig i saadan Samenhæng og at den Enes Arbeide saa umiddelbart har sluttet sig til den Andens, at dens Systemer med god Grund lade sig opstille i en Række. Dette er netop Tilfældet med endeel af den nyere Tids største Philosopher, saa at en chronologisk Fremstilling af de i den fremtraadte Systemer ikke bliver saameget forskiellig fra den ovenfor omtalte reale Orden. I øvrigt paastaae vi aldeles ikke,ikke at alle dette Sekels Philosopherphilosophiske Scribenter, som fortiene Historiens Opmærksomhed, staae i et saadant nært Forhold til hinanden: tvertimod udvikle flere af vor Tids meest udmærkede Scribenter sig med saadan haardnakket Selvstændighed, at de synes at være fuldkomen ubekiendte med deres Samtids Forskninger.

Det Ved det i sig selv temmelig ubestemte Udtryk den nyere Philosophie som jeghvoraf jeg i Anmeldelsen af disse Forelæsninger tænkthar brugt,betient mig, har jeg tænkt paa den Række af Systemer, som i den allernyeste Tid efter en temelig samenhængende Tankegang have afløst hinanden. DenneDen Philosophie, som i denne Tidsalder af Videnskabens Historie har udviklet sig, kan i flere Henseender orkaldes original, deels fordi gendens Ophavsmænd ligesom paa ny have opfundet den speculativeegentlig-speculative Philosophie udenog arbeidet længe førend de tilfulde kunde forstaae de dybere philosophiskeAnskuelser, der alt vare nedlagte i ældre philosophiske Skrifter, deels fordi flere nyfuldkommen nye Problemer deri ere blevne Detbearbeidede. –

Det Spørgsmaal, hvorfra man i denne Philosophie først gik ud var det om den menneskelige Erkiendelses Grændser. Denne Opgave blev tydeligst fremstillet og udførligst behandlet af Kant, men den havde allerede tilforn beskiæftigetværet behandlet af engelske Philosopher, til hvilke Kants UndersøgelserKant nærmest sluttede sig. – Locke var en af de flere originale Tænkere, som i den nyere Tid forsøgte paa ataldeles at løsrive sig fra en traditionel Philosophies Antikritikde traditionelle Former i Philosophien, som vedman paa hans Tid ved Universiteterne studerede paa en historiskgiorde til Gienstand for et Studium, der mere varevar historisk end philosophisk. De Undersøgelser, hvortil han foranledigedes for at tilfredsstilleved en reen videnskabelig Trang hos ham selv og hans Omgangsvenner, som ikke fandt nogen Tilfredsstillelse ved den scholastiske Philosophie, der foredroges ved Universitetet i Oxford, vare strængt tageti Grunden ikke af philosophisk Natur, da de fuldkommen holdt sig til den almindelige Menneskeforstands ukritiske Sætninger. Men de vare fremstillede paa en saa frisk og diærv Maade, at de nødvendigviis maatte vinde mangfoldige Tilhængere og sætte en dybere Tænkning i Bevægelse.

Han opkastede først det Spørgsmaal, om der gives en Vei, hvorpaa man kan komme til almindelige Erkiendelser, som medføre Bevidsthed om Nødvendighed og blev saaledes Ophavsmanden til den kritiske Philosophie i vidtløftigere Betydning, naar man ved dette Udtryk betegner den Philosophie, som gaaer ud paa at undersøge Erkiendelden menneskelige Tænknings Realitet eller dens Forhold til den objective Tilværelse. Denne hele Undersøgelse kunde altsaa egentlig betragtes som en Forberedelse til Philosophien, uagtet den i lang Tid blev betragtet som Philosophien selv. Den maatte i Følge sin Natur sige vi betragtes som et propædeutisk Studium, thi hvis man kom til det Resultat, at Mennesket var i Stand til at erkiende Tingenes Væsen, maatte man da skride frem til Udviklingen af denne Erkiendelse og hvis man kom til det Resultat, at den menneskelige Tænkning ikke førte tilhavde nogen Realitet, da havde man dermed ikke nogen Philosophie, men Vished om at Philosophien maatte opgives som en forgiæves Bestræbelse.

Locke kom til det Resultat, at den menneskelige Tænkning ikke komførte til nogen Erkiendelse af Tingenes oversandselige VæsensVæsen, men at den kun bestod i en forstandigOpfattelse af deres sandselige Beskaffenheder. Han vilde efter sin Plan betragte Erkiendelsen i sit Begyndelsespunct og derfra forfølge den igiennem dens forskiellige Udviklingstrin indtil den kom til den Grændse, som den ved at besinde sig maatte forefinde. Han paastod da, at Erkiendelsen modtog alt sit Stof af Sandserne – nihil est in intellectu, quod non antea fuit in sensibus. De tilværende Ting afficerer SandserneSiælen og vi kunne ikke paa nogen anden Maade komme til Kundskab om tilværende Ting end ved en Impression som han kaldte det.det Denne hans Paastand var nærmest rettet imod en raa Fremstilling af cartesianske og platoniske Forestillinger om medfødte Begreber, der i hans iSamtid vare bragte i Omløb. Mennesket, sagde han, fødes ikke med Bevidsthed om almindelige Begreber eller almindelige Sandheder. Hvad man umiddelbart forefinder som givet ereer en Mangfoldighed af enkelte Sandsefornemmelser, hvilke Sindet opfatter paa en aldeles passiv Maade, ligesom Speilet modtager Billedet, som falder derii det. Det indeholder en Modsigelse, at noget skulde findes i Bevidstheden oprindeligen inden Sandsningen har taget sin Begyndelse; Sindet er atoprindeligen at betragte som en tabula rasa,en ubeskreven Tavle.Tavle (tabula rasa). – Dersom Mennesket var født med almindelige Erkiendelser, hvoraf det foruden de sandselige Forestillinger strax var i Besiddelse, da maatte det nødvendigviis vide deraf; ja det maatte have de Erkiendelser, som vare de oprindelige endnu klarere og mere nærværende for Bevidstheden end de tilfældigen tilkomne. Men dette er saa langt fra at være Tilfældet, at saadanne Erkiendelser først seent udvikle sig. Desuden have hine Erkiendelser slet ikke den Almindelighed, som man falskeligentillægger dem. Børn, vilde og ucultiverede Mennesker have sldem slet ikke og enikke: endogsaa naar de giøres opmærksome paa dem, ere de ikke engang i Stand til at fatte deres Betydning. Endogsaa de meest indlysende af de saa kaldte medfødte Sandheder, som f: Ex: de der udtrykkes i Identitetsprincipet og Contradictionsprincipet ere saa langt fra at være nedlagte hos Mennesket fra Fødselen af, at en stor Deel aldrig seeville see sig i Stand til rigtigen at forstaae dem. Desuden har der saavel om de theoretiske som de practiske Sandheder af dette Slags været saa stor Strid imellem dem, der forstaae Meningen deraf, at de langt fra kunnederes Gyldighed langt fra kan siges at være almindelig erkiendt.

Erkiendelsens Stof vindes blot ved Sandsninger og dens Form gives ved Reflexioner,Reflexioner og Abstractioner, som følge paa Sandsninger. Den Erkiendelse, som erholdes ved Sandsning og Reflexion gaaer deels ud paa Tingenes primitiveoprindelige Egenskaber deels paa(qualitates primitivæ) der harhave objectiv Gyldighed saasom deres Udstrækning, deres Figur, deres Bevægelighed, deels gaaer den ud paa deres afledede Egenskaber (qualitates secundariæ) der blotsaasom deres Farve, deres Lugt, deres Smag, der blot tilkomme demder ikke tilkomme Tingene selv, men opstaaeudtrykke deres Forhold til Reflexionen, som er ErkiSandseredskaberne.

ReflexionVed Reflexionen, SandsningErkiendelsens andet Element, dannes alle Almeenbegreber i det Stoffet, som ved Sandsninger er bearbeideterhvervet, bliver nærmere ordnet og blive først almindelige Begreber dannede.(sletning med blyant, skyldes måske ikke Møller)bearbeidet. Reflexionens Functioner ere nemlig 1. de enkelte Sandsefornemelsers Forbindelse til Enhed. 2. Samenligning af de forskiellige Forestillinger og 3. Abstractionen, der ledes af Forestillingen om Tingenes Ligheder og Uligheder og ved hvilken Almeenbegreber først komme i Stand. – Alle gyldige Almeenbegreber fremstille enten Substantser,Substantser eller Substantsernes sandselige Egenskaber eller deres Forhold til hinanden.

Resultatet af Lockes UndersøgelserForskninger bliverer da, at Mennesket ikke ved nogen Tænkning kan komme til en sikker Erkiendelse af oversandselige Gienstande, men at dets hele Viden blot indskrænkes til den sandsynlige Kundskab som kan opnaaes ved Induction og Analogie.

Et saadant Resultat maatte naturligviis møde Indvendinger af grundigere Tænkere og Leibnitz opstodTænkere: saaledes opstod ogsaa Leibnitz strax som en Modstander af dette consequente sensualistiske System. – Leibnitz indsaa fuldkommen det Eensidige i LeibnitzLockes Synsmaade og giendrev ham saa grundigt, at mange ægte philosophiske Sandheder sikkert vilde være blevne giort gieldende i Tidsalderen ved hansde polemiske Skrifter, som han i denne Anledning udgav, hvis ikke Fremstillingen af hans Monadelære havde været saaledes indrettet, at den̅e Lære for en overfladisk Betragtning mere lignede et Product af Phantasie end af dybsindig Tænkning. – Han gistræbte i sine humane Stridsskrifter at giøre Locke opmærksom paa, at Undersøgelsen om Erkiendelsen ikke kan behandles for sig men forudsættesom et Kapitel af et philosophisk System. Det ligger da ogsaa i Sagens Natur, at et saadant uløsrevet Problem ikke paa en fyldestgiørende Maade kan behandles for sig; thi om ogsaa dette Problem kan giøres til Udgangspunctet for en philosophisk GrandskningFremstilling vil dog ikke noget fuldkoment Svar derpaakunne gives derpaa uden iat dette Svar oplyses ved sin organiske Samenhæng med mangfoldige andre vigtige UnSvar. – Leibniz giorde opmærksom paa, at Forholdet mellem Tanke og Ting eller mellem Bevidsthed og Realitet ikke var saa umiddelbart indlysende at det kunde begribes, i detuden at gøres til Gienstand for videnskabelig Undersøgelse. Men især søgte han at berigtige Lockes Forestillinger om de medfødte eller aprioriske Begrebers Natur. Naar der tales om oprindelige Erkiendelser, siger han, menes dermed ikke Erkjendelser som actuellement ere tilstedetilstede i Bevidstheden, men som virtuellement ligge deri. Under Opfattelsen af Sandseverdnens tilfældige Phænomener anvendes adskillige Grundbegreber, saaledes at den sandselige Erkiendelse først ved denne Anvendelse bliver muelig, men derfor ere disse Begreber ikke saaledes nærværende for Bevidstheden, at de strax kunne giøres til Gienstand for Forestillinger. Saaledes anvendes f: Ex: Begreberne om Enhed og Fleerhed, Aarsag og Virkning idelig saavel af Barnet som af den Vilde uden at det jdisse Personer derfor vide af at de have disse Begreber,Begreber eller uden at de lægge Mærke dertil. Det same gielder om de logiske Grundsætninger, der anvendes i enhver Domspeciel Tænkningsact, men gaaer i Eet med den specielle Erkjendelse, saa at der hørerkræves en vis Udvikling af Selvbevidstheden for at man skal kunne fremhæve disse Sætninger for sig. (Herbarts Fornyelse af Sensualismen).

Ogsaa giør Leibnitz Indsigelser mod den Sætning hos Locke, at de ydre Ting giøre Indtryk paa Sjælen og giver ved denne Leilighed en Udsigt over nogle af de vigtigste Puncter i sin Monadelære, somhvilken vi ogsaa paa dette Sted ville kortelig fremstille. Han antager at hele Universet bestaaer af en Uendelighed af enkelte for sig bestaaende VæsnerKræfter eller Monader. Enhver af disse Monader harmaa have sin særegne Qualitet, da den virkelige Tilværelse ei ved deres Forbindelser kunne erholde sin uendelige Mangfoldighed af Qualiteter. Ingen Monade kan paa en umiddelbar Maade paavirkes af andre Monader og følgelig kan heller ikke den menneskelige Sjæl, som ogsaa ereer en Monade, afficeres af Ting uden for den. Man antager en saadan Indvirkning for at forklare sig SiælensSindets Forandringer, men disse Forandringer have deres Grund i Monadens egen Natur: den befinder sig i en uafbrudt Selvudvikling. En saadan af et Væsens eget Indre udspringende Virksomhed kiende vi i Forestillingslivet; derfor kan man i Analogie hermed tænke sig selv de mindst udviklede Monaders Liv, som en uafbrudt Række af dunkle Forestillinger. Enhver Monade forestiller sig idelig alle de øvrige tilværende Ting, men i dens ubevidste slumrende Til-i sine lavere Tilstande ere dens Forestillinger uden SelvbevidsthedBevidsthed og kaldes da af Leibnitz Perceptioner, da de derimod i deres fuldkomnere Tilstande blive til bevidsteApperceptioner eller Forestillinger, af hvilke Monaden selv veed at sige. Enhver Monade befinder sig i en idelig vedvarende Stræben (appetition) og dersom bringer detden til at gaae over fra en Forestilling til en anden, fra en Perception eller Apperception til en anden. De Væsner, som vi kalde levende Væsner ere Aggregater af MonaderDe levende Væsners Legemer ere Aggregater af Monader, hvorisom ere underordnetunderordnede ende herskende Monaders, som vi kalde Sjæle. Den Forbindelse mellem Monaderne, som efter disses Natur er den meest passende, bestemes af enUrmonaden eller Guddomen og alle de enkelteendelige Monader kunne betragtes som FulUdstraalinger (Fulgurationesfulgurationes) af denne Urmonade. At en Monade erbliver i Stand til at have bevidste Forestillinger eller at den ophøjes til Rangen af en Siæl beroer blot paa dens af Gudomen bestemte Forhold til andre Monader. Nærmest forestiller den sig nemlig Legemets Forandringer og kommer igiennem Forestillingerne om dem til at forestille sig de øvrige tilværende Ting. Men aldeles urigtig er Lockes ForestillingsmaadeSynsmaade, at de ydre Gienstande umiddelbart indvirke paa Siælen, der som en Monade lever et i sig selv afsluttet Liv. Dens Virksomhed udspringer blot af den selv og den har – saaledes udtrykker Leibniz’sLeibniz selv sig herom,herom – ingenden har ingen Vinduer igiennem hvilke Kundskab om ydre Ting kunne tilføres den. – Overeensstemelsen mellem Forestillingerne og Tingene har derfor ingenlunde sin Grund i en ubegribelig Vexelvirkning mellem de forestillende Væsner og de forestillede Objecter, men ved en højere Foranstaltning svare dogdog, hver enkelt Monades Forestillingskreds og den virkelige Tilværelses Begivenheder aldeles til hinanden, saa at hverthver enkelt Monade kan betragtes som et Speil af Universet. Dette er Leibnitz’s bekiendte systemasystema, harmoniæ præstabilitæ, athvorpaa han satte saa stor Priis at han paa Titelen af flere af sine Skrifter kalder sig selv Ophavsmanden aftil dette System.

Forestillingerne have da efter denne Theorie Realitet, men – siger Leibniz – skiøndt man forestiller sig tilværende Ting ere dog umiddelbarede sandselige Forestillinger langt fra at være adæquate. Kuns en forvirret Kundskab erholdes afad denne Vei og den behøver Berigtigelse af Forstanden. Grunden hertil er, at de Phænomener, der opfattes ved Sandsning, frembringes ved Forbindelser af en uendelig Mangfoldighed af enkelte Kræfter, der ikke forestilles hver for sig men alle flyde samskiøndt dog hver især afgiver sit dunkleumærkelige Bidrag til den dunkle Totalforestilling. Ligesom man vedden grønne Farve fremkomer ved en blandingBlanding af det blaae og det guleGule, saaledes er i enhver sandselig Anskuelse de mangfoldige enkelteuadskilte Elementer samenflydte til Eet og dogdet er Videnskabens Opgave at tydeliggiøre sigde derved erhvervede uadæquateuadquate(ændret fra ‘uadæuate’) Forestillinger.

De Fleste, der have kritiseret Leibnitz’s Philosophie, have ligefrem erklæret de meest eiendomelige Kapitler af hans Philosophie nemlig hans Monadelære og hans SystTheorie om den forudbestemte Harmonie for aldeles phantastiske Opfindelser. Saa meget er ogsaa unægteligt, at Fremstillingen af disse hans Synsmaader, ikke blot hvor den saaledes som her sksamentrænges i nogle faa Sætninger, men selv saaledes som den findes hos Forfatteren selv, har eten meget sandseligt Udseende, skiøndt man desuagtet igiennem det poetiske Slør ikke kan miskiendeUdseende. Desuagtet lyserskimtes herdog hans dybe philosophiske Anskuelse og hans levklare Erkiendelse af LiveTilværelsens almindelige Liv overalt igiennem det poetiske Slør. Meget hos Leibniz er desuden i den Grad figurligt udtrykt, atLeibnitz’s Bestræbelse gik ud paa umiddelbart hos sinehans Læsere at vække den philosophiske Bevidsthed, hvori han levede. Han har overikke givet noget methodisk udarbeidet System, men indskrænkede sig til at udtale sit Systemsin Erkiendelse i et aphoristisk og dogmatisk Foredrag, uden at lede sine Læsere gradeviist til at indsee NøGyldigheden af det Standpunct, hvorpaa han stod. Han har meer end nogen anden stor Philosoph stræbt at læmpe sig efter almindelige Menneskers Fatteevne og denne Bestræbelse maatte naturligviis i høi Grad giøre hans Fremstilling billedriig og uegentlig. Saaledes søgte han f: Ex: at tydeliggiøre Overeensstemelsen mellem Tilværelsen og Tankens Verden ved det meget haandgribelige Billede af to Uhre, der i deres Gang fuldkommen holdt Skridt med hinanden. – Forresten er den Synsmaa-Mening, som Flere have yttret om Leibniz’s Philosophieyttret, at Leibnitz af Frygt for ubehagelige Samenstød med den orthodoxe Kirke med Flid har tilhyllet mangen Sandhed meer end han under andre Forhold vilde have giort, maaskee heller ikke gandske ugrundetuogrundet. I det mindste kunde adskillige af hans dristige Forgiængeres Skiæbne let afskrække ham fra en aaben Meddelelse. Det var nemlig kuns 47 Aar før hans Tid, at Bruno var bleven brændt for sinsine philosophiske FrihedsFrimodighed og Philosophen CampanellaCampanella, havdeder døde blot 6 à 7 Aar før hans Fødsel havde maattet paved sine Skrifter paadraget sig mangfoldige Forfølgelser og havde tilbragt hele 27 Aar i et Fængsel.

[ovenstående er en prøve; fortsættelse følger]