Om at lægge en Leveplan – Dyden kan yttre sig elementarisk ligesom Udyden – (Dette sidste kunde maaskee giøre Overgang til Pligtlæren)

Kleobulos: μέτϱον ἅϱιστον – En Anden: μηδὲν ἅγαν –

Da Dyden behøver Øvelse for at være meer end et Anlæg, men Øvelse behøver Leilighed , som til at ikke staaer i Mskets egen Magt, ... ikke.... i Menneskets Magt kan Dyden ikke tænkes adskilt fra Lykken.

De første Skeptikere lærte, at Intet i sig var godt eller slet, men kuns efter Menneskelig ? Vedtægt. Ritter Gesch. d. Ph. III 431 til 432. Ibid. 433 De lærte at der syntes at være ene [?] det Guddommelige, Godes Natur, hvorved Menneskets Liv fik Constantia og Jævnhed (blev ἱσοτατος – Ogsaa Dette henregnedes til Phænomener og var altsaa Gienstand for en Slags umiddelbar Opfattelse.

Indledning.

§1.

Efter den almindelige Forestillingsmaade er Moralen Videnskaben om Menneskets fornuftige Handlinger og det Øjemed, der ved dem skal opnaaes. Dén For at først den Erkiendelse af det Gode, som i Moralen bliver videnskabeligen udviklet, er først tilstede paa en umiddelbar Maade, saaledes at den Maxime, der i det enkelte Tilfælde bør følges bliver indseet uden Bevidsthed om nogen Grund derfor. Hvor Spørgsmaalet om de practiske Reglers Grund indtræder, er det en naturlig Tankegang, er det en naturlig Tankegang at søge det sidste Øiemed for Menneskets Bestræbelser og deraf at udlede alle de specielle Regler for dem. Efter den denne dogmatiske Methode, som fremkom̄er derved, udtrykkes den øverste practiske Regel i en Formel, der betragtes som indlysende ved sig selv og lægges til Grund for det hele System. Paa denne Maade have flere modsatte Principer under Videnskabens historiske Udvikling været giorte gieldende mod hinanden og de vigtigste Pligter og Dyder have med større eller mindre Eensidighed været udviklede af enhver af dem saa at intet ingen af dem kan være aldeles urigtigt. Men ved at underkaste dem en videnskabelig Kritik bragte man deres Eensidighed til Bevidsthed og kom til det Resultat, at Menneskets de fornuftige Stræben ei lader sig bestem̄e ved nogen enkelt almeengyldig Regel. I den egentlig philosophiske Methode ere disse to Synsmaader forsonede med hinanden, i det Manglen i ethvert eensidigt Princip bliver efterviist, men derved tillige giøres Overgang til en ny Bestem̄else for Principet, saa at Videnskabens sande Princip udvikles ved den Tankegang, der giennemgaaer alle de eensidige Bestem̄elser og følger deres naturlige Overgang i hinanden.

Indledning

§ 1.

Efter den almindelige Forestillingsmaade er Moralen Videnskaben om Menneskets fornuftige Handlinger, og det Øjemed Menneskets fornuftige Handlinger, det Sindelag, hvoraf de ret udspringe og det Øjemed ændret frade menneskelige Handlingers Natur og om de Øjemed , der ved dem skal skulle opnaaes. For at skaffe denne Videnskab sit Indhold og bringe dens Dele i Sammenhæng er man naturligen falden paa den Tanke at bestemme det sidste Øiemed for Menneskets Bestræbelser Handlinger og deraf at udlede alle de specielle Regler for dem. Efter den dogmatiske Methode udtrykkes et saadant øverste Moralprincip i en Formel, der betragtes som indlysende ved sig selv og lægges til Grund for det hele System. Paa denne Maade have flere modsatte Principer under Videnskabens historiske Udvikling været giorte gjeldende mod hinanden, og de vigtigste Pligter og Dyder have med større eller mindre Ensidighed virkelig været udviklede af enhver af disse modsatte Bestem̄elsesgrunde; saa at ingen af disse kan være aldeles urigtig. Andre have ved at underkaste alle forefundne Moralprinciper en Kritik udbragt det Resultat, at de tilsam̄en være urigtige eller eensidige og at den fornuftige Stræben ikke lod sig nærmere bestem̄e ved en enkelt almeengyldig Regel Den kritiske Methode viser derimod Mangelen ved enhver af de opstillede Principer og bliver staaende ved det negative Resultat, som derved er tilvejebragt .

§ 2

I Moralen forudsættes at Mennesket er et frit Væsen, men Frihedens denne Begreb erholder nye Bestem̄elser i Videnskaben selv. – Dén Frihed, som forudsættes er ikke den den der antages af Indifferentisterne, der paastaae, at Mennesket i ethvert Moment kan bestemme sig mod alle Motiver. Disse forsvare deres Lære ɔ: Theorie Paastand deels med en foregiven umiddelbar Bevidsthed om, at man undertiden virkelig bestem̄er sig mod alle Motiver; deels ved den Paastand, at Mennesket, naar Motiverne ere lige stærke ei kan bestem̄e sig efter med absolut Vilkaarlighed; de mene endelig at den enkelte Handling kuns efter deres Synsmaade kan have moralsk et Værd eller Uværd. Men herpaa maa svares, 1) at umiddelbar Erfaring ikke kan lære noget negativt; 2) at den forudsatte absolute Ligevægt ei kan finde Sted; 3) at Handlingen kuns ved en urigtig Abstraction kan bedømmes som adskilt adskilles fra Characteren. Desuden er Indifferentismen forfulgt i sin Consequence aldeles utænkelig og strider, i det den ophæver Begrebet Character mod Erfaringens udtrykkelige Vidnesbyrd.

§ 3.

Paa den anden Side er den eensidige Determinismus urigtig , naar den enten giør Villien aldeles afhængig af Erkjendelsens videnskabelige Udvikling Erkjendelsen , eller naar den antager, at den enkelte Hand-

I den egentlig philosophiske Methode ere disse to Synsmaader Methoder forsonede forenede med hinanden, i det Manglen i ethvert eensidigt Princip bliver efterviist, men derved tillige giøres Overgang til en ny Bestem̄else for Principet, saa at Videnskabens sande Princip først frembringes ved den Tankegang, der gjennemgaaer alle de eensidige Bestem̄elser og følger deres egen naturlige Overgang i hinanden.

§. 2. (overspringes)

Efter Den subjective Frihed denne Fremgangsmaade lader da Moralens Princip sig ikke opstille strax i Begyndelsen af Foredraget og vi møde det Spørgsmaal, hvorledes vi uden Vilkaarlighed komme til et Begyndelsespunct. Begyndelsen paa en underordnet Videnskab som Moralen kan ei være absolut, men maa forudsættes som beviist i den almindeligere Deel af Philosophien, der i Udviklingen af dens hele System maa gaae foran Moralen. Vi forudsætte som givet Begrebet om endelige

ling er et nødvendigt Product af Characteren og de udvortes Omstændigheder, og Characteren et Resultat af alle de foregaaende Handlinger. Hvis den da anseer den første Handling for fri (Prædeterminisme), da er ere handle den de heri inconsequent inconsequente ; thi de det væsentlige Vanskeligheder, som finde Sted ved at begribe de følgende Handlingers Frihed, gjelde ligesaavel ved den første Handling. Antages Antager man derimod ogsaa den første for ufri, er Determinismen Deter § 2. ["§ 2." synes skrevet paa siden tidligere] ikke væsentlig forskiellig fra Fatalismen, som strider saavel mod den moralske Bevidsthed som mod det ægte Begreb om en skabende Guddom.

§ 4.

Efter det rigtige Begreb om Frihed tænkes de enkelte den enkelte Handlinger Handlings Moralitet ændret fra Handling at være aldeles uafhængige af den empiriske Character hvilket vilde hæve Begrebet om Dyd , men heller ikke at .....? være aldeles bestemte derved. Tvertimod kan den empiriske Character i moralsk Henseende forandres, dog saaledes, at Villiens forandrede Retning kuns efterhaanden medfører Færdighed i det Gode eller det Onde. En usædelig umoralsk Character kan aldrig være aldeles uforanderlig, men derimod kan en dydig Character være saa befæstet, at ingen Forandring af Grundsætninger kan forefalde deri.

Fornuftvæsners practiske Frihed og da denne viser sig under flere Skikkelser er det den subjective eller moralske Frihed vi her nærmest have at giøre med. Friheden har nemlig i Retten en udvortes Tilværelse, men i Moraliteten har den et indre Element i Menneskets Sindelag og Øjemed under dets Handlinger.

§ 3. først skrevet 2.

Den subjective Frihed viser sig nærmest deri at Mennesket kuns da erkjender de Forandringer, der frembringes ved det i Omverdnen, for sin frie Villies Tilværelse, naar de i Forvejen have ligget i dets Viden og Villen. Herved opstaaer Begrebet om Tilregnelsen, hvorved den subjective Frihed erholder sin første Bestemmelse. I Moralens første Hoveddeel, Læren om Tilregnelsen, udvikles Bestemmelserne de Bestemmelser, som ved Begrebet om en Handling eller Handlingens Form uden at der endnu tages Hensyn til dens Materie. I anden Hoveddeel, Læren om Lyksalighed, udvikles Menneskets forskiellige Øjemed og da disse komme til at collidere med hinanden og fornuftigen maae underordnes et sidste Øjemed, frem-

[oppe i venstre hjørne af siden er der slettet noget]

§ 5

Moralsk Betydning have kuns de Livsyttringer som Mennesket har vidst af og som det har villet. De forskiellige Grader af Frihed, som her kunne tænkes at finde Sted, udvikles i Moralens første Hoveddeel, Læren om Tilregnelse, hvori Begrebet om en Handling bestem̄es, uden, at der endnu tages Hensyn til hvad den gaaer ud paa. I anden Hoveddeel, Læren om Lyksalighed, udvikles den menneskelige Stræbens forskiellige Formaal og da disse komme til at stride mod hinanden, men fornuftigen maae underordnes et sidste Øjemed, udkræves endnu en tredie Hoveddeel af Moralen, Læren om det Gode Højeste .

Første Kapitel

Om Tilregnelsen.

(NB. Hele Undersøgelsen om Frihed kan gierne staae i dette Afsnit.)

§ 6.

Mennesket siges at foretage en Handling, naar det er frivillig Aarsag til en Forandring i Omverdnen. I Handlingens ufravigelige Bestem̄else, Frivilligheden ere to Bestem̄elser at udskille [adskille?]: 1 Selvbestem̄else Selvs under den yttrede Virksomhed og 2. Opfattelsen af de Objecter det Object , hvorpaa den gaaer ud, og disse to Bestanddele falde i den blot frivillige

kommer derved Moralens tredie Hoveddeel eller Læren om det Gode højeste .

Første Capitel

Om Tilregnelse Handlingers .

§ 4. [SLETTET AFSNIT, = ny § 6]

Den første Skikkelse, under hvilken den subjective Frihed existerer, er dén frivillige Handling, som foretages, naar Mennesket er Aarsag til en Begivenhed i Omverdnen og selv bestem̄er sig til at være det. Den Handlende opfatter da de ydre Objecter og tilvejebringer en Forandring deri. Disse to Sider, Opfattelsen af Objecterne og deres Forandring falde i den blot frivillige Handling sammen i eet Moment. Naar een af dem mangler, naar Objecterne opfattes urigtigt, eller naar Mennesket i Stedet for at bestemme Objecterne bestemmes af dem, ere de Begivenheder, hvortil det er Aarsag, ufrivillige Virkninger af det.

§ 5. [SLETTET AFSNIT]

Ufrivillig Aarsag til Begivenheder bliver Mennesket deels derved, at det sættes i Bevægelse af en overlegen udvortes Magt, deels derved, at det har vildfarende Forestillinger om de Objecter paa hvilke det handler. udvortes Omstændigheder, under hvilke det handler.

Handling sam̄en i eet Moment. Mangler een af disse Bestem̄elser, saa at Mennesket drives af en uimodstaaelig udvortes Magt Magt eller har urigtige Forestillinger om de Gjenstande det virker (Vink) [?] paa, ere de Virkninger, hvortil Mennesket er Aarsag (ufrivillige.) at ansee for ufrivillige. En Forbindelse af det Frivillige [< frivillige] og Ufrivillige finder Sted i de blandede Gierninger de halv frivillige og de halv Ufrivillige.tilføjet nederst på siden Disse finde Sted deels naar Mennesket tvunget udøver en Handling, som det ikke vil i og for sig selv, men kuns for at undgaae et efter dets Mening [først skrevet dets] større Onde, deels naar det befinder sig i en Naturtilstand, som medfører en fordunklet Bevidsthed. – Forsaavidt som alle Objecter Handlin for Handling for sig have en Beskaffenhed, der virker med til at bestem̄e Handlingens Beskaffenhed, er egentlig enhver menneskelig Handling blandet.

Anm. Til de Vildfarelser, der giøre Menneskets Virkninger ufrivillige, regnes ei Uvidenhed Vildf om hvad der er Godt og Ondt.

§ 7.

Ved at giøre den Erfaring at de udvortes Omstændigheder kunne opfattes urigtigt eller hindre Villiens Udfol-

I intet af disse Tilfælde erkjender Mennesket Forandringen i Sandseverdnen for at være sin Villies Værk eller for at være frembragt ved [dets Handling] en Handling af det. Et tredie Slags Virkning af Mennesket fremkommer ved en Forening af de to angivne Arter af det Ufrivillige, naar nemlig en udvortes Aarsag frembringer Vildfarelser, hvilket er Tilfældet i de Naturtilstande, i hvilke Menneskets Bevidsthed er saaledes fordunklet, at det ei er i Stand til rigtigen at opfatte de Forhold, under hvilke det udfører sin Villie. – Forskjellen mellem det Frivillige og Ufrivillige er ikke saa fast, at jo en Blanding deraf kan finde Sted, hvorved de blandede Handlinger fremkomme, der saavel ere frivillige som ufrivillige.

Anm. Til de Vildfarelser, der ere Aarsager til ufrivillige Gjerninger, regnes ei Uvidenheden om hvad der er sædeligt og usædeligt.

§ 6. [SLETTET AFSNIT, = ny § 6 forts. + § 7]

Til de blandede Handlinger, der ikke blot have deres Kilde i Villien, men ogsaa i et medvirkende Ydre høre de tvungne, som finde Sted, naar Mennesket vælger en Handling, som det ikke i og

delse udvikles Menneskets Bevidsthed saaledes, at det først fatter et Forsæt, to Sider lade sig adskille i dets Handling, Forsættet, hvori Handlingen har en foregaaende indre Tilværelse i dets Bevidsthed Tilværelse i Menneskets Indre og først derefter udfører [udfører først skrevet sætter Handlingen i Væren] den i Sandseverdnen. og den derpaa følgende Udførelse. I den forsætlige Handling lader sig adskille de 3 Sider, Overlæget, Beslutningen og Udførelsen. Enhver forsætlig Handling er frivillig, men en Handling kan være blot frivillig uden at være forsætlig; naar den er forsætlig er den meer tilregnelig end som blot frivillig.

§ 8.

Men den Harmonie, som vi have tænkt os at finde Sted mellem Forsættet og Handlingens Udførelse Handlingen , kan blive forstyrret derved, at de opfattede Omstændigheder hænge sam̄en med andre som ikke ere opfattede og som enten forandre Handlingen saaledes, at den ikke svarer til Forsættet eller giver den uforudseete Følger. Naar Handlingens Forandring eller de uforudseete Følger ikke kunde og burde have været forudseete finder et Tilfælde Sted, som slet ikke kan tilregnes..

Omstændigheder, Begivenheder, der have bevirket Følger af hans Handling er tilregneligt, naar han kunde have vidst dem, (i hvilket Fald heller ikke noget reent et absolut Tilfælde finder Sted) Den og forsaavidt bevirkede Begivenhed har da middelbart sin Grund i hans Villie og kaldes Forseelse.

§ 9

Naar Mennesket handler uden at indsee Mueligheden af at det ved sin Handling bliver Skyld i en Begivenhed, skiøndt det kunde og burde forudsee det den , da tilregnes baade den den det ufrivillige og uforsætlige Handling Gierning(ms. beskadiget) det

for sig vil, men kuns for at undgaae et formeentligt større Onde, [Fremdeles de Handlinger til hvilke det [det æf. Mennesket] lader sig henrive ved Forestillingen om som foretages for den behagelige Følelse Skyld , som dermed er forbunden.] og desuden de, til hvilke Mennesket bestemmer sig i en affectfuld eller lidenskabelig Tilstand. Saadanne Handlinger ere egentlig frivillige, men det medvirkende Udvortes træder undertiden saa mærkeligt frem i dem, at Tilregnelsens Grad derved formindskes. – Forsaavidt som Opfattelsen af de udvortes Omstændigheder er et Element i enhver Handling, er enhver Handling blandet. – Ved at giøre den Erfaring, at de udvortes Omstændigheder kunne virke hindrende mod Villien udvikles Menneskets Bevidsthed saaledes, at Handlingen adskiller sig i to Sider – Forsættet, hvori den har en foregaaende indre Tilværelse og den bevirkede Forandring i Omverdnen, hvori den har en derpaa følgende udvortes Tilværelse.

§ 7. [SLETTET AFSNIT, = ny § 7 slutn. + § 8]

I den forsætlige Handling sættes Villiens Bestemmelser først i den Handlendes Indre uden saaledes umiddelbart at realiseres som i de blot frivillige Handlinger. Ifølge Begreber om de Gienstande i Omverdnen, der ere Handlingens

men dog kun som Forseelse. Denne har sin Grund i en Forsøm̄else Efterladenhed af Selvvirksomhed, der drager en enten Uvidenhed, Mangel paa For..... eller Skiødesløshed eller [NB 'eller' nr. 2 fjernes stilt.] en Naturtilstand efter sig, hvorved den enkelte Feil Mangel i Bevidstheden som altid er forbunden med Forseelser bliver foraarsaget. Nærmest er da Efterladenheden (ms. beskadiget)Vildfarelsen tilregnelig og middelbart den Handling som er foranlediget derved.

Vide Anm̄. til den gamle § 9.

§ 10. vide ad ca... libr. [?]

Meer tilregnelig end den blot forsætlige Handling er Handlinger efter Plan den overvejede Handling eller for at betegne det sande ...[sletning]... ved et udøvet Værke.... ? . Disse Den finder Sted, naar en Handling ikke blot er forberedt ved flere foregaaende Handlinger, ved hvilke den Handlende har sat sig sættes i Stand til at udføre den, men disse Handlingers Række er bleven afbrudt ved mellemkom̄ende Handlinger i andre Hensigter. Øiemed.

[tilf. nederst paa siden:]

..... ....[?] Det ...? gjør her en væsentlig Forskiel om Handlinger foretagne i anden Hensigt have blot været tilbagetrængt eller for en Tid fortrængt det omhandlede Forsæt. Et Forsæt En Forestilling er tilbagetrængt ...[?] den indstille sig af sig selv efter at en paatrængt mellemkom̄ende Forestilling er ophørt. Den tøver da ligefrem i Bevidsthedens Baggrund. Dén er fortrængt, dersom den kuns indfinde sig igien [?] igiennem en Række af Forestillinger igien vender tilbage. I sidste Tilfælde er den egentlig en ...... Forestilling dunkel tilstede for Bevidstheden. Da....[?]: men om nu Forsættet i Aar og Dag har været tilstede, men blot tilbagetrængt. – Det er vanskelig her at

Forudsætninger overvejes hvad de forskiellige Omstændigheder der er at giøre, en Beslutning fattes og da først gaaer Bestræbelsen ud paa at realisere det Foresatte. Enhver forsætlig Handling er da frivillig, men ikke enhver frivillig forsætlig Handling er forsætlig: i Forsættet Forsættet har den subiective Friheden en meer udviklet Skikkelse. – Men den Harmonie, som vi have tænkt at finde Sted mellem Forsættet og den udvortes Handling den udvortes Handling og Forsættet , kan forstyrres, da Handlingen ei blot er en Virkning af Selvbestem̄else, men ogsaa af udvortes Omstændigheder, der tildeels kunne være opfattede, tildeels ikke. De ikke-opfattede Omstændigheder forandres da ligesaa fuldt ved Handlingen som de opfattede ikke og derved erholder Handlingen en tilfældig Følge.

[Anm. Forsættet gaaer paa Midlet Midlerne ikke paa Øjemedet].

§ 8 [SLETTET AFSNIT]

Paa to Maader kan Harmonien mellem Forsættet og den udvortes Handling tilfældigen forstyrres: deels derved at Handlingen umiddelbart forandres under Udførelsen, deels saaledes at Forsættet kommer til udvortes Existens, men drager en tilfældig Følge efter sig. Det Tilfældige er altid ufrivilligt, men det Ufrivillige er kun da ei altid tilfældigt, naar den Handlende ikke har haabet eller ønsket, at det skulde indtræffe. – At den Handlende ikke har vidst de

finde en Forskiel, der er meer en blot formel d. v. s. der udtrykker ikke blot et .......[?] beskrivelse ved de adskilte Begreber, men den væsentlige Forskiel; thi en Beskrivelse ved den væsentlige Forskiel kan finde Sted og dog være saa ubetydelig, at [NB suppl. nødv. her!] ikke er tilstrækkelig til at disjungere disjunganda. – Det er Hovedsagen, at et Forsæt har været tilbagetrængt; da ...[?] ..[?] være mueligt, at andre Øjemed have .......[?] giort sig gieldende, andre Hensyn.

( før efter den nye § 11 indskydes

§ 12

Til Handling i Ordets vidtløftigste Betydning regner man ogsaa de aandelige Livsyttringer, Forestillinger og Tanker. Disse kunne undertiden ufrivilligen opstaae hos Mennesket efter enten Idee-Associationens Love eller Begrebernes Natur , men selv disse de meest ....[sletning] ufrivillige Forestillinger Indfald ere dog afhængige af Menneskets Character. End mere beroer det paa Menneskets Frihed, om det vil afbryde eller forfølge den Tankegang, der tilfældigen paatrænges det. Den frivillige Reproduction af Forestillinger, Phantaseringen og Tænkningen kan ogsaa ligesom Handlingen foretages saavel herefter er slettet af efter Forsæt Plan som efter Plan.

[Anm. Wolfs.....s [?] Forestilling, at Naaden [?] især viste sig i Ideeassociationer. Jo fuldkomnere Mennesket er desto mindre kunne onde eller unyttige og tidsspildende Tanker indfinde sig hos det. De ligegyldige Handlinger ere hvor Talen er om Tanker særdeles mange. Man kan f: Ex: ei vide paa hvilket Punct man skal afbryde en forsøgsviis anstillet Tankegang. Samvittigheden kan bringes [tvinges?] til Reflexion over en ufrivillig begyndt Tankegang. – Man kan ikke

Omstændigheder, Begivenheder, der have bevirket Følger af hans Handling er tilregneligt, naar han kunde have vidst dem, (i hvilket Fald heller ikke noget reent et absolut Tilfælde finder Sted) Den og forsaavidt bevirkede Begivenhed har da middelbart sin Grund i hans Villie og kaldes Forseelse.

§ 9 [SLETTET AFSNIT, dog ikke Anm. 1-2]

Hvor Forseelsen erkiendes at finde finder Sted tilregnes ikke blot den umiddelbare, men ogsaa den middelbare Følge de middelbare Følger af en Handling, som kunde og skulde have været forudseet. Forandringen af Omstændighederne har her ikke umiddelbar sin Kilde i Villien men gjennem Vildfarelsen Om og denne er enten umiddelbart tilregnelig i det den er kom̄en af Skjødesløshed eller middelbart som forvoldt ved en Naturtilstand, der ved Opmærksomhed kunde have været undgaaet. Hvad der i Forseelsen tilregnes er altsaa bestandig en Mangel paa Opmærksomhed eller Omhu. [Den tilfældige tilregnelige Begivenhed frembringes enten saaledes at Forsættet strax forvandles til uforsætlig Gierning eller saaledes at det først bliver sat i Væren, men at derefter deraf den uforudseete Begivenhed udvikler sig deraf derfor [?] . Denne Begivenhed [Følgen] henføres da til Villien fordi denne er Skyld i en Handling Begivenhed , der gjorde Følgen muelig. Naar den subjective Frihed saaledes udvikles, at ikke blot nogle men alle Omstændigheder opfattes, opfattes førend før Handlingen, der forandrer dem, udføres, da

bedømme en Tanke inden den er begyndt. Men den det af be sig selv frembrydende Tanke er dog Characterens nødvendige Frugt.

Dén Ligesom forsætlige naar den ei er blot productiv Tankegang har meer frivilligt ufrivilligt i Følge med sig i Udførelsen end den forsætlige Handling – Vil jeg uddrage Roden af et Tal, da har jeg først en ubestemt Forestilling om det jeg vil giøre. Sandsning paatrænges undertiden Mennesket med Naturnødvendighed.

Samvittighedens Mindelser ere ufrivillige. Det var jo ogsaa høist urimeligt at troe, at man ved med Forsæt skulde indskrænke dem til visse bestemte Tider.

Vil jeg giennemtænke en Quæstion, ved jeg jo ikke i Forvejen hvad jeg vil tænke.

bliver Forsættet til Hensigt Handling .

Anm. 1. Graden af Tilregnelse er, naar Handlingen er den samme, større i det det F først skrevetForseelsen end i Forsættet Forsætlige end i Forseelsen, men i forskiellige Handlinger kan efter den forskiellige Opfordring til Opmærksomhed, som finder Sted, Forseelsen være meer tilregnelig end den forsætlige Handling.

Anm. 2. Naar en Følges Muelighed er forudseet og Handlingen, der drog den efter sig, dog er udøvet udført , er Følgen ei at betragte som Virkning af Forseelse men af Forsæt.

§ 10. [SLETTET AFSNIT]

Hensigt og ikke blot Forsæt finder Sted, naar den Handlende erkiender en Kreds af Objecter for saaledes at udgiøre et sam̄enhængende Heelt, at Forandringen af nogle medfører Forandringen af dem alle. Saadan Denne Sam̄enhæng mellem Objecter(ne) erkiendes af enhver Tænkende og derfor er tilregner man ham ikke blot ikke blot den forsætlige Forandring af enkelte Omstændigheder tilregnelig, men den deraf nødvendig følgende hele Begivenhed. Selv hvor den, der har sin Forstands Brug i et enkelt Moment handler som blot sandselig, (altsaa ikke med Hensigt) udleder man man med Rette af hans Handlings Beskaffenhed den Hensigt Handling , som havde ligget i Handlingen hans , om han havde

brugt sin Forstand. (indirecte Hensigt)

§ 11.

Indirecte Hensigt finder Sted, naar den Handlende ikke forestiller sig har forudseet sin Handlings nødvendige og ham bekiendte Følger. Disse ere umiddelbart tilregnelige; de tilregnelige og høre til Handlingen selv og om han ikke har tænkt paa dem kunde og skulde han have tænkt paa dem. Derfor er [den indirecte Hensigt kuns lidet mindre tilregnelig end den directe Hensigt] den indirecte Hensigt kuns lidet mindre tilregnelig end den directe Hensigt. [er note nødv.?] ved den indirecte Hensigt Tilregnelsens Grad kuns lidet mindre end ved den directe Hensigt. Da Begrebet om det Tilsigtede i de menneskelige Handlinger saaledes paa en indirecte Maade optager det ikke Tilsigtede i sig, ere alle de foregaaende Bestem̄elser forenede i det udviklede Begreb Begrebet om Hensigt, og Spørgsmaalet bliver nu om [først skrevet dernæst om] Handlingens Indhold. Handlingens Form er dermed fuldstændigen udviklet. Det som Hensigten saaledes [ovenover er slettet: i denne Betydning] tænker [?] er den materielle Hensigt eller Øjemedet.

Anm. Begrebet om den indirecte Hensigt finder i Særdeleshed isærdeleshed sin Anvendelse i den juridiske Lære om dolus indirectus.

Andet Kapitel

Om Lyksalighed. på modstående side er tilføjet Maaskee andet Kapitel rettere begynder med § 13.

§ 12

Naar Mennesket med Hensigt udfører en Handling, har det altid derved en anden Hensigt, for hvilken den første Hensigt er at betragte som Middel.

Paa denne Maade kunne flere Hensigter efter hinanden nedsættes til Midler for andre Hensigter indtil Rækken sluttes med den Hensigt, der er det egentlige Øjemed. Et saadant Øjemed ligger i Menneskets Indre uden heelt og holdent at udtrykkes i nogen noget enkelt af dets Handlinger og med dette Begreb træde vi ind paa den egentlige Morals Enemærker.

§ 13.

Om Indholdet af det rette Formaal Øjemed vide vi for det Første ikke Andet andet end at det maa være et Formaal for Menneskets Bestræbelser [først skrevet egen Villie] Øjemed ɔ: at Mennesket maa søge personlig Tilfredsstillelse ved sine Handlinger eller have Interesse for dem. Herved lades det endnu aldeles ubestemt af hvad Art Interessen er (om den f: Ex: gaaer paa den sandselige Begiærings Tilfredsstillelse eller paa Opnaaelsen af et fornuftigt Øjemed). [Men det er unægtelig, at Mennesket ved sine Handlinger maa søge personlig Tilfredsstillelse og det er en fornuftstridig urigtig Paastand, at Fornuften kræver dennes Opofrelse. Menneskets Værd beroer just paa Værdien af det, hvori det finder

sin Tilfredsstillelse]. Dette Begreb om Interesse, betragtet som det øverste Moralprincip, er det allermeest indholdsløse Princip, men udhæver dog en nødvendig Bestem̄else ved Menneskets Øjemed. [Her bringer Olsen en 'tekstkritisk' note! ES3 s. 147. Kollegierne læser 'det Gode']

Anm. Forsaavidt Tilfredsstillelsen, betragtet som Handlingernes Øjemed, forudsætter at et Savn (ms. beskadiget)en Stræben efter en anden maa tilfredsstilles (ms. beskadiget)udføres , kan Virksomheden som det blivende i disse Overgange ogsaa ved en eensidig Abstraction betragtes som det rette Formaal.

§ 14.

Derved at Mennesket i sine Handlinger udfører sin Interesse eller sit Livs Øjemed tilvejebringes en Harmonie mellem dets Person Villie og Objecternes Verden, og [NB dittografi; stilt. fjernes 'og' nr. 2] og den meest umiddelbare Maade, paa hvilken denne Overeensstem̄else kom̄er til Mskets Bevidsthed er ved Følelsen. og [forsaavidt en umiddelbar Bev:] ved Bevidstheden [ovenover er slettet ved denne Harmonie] herom opstaaer hos det handlende Subject en behagelig Følelse. Denne behagelige Føl: Lystfølelse er bringes først skrevet er man ved en naturlig Tankegang blevet forledt[?] bragt til at ansee for den menneskelige Virksomheds Formaal Øjemed og den bliver nu Gjenstand for vor Betragtning. – Subjectets Harmonie med Omverdnen tænkes som f..? Noget, der skal tilveiebringes og som altsaa ikke endnu finder Sted. Mennesket svarer følgelig i sin Stilling til Omverdnen ei til sin Bestemmelse: det har den for Øje som et objectivt Formaal; men dets Overeensstemmelse eller Uovereensstem̄else hermed kjende vi end

nu kun som det Behagelige og det Ubehagelige. Principet bliver følgelig at skye det Ubehagelige eller at stræbe hvad der er det Sam̄e efter det Behagelige.

§ 15

(For at give en kort Oversigt af de forskiellige Slags behagelige og ubehagelige Følelser bemærke vi, at de begge kunne være foraarsagede ved en nærværende Tilstand (Velbefindende, Smerte Fornøjelse, < Fornøjelser, eller ved Forestillinger [-n?] om noget Tilkom̄ende (Haab, Frygt) eller om noget Forbigangent ( aandelig[?] Lyst og Ulyst Glæde, Sorg). Men enhver Følelse af Lyst eller Ulyst fremkaldes ved Menneskets Forhold til Objecter enten det nu skeer ved dets legemlige Sam̄enhæng med Sandseverdnen eller dets Vexelvirkning med andre levende Væsner, i hvilken Henseende dets Forhold til andre Mennesker især kom̄er i Betragtning. Forsaavidt Mennesket føler sin Villie [først skrevet Stræben] sig i Harmonie eller Disharmonie med sine Lige opstaaer derved Velvillie Kjærlighed eller Aversion Disharmonie hos det. Af den første udspringer Medglæde Medliden og Medlidenhed af den sidste kan Misundelse og Skadefryd udvikle sig. Men Den tredie Grund ogsaa Tanken om Menneskets Forhold til dets Bestem̄else kan være Grund til Lyst eller Ulyst hos det, og i det paa af de den ene Side

Selvtilfredshed og Selvfølelse, paa den anden Side Skamfuldhed Skam og Anger deraf have deres Udspring. Af Forestillingen Tanken om Andres Overeensstem̄else med det det da [?] tænkes at skulle være kommer Agtelse Foragt eller Foragt. I det Mennesket vi endelig i sidste Henseende sam̄enligner sam̄enligne sin vor egen og Andres Tilstand, opstaaer deels Stolthed deels snart Stolthed snart Ydmygelse hos det os .)

§ 16.

Mellem de Sædelærer Hedonikerne , der sætte Livets ægte Lyst Lyksalighed i Tilfredsstillelsen af de naturlige Begiæringer optræder den cyrenaiske Skole møde vi først Cyrenaikerne, med det Princip at concentrere den størst muelige Lyst i hvert enkelt Moment af Livet og at betragte Lyksaligheden som en Sum af enkelt Tilfredsstillelse. Men denne Regel ophæver sig selv ved den mindste Eftertanke, da denne den fører til at tage Lysternes Følge i Betragtning og undertiden at fornægte sig en Lyst for at undgaae en Smerte eller at opnaae en større Lyst at opnaae en større Lyst eller at undgaae en Smerte ɔ: at overtræde Principet for Principets Skyld. Men har man først indrømmet Tanken sin Ret og indseet, at denne leder Mennesket til af Klogskab undertiden at underkaste sig Ulyst, da erkiendes let, at det ikke staaer i de Dødeliges dødeliges Magt at skaffe sig en overvejende Sum af behagelige Momenter og det er consequent at gaae over til det cyniske Princip at sikre sig Lyksaligheden ved en Uafhængighed,

der opnaaes ved Tilfredsstillelsen af saa faa Begiæringer som mueligt. Disse C to modsatte Retninger forbandtes af Epicur, der vel erklærede Lysten for at være det højeste Formaal Øjemed , men dog deels indsaae erkiendte Selvfornægtelsens Nødvendighed, deels begyndte at erkiende indsaae ændret fra erkiendte den aandelige Lysts Betydning. Dén aandelige Lyst Naar den aandelige først skrevet Den aandelige Lyst , som er den sande menneskelige Lyst, kan ikke sættes i den øjeblikkelige Tilfredsstillelse af de hinanden hinanden de ms. modstridende Drifter, men kuns i Udførelsen af eet almindeligt Formaal Øjemed , hvorved der bringes Enhed i den menneskelige Virksomhed. [note indsættes her om ændring af parenteserne fra '(' til '['? samt: på modstående Side er tilføjet: udelades] [Da Dog da ændret fra Men da den Virksomhed, der fremmer det rette Øjemed, maa være uadskillelig forbunden med en Lyst indeholder ogsaa det eudæmonistiske Princip, rigtig forstaaet en af Moralprincipets væsentlige Bestem̄elser.] Men til at finde den almindelige Retning af Villien, der bibringer[?] Lyst Øjemedet der bringer [?] den almindelige Lyst have vi endnu ingen anden Veiledning Veileing [noten udgaar, rettes stilt.] end Følelsen, der paa dog dette Trin viser sig som moralsk Følelse.

§ 17. på modstående side er tilføjet omarbeides. Det om Heteronomien giøres til en Anmærkning.

Naar den moralske Følelse antages for Handlingernes rette Princip, er det ikke den momentane Tilfredsstillelse af de sandselige Begiæringer, der betragtes som Lystens Lysternes Kilde, men en almindelig Retning af Villien antages for at være den rigtige, for den i og for sig behager Individet Villien , enten den naaer sit Formaal eller ikke. I dette Princip ligger den Sand-

hed, at den ægte moralske Villie saaledes maa være et Udtryk af Personlighedens inderste Væsen, at Mennesket befinder sig vel ved dens Fordringer, fordi den er bleven det til en Natur. Deri ligger at sand Moralitet er uadskillelig uadskillig [rettes stilt., ordet findes ikke?] forbunden med en særegen Lyst, (at ingen er moralsk uden at finde Behag i det Gode og Mishag i det Slette. Den sande Moralitet maa følgelig ogsaa have Følelsens Form, men denne Følelses Indhold er endnu ikke bekjendt. Dénne sidste Omstændighed har forledet Andre til at ansee Indholdet for at være givet aldeles udenfra ved Opdragelsen og Statens Staternes Indretninger og Vedtægter. Men ved denne Mening, (som egentlig blot sætter Problemets Opløsning længer ud), tilintetgiøres miskiendes aldeles den moralske Frihed, i Følge hvilken Mennesket selv skal bestemme sit Livs Øjemed. – I det Msket ikke vil blive staaende ved Følelsen som practisk Erkjendelseskilde [først skrevet Er .....s? Erkiende], men paa en bestemtere Maade ['paa en bestemtere Maade' tilføjet, først skrevet bestemtere] tydeliggiøre sig det Formaal som Villiens almindelige Retning gaaer ud paa, kommer det til efter hinanden ['efter hinanden' tilf.] at ansee de forskjellige [ændret fra forskjellige] Formaal, der anvises det af de naturlige Drifter for Livets Bestem̄else [Livets Bestem̄else først skrevet Livet]. Først falder da [da tilf.] Bestræbelsen [f.s. Omsorgen for] for at vedligeholde sin [f.s. sig] egen Existens det i Øinene sin det rette [f.s. et naturligt] Øjemed. [???] Spørges der nærmere om det Blivende og Almindelige i den Villiens Retning der behager Mennesket, da er det for det Første dets eget Jeg og Bevidstheden herom fører til at antage Selvbevaringen eller Selvbevaringen [ændret fra Selvkjærligheden; tekstrettelse overvejes! Selvbevaringen eller Selvbevaringen > Selvbevaringen] for Livets sidste [sidste tilf.] Øjemed.

§ 18.

Selvbevaringen Selvkiærligheden som Principet i sin laveste Skikkelse for Menneskets Handlinger bringer det til at søge Lysten som Middel Principet for Selvbevaringen,

uden at denne endnu har noget andet Indhold end Lysten selv. Det betragtes paa dette Standpunct som Livets Øjemed at tilveiebringe till og benytte et saadant Forhold mellem Subjectet og Omverdnen, at alt Udvortes tjener til det individuelle Livs Frem̄e. I sin laveste Skikkelse Nærmest fører Subjektet er Selvbevaringen den physiske Selvopholdelse og viser sig deri at Msket stræber at sikre sin legemlige Tilværelse mod Angreb udenfra og skaffe sig Næring og Incitament for det blot organiske Livs Fortsættelse (Kjønsdriften). gaaer [f.s. S] Selvbevaringen ud paa at vedligeholde det blot organiske Liv ved passende Næring og Incitament og ved Tilfredsstillelse af Kjønsdriften som blot dyrisk Attraa! [herefter er slettet § ..?] Dernæst viser den sig som en Stræben efter Besiddelse, der dog først erholder sin Betydning, naar den bliver til Ejendom eller bliver anerkjendt af andre Mennesker. Dernæst fører Selvopholdelsen Msket til at sikre sig Besiddelse af de Naturting, som ere Betingelser for dets physiske Existens, hvilket kun kan skee ved Eiendom. Ved Stræben efter Eiendom kom̄er Msket til ikke blot at staae i Forhold til Sandseverdnen, men til andre [f.s. Anerkiendelse] Msker, som erkjende dets Rets til hvad det besidder. Den Anerkjendelse af S: Villie der finder Sted i Ejendom er Begyndelsen til dets udvortes Ære eller dets Agtelse hos andre Msker, der ogsaa for sig kan giøres til Formaal. (En consequent Fortsættelse af Stræben efter Ære er igien [f.s. ....?] saavel Stræben efter Frihed som Stræben efter at herske). Denne Anerkiendelse af Subjectets Villie, der finder Sted i Ejendommen, er Begyndelsen til Æren, der nu ogsaa for sig kan gjøres til Formaal, saa at Selvbevaringen antager et mere forædlet Udseende. I det Og Subjectet i under sin Attraae efter Æren tillægger andre Fornuftvæsner S [?] et selvstændigt Værd, ligger heri et Element, som naar det udvikles, bringer Mennesket til ogsaa at foresætte sig Andres Vel som sine Handlingers Øjemed

Anm. Uagtet man ikke med adskillige, især

franske Philosopher kan udlede alle Menneskets Pligter og Dyder af Stræben efter Selvbevaring Selvkiærligheden , saaledes som den her er forklaret, er dog Selvbevaring i højere Betydning en [en foran er slettet dog] en væsentlig Bestem̄else ved det fornuftige Sindelag. kan dog ogsaa Dyden ogsaa betragtes som en Selvbevaring i højere Betydning. (Under Æresdriften Velvi hører Frihedsdriften og Herskedriften)

§ 19

[en 'strøtanke' tilf. på modstående side, efter indholdet hørende til § 19:] At man lider Mennesker eller lider dem ikke ere de almindeligste Udtryk, som det danske Sprog frembyder paa Sympathie Vel og Antipathie. – Dén specifike Antipathie, som man kan have for Mennesker kan man ikke have for Dyr; .....? kan man egentlig slet ikke have Antipathie for Dyr saa at selv deri ligger en Bevidsthed om Naturens Enhed i de forskjellige.

Velvillien, i Følge hvilken Mennesket finder Behag i Andres Vel og ønsker dets Fremme kommer først til egentlig Virkelighed i Venskabet og de derhen begrundede sociale Forhold de forskiellige sociale Forhold ændret fra de forskiellige Kjærlighedsforhold ændret fra Venskabet , hvori Velvillien er giensidig især i Venskabet . I sin mindst udviklede Skikkelse grundes Venskabet blot paa den Lyst, som den Ene finder i den Andens Omgang. Det mere forstandige Venskab, hvori den giensidige udvortes Fordeel er Venskabets Grund, er hvor der ikke finder anden Grund Sted kuns uegentligen at kalde Venskab. Men i det tredie Slags, det egentlige og sande Venskab, hvori en fuldstændig Harmonie mellem flere frie Villier finder Sted, er saavel det Behagelige som Nytten bevaret. Derved at Ved at antage dette Forhold (Selskabeligheds-), hvori Selvkjærligheden bevaringen og Bestræbelsen for Andres Vel ere bragte i Forbindelse med hinanden, antages for Menneskets S Bestem̄else, gjøres er et betydeligt Fremskridt gjort i den moralske Bevidsthed.

Clem. Al. strom. V. p. 604. Heraclit holdt det for Lov at følge Ens Raad. tilføjet øverst på modstående side

§

Retten, den sande Regel for de udvortes Goders Fordeling Besættelse[?] og....Erhvervelse og Fortabelse [tilf.] Ombytning og Overgang fra eet Individ til et andet ... i det menneskelige Selskab, er et Formaal, der er forskielligt saavel fra det den solitariske som det den sociale: vi kalde det et ideelt Formaal. Bevidstheden om den er den frembrydende Bevidsthed om Ideen, men Ideen under en eensidig Skikkelse. Dén strænge Ret kan saaledes giøres gieldende imod Velvilliens Fordringer, at dens Haandhævelse bliver urigtig, at den strænge Ret bliver Uret og bør ...byttes[?] ved Billighed . – Dén contemplative Erkjendelse, der er nødvendig for at Retten skal komme til Bevidsthed kan ogsaa træde frem som et særeget ideelt Formaal der [først skrevet ..] Videnskab og Kunst endogsaa kan tages for Menneskets sande Bestem̄else; Mennesket lever da for Erkjendelsen og Fremstillingen af det Sande og Skiønne, Videnskab og Kunst.

Men, naar denne Forbindelse blot betragtes som Følge af naturlig Sympathie Tilbøjelighed og Samliv, er den tilfældig (ms. beskadiget)blot og har Partiskhed til Følge. Den sande Forsoning mellem Selvkjærlighed og Velvillien Selskabelighed finder først Sted i Retten, hvori Personen gielder ikke som Ven, men som Person og Enhver erholder, hvad der tilkommer ham.

§ 20.

De besynderlige solitariske og sociale Formaal maae indskrænkes af Retten, naar de stride mod den. Men Retten har selv udviklet sig af Bestræbelsen for Vellet og kan derfor heller ikke aldeles opgive denne uden at blive til Uret. Saaledes maa den abstracte Ejendomsret vige for Hensyn til Vellet i den saa kaldte Nødret, hvor Omsorg for Livet kommer i Collision med Ejendomsretten den og selv viser sig som Ret; thi ikke for den blotte Ejendom, men kuns for højere Pligt skal Livet opofres. Endnu meer udjævnes Striden mellem Retten og Vellet, naar man lader Vellet gielde som Vel og søger at hindre at den Enes strænge Ret skal giøre sig for meget gieldende med Tilsidesættelse i Modsætning [ikke-slettet 'i' fjernes stilt.] af den Andens Vel, i det

Dén [[Jeg er usikker på denne accent som tit optræder over e; er det en slags tøddel i forb. med d? FGJ]] contemplative upartiske cont Erkjendelse, der ligger til Grund for det ideale Formaal Retten kan træde giøres til et eget Formaal for sig frem som et særeget Formaal for sig og giøres til Livets Hoved...?, Mennesket lever da for Erkjendelsen den videnskabelige Und af det sande og eller Skjønne.

§ [§ 22. NY VERSION]

For at handle efter Erkjendelse, maa man følge en Maxime hvorved Ens Formaal frem̄es, hvilket forudsætter at man deels har tilstrækkelige almindelige Kundskaber om de [om de | om de, rettes stilt.]

man ved Lovbestem̄elser giver Vellet Form af positiv Ret, (f. E. i det saakaldte beneficium competentiæ) Ere de solitariske saa og sociale Formaal saaledes bragte i fuldkommen Harmonie med hinanden og med Retten kan Subjectets fortsatte fors Virksomhed kuns gaae ud paa Erkjendelsens højere Formaal.

§ 21. (omarbeides)

I Erkjendelsen yttrer Mennesket en mere fri og uafhængig selvstændig Selvvirksomhed end naar det blot som naturligt Væsen udfører de forhen betragtede practiske Formaal. Øiemed. Dog er det eensidigt at antage den blotte Erkiendelse adskilt for [PMMs rettelse adsilt > adskilt behøver ikke noteres? fra den udvortes Handling for Livets Øiemed. Sandheden er at der ikke gives nogen Dyd uden Erkiendelse, men den aldeles isolerede Erkiendelse er et besynderligt Øiemed ved Siden af Andre. Den nødvendige Forening af de theoretiske og practiske Formaal tilveiebringes kuns ved den Forskrift at handle overeenstem̄ende med sand Erkiendelse.

§ 22.

Til at handle efter Erkjendelse hører ikke blot i ethvert Moment Livets at følge en Maxime, hvorved Livets Øjemed frem̄es, men tillige at have almindelige Kundskaber

tilværende Tings Ting og [? ovenover er også en sletning: om de tilværende Tings N] Natur, Natur ....? Dømmekraft og Dømmekraft til efter Maximen at anvende K nok til i forekom̄ende Tilfælde at anvende dem (Klogskab. Duelighed). Desuden udkræves en fast Character for hverken ved Hensyn til det Behagelige eller Ubehagelige at lade sig henrive forlede til at handle mod Erkiendelsen. Men Øjemedet, som er Hovedsagen bliver kuns rigtigt derved at en indre Harmonie finder Sted mellem Menneskets højere og lavere Tilbøjeligheder. Deraf udspringer da ogsaa en Stræben efter Overeensstem̄else med den udvortes Orden eller den Villie at rette sig efter Objecternes Natur og Forhold til hinanden. (Skikkelighed, Anstændighed) – Handling Stræben efter H efter Erkjendelse udvikler sig da til en harmonisk Stræben efter paa en harmonisk Maade at udføre opnaae[?] de Menneskelivets naturlige Formaal (ms. beskadiget)(.............?) , tilføjet nederst på siden(under hvilke Erkjendelsen selv er indbefattet.) Harmonie hvorved ogsaa frem̄es Harmon / ovenover er slettet Overeensstem̄else med de udvortes Forhold ogsaa blev [?] frem̄et: det en saadan Stræben er der saaledes stræbes efter er det Gode eller den fuldkomne Existens.

om de tilværende Tings Natur og Dømmekraft til efter Maximen at anvende Kundskaberne i forekommende Tilfælde (Klogskab ɔ: Duelighed). Desuden udkræves en fast Charakter for ikke ved Hensyn til det Behagelige eller Ubehagelige at lade sig henrive til at handle mod Erkjendelsen. – Det er da Menneskets Bestem̄else saavel at tilvejebringe en indvortes Harmonie mellem sine højere og lavere Drifter som saaledes at behandle de ydre Ting efter deres Natur Bestem̄else[r?] at den objective Harmonie derved fremmes. Foreningen af disse to Sider bestaaer deri, at den ydre Harmonie har sin Kilde i den indre, at Mennesket i Tilfredsstillelsen af sine Drifter stræber efter Orden ɔ: retter sig efter de udvortes Tings Forhold til hinanden (Skikkelighed). Handling efter Erkjendelse udvikler har da udviklet sig saaledes foran er slettet da til en Stræben efter Harmonie mellem alle Menneskets Formaal Øjemed og følgelig efter dets og [overflødigt 'og' fjernes stilt.] Forhold. Den der stræber efter paa en harmonisk Maade] at realisere alle disse Formaal Forhol , hvortil

[NY VERSION]

Fuldkommenheden bestaaer i en harmonisk fuldendt Udvikling af alle menneskelige Anlæg, dog saaledes, at de underordnes hinanden efter det forskiellige Værd, som Erkjendelsen tillægger dem. Den Denne Tilstand [fs. Fuldkommen] Fuldkom̄enhed der skal tænkes som Menneskets Bestem̄else maa ikke blot forestilles som et uopnaaeligt Maal; men enhver . Handling der er et Udtrykket Udtryk af Tilbøjelighedernes fornuftige indre Harmonie er en enkelt Tilsyneladelse af den vordende Fuldkommenhed.

(Bevæggrunden til at ville det Gode og skye det Onde er Erkjendelse Formaalet beroer paa Driftens Tilfredsstillelse derfor er Fornøjelse umiddelbart forhaanden ved dets Udfrielse.) tilføjet nederst på modstående side [med en sletning lidt højere oppe: (Bevæggrunden]

Erkjendelsen selv maa regnes, stræber efter Fuldkommenhed. det Gode eller den det fuldkomne Existens

§ 23.

Fuldkommenheden bestaaer i en fuldendt Udvikling af alle menneskelige A Anlæg, dog saaledes, at de underordnes hinanden efter det forskjellige Værd, som Erkjendelsen E tillægger dem. [HERFRA SLETTET:] Dette Øjemed er et bestandig flygtende Maal og det kan følgelig saaledes ei være Fuldkommenheden selv, men den uafbrudte Tilnærmelse dertil, der er det rette Øiemed. Dog kan det højeste almindelige Øiemed ei saaledes bestaae af Stykker, at det i intet enkelt Moment skulde kunne tænkes at være heelt forhaanden, men det kan ogsaa tænkes [fs. forsaavidt] saaledes [fs. at] at være heelt forhaanden at saa den indre Harmonie altid regulerer alle Formaal og Forhold. Paa denne Maade kan det rigtige almindelige Øiemed træde frem i mangfoldige vexlende Tilsyneladelser Skikk , der betragtede fra den udvortes Side ere ufuldkomne og forsaavidt vise en ubestemt uendelig Progress. En saadan Færdighed og Virksomhed er Individets høieste Øjemed. (Det Gode moralske )

Tredie Kapitel på foregående side er slettet Tredie Kapitel / Om det højeste Gode / § .. .

Om det højeste Gode.

Første Afsnit om Dyden

§ 24.

Den indvortes Fuldkom̄enhed, Fornuftens practiske Virksomhed er Menneskelivets det højeste Øjemed for den der har erkjendt det Gode for Menneskets Bestem̄melse og den naturlige Begiærings Formaal ere Midler for den; men da det højeste Gode kun ved dem kan komme til Existens fuldkommen , ere de selv relative Goder. Til disse høre saavel de legemlige Goder (legemligt Velbefindende, Sundhed, Styrke og Smidighed) som den de udvortes Lykke Lykkes Goder (Ejendom, Ære etc:). Disse udgiøre tilligemed den indvortes Fuldkommenhed, der ikke kan finde Sted, hvor disse Goder aldeles mangle, det fuldstændige Gode. Men det højeste Gode er den indvortes Fuldkommenhed eller den egentlige Dyd.

[Anm. De her omtalte relative Goder tilvejebringes ved Færdigheder, der kunne sam̄enfattes i Begrebet om den pragmatiske practiske Dygtighed. (hertil høre Klogskab og Legemsfærdighed) ]

§ 25.

Dyden er den indre Tilstand, i hvilken de forskiellige Menneskets Tilbøjeligheder ere bragte un-

der Fornuftens Herredømme. Jo mere Dyden er sand Dyd, desto mere har Fornuftens højere Kraft saaledes giennemtrængt den naturlige Tilbøjelighed, at Dyden er bleven Mennesket til anden Natur eller at de fornuftige Handlinger stem̄e med dets Tilbøjelighed. Men denne Sindelagets Fuldkommenhed er en ved Øvelse erhvervet Færdighed og ikke nogen blot naturlig Tilstand. [Gerne dien' ich dem Freunde etc:] Nydelse Fornøjelse [?] tilføjet under linien

§ 26. [Om den større Dyd i det enkelte Øieblik]

Man kan paatvinge Andre moralsk [fs. E?] Erkjendelse om Side[?] Kundskaben. tilføjet på modstående side

Den fornuftige Erkiendelse som er en Side af Dyden, kan vel frem̄es ved Andres Underviisning, men beroer dog tilsidst som al Erkjendelse paa Menneskets frie Selvvirksomhed, og det saa meget meer som det Gode ikke kan klart erkjendes uden af den, der selv frivilligen har udøvet det. Individualitet, Omstændigheder.tilføjet nederst på siden – Dén Øvelse i Dyden, som udkræves for at den kan blive til Færdighed, kan ogsaa frem̄es ved Optugtelse Opdragelse , forsaavidt som Mennesker Mennesket af Andre kan tvinges til at indrette deres udvortes Handlinger efter Fornuftens Lov. Men den-

ne udvortes Handlen overeensstem̄ende med Dyden Fornuften kan kun være et Befordringsmiddel for Dydens Udvikling. Dyden selv som indre Fuldkom̄enhed kan kun erhverves ved Subjectets frie Selvbestem̄else.

§ 27.

Dyden er ingen blot hvilende Evne, men en virksom Kraft, der lægger sig for Dagen i udvortes Handlinger. Derfor kan Ingen ingen kjende sin egen eller Andres Dyd uden af de Handlinger, hvori den træder frem. Al anden formeentlig umiddelbar Bevidsthed om egen Dyd kan deels være Selvbedrag deels moralsk Phantasterie.

§ 28.

Forsaavidt som Dyden ei aldeles er modsat Menneskets naturlige Tilstand, men er dennes Bestem̄else ved Fornuften, viser den sig i sin udvortes Fremtræden som en Midte mellem to Extremer, i det enhver naturlig Tilbøielighed og dens udvortes Yttring i Sam̄enligning med Fornuftens Fordringer kan være for stærk eller for svag. Men det er kuns i sin udvortes Til

syneladelse i Handlinger og forskiellige Tilbøjeligheder, at Dyden kan betragtes som indskrænket ved Maal; i sit Væsen er den een Kraft som ikke kan være for stor. (Affectation. dydige Characterer.)

§ 29

Den Dydige besidder den egentlige Frihed, da (ms. beskadiget)Han[?] Erkjendelsen der ligger til Grund for hans Handling hos ham ikke blot er en Kundskab om Omstændighederne, hvilken ogsaa finder Sted hos den, der følger sine Drifter, men en fornuftig Erkjendelse, der bestem̄er hans Handlingers Øjemed. En saadan Erkjendelse staaer det i Menneskets egen Magt at udvikle hos sig og den udvikles nødvendigen hos den, der ikke ved Vanen at følge det Behagelige i Stedet for det erkjendte Gode, quæler dens Spir frembrydende Spirer hos sig. Hos den Slette mangler den moralske Erkjendelse for endeel, da han ved sin Vane til at handle mod Fornuftens Bud meer eller mindre har ......? [fs. for....?] sin moralske Sands forvandsket de gode Principer hos sig . Derimod hos den Charaktersvage er den kuns i Momenter fordunklet, og Forbedring kan her lettere finde

Sted.

A. § 30. Dyden i Forhold til de solitar: Drifter.

Efter § 30 maa der vel før der tales om Fasthed? [fs. der Selskabelige ?] og Arbeidsomhed indskydes en § om Kjæ..khed. – eller en Anmærkning § tilføjet på modstående side

§ 30.

Vi betragte først Dyden i dens Forhold til de solitariske Drifter. Da Mennesket Dyden af Naturen skyer det Ubehagelige og stræber efter det Behagelige, viser Dyden sig her deels først som Mod deels som Maadelighed. Modet er Beredvillighed Dyden som til at gaae Ulyst og Farer imøde, naar Fornuften kræver det: det den ligger mellem Feighed og paa den ene Side og Forvovenhed paa den anden Side. Maadelighed er det fornuftige Maal i Stræben efter den sandselige Lyst: det sandselig-behagelige og viser sig især med Hensyn til det blot organiske Livs Trang til Næring og ..... den Last der er den modsat paa den ene Side som ufornuftigt Overmaal er Umaadelighed, men den Mangel der kan tænkes den modsat p den anden Side er tit [tit tilf.] ikke nogen moralsk Feil [fs. M æf. Last], men physisk Svaghed. på modstående side er tilføjet paa den anden Side gives et Extrem i den fornuftstridige sandselige Selvfornægtelse. [æf. paa den anden Side .... Mangel gives et Extrem i overdreven Disciplin .... den Skik at berøve sig [fs. nægte sig] selv Livets Nydelse af Sværmerie eller Gjerrighed [ovenover er tilføjet misforstaaet Asketik]

Anm. Om Om Arbeidsomhed og Fornøielser og ............. Tarvelighed og Kjed...hed.

[eller hvordan skal de sidste linier på siden forstås?]

§ 31

I sit Forhold til den naturlige Tragten efter Ejendom viser Dyden sig som Huusholderiskhed, som er det fornuftige Maadehold i Erhvervelyst og Udgifter, der hvilket har sit har sit Udspring af rigtige Begreber Forestillinger om Ejendoms Betydning. Den ligger mellem Gjerrighed (Vindesyge og Karrighed) paa den ene Side, som kommer af at man tillægger Ejendom meer Værd end den har og Ødselhed paa den anden Side, i Følge hvilken man til mindre vigtige Øjemed gjøre saa store Udgifter, at man savner det Fornødne til vigtige Øjemeds Opnaaelse. –

§ 32.

I Æresdriften ligger Bevidstheden saavel om eget Værd eller Selvfølelse til Grund for Menneskets Tragten efter at Andre skulle erkjende den [ES: det] . Den Det fornuftige Grad af Selvfølelse, [som meget vel kan bestaae med Ydmyghed], ligger mellem Stolthed Pusillanimitet , under hvilken Forestillingen om eget Værd fremfor Andre er alt for for meget fremherskende [er alt for fremherskende nedenunder er tilføjet for meget fremhersker,]

og Pusillanimiteten, som bringer Mennesket til ufornuftigen at begrændse sin Stræben og sine Fordringer. Det fornuftige Sindelag med Hensyn til Æren kaldes Ærekiærhed og er lige langt fjernet fra Ærgierrighed og Mangel paa Æresfølelse.

§. 33.

Af Ærekjærhed udspringer Frihedskjærlighed saavel , i Følge hvilken Mennesket stræber efter en Tilstand, hvori det uden at tvinges af andre Mennesker selv kan bestem̄e sin Virksomhed, en Dyd der ligger mellem Tøilesløshed og Slavesind. En mere positiv Form har den af samme Kilde udspringende Lyst til Indflydelse eller Herskelysten, der fornuftigviis er saaledes indskrænket, at den ikke bliver stiger til Herskesyge, men dog er saa kraftig, at den ikke synker ned til Ligegyldighed for Selskabets fælleds [tilf.] Anliggender de menneskelige Anliggender .

Lyst til Indflydelse.

[indvist NY VERSION af anden halvdel af § 34, SLETTET]

Dyden i Forhold til den naturlige Medfølelse viser sig som det deeltagende Sind, der ligger mellem Hjerteløshed (Haardhed,) og det menneskekjærlige Følerie; og i Forhold til Trangen den til Andres Medfølelse viser den sig som Aabenhed, der paa den ene Side er modsat Aabenmundethed paa den anden Side den ufornuftige Tilbageholdenhed. etc.

E....? .... den i Forhold til

[ENDELIG VERSION, § 34]

Med Hensyn til de Følelser, der opstaae ved Forestillingen om Andres Tilstand viser Dyden sig som det deeltagende Sind, der ligger mellem Hjerteløshed (Haardhed, Udeltagelse) og det menneskekjærlige Følerie. – Med Hensyn til Trangen til at finde meddele Andre sin [fs. aabne sig for] Deltagelse hos Andre viser det fornuftige Sindelag sig som Aabenhed, der paa den ene Side er modsat Aabenmundethed paa den anden Side den overdrevne for overdrevne [fs. ufornu] Tilbageholdenhed. – Under de sociale Forbindelser, der blot have Lysten til Formaal træder Dyden frem som Omgiængelighed, der .. ...? ligger mellem Behagesyge og Vrantenhed. –

Istedetfor § 35.

Under sin alvorlige Stræben seer den Fornuftige sig ikke nødsaget blot nødsaget til at modarbeide de Slettes Planer men bliver undertiden uenig med de Bedre om de Midler, der ere at vælge til de fælleds Formaals Fremme. Da viser den rigtige Middelvej sig paa den ene Side som

B. Dyden i Forhold forhold til de sociale Drifter.

§ 34. [SLETTET indtil 'Omgiængelighed'; ny version indvist]

Med Hensyn til den Sindsbevægelse, der opstaaer hos Mennesket ved andre Menneskers Yttringer, ligger den fornuftige Midte, som undertiden kan kaldes Blidhed, imellem Vredagtighed og den Kulde, i Følge hvilken man for lidt røres ved Andres Opførsel Opførelse . Naar den indre Følelse træder ud under Vexelvirkningen med Andre, kan med Hensyn til de sociale Forbindelser, der blot have Lysten til Formaal, Dyden vise sig som [['Dyden vise sig som' er slettet, og versionen øverst på foregående side indvist her]] Omgiængelighed, der ligger imellem Behagesyge og Vrantenhed. – Men i de Forbindelser, hvor Nytten er Formaalet, holder Dyden som Tjenstfærdighed [[underprikket]] den rette Middelvei mellem Gennytten og den overdrevne for vidt drevne Selvopofrelse for Andres Skyld. [[Det flg. er tilføjelser]] [Taknem̄elighed nævnes bedst ved Nyttens V.....] af Sladdersyge.['af Sladdersyge' tilføjet under 'for Andres Skyld'?]

Ensomhed

§ 35. [SLETTET AFSNIT]

I de fornuftige Kjærlighedsforhold, hvori Mennesker forenes ved en gjensidig Velvillie, der forhøjes ved Bevidstheden om, at de ....? have det Gode til fælleds Øjemed er Midten en Forbindelse af mandigt Kjækhed

Kjækhed eller mandigt Sind Selvstændighed (ɔ: Mandighed) i det man giør sin fornuftige Villie gieldende uden at hindres af Behagelyst eller Frygt, paa den anden Side som Føjelighed, i det man retter sig efter Andres Villie, hvor Ens Grundsætninger tillade det. De dertil svarende Overdrivelser ere deels Vredagtighed og Egensind, deels svag Eftergivenhed og Opofrelse af sin individuelle Character.

[Maaskee kan Mandigheden vise sig deels som Selvstændighed ( passive defensiv ) deels som Kjækhed ( active offensiv )

Sind og Bøjelighed Beskedenhed . Hiint kan udarte til Egenraadighed Vredagtighed. Egensind og Herskesyge Herskesyge. Trodsighed. og Føjeligheden kan erholde saadan urigtig Overvægt, at den bliver til svag Eftergivenhed og Opofrelse af Individualiteten og overdreven Beskedenhed. – Af den Stræben efter inderlig Forening, som finder Sted i det fornuftige Kjærlighedsforhold, udspringer saavel Tilbøjelighed til Deeltagelse som [fs. og til f.......] Aabenhed, hvilken sidste har Oprigtighed og Afsky for Løgn i til Følge med sig. (Beskedenhed. Fiendskab.

Anm. om Taknem̄elighed.

§ 36.

Selv den, der har Færdighed i det Gode afviger undertiden fra sine Principer og bringes derved til Skamfuldhed, en Følelse, der er den ufuldkomne Dyds uundgaaelige Ledsagerinde. Af Tilbøjelighed den dydige hertil, som inden sine rette Grændser er en Dyd, findes en uægte Afart Afart hos den falsk Undseelige, der skam̄er sig uden Grund; men og en endnu denne har et endnu sle slettere Modstykke: Skamløshed eller et Mennes Menneskes Færdighed i at handle slet uden at skamme sig. – Ogsaa ved at bemærke Andres an Uovereensstem̄else med hvad de skulle være fremkaldes hos

den Fornuftige en ubehagelig Følelse, nemlig den retfærdige Uvillie, der ogsaa kan fremkaldes ved Iagttagelse af Misforhold mellem Andres Værdighed og deres Virkekreds, ligesom og en Tilfredsstillelse kan føles det restituerede rette Forhold derimellem maa kan skaffe ham en Tilfredsstillelse. – Modsatte Laster findes derimod hos den Misundelige, der af Slethed føler Ulyst ved Andres Lykke og den Skadefro der af sam̄e Grund glæder sig over deres Ulykke.

§ 37.

Retsdriften bestemt ved Fornuften er Retfærdighed. Den udjævner de solitariske og sociale Tilbøjeligheder, i det den – som almindelig Retfærdighed – gaaer ud paa at tilveiebringe Lighed og Lovmæssighed. Den er den fuldendte Dyd, for saavidt den lægger sig for Dagen i Forhold til Andre og da Dyden kommer til Virkelighed i dette Forhold er den Færdighed i alle Dyders Udøvelse. Forskjellig herfra og den underordnet er den specielle Retfærdighed, som tilveiebringer en upartisk Fordeling af udvortes Goder efter Værdighed. Den ligger mellem de to Yderligheder at giøre Uret og at lide Uret, saa at Dyden

her ikke længer viser sig som en Middelvei mellem to Laster men som modsat een og sam̄e Last. Dén strenge Retfærdighed, som bestem̄es ved almindelige Love fører dog i enkelte Tilfælde til Uretfærdighed og bør derfor gaae gaaer over til Billighed, som under saadanne Omstændigheder er den sande Retfærdighed.

§ 38.

Til at erkiende det Retfærdige i enkelte Tilfælde eller det Billige udkræves især Uddannelsen af Fornuftens Dygtighed eller de logiske Dyder. Blandt de logiske Dyder er den første Klogskaben Viisdom̄en , som er en Færdighed i at træffe erkjende de rigtige Midler til Udførelse af det Gode og saaledes er en Betingelse for alle foregaaende Dyders Virkeliggiørelse. Den er tillige som Erkiendelsen af den rigtige Midte i Tilbøjelighed og Handlinger disse Dyders Centralpunct. I denne Dyd viser den [fs. begynder fs. viser] den dydige Villie at vise sig som qualitative forskjellig fra den naturlige Begiæring.

Viisdom̄en Klogskaben er de ethiske Dyders Forudsætning, men den forudsætter ogsaa dem dem: den udvikler sig af Maadeligheden og erholder kaldes forsaavidt den er forenet[?] med dem Navn af Sindighed. De Forstandens Dyder som involveres i Viisdom̄en Klogskaben , ere Lærvillighed, velberaad Hu og den rigtige Tact for Bedøm̄else af de for....m̄ende de enkelte Forhold for at see hvorledes det Gode kan frem̄es i dem. – Den højeste logiske Dyd er Dygtighed Dydighed i den videnskabelige Tænkning, der ikke meer træder i de underordnede Dyders Tjeneste men foretages for sin egen Skyld. Den er det sidste Udviklingstrin af Dydslæren (den antike Moral) som saaledes ender med en fuldkom̄en Adskillelse af den fornuftige Tænkning og de udvortes Formaal.

Andet Afsnit, om Pligterne

§ 39

Menneskets Bevidstheden om at Menne først skrevet Pligten (eller Fornuftbudet at Bevidsthed om at det har

Pligter eller at Fornuften alene skal være dets Handlingers Princip, er modsat [overvej suppl. 'den'] Bevidsthed der laa [< laae] til Grund for den antike Dydslære, i det al naturlig Tilbøjelighed nu forkastes som lastværdig, følgelig ogsaa det Quantum der er i Harmonie med Fornuften. Pligtbudet har Characteren af en højere udvortes Magt Kraft , der er specifisk forskjellig fra Menneskets naturlige Retning (et kategorisk Imperativ), men da Fornuften er Menneskets inderste Væsen reddes just herved Villiens rene Autonomie. [Dog i det Fornuften uden alt Hensyn til de naturlige Drifter skal bestem̄e Regelen for Menneskets Handlinger, kan ingen anden gives end den blot formelle, der paabyder alle Maximen Overeensstemmelse med sig selv eller Frihed for Modsigelse, hvoraf intet bestemt Indhold kan udledes. (Hertil kommer at det fuldstændige højeste Gode eller Harmonien mellem den objective Natur og Moraliteten, efter denne Synsmaade, saavel for sig betragtet som sam̄enholdt med Begrebet om den uendelige Progress, som ligger i dette Systems Væsen er aldeles utænkelig.)]

[§ 39, NY VERSION]

Paa Pligtlærens Standpunct erkjendes, at Fornuften alene skal bestem̄e Indholdet af Formaalet for Menneskets Handlinger og at disse ei bør foretages for at tilfredsstille de naturlige Be-

giæringer (Heteronomie), men af Lydighed mod Fornuftens højere Lov, som Mennesket ubetinget skal underkaste sig (kategorisk Imperativ). Denne Bevidsthed er forskjellig fra modsat den antike Dydslære, i Følge hvilken den blot naturlige Begiæring Bevid inden en vis Grændse var god og afgav Stoffet, der reguleredes af Fornuften. – Uagtet den der handler af Ærefrygt for Pligten underkaster sig et strængt Bud, der har Characteren af en højere Magt, reddes dog Villiens Frihed ved Bevidstheden om at Fornuften er Menneskets inderste Væsen. – – Naar .......? [slettet indv.tegn til modstående side] denne Synsmaade consequent forfølges maa Fornuftens Virksomhed erkjendes for det eneste Formaal, der bør attraaes for sin egen Skyld og de naturlige udvortes Formaal maa betragtes som relative Goder, der kuns have ere Midler Værd som Midler til dette Formaals Frem̄e.

Anm: Ved Pligtlæren er giort et Fremskridt, i det den .... blot naturlige Begjæring bestemt er adskilt fra Fornuftens Lov, men hvorledes denne Adskillelse Synsmaade har eensidig har været forfulgt og hvorledes den har ført til aldeles ...? urigtige Meninger vil i det Følgende blive viist.

NB Efter Pligtlæren skal indskydes en § om hvorvidt Mennesket kan være moralsk uden at være religiøst –

§ 40.

Nogle have troet, at de heri [fs. med] liggende Vanskeligheder lade Vanskeligheden i at forsone Moraliteten med Sandseligheden som med den udvortes Natur lod

sig bortrydde ved den anden popuær Theorie. Ifølge den foreskrives de enkelte Pligter som positive Lovbud af et højere Væsen saa at Mennesket det ei behøver at udfinde dem selv og Handlingerne, som vel i sig ere ufuldkomne, da de ved Sandseligheden komme til Virkelighed, tages for gyldige, i det Lovgiveren af Naade føje Lyksaligheden til. Men efter denne Synsmaade, som aldeles tilintetgiør Fornuftens Autonomie, skulde Lovgiveren paa en fornuftstridig Maade kunne hellige hvad der i sig ikke var helligt og forbinde de paa dette Standpunct specifisk forskjellige Led Natur og Moralitet.

Anm. Om dette Standpuncts Forhold til den theologisk-kristelige Moral.

§ 41.

Det fichteske System, hvori de i de 2 sidstforegaaende foregaaende §§ antydede Systemer forbindes med hinanden, søger saavel at redde den subjective Frihed, som at udlede de enkelte Pligter af den rene Fornuft. Som Øjemed opstilles det rene Jegs absolute Selvvirksomhed eller Be-

frielsen fra ikke-Jeget. Det Heteronomiske, hvortil han dog maa tage sin Tilflugt, da Naturdriften er Handlingernes Betingelse, fremstilles ikke som Øjemed men som Middel. Handlingens Materie skal paa eengang stem̄e med Fornuftdriften og den naturlige rene Drift, i det hiin opgiver sin ikke-Bestemthed fuldkomne Uafhængighed af Naturdriften og denne opgiver Nydelsen [s /til/som? ulæseligt pga. blækklat!] Formaal. I ethvert Moment skal nemlig den Handling vælges som fremmer dets almindelige Frihed ɔ: Uafhængighed af Naturen, der gaaer for sig ved den uendelige Tilnærmelse. De enkelte Handlinger, som føre til dette Formaal, hvori de før adskilte Momenter Moralitet og Overeensstem̄else med det Ydre ere forbundne, findes derved at det rene Jeg ved Fornuftdriften drager det enkelte Jeg til sig.

§ 42.

Pligternes System løber omtrent parallel med Drifternes System ɔ: med Systemet af de naturlige Formaal , dog saaledes, at ingen Handling dog saaledes, at ingen Handling [dittografien rettes stilt.] maa gaae ud paa den blotte Tilfredsstillelse af Driften, men maa søge at realisere dens Formaal for Pligtens Skyld, hvor

af da visse Indskrænkninger for en saadan Stræben lade sig udlede. – Mennesket har deels Pligter mod sig selv, deels mod Andre, deels mod Gud. Mod sig selv har det Pligter fordi det maa bevare og uddanne sig selv som Middel for Pligten, hvoraf følger, at det maa lægge Vind paa stræbe efter først skrevet frem̄e Selvkiærlighedens [ovenover er slettet Selvbevaringens] og Fuldkom̄enheds Formaal og Selvbevaring, udvortes Lykke og egen Fuldkom̄enhed og Lyksalighed Lyksalighed ɔ: oLykke . Dog fældes nu over visse af didhenhørende Handlinger og Tilbøjeligheder en anden Dom end paa det antike Standpunct. [Saaledes erklæres f: Ex: nu Selvmord under alle Betingelser for pligtstridigt, en ny Dyd fremtræder i Ydmygheden etc:]

§ 43.

Ogsaa mod Andre har Mennesket Pligter, fordi Pligten i dem og ved dem skal realiseres. Heri Deraf lader sig udlede den Pligt [ovenover er slettet......] at ligger, at middelbart bør frem̄e det fælleds Øjemed ved at etc: tilføjet på modstående side deels man bør vogte stræbe sig for at hindre og stræbe at frem̄e alle Andres relative Goder tilføjet nederst på sidenɔ: hvortil ogsaa hører Subjectets Harmonie med dem. for Andre og søge stræbe at leve i Harmonie med [først skrevet ......?] at leve i Harmonie med dem; deels ligesom bør umiddelbart bør søge at frem̄e deres Moralitet. Ligesom Alt her

viser sig i et andet Lys end i Oldtidens Dydslære, indtræder ogsaa her den nye Pligt at elske sine Fiender, da man aldrig bør opgive Haabet om at Andre ville tage Deel i Arbeidet for det fælleds Øjemed. Endelig har Mennesket Pligter med Hensyn til den højeste Idee, hvis Aabenbaring Virkeliggiørelse er det sidste Øiemed: det skal elske Gud, underordne sig ham og tjene ham, men disse Pligter kunne først i Religionslæren sees i deres fulde Betydning. – I hele Pligtlæren paabydes saaledes en Mængde enkelte Handlinger som Midler for det ene Øiemed og det Spørgsmaal opstaaer, hvilket af disse Øiemed i ethvert Moment skal vælges, hvorved man føres til den Lære som kaldes Casuistiken.

Anm. Gives der ligegyldige Handlinger. [?]

§ 44.

Pligtcollision finder Sted, naar Fornuften synes at frembyde flere Handlinger, som synes at staae i et saadant Forhold til hinanden, at den enes Udførelse giør den andens Udførelse umuelig. Om der nu end for Pligtcollision kunne gives visse Klogskabsregler, hvorved Collisionernes Antal kan formindskes, kunne dog ingen almeengyldige Regler gives, hvorved en for alle Tilfælde gyldig Rangforordning på modstående side er tilføjet Schema mellem de almindelige Classer af Pligter kan bestem̄es. Af de

3 Hovedclasser kunne hverken Pligter mod os selv eller mod Andre eller mod Guddom̄en i alle Tilfælde sættes som de der skulle foretrækkes. Ligesaalidet kan en almeengyldig Orden bestem̄es for de underordnede Pligter i nogen .... ændret fra en enkelt af disses Hovedclasser. – Forstanden maa da opgive sit Forsøg paa at give Pligtlæren sin Fuldendelse i Detaillet og den der vil erkjende sine Pligter man maa ændret frader bliver for det Første ingen anden Udvei end at arbeide paa Overvindelse af Sandseligheden, der som hindrer er en Hindring for Morallovens Pligtbudets rigtige Anvendelse i enkelte Tilfælde.

§ 45

Via Asketiken stræber Mennesket at overvinde Sandseligheden som en Hindring for Fornuftens Virksomhed: Bodsøvelse [fs. ved en i Ensomhed anst] og den i Ensomhed anstillede Selvprøvelse anvendes som Midler til Dydens Erhvervelse. Ved Asketiken stræber Subjectet [ovenover er slettet Mennesket] at overvinde Sandseligheden som Hindringen for Fornuftens Virksomhed; det stræber ved Bodøvelse og ['Bods. og' tilf.] en i Ensomhed anstillet Selvprøvelse at komme til Selvkundskab som Forbedringens Betingelse. Asketiken fører til at udtale Pligtbudets Erkjendelse for Andre og til at henvende Tanken og Talen i Bønnen til Guddom̄en, Pligtbudets Personlighed. Ved disse Dydsmidler især ved det sidste fuldkomneste stræber Subjectet haaber Mennesket at tilvejebringe have tilvejebragt en saadan Overeensstem̄else mellem sig og Pligtbudet, at det af sig som enkelt Subject kan øse Pligtbudets Kjendelser Bestem̄elser . Det handler da efter sit

eget Hjertes Tilsagn eller efter sin Samvittighed.

Tredie Afsnit. Om Samvittigheden

§ 46.

Samvittigheden øser af sig selv Handlingens bestemte Indhold og Subjectet er i Kraft af den aldeles vis paa, at det under sin Handling er i Overeensstem̄else med det Gode (det har en god Samvittighed). Den stiller sig endogsaa over imod Lovens almindelige Forskrifter, fordi den i det enkelte Tilfælde er sig bevidst at have Magat til at afgiøre Alt af sig selv. Men Samvittigheden kan dog være vaklende, ja vildfarende, da den jo endogsaa kan gjendrive sig selv og det maa følgelig dog kom̄e an paa Handlingens Indhold om den skal dømmes at være god eller ikke. Saaledes kan Samvittigheden ved at giøre sig til Lovens Kilde komme til at bestem̄e sig tvertimod Moralloven eller til det Onde.

§ 47 på modstående side er tilføjet § 47 forvandles til en Anmærkning [SLETTET AFSNIT]

Spørges nu om det Ondes Oprindelse da [fs. see ?] da sees dets Grund at ligge Det Onde har altsaa sin Grund deri, at Selvbestem̄elsen, som er et væsentligt Moment i det højeste Gode, aldeles løsriver sig fra det derfra Hele og gjør sig til Handlingens hele Indhold. Menneskets Natur er som Uskyldighedsstand er [rettelse, dette 'er' udgaar] i sig god, men forsaavidt den naturlige Begiæring, naar Selvbestem̄elsen efter i Følge Erkjendelse tager sin Begyndelse,

[NY VERSION, § 48]

Det Onde kan udøves saaledes med , at Subjectet har Bevidsthed om Pligtens Bydende men dog handler derimod og har Bevidsthed om, at det handler derimod; da siges det at handle med ond Samvittighed. – Men det kan ogsaa ved Hyklerie for sig selv og Andre besmykke sin slette Handling derved, at det lader en eller anden Grund Bevæggrund gjelde som antagelig og god Grund derfor. [Indvisningstegn til gl. version] I det en saadan antagelig Grund kan gives for enhver tænkelig Handling bliver der ikke noget tilbage af særskilt godt Indhold, men at ...? kuns den almindelige gode Hensigt.

ɔ: strax er i Harmonie med Erkjendelsen er den i sig ond. Den første Selvbestem̄else efter Erkjendelse mod Fornuftloven er et Syndefald, hvis Grund er hvis Kundskab om Forskjellen paa Godt og Ondt. Men en[?] i Erkjendelsen ligger ogsaa Mueligheden af en ......... ideel Tilbagegang til det Gode og medføre Anger, Begyndelse til Forsoningen af den det opløste Harmonie. Dog Men i sine Handlinger kan Mennesket ei holde sig aldeles fri for Synd og derfor Livet bliver indtræder en Svæven mellem Synd og derpaa Anger følgende Anger omgaaende[?] Samvittighed, og forsaavidt denne er ufrugtbar finder en Handlen med ond Samvittighed Sted. det moralske Onde Sted som realiseret eller som ond Handling.

§ 48 på modstående side er tilføjet § 48 forvandles til en Anmærkning [SLETTET AFSNIT, til 'umoralske Handling']

I den ovenfor skildrede Handling med ond Samvittighed ligger at Mennesket handler mod den erkjendte Fornuftlov og at det veed, at det handler derimod. Handling efter Samvittighed bliver da paa dette Trin til et Hyklerie hvorved Subjectet først bedrager Andre og siden sig selv. Det lader da tilsidst i Følge Probabilisme en ikke anden Grund gjelde som Gode...? end for dets umoralske Handling. Men da en saadan probabel Grund kan gives for enhver tænkelig Handlinger, bliver

[På modstående side øverst er tilføjet:] Hvad Autonomie er kan den Gode lære af den Onde. [slettet:] Den ligger efter

der ikke noget tilbage af særskilt godt Indhold men kuns den almindelige gode Hensigt.

§ 49.

Den gode Hensigt antages da at hellige Midlet og da en saadan Hensigt kan udhæves ved enhver slet Handling er det formeentlige Gode herved aldeles forvandlet til Ondt. Et Øjemed vælges, fordi det forekommer Subjectet godt; det handler efter sin Mening, og det giør ikke til Sagen om det der efter dets Mening er godt i sig selv er ondt. Da med denne Beroen ved den subjective Mening Alt alt i sig værende godt er fornægtet, kan derfra giøres Overgang til Ironien, der holder .... sin individuelle ['indivinduelle'? rettes stilt.] Villie for det Højeste og følgelig er hævet over Moralloven Moralloven. hvormed den Hermed har den subjective Frihed naaet sin formelle Fuldendthed, men mistet alt objectivt [fs. Indhold] Indhold. Fuldendthed og [ovenover er slettet 'og'] da det Ironien vil viser sig at være Intet, kan den forvandle sig til den Bevidsthed, at det Gode uden dens Medvirken er objectivt.

[På modstående side tilføjet:] Ved eet Skridt fra den gode tom̄e Hensigt bortkastes den .......? tom̄e gode Hensigt eller gode Villie, som kan fyldes med alt slet Indhold.

§ 50.

For at den sædelige Handlings Form kan erholde sin Fuldendelse maa Subjectet komme til den Erkiendelse, at det Gode har

objectiv Tilværelse og at den Fornuft som skal lede dets Virksomhed er den sam̄e som ligger til Grund for den sædelige Tingenes Orden, hvoraf det er et Led. I Staternes forhaandenværende Love Vedtægter og Ind , Indretninger er det Gode virkeligt og et bestemt Indhold deraf er realiseret virkeligt i de forskiellige sædelige Magter, der udvikle sig inden for Statens Grændser (Familier, Stænder o.s.v) I disse sædelige Magter har Drifternes System faaet en fornuftig Form og Pligten et bestemt Indhold. Subjectet kan deri finde sin Fornufts Fordringer tilfredsstillet ved den objective Orden, hvoraf det er et Led og dets umiddelbare Vished om Rigtigheden af den sædelige S....... der .....er dets sande Samvittighed. I Staten kan Moralen først med Bestemthed finde sin Anvendelse og sit Indhold og Individets Overeensstem̄else med dets Stilling deri er dets Retskaffenhed.

[krusedulle] Finis.

§ 10

Mere tilregnelig end den blot forsætlige Handling er den overveiede Handling , hvortil man i Almindelighed kun henregner de efter Plan udførte Handlinger