ryk="xned"Metaphysik

Indledning

Momenter

Den En egen egentligste Indledning til Metaphysiken vilde være en egen philosophisk Diseplin for sig, som forfulgte den menneskelige Bevidsthed i sin normale Udvikling giennem flere forskjellige Stadier indtil det Philosphiens Punct, hvor Metaphysiken tager sin Begyndelse. Metaphysiken e dog i en vis Betydning, som efterhaanden under dette Foredrag vil blive tydeliggiort en Begyndelse en fuldkom paa Philosophiens System og kan blive gierne forf fuldkommen fattelig som en fuldstændig Videnskab, der foredrages uden nogen Slags Indledning. Den som ikke forklarer dens Begyndelse vil nemlig under Foredragets Løb desuagtet efterhaanden kunne mærke, i hvad Sphære der er man bevæger sig.

Her vil jeg hverken forudskikke en philosophisk Propædeutik, som er den strænge methodiske Indledning til Metaphysikens almindeligeste Deel eller Ontologienh heller ikke begynde paa Videnskaben selv uden al Indledning for at og lade lade den i sin Udvikling forsvare sig selv; men jeg vil ved nogle aphoristiske Bemærkninger, som i det Mindste ere letforstaaelige forstaaelige for dem, som er noget bekiendt med Philosophiens System, forsøge foredrage give at give en foreløbig Forestilling om Metaphysikens Indhold og dens Forhold til fuldkommen Videnskab. Disse indledende Betragtninger skulle have altsaa ikke nogen Slags ikke foredrages efter nogen stræng Methode, som ligger i Sagens Natur, men med en saa fuldkommen Frihed, at andre flere forskjellige Indld forberedende Tanker gierne kunde have været valgte i Stedet for disse. Dette bemærkes udtrykkelig, da denne Indledning i sin Form bliver fuldkommen forskjellig fra Metaphysiken selv, under hvis Udvikling det vil vise sig, at Fremgangsmaaden er nødvendig begrundet i Sagens Natur.

Hvis jeg for en Videnskabsmand Tilhænger af , skulde der som saa mange Nulevende havde faaet sin philosophiske Dannelse ved den kritiske Philosophie, give et foreløbigt Begreb om den Hoveddeel af Metaphysiken som her skal foredraget en Ontologie, efter den Plan, som her skal følges vilde jeg forklare den ved en systematisk give den Forklaring at dervar Deduction af Kategorierne; thi efter et Tillæg af nogle nærmere Bestem̄else bestemmede vilde hiin Definition omtrent give ham en Forestilling om Videnskabens Indhold. I den kritiske Phiklosophie stræbteman egentlig Det efter at give en Fortegnelse over de alle Begreber, so ligge til Grund for al Tænkning og ikke havde deres Oprindelse sandelige Fornemmelser. Disse Begreber (Kategorierne) søgte Kant at bringe til Bevidsthed veedReflexion over de forskjellige Arter af logiske Domme. For denne Undersøgelse lagde han den af de sædvanlieg logiske bekiendte Inddelinger af Dommene til efter Grund (nemlig den som tager Hensyn til deres Auantitet, Qualitet, Modalitet og Relation. Det tages i hans Philosophie som en Kjendsgierning at hine Begreber forudsættes Realitet, at det ligger i Sagens Natur. Heller ikke blev va der giort syndelig Rede for disse Begrebers Indbyrdes Forhold til hinanden, da der dog naturligen maatte opstaae Sprørgsmaal om [om] disse Begreber ere hinanden blot sideordnede uden Sammenhng eller om de staae tildeels eller i Forhold til hverandre som almindeige og særlig Kant giver selv Anledning til dette Spørgsmaal, i det han i Forbigaaende løselig henkaster den Bemærkning, at den det tredie [:] tredie Kategorie i enhver Classe af Kategorier fremkommer ved en Forbindelse af den første og den anden. Men denne løst henkastede Tanke, hvorpaa Kant selv ikkelægger nogen Vægt. Han kalder den en »artig Bemærkning.« opfordrer stærkt til [:] at spørge hvad Forhold da de forskjellige Classer af Kategorier have til hinanden. Disse Gaader udtaltes mere eller mindre bestemt Alt under den kritiske Philosophies Udvikling, hvor de sam̄enfattedes e i den bestemte Fordring af om en Duduction af Kategorierne.

Naar man udgiver Ontologien for at indeholde en saadan Deduction af Kategorierne tager man Begrebet af K Kategorier i en mere omfattende Betydning end Kant i sin Fornuftkritik har giort; man sammensatter under denne Benævnelse alle aprioriske Begreber ogsaa de af Kant saakaldte Refelxionsbegreber og Ideer, forsaavidtsom som disse sidste tænkes uden alt sensualistisk Indhold. forsaavistsom disse befindes at være frie for sensualistisk Indhold

Men ved sin Afbenyttelse af de Henvisninger til i særdeleshed er det ved hiin Definition efter de kritiske Philosophers Talebrug er det af særdeles største Vigtighed at man slaaer enhver Forestilling om Kategoriernes Subjektivitet af Hovedet. Kant antog at de Begreber, som ligger til Grund for Tænkningen blot ere Former, der ere nødvendige for Mennesket for at det skal kunne tillægge sine [kopi ulæselig] Realitet uden at disse derfor som sande Bestemmelser giælder for Tingene i sig selv. Denne reent aldeles vilkaarlige Paastand erkjendes for aldeles urigtig i en rigtig Fremstilling af Ontologie Ontologien . De Bestemmelser,som medføre have fuldkommen Nødvendighed nødvendighed for Tænkning af Tilværelsen giælder nødvendigviis for Tingene i sig selv. Antager man ikke denne Sætning for rigtig, indvikles man i en Tvivl Tvivel , der reent ophæver sig selv. Man kan vel ikke giendrive den Skeptiker, der ved ethvert Skridt af en den videnskabelige Tankegang, fremkommer med den haardnakket [:] [:] de Bemærkning, at det er muligt, at den menneskelige Tænkning er bundet subjektive Love, i Følge hvilke han danner sig blot be skjæve Begreber om Tingenes Natur og Væsen; thi ved ethvet tænkeligt Beviis behøver han blot at udtale sin eengang een Gang for alle færdige Formel: Saaledes nøder jeg efter min Subjektivitet til at tænke mig Tingenes Væsen, men hvo forsikrer mig, om at jeg de ikke uden er bundet til den Natur at vide der er bunden til den Skjæbne at føres til blot vildfarende Tanker, der dog for mig, med fører fuldkommen Overbeviisning. Videnskaben kan vel udtale sin Verdensanskuelse for hiin absolute Skeptiker, efter [kopi ulæs.] Overbeviisningen om Tænkningens Realitet styrkes ved et Begreb om Tænkningens Betydning i Tilværelsen og dens Udspring fra Religiones Gienstand, det Alt-indbegribende Væsen; men Skeptikeren, kan naar Videnskabsmanden har udtalt paany fremkomme med sin simple Formular: Saaledesmaa vi tænke os Tilværelsens Grundforhold; men maaskee de i sig selv ikke ere saadanne, som vi maa tænke os dem. Vi nødsages da til at svare hiin Skeptiker, der med en eneste Trylleformular troer vil fortrænge alle Videnskab at kunne tilintetgiøre alle Frugter Videns af Videnskabens Anstrængelser. Sæt at det er muligt at Fornuften fører til blot Blændværk, da philosophere vi under den Forudsætning, at hvad der for en fornuftig Tænkning medfører Overbevisning giælder for Tingene i sig selv. Vi antage en [:] Gang for alle, at hvad Mennesket nødvendig maa tænke at være, nødvendig er saaledes som det man tænkes og begriber ingen [:] [:] høiere Vished end den, der for os edfører fuldkommen Overbeviisning.

Efter disse Indskrænkninger og Berigtigelser kunne vi lade hiin Definition giælde at Ontologien er en Deduction af Kategoriernes System.

Vi have ovenfor sagt, at Ontologien er et for sig afsluttet Heelt, som ved en klar Fremstilling ligesom enhver philosophisk Diciplin kan blive forstaaelig for sig, om end større Klarhed udbredes over denne Videnskab, naar den sees i sin organiske Sammenhæng med hele Philosophiens System. Men skjønt Ontologien har en kan fremstilles med saadan relatvi Selvstændighed, at densFremstilling kan forstaaes for sig udrevne af sin Sammenhæng med Philosophiens øvrige System, i det dens enkelte Dele kaste det nødvendige Lys paa hinanden, erdet dog ikke sagt at Læsere Læseren eller Tilhørere Tilhøreren strax fatter dens første Sætninger, naar vi tænke os dem aldeles uden al philosophisk Cultur. Hvis Hvis det er Tilfældet her Læsere eller Tilhører den aldeles uforberedte Læser strax ved Foredragets Begyndelse finder føl sig orienteret og mærker, i hvad Region han befiner sig [veed at orientere sig og mærke, i hvilken Region han befinder sig] er det snarere at regne for et heldigt Tilfælde end en Virkning, der kunde gjøres Regning paa og som laa i Sagens Natur.

Men jeg behøver i det nærværende Foredrag ei at giøre lade en aldeles forudsætningsløs Begyndelse og lade vor Videnskabs Fremstilling forstaaes blot af sig selv og sin egen Sammenhæng. Jeg tør hos alle mine Herr Tilhørere forudsætte Bekiendtskab med et eneste Begreb, [hvortil jeg bequemt kan knytte] ved Hiekp af hvilket jeg kan give et fuldkommen klart Begreb om Ontologiens Indhold: jeg mener Begrebet aprioriske Begreber eller Kategorier. Jeg anter det for en afgiort Sag, at der til Grund for al Erkjendelse ligger endeel Begreber, som ikke fremstiller have a noget ved sandselig Fornemmelse givet Indhold. Den aandelig Selvvirksomhed, der sættes i Bevægelse ved sandselige Fornem̄else bestaaer i en idelig Anvendelse af saadanne Kategorier: enhver Tænkning i vidtløftig Betydning af Ordet har dem paa ethvert Punct til sine Forudsætninger. Naar vi have sagt, disse at en Begreber ligge til Grund for al Erkiendelse, da har denne Sætning bogstavlig Sandhed og fuldkommen almindelig Gyldighed; thi [der gives ingen Erkjendelse] paa ethvert Punct af sin Udvikling indeholder Erkiendelsen

Tænkning og Tænkningen bestaaer i en Anvendelse af Kategorier, af aprioriske Forudsætningersom udspringe blot af Tænkningen og lede dens Virksomhed. Ved disse Kategorier erkjendes Bestemmelser ved Tingene, som kun ere til for Tænkningen og som dog for det erkjendende Subject medføre sam̄e samme Overbeviisning som deres objective Gyldighed, som de Bestemmelser, der i Følge Affectioner af Nervesystemet tillægges Tingene. Tænkningen giennetrænger Erkjendelsen paa ethvet af dens Udviklingstrin: der kan ingen Sandsning finde Sted uden derved at Sujectet adskiller en tilværende noget Tilværende Ting fra sig selv og sætter fra de Tilvæ det som noget for sig, forskielligt fra andet Tilværende, men her kommer da strax adskillige aprioriske Begreber til Anvendelse, Begreberne Tilværelse, For-sig Væren, Forskjellighed.

Naar Menneskets Bevidsthed er saavidt [:] at det ved Eftertanke over Tænkningen kan komm Giøre sig rede for dens aprioriske Forudsætninger og besidder et Forraad af Ord, som betegne Kategorierne. Men ved at tænke over den Periode af Mennskelivet, da Overgang giøres fra Bevidstløshed til Bevidsthed, trKffer man et mørkst Partie af Psychologien, som er kun lidet behandlet af Videnskaben. HVorledes er Kategorierne tilstede hos det tænkende Subject, naar Bevidstheden begynder. Bevidstheden Beg begynder med den flrste Sandsning og i den yttres allerede alt Tænkning, Anvendelse af Kategorier; men i hvad Form besidder Subjectet dem, før der betegner dem med Ord? Kan man antage at Barnet, der begynder at skiønne, adskiller Tankerne om Tilværels, For-sig-Væren, Forskjellighed? Disse Tansker synes at maatte komme til Anvendelse for at Barnet skal kunne skiønne, da det til den Ende maa adskille Objectet fra Subjectet sig , det bestemte Object fra andre Objecter. Men alt al Dette maa her foregaae uden Selvbevidsthed Bevidsthed (og uden Ord) paa en Maade, som vi ikke klart kunne forestille os

Det Disse her berørte psychologiske Problem om Tænkningens Forholdet mellem første yttringer, der maae tænkes at være forefaldne paa hiin Side af det selvbevidste Liv, vedkommer vi egenlig ikke her. Vi betragte KAtegorierne saaledes som de viser sig efteratSelvbevidstheden er vaagnet og Menneskets Tænkning gaaer for sig ved Hjelp af Ord. Den meer eller mindre fuldkomne Articulation af Kategorierne, som da frentræder i Individets Tænkning, beroer ere meest paa paa Fuldkommenheden af det Sprog, hvori Fornuften møder meddeler det uden fra. Den Den større Større eller mindre Tydelighed, hvormed deaprioriske Begreber kommer til Udvikling hos Individet er nærmest betinget ved den Rigdom og Bestemthed, som hersker i dets Modersmaals Ordforraad og dernæst ved den størrer eller mindre Uddannelse hvormed Sproget i dets Omgangs[:] først kommer det for Øren. Den der bliver vakt til Selvbevidsthed ved et Sprog fattigt , der er saa fattigt paa Tankebestem̄elser, som det grønlandske bliver derved sat paa et lavt Trin af intellectuel Cultur, som hans individuelleNaturgaver ikke formaaer at hæve ham stort over. Individets intellectuelle Fuldkom̄enhed Cultur er altid betinget ved den Grad af Cultur, som finder Sted i det Selskab, hvortil han hører. Ved Genialitet kan vist nok Individet hve sin Kreds over det Trin, hvorpaa han finder den: men staaer denne det Kreds meget lavt paa den intellectuelle Fuldkommenheds Trappe, holdes han ved en uovervindelig Skjæbne [:] paa et Culturtrin, der maa kaldes lavt, naar man sam̄enligner det medmed det Stade, hvorpaa bedre cult begavede, dannede Folkestammer befidner sig. Den menneskelige Bevidsthed maa nemlig under sin normale Udvikling giennemløbe visse Stationer og kan ikke ved et spring ginealt Spring fra det laveste til det høieste springe de mellemliggende Stationer forbi, thi det høiste er kun det høieste naar for det virkelig har optaget giennemarbeidet de og overvundet alle de lavere Trin som ere dettes nødvendige Forudsætning.

Vi omtalte her Kategorierne saaledes som de forekommer naar paa Sel Selvbevidstheden er vognet, disse og Grundbegreber fastholdes ved bestemte Former i Sproget. Da ere de for det Første at betragtesom en Tradition, som er en Folkestammes fælledes Eiendom. Arv fra [:] disse Fædre og et af det de meest charakteristiske Udtryk af dets Tænkeevne Charakteristiske [:] Som Tradition kommer vel da Kategorierne uden fra til Individet og optages af det som noget Givet; men kan denne Tradition optages af et velbegavet Individ, finder det deri en Form for sin egen Tænkning, som det tilegner kan [:] sig og bruger, reproducere som om det selv havde produceret den: Modsætning mellem Selvtænkning og Overlevering Tr [:] for Individet. Det tænker selvstændigt frit og i de Tankeformer, som høre Stammen til, som ikke meer er det ene Individs Eiendom end detandets, fordi det er en Form et [:] for Udtrykket af den almindelige Fornuft, der kun har Virkelighed, i det den gientager sig i de særlige Individs Tænkning. Individet tænker selv, naar det tænker i sin Stammes Tankeformer; thi dets frie Fornuftliv bestaaer kun i Sam̄enhæng med et Selskabs Fornuftliv, hvis Strøm ogsaa gaaer igiennem den det individuelle Bevidsthed.

I Anvendelsen af Kategorierne Kategorierenes System føler Tænkningen sig i sit eget Element, meer end i Kundskaber om Tingenes sandselige Bestem̄thed Tradition af historiske Kundskaber. Derom maa en umiddelbar Bevidsthed kunne overbevise ethvert tænkende Subject. Naar det modtager erholder den Kundskab, at en Blomst er enhver [:] snart rød eller snart hvid, da er denne Kundskab udvortes for det i en anden Betydning end naar det erkjender, at et Phænomen er Aarsag eller Virkning enhver Virkning har sin Aarsag ; det føler sig anderledes ved sig selv, naar det det veed at det bevæger sig anderledes i sit eget Element Eiendom – Product reflecterer tænker over Begreberne Enhed, Flerhed, Grund, Følge, etc. Aarsag, Virkning, Grund, Følge, Enhed, Flerhed, end naar det danner sig sandselige Forestillinger sig Begreber om Heste, Hund, Æbletræ . De først nævnte Begreber ere nemlig Tænkningens egne Producter, det gienkjender dem sin egen Virksomheds faste Spor; det føler sig hjem̄e, paa en anden Maade, end naar det har at giøre med de Forestillinger og Begreber, som det har dannets sig i Følge [:] [:] Affectioner.

Kategorierne Kategorierne ere i en anden Betydning giennemsigtige og klare for Tænkningen end de ubegrebne sandselige Forestillinger. Derfor sagde vi, at Tænkningen i Kategorierne er ved sig selv, at den bevæger sig i sit eget Element. / Men kunne kunde saavel fremtræde paa en vulgkr Maade, som med en højere Betydning. For det Første kunne de ligge til Grund for Tænkningen i paa den almindelige sædvanlige Bevidstheds Periode. De bruges da hver for sig [:] [:] af den tænkende Subject uden de paa en selvfølgelig og forstaaende Maade opfatter sin Efrarings[:]. Ingen formaaer at danne sig Forestillinger om den Omverden der fremstiller sig for hans det Sandhed uden at hans det [:] bestandig træder i Forening med en Tænkning, der gaaer ud fra Kategorierne som sine faste Forudsætninger. Her viser de Fo aprioriske Begreber sig netop som aldelse klare og forstaaelige for Tænkningen; thi skjøndt Begreberne Tilværelse, Aarsag, Virkning o. s. v. her idelige komme til Anvendelse føles ingen Trang til disse Forklaringer: der spørges i denne Periode aldrig om, hvad Tilværlese, Aarsag, Virkning er o. s. v. det Det fostaaer sig af sig af sig selv; thi man har her med sin Forstaaelses Midler at giøre. Man tænker blot paa paa at forstaae Tingene, ei at forstaae sin egen Forstaaelse.

En dybere Betydning vinder en Kategorie Kategorierne , naar den lægges til Grund for en Verdensanskuelse, naar man ved Hielp af den paa en [:] Maade begriber hele Tilværelsen. En saadan Alt omfattende Betydning [:] for Exempel Begrebet Eenhed, da man først i den ioniske Skole kom til den Indsigt, at Alt var Eet. Man [:] her med Sandhed en Bestem̄else ved Tilværelsen, men en aldelse eensidig Bestem̄else, man omsluttede Tilværelsen paa en abstract Maade med et Begreb, men med et fattigt indholdsløst Begreb.

Den rigtigste Synsmaade dybeste og fuldstændigste af Kategorien er den, i Følge hvilke, de betragtes som rene Tankebestem̄elser, der hver for sig udhæve en Side af ved Tilværelsen, men kun i deres fuldstændig System give det rette Begreb derom. I denne Betydning skal Kategoriernes System udvikles i Ontologien. Den er en systematisk Udvikling af Tilværlesens almindleigste og nødvendige Betstmelser som i deres organiske Sam̄enhæng give det aprioriske Begreb en Gud og Verden og deres Forhold til hinanden. Men hvad der giælder om deenkelte Kategorier, giælder ogsa om deres hele System: det tjener kun til paa en abstract Maade at omfatte Tilværlesen, men giver ingen adqvat Erkjendelse af dens hele Rigdom af Indhold. Ontologien fremstiller udtaler de almindelige og nldvendig Prædicater, som Fornuften lærer os a priori at tillægge i Tilværelsen. Den udvikler de Bestem̄elser der [:] lader sig udlede af Begrebet Tilværelse uden hvilke da ei kunde blive Giensatnd for Tænkning.

Vi have lidt ovenfor sagt at en enkelt Kategorie eller Systemet af Kategorier, naar det ret forstaaes afgive det aprioriske Begreb, som er et Moment i enhver Verdensanskuelse. [Vi kunne betegne saadanne Tanker med den Sætning, at] Samme Tanke kan udtrykkes i den Sætning, at Kategorierne udgiøre Tilværelsens og Erkjendelsens Tænkningens almindelige Form, en Benævnelse et Ord, der [:] der ved Foredragtes Slutning vil kunne forstaaes med større Bestemthed. Foreløbig bemærker udtaler [:] [:] vi blot, at her ved Tilværelsen og Erkjendelsen blot tænkes paa det Indbegreb af almindelige Bestem̄elser som a priori giælde notere med fuld Overbevisning lade sig fastsætte for al Tilværelse Disse Bestem̄elser kunne ikke andet en tænkes om Tilværelsen, fordi ved Nødvendighedfølger afTilværelsens Begreb. Men Erkjendelsen og Tilværelsens vanlieg Indhold er dermed ei udtømt: Indholdets Fylde kan kun gives ved en Erfaring men Kategoriernes System afgiver det almindelige Begreb om Erfaringer og det uundværlige Grundlag Bidrag til for Erfaringen [:]