En dansk Students Eventyr. Første udkast

Hun reiste sig op ved mine Ord og raabte med halvqualt Røst: Siig det ikke til Malcolm. Jeg stod som En der var opstanden fra de Døde. Men hun vinkede mig bort med fravendt Ansigt og sagde: Skynd dig fra os troløse Fremede! Tøver du for at mætte dine Øine paa Mornas Ydmygelse. Iil nu til Sønden og fortæl de rigtsmykkede Skjønne om den stakkels Fjeldpige, du bedrog. Iil og mæld din Triumph over et StakkelsStakkl Barn, der var ukjendt med Verdens Falskhed. Fortæl om den eenfoldige Pige blandt de halvvilde Folk, der tog for Alvor den Smiger hvormed du vilde fordrive din ledige Tid. Men tøv her ikke længer –Her døde

Her døede hendes Røst. Hun faldtsank som opløst i Taarer i sin Faders Arme. Oscar betragtede os med sine store Øine ligesom en Aand, der ikke har anden Sorg end Medlidenhed. SomSmeltet en Iisstøtte smeltet af Solen sank jeg ned for hende og omfavnedeog hendes Knæe og raabte:

O du min Eneste! min Sjæls Udvalgte! jeg troede jo ikke du elskede mig. Din Sorg giør mig jo afsindig af Glæde. Det varede længe inden hendes hæftige Bevægelse blev noget standset. Hun rakte mig da sin Haand og fremstamede halvsagte: Ak min elskede Ven! hvis du nu siger sandt, saa tør jeg jo dog aldrig opløfte mit Blikmine Øine til dig. Med Haanden for Øinene kastede hun sig fra sin Faders Bryst til mit; – medens jeg forklarede hende min Fremfærd. “O du sleme Mand! sagde hun da, du kunde saa roelig høre paa, at jeg vilde hengive mig til en Anden. O jegjeg hader mig selv fordi jeg ikke kunde være ligesaa kold og stærk som du, fordi jeg var den, som først gav tabt.” – Vel hundrede Gange maatte jeg gientage hende den Forsikring at jeg var fortvivlet om at skulde miste hende og hun sagde da til sidst: “Nu troer jeg dig min Ven Richard! Nu vil jeg med min hele Sjæl hengive mig til denne Troe; men hvis du nu nogensinde bliver troløs mod mig, da vil jeg dræbe dig ligesom min NavnebrorNavne dræbte Durachmor, den skumle Mand.

Jeg tilbragte den hele Dag i Oswalds Huus og fortalte Faderen og Datteren mit Livs Historie. Jeg aabenbarede dem mit Løvte til Malcolm om at føre min Elskede langt bort fra hans Kreds. De indsaae Beggebegge Nødvendigheden af at jeg først maatte drage hjem for at udsone mig med min Familie og med Kirken og siden kome tilbage for at hente Morna til mine Fædres Slot.

Førend jeg begav mig til min Fader, reiste jeg til den Bisp, der i Kirkens Navn havde afvæbnet os og frataget os den røvede Nonne. Velbevæbnet og med en Munkekappe over min Rustning lod jeg mig henimod Aften melde ved hans Residence og forlangte hemelig Samtale med ham. Saasnart vi vare i Eenrum, slængte jeg Kappen og sagde: Jeg er RichardRicha af Bloomdale og komer for at underhandle med Eder ærværdige Fader! hvis I ikke vil indlade Eder paa Vilkaar med en Mand, der rimeligviis er bandlyst, da raader jeg Eder for eders Livs Sikkerheds Skyld at lade mig gaae uhindret den Vei, jeg kom fra. Han syntes ikke i mindste Maade at forbauses over min Ankomst; gav mig ved Haandslag Sikkerhed for min Person og indbød mig til et Aftensmaaltid, ved hvilket han videre vilde høre mine Forslag. Da jeg havde fortalt ham min Indflydelse i Kinla-Dalen og mit Forsæt ved hans Bistand at forsøge Indbyggernes Omvendelse, reiste han sig op, omfavnede mig og sagde: Min Søn du var et forlorentforloret Barn, du har grovelig forsyndet dig mod Gud ved at udstrække din Haand efter hansden Indviede. Men Kirken er riig paa Naade. Den optager dig igjen i sit Skjød for at udkaare dig til sit Redskab. Held dig du gienfundne, velsignede Lam! jeg seer i Aanden at mange Slægter ved dig ville blive førte til Lyset. Da vi talte videre om Udførelsen af vort Forehavende, stod han stærkt paa, at jeg med en væbnet Trop maatte vende tilbage til Kinla. DetDen varTan mig en oprørende Tanke at jeg skulde bringe Ild og Sværd imod en Stame, der saa giæstfri havde optaget mig i sit Skjød. Men han omfavnede mig, krystede mine fingre i sin bløde Haand, trykte sinemi fugtige Læber paa min Mund og sagde: Ak hvor skulde Kirken kunne føre detden over sit Hjerte at udsætte sit gienfundne Barn ubedækket for de Vantroes Pile. Jeg forsikrede ham, at jeg allermindst vilde tillade at noget Hensyn til min Sikkerhed skulde blive Aarsag tilforstyrre fredelige Slægters Foruroligelse. – Han forestillede mig dernæst udførligen, hvorledes det salige Frøe for hvilket maaskee enkelte Udvalgte vilde aabne deres Hjerter snart vilde quæles mellem de vilde Bjergskud, dersom det ikke strax fik Indgang hos Alle. Dette beviste han mig saa vidtløftigenvidtløftigt af Skriften at jeg i min Dom over Ret og Uret henskjød mig under hans Myndighed. Dog forbeholdt jeg mig selv Befalingen over de Bevæbnede i det faste Forsæt kuns i den yderste Nød at tillade, man blottede Sværdet. Han drev paa at jeg allerede næste Morgen maatte ile til Værkets Udførelse. Siden har jeg opdaget, at han herved ville forebyggefrygtede for at jeg forinden skulde tale med min Fader, der havde ledet den hele Begivenhed saaledes at Pavens Straale slet ikke havde ramt mig. Slig Oplysning saae Klerken ikke gierne, jeg skulde faae, da den let kunde kjølne min Iver.

Med en lille Skare af Bispens Lejesvende landede jeg paa Skotlands Kyst for at omvende de faae Sjæle i den lønlige Dal. – Jeg holdt det for raadeligst at holde Sværdet skjult, derfor lod jeg Troppen dølge sig i en for Synet uigjennemtrængelig Tykning. Jeg gik da til Malcolms Huus, hvor jeg fandt en usædvanlig kold Modtagelse, hvilken jeg tilskrev hans Misfornøjelse over at jeg var hans foretrukneforetrukket Medbeiler. Jeg bad ham om en enlig Samtale og vi gik tilsamen hen i en Lund, som grændsede til nær det Sted, hvor vi havde lagt Folkene i Baghold. Jeg talte her saaledes til Malcolm: Slaa nu vor Tvist om en Quinde af Hovedet. Jeg komer for at tale med dig om Ting, som angaae flere Hundredes Frelse. Du veed at det Folkefærd vildledt af den snedige Druide lever i en ulyksalig Troe paa Løgnen. Nu har jeg bragt veloplyste Munke med, som skulle føre Eder ud af Vankundighed. Jeg regner især paa din Bistand ved et saa uegennyttigt Foretagende. Malcolm opslog en Skoggerlatter og sagde: Du anseer det, som jeg hører for en let Sag ved sledske Ord at lokke os godtroende Bjergfolk til at putte Hovedet ind i Snaren. Du har sikkert glemt at fortælle dine Præster, hvor gold en Jord der ligger paa disse Stene, ellers havde de neppe anseet det Umagen værdt at sørgesaa for saa fattige Folks Salighed. Kuns nogle Ryper og Harer kunne vi skatte til Bispens Kjøkken og en Vinterpels til hans Allerkjæreste. Bort fra vort Hjem med dine dovne Munke, tvetungede Hykler! Vi ville hverken lystre Bisp eller Konge, men leve som frie Folk efter vore Fædres Skikke. Blodet begyndte at stige mig til Hovedet, og jeg svarede med Hæftighed: “Dig være det betroet at jeg har Magten paa min Side. Jeg kunde lade de Halstarrige slæbe med Vold til denen Lyksalighed, de miskjende; men mit fredelige Sind bringer mig til at foretrække Bønner og Forestillinger.

“Jeg takker dig ydmygelig du godmodige Svend, svarede han spodsk, at du ikke vil bruge Magten. Eja! hvor du seer forbittret paa mig. Jeg vil bede dig paa mine Knæe at afholde din stærke Arm fra mig og Minemine.”

Spot tilside skreeg jeg rasende. Jeg spørger dig for sidste Gang: Vil du i Blindhed støde Naaden fra dig. Jeg veed dit Ord er en Befaling for Folket her. Men det skal ikke blive hørt. Ved mit Vink ligger du bundet for mine Fødder. Han svarede, i det han maalte mig med et foragteligt Blik: Forkjælede Dreng! vil du true en Høilænder. Du Blødling avlet i Edderduun og ammet paa Silke. I mit Haar hang der allerede Iistapper, da du savlede i de søde Vine. Det er kuns Medynk, der afholder mig fra, at ofre dig øyeblikkelig til de gamle Guder.

Ude af mig selv drog jeg mitmig se Sværd halvt af Skeden. UdenUforfærdet at forfærdes saae han stivt paa mig og sagde: Du har altsaa dog Mod til at æske mine bare Hænder til en Tvekamp mod dit Sværd.” – Jeg besindede mig og stødte mit Sværd i Balgen med de Ord. Her er ikke Talen om Tvekamp. Jeg vil lade dig bindedig binde som et vildt Dyr. Med disse Ord blæste jeg i mit Jagthorn og mine Svende styrtede frem fra deres Skjul. Malcolm fløitede i sin Haand og Pilene surrede fra enhver Busk imod dem. I et Minut laae de Allealle døde henstrakte paa Græsset. Nu skal det afgiøres, sagde han, hvo af os to der skal bindes. De tililende Skotter mylrede omkring mig, Jeg slogværgede om mig med Fortvivlelse, men kuns et Øieblik; thi Malcolm sprang ind paa mig, greb mig om Livet, og kastede mig med Kjæmpestyrke til Jorden. – Jeg blev ført bagbunden op paa et Fjeld. Paa den høieste Spids af same stod min Avindsmand Druiden rede til en Offerhandling. Han havde en rød ulden Kappe kastet om den nøgne Krop, saaledes at begge hans Arme vare blottede fra Skuldrene af.Om Livet havde han bundet et tykt Hampereeb Aldrig saa jeg noget Menneske hvis Udvortes saa aldeles var et Sindbillede paa den raa Lidenskab. Hans lange magre Skikkelse syntes blotat samensatvære samentvundet af M af Knokler overtrukne med vissen Hud og stærkt spændte BlodkarAarer. Aarerne vare næsten bristefærdige i det ildrøde Ansigt. Den krogede Næse var sænket nedadned af og Øjenstenen traadte langt ud af sin Grube. Han havde sat sig i et Slags kunstigt Raserie, hvorved Fraaden stod ham i Mundkrigerne. MedUnder et skjærende Hyl opløftede han i een Haand en hvid Gjedebuk og stødte med den anden en lang Kniv i Dyrets Strube. Derpaa satte han sin Fod paa den døde Krop, rev Indvoldene ud deraf og betragtede dem nøje. Derhos mumlede han nogle halvforstaaelige Ord, hvis Mening var: At Guderne krævede ved næste Morgenrøde det blodige Hjerte af en fremed Forræder. Fjeldet var rundbedækket af Folkestimel og Mødrene løftede deres smaae Børn op for at de kunde betragte den hellige Handling. Malcolm lod mig slæbe hen i en Klippehule og satte to Mænd tilVagt ved mig at bevogte mig. Her laae jeg da i mit mørke Skjul og havde hverken Hænder eller Fødder til iat bevæ min Magt. Ellers havde jeg sikkert styrtet mig med hensigtsløst Raserie i mine Bevogteres SpydRaserie. Jeg hørte Larmen efterhaanden formindskes paa Fjeldet og afløses ved et Dødsstille, hvoraf jeg sluttede, at det var Nat og jeg faldt udmattet af saamange hæftige Sindsbevægelse omsider i en dyb Søvn. Heraf vaktes jeg op ved en sagte Berørelse. Hulen var oplyst og Morna stod for mig med en Fakkel i sin Haand. Pigen saae saa bleg og forandret ud at jeg blev dybt rystet ved Tanken om Hæftighedenden af en Sorg, der i een Dag saaledes havde tilredet hende. Jeg raabte o min evig Elskede løs i Hast mine Arme, jeg døer af Utaalmodighed efter sidste Gang at slynge dem om dit Liv. Hun vinkede mig at være taus og udfriede mig af Baandene og trykkede mig et Sværd i Haanden. “Du forstaaer bedre at bruge det end jeg, hviskede hun, iil og overrask de trygge Bevogtere, –