Teksten udgør anden del af Grundtrækkene af en philosophisk Propædeutik eller Erkjendelseslære, tilligemed Poul Møllers kortfattede formelle Logik. Trykt som Manuskript til Brug for Elever af det kongl. Landcadetacademie. Ved Carl Berg. København 1839, s. 91-132. Format: oktav (184 × 110 mm). Om denne del skriver Berg i sin “Fortale”: “Da jeg just paa denne Tid vicarierede som Lærer ved Academiet, fik jeg at vide, at man vilde benytte som Lærebog i Logik et Manuskript til en Logik, som Poul Møller i Aarene 1832 og 33 havde holdt for de Studerende ved Universitetet, som underkastede sig anden Examens anden Deel” (, s. XIII). Og videre: “I anden Deel ere selve §§, efter Committeens udtrykkelige Ønske, tagne ordret af Poul Møllers Manuscript, hvorimod Udviklingen under § er indrettet, saavidt muligt, efter Bogens Bestemmelse, og har jeg her især benyttet Sibberns Logik, 2den Udgave” (, s. XIV). Med “Udviklingen under §” hentyder Berg til de indrykkede afsnit som stedvis forekommer som afslutning på den enkelte paragraf, en praksis som også benyttes i bogens første del. Visse afsnit er sat i petit samtidig med eller i stedet for indrykningen. Omtalte manuskript er ikke længere kendt. Møller holdt if. lektionskatalogen forelæsninger i logik i sommersemestrene 1832, 1833 og desuden i 1834.

opfattelsen gennem sanserne, som er præciseret gennem tænkningen. , §2, definerer anskuelse som en umiddelbar erkendelse som kun “uddannes eller fuldkommes” ved tænkning, idet “dens Gjenstand med Bestemthed og Klarhed udsondrer sig fra alle andre, og træder frem for sig, bliver til en Anskuen”.

‘har’, præsens pluralis.

eksisterende.

‘kan’, præsens pluralis. Møller bøjer flere steder modalverber i flertal, navnlig ‘kunne’ og ‘skulle’, hvor den moderne retskrivning vil have ‘kan’ og ‘skal’.

henviser til §168-170, hvori Hypotesen omtales som den tredje form for aposteriorisk tænkning (, s. 231). Noten er ligesom det indrykkede afsnit efter §3 Bergs (se også kommentaren ‘Om teksten’), som i sin “Fortale” medgiver at han egentlig hellere selv havde villet skrive en logik på baggrund af dette værk af Fichte end benytte Møllers manuskript. Berg argumenterer endda for at dette var hvad Møller ville have gjort i konsekvens af den interesse for Fichte som gav sig udtryk i hans forelæsninger om “Den nyere Philosophies Historie” og “Ontologien eller Kategoriernes System” (, s. XIII). Immanuel Hermann Fichte (1796-1879) blev 1836 professor i filosofi i Bonn. Kaldes også ‘den yngre Fichte’ for at skelne ham fra faderen, Johann Gottlieb Fichte (1762-1814).

“daß die hypothetische Annahme der Beschaffenheit des Grundes nicht über die Gränze hinausgehen darf welche in den zu begründenden Erscheinungen selber liegt” (, s. 233). Se også kommentaren til note 1.

Nikolaus Copernicus (1473-1543), polsk astronom, udformede allerede tidligt i 1500-tallet den opfattelse at Solen er Universets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer i cirkulære baner. De ubevægelige fiksstjerner er yderst i Universet, og Jorden er en planet i et årligt kredsløb om Solen og i daglig rotation om sin akse. I forordet til hans værk De revolutionibus orbium coelestium (1543) gøres der udtrykkeligt opmærksom på at dette jo kun er en hypotese. Forordet er forfattet af den lutherske præst Andreas Osiander (1498-1552), som havde opsyn med trykningen bl.a. fordi Copernicus lå på sit dødsleje.

sammenlignende fysiologi.

reagerer som om det havde fornemmelser (sanseindtryk).

her, potentielt, som en mulighed.

I de sidste måneder af 1802 holdt naturforskeren og filosoffen Henrich Steffens (1773-1845) på Elers’ kollegium ni filosofiske indledningforelæsninger. Indledningsforelæsningerne blev udsendt i bogform af Andreas Seidelin i 1803. På denne udgaves side 36 begynder den tredje forelæsning om naturvidenskaben (). Forelæsningerne anses som stødet til det romantiske gennembrud i Danmark (se Johnny Kondrups efterskift, ).

formodning.

kan opfattes med sanserne, se også kommentar til §1, ‘anskuelsen’.

begreber om egenskaber.

‘det er’, det vil sige.

beherskes, forstås.

særlige, karakteristiske.

(lat.) slægtsforskel.

(lat.) artsforskel.

(lat.) cirkel i definitionen – definition i kreds.

henviser til “Tillæg indeholdende Materialier til skriftlige Øvelser i [...] Defineren” i , fx “Et Skaldyr er en med en kalkagtig Skal overdækket Orm”.

(lat.) logisk inddeling.

(lat.) opløsning i sine arter.

udsiges.

tvedelt, tredelt, mangedelt.

‘skal’, præsens pluralis, se også kommentar til §2, ‘kunne’.

forståelsen.

“paa den anden Side kan Betragtningen af det Enkelte uden Hensy〈n〉 til den Almindelighed, hvis Udtryk det er, ei gjælde for Andet, end en raa Sandseopfattelse”, , §98. “Begreb”.

‘sensu activo’, (lat.) i aktiv forstand.

‘sensu passivo’, (lat.) i passiv forstand.

snævrere.

her som konsekvent i teksten, er der sat komma i konstruktionen ‘såvel / som’.

styrende.

forestillingsevne.

implicit / eksplicit, underforstået / direkte formuleret.

det ord i en sætning som forbinder subjekt og prædikat; i den klassiske logik ‘er’ eller ‘er ikke’.

(lat.) jeg læser.

her, opfylde; dvs. at den nægtende dom kunne have været bekræftende.

tænkt.

så afgjort.

forudgående.

opskære.

et særpræg.

snabel, proboscis.

rogn.

delvist, særskilt, modsat almindeligt.

(lat.) jeg bekræfter.

(lat.) jeg benægter.

I den ældre logik anvendes udtrykket på en måde, der udelukker, at a både er b og c, dvs. hvad man i moderne logik ville kalde en eksklusiv disjunktion.

her nok, genstand og egenskab; dvs. noget kan bestemmes som en genstand, andet som en egenskab. Bemærkningen er Bergs og forfølges ikke yderligere.

fremkalder, er årsag til.

mænd eller kvinder.

(lat.) empiri, erfaringer og iagttagelser anvendt som grundlag for (videnskabelig) erkendelse.

(lat.) fra det senere, efterfølgende, dvs. afhængigt af empiri.

(lat.) af det tidligere, på forhånd, dvs. uafhængigt af empiri.

påstående, hævdende.

bevisende, nødvendigvis sand.

påstanden.

apodeixis, (gr.) bevis.

(lat.) overensstemmelse.

(lat.) modsætninger.

(lat.) underordnende og underordnet.

Sibberns Logik, side 282. Henvisning til §121: “Om de disjunctive Domme”. Den anførte tekst er stort set ordret citeret fra , §124, s. 287, se også kommentaren ‘Om teksten’. Frederik Christian Sibbern (1785-1872), dansk forfatter, filosof og psykolog, professor i filosofi ved Københavns Universitet 1813-1870.

søgt.

implicit, underforstået.

ombytning.

(lat.) den større fremsætning eller dom.

‘propositio minor’, (lat.) den mindre fremsætning eller dom.

(lat.) slutning, konklusion.

(her efter , §153, s. 332. Versene daterer sig fra det 13.årh. (for fjerde figur dog først senere) hvor de tillægges Petrus Hispanus (d. 1277) og William of Sherwood (d. 1249). Ideen i versene er at navnenes vokaler betegner de tre dommes kvalitet og kvantitet. I det følgende eksempel 1) har vi to alment bekræftende præmisser og en alment bekræftende konklusion: “Alle ...; alle ...; følgelig er alle ...”, hvilket betegnes a, a og a (§15, anm. 2) som er vokalerne i ‘Barbara’. I eksempel 2) har vi en alment benægtende og en alment bekræftende præmis og en alment benægtende konklusion, hvilket betegnes e, a og e som er vokalerne i ‘Celarent’ osv. Se også §27, hvor den femte verselinje forklares.

bemærk at dette er et eksempel på præmisserne a, o, mens det følgende eksempel 4) illustrerer e, i. Eksemplerne følger dermed ikke (som i § 24) den rækkefølge hvori præmisserne er præsenteret ovenfor. For de følgende figurer (§26 og 27) gives der ikke eksempler for alle præmisser.

ombytning af led, fx contraposition, se §22.

Aristoteles (384-322 f.Kr.), græsk filosof og videnskabsmand. Aristoteles anses for at være syllogistikkens grundlægger.

det femte af de ‘barbariske Vers’ (verselinjer), se kommentar til § 24: “quartæ [(lat.) fjerde] bamalip, calemes, dimatis, fesapo, fresiso”.

ombytning, her af over- og undersætning.

forekomme indlysende.

(lat.) bekræftende (egl. sættende) måde.

(lat.) benægtende (egl. ophævende) måde.

forkortelse af ‘syllogismus cornutus sive crocodilus’, (lat.) hornet syllogisme eller krokodillesyllogisme. ‘Hornet’ refererer til navnlig dillemmaets to disjunktive muligheder, der forholder sig som horn til hinanden, og dertil muligheden for at blive spiddet. Nogle nævner også flg. sofisme: Har du mistet dine horn? Hvis ja, har du altså haft horn, hvis nej, har du dine horn endnu, således fx , s. 351 og 466 eller , Appendix §8.10, s. 151. Den sidste betegnelse refererer til en historie som skyldes den stoiske filosof Chrysippos (281-208 f.Kr.): En krokodille har stjålet et barn. Moderen forlanger barnet tilbage, men krokodillen stiller den betingelse at hun kan udsige sandheden om barnets skæbne. Hun svarer da: “Du vil ikke give mig barnet tilbage”. Krokodillen siger nu: “Det er sandt, du får ham ikke tilbage”, mens moderen argumenterer: “Hvis jeg har svaret sandt, må du holde dit løfte” (, Appendix §8.12, s. 151, genfortalt i Lukians Vita Auctio §22, ).

to-, tre-, fire-, flerleddet.

(lat.) benægtelse gennem bekræftelse.

(lat.) bekræftelse gennem benægtelse.

σωρίτης, (gr.) ophobet.

at kvadratet på længden af den lange side i en retvinklet trekant er lig summen af kvadraterne på længderne af de to kortere sider. Tillægges den græske filosof og matematiker Pythagoras fra Samos (ca. 580-500 f.Kr.).

fastlåste.

(lat.) efter dette; derfor også på grund af dette.

betænkelig.

formeringsevne

gendannelse, heling.

avling

givetvis

Christian Wolff (1679-1754), tysk filosof.

(lat.) spørgsmålets kerne.

(lat.) hvor tvisten står.

(lat.) fordring på bevisgrunden.

her: cirkelslutning, se også §8, pkt.5.

morallærer.

(lat.) fejlslutning ved sammensat og adskilt opfattelse.

(lat.) fejslutning ved at tale overført med bogstavelig tale.

(lat.) fejlslutning ved en talemåde.

(lat.) det udelukkede tredjes (egl. midte mellem to modsigelser) princip.

(lat.) den tilstrækkelige grunds princip.

væsentlig, efter en tings væsen eller indhold (modsat formaliter).

i overensstemmelse med virkeligheden.