Sylvius kom henimod Aften til en Bondegaard og gav sig til at spille paa Efterat Fritz havde strøifet en 14 Dages Tid omkring i Jylland saa han snart den Tid imøde da han ikke meer havde noget at bestride sine daglige Udgifter med. Aarsagen hertil var deels at han i Almindelighed fik sine hele Penge vexlet|5v paa en for ham høist ufordeelagtig Maade, deels at han aldeles manglede Naturanlæg til at holde paa de tilbyttede Smaaskillinger . Nu maatte han da for første Gang i sit Liv tænke paa Midler til at erhverve sig sit daglige Brød. Til den Ende kjøbte han sig en Violin og vilde søgesinHarpe udenfor Vinduerne. Ingen af Husets Beboere lode sig tilsyne blotUnderholdning ved at spille for godt Folks Dørre. Han begav til en afsidesliggende Bondegaard for at prøve sine Gaver til denne nye Haandtering . Midt i Gaarden spillede han en Engelskdands efter en anden men stirrede forgiæves paa de smaa forbrændte|70|70 Ruder efter en takne m elig Tilhører. BlotBondens Døttre lukkede Døren paa Klem ogstjal sig til at kigekastede nysgerrige Blikkeud tilham. Menden fre m ede Spillemand. Men|31en vrantenKjælingKiælinggreb dem medSkjælsordSkjeldsordi Skjørterne og trak dembaglændsindigien. Hvo har givet Eder Lov til at lyde til Musikken i Ravneunger! raabte huni Stuen. I Ravneunger, skreg hun, hvo har givet Eder Lov til at høre paa Musikken. HarKanskeekanskeeNogen af Jer Penge til at betale med.Her inden for i Smug kan– Aa Herre Gud Mor,sagdeEnEtaf Børnene,vi kunne jo dog ikke lukkevorevoresØrertil. – Her inden for i Smugsagde Konen,kaniIhøre efter saa meget I lyster; men I skaleiikkestille Jer til Skue,ellers troer han strax han skal fortjene Guld og grønne Skove.En Karl, som havde foret af gik over Gaarden med en Løgte. Han nærmede sig til Sylvius ogmed Karl kroget Ryg og spinkle Been havde været i Stalden for at give Kreaturerne Foder. Hansagde tilham. Gaae Jeres Vei Spillemand. IFritz, i det han gik forbi: Gaa din Vej Dreng , herfaaerIngentingdu ingen Ting. Hvor kan saadan stærk arbeidsførKarlKnægtsomIduvente nogen Almisse.Jeg trygler Intetsagde Sylvius stoltaf dig, sagde Fritz, hvis Stolthed blev fornærmet ved denne Tiltale. HvoderIntet vil give migkan lade være; men jeg erkjender at jeg staarhar sin Frihed . Jeg vil heller ikke længer staaehersom en GiækogkasterkastePerler for Sviin .Han gik ud af Porten forfulgt af Gaards-Hunden, men– Pukker du til go’ Karl sagde Hakkelseskjæreren , da skal jeg snart hjelpe dig paa Porten din studse Knegt. Nu løste han Gaardshunden og hidsede den paa den ubudne Musicanter. MenBørnene kom springende bag efterhamog tyssede paaden .Hunden saaledes at Fritz slap usaaret ud i gjennem Porten.Da han var ko men paa en Grønninget|6r den grønne Pladsuden for Huset greb desmaasmaaeham iKappenKjolenog sagde: Spil os dog et lidet Stykke gode Herre.|22vHan opfyldte strax deres Begiæring og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme|32om hinandens Hals og gave sig til at dandse rundt med hinanden. De lysegule Krøller flagredeløstomkring deres Skuldre;|71|71thideto fattige Huepulde , som de forlængst vare voxede fra bedækkedekunskunderes Hovedisse.Et Par3 a 4Giæs,som næsten havde gnavet Græsset af tilbundenBundenog blot levnetnogledelave Gaaseurter,hvæsede ad detdansendedandsendePar, somforfærdetforfærdedekaldte den ældre Søster til Hjelp. Hun søgte med en Pind at drive den meest frygtede Gassetilside. Kjærlingenstil side; da Moderensskjældende Ste m elød indenfor.blev hørt i Portru m et .Da sagde de forskrækkede BørnGodgodNat ogSilvius skjænkede dem til Afskeed hverved Afskeden gav Fritz enhver af demenSølvmyntToskillingtil Hvedebrød.DenÆldreÆldstevilde kysse hans Haand og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Been. Moderen kom ud og raabte: Vil Iherindpakke Jer indiRollinger,og hvad tænkerDudupaa Ellen.Vil din lange Tøs seeDudukan gienne dine Ællinger i Huus, eller jeg skal snakke med din Ryg.See Moder raabtededen Enei Munden paahinanden!den anden:Sikken deilig Skilling Manden har givet os til Hvedebrød. –.ViliIhid med Pengene, raabte Konen, at I ikke gaaer og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød iUsselrygge , NyStodderunger . NyeTræskoer skal I have. Det, dethar Imeer nødigmere nødigt.Vor Herre bevares!Hvedebrød, deter ikkeKostforStodderungerUsselryggesom Jer. Tak I Gud om I kanfaaefaaenOsteskorpeBitte Knaposttil Jeres Grovbrød. GudvelsigneVelsigneJer Spillemand for Jeres gode Villie.Tagmig detikkeildefortrydeligtop at I blev jaget paa Porten.Her render den ene KjæltringDen ene Kjæltring renderos paa Døren efter denanden og|23r|15Anden ogdet falder os suurt nok at holde Livet i de mange|6vBørn vihave faaet paa Halsen. Viharondt nok ved at skaffe noget til Graamunkene . Dem maae man da betænke lidt. Man vil jo dog giærne slippe nogenlunde fra Fægefyret i hvordan det gaaer. De Dage ereat trækkes med. Den Tid erlængst forbi,da jeg kunde forlystes ved Musik.|33Da jeg var en ellevild Tøs paa Jeres Alder,og løb galiJulestuerne,da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at hørepaa den Krogryggededen krogryggedeSpillemand, naar han sad paa enSildefjerdingSilderfjedingog spillede paa Fiol. – Silvius gav Konen endnu et Par Skilling under den udtrykkelige Betingelse at et Par Kringler derfor skulde kjøbes til Børnene, Derpaa axlede han sin Strængeleeg og sukkede. O hvi gaaer dog Menneskene ikke heller ud i Skoven og æde Olden. Fritz , som opmærksom havde betragtet Bondekonen, der talte til ham, udbrød pludselig, Seer jeg ret eller bedrager mit|72|72 Syn mig. Det er jo min Barndoms trofaste Plejemoder min egen Amme Christiane, der staar for mig.End krybe saDu var mig gandske fremed , saalænge du var opbragt, Jeg var aldrig været vant til at see dig vreed, da jeg varensom Trældyr i elendige mørke Hytter. Hvorfor skal dog et Egern og en Markmuus føre et mere frit og lystigt Liv end sin fornuftige Medskabning. Hvad skal dog Manden med sin smule Forstand naar han alene skal bruge den for at tænke paa Udvei til Grød og Ærter. Mig skal Intet bringe til at bøje Hals under Aaget som de øvrige Daarer. Den højeste Fyrstestol i Verden vilde jeg lade haant om. Aldrig vildeliden Pog , der sad paa dit Skjød. Nu da du taler mig til en venligere Tone gjenkjenderjegbytte min Frihed bort for at sysselsætte mig fra Morgen til Aften med elendige jordiske Tvistigheder. Ingen af de priviligerede Haandteringer er efterstrax din milde Røst. – Ja sagde Konen du er min Fritz, mit eget velsignede Barn, hvor harmitHovedØie dog været henne siden jeg ikke strax kjendte mig ved dig. Jegpriser mig lykkelig ved at være sluppet fra Klosterskolerne . For mig maae Priorer og Domherrer trækkes i Haarethar dog tit nok betragtet dine deilige smaa Træk, naar du sov i min ArmomAristotelesNattenogTheophrraphrastus . Et ærligt Haandværk var dog bedre, men jeg vil ei giøre Løibænk og Stole til de magelige Herrer der forsmaaLyset stod i en Vandkjedel foran Sengen. Gud naade mig for dig dit arme Pus er det nu ko m et saa vidt med digatsiddedu maa gaaepaaMarkens Steende brede Veje for at faae dit daglige Brød. Med disse Ord trykkede hun Fritz tæt op til sit Bryst og begge bleve rørt til Taarer. – Dit stakkels Barn, sagde Konen, du er sagtens reent forko m et af SultogTuerTørst.Vil Ingen giveKom du medmigBrød for mit Harpespil da vilind i Stuen til den varme Bilæggerovn saa skaljeghellere æde Græs og Rødder end sælgegive dig en Potte varmt Øl og en lille Fleskekage . Sidst du var i min Kakkelovenskrog, da var du en ussel Stump , der knap kunde staae ene. Da satte jeg dig til Støtte ved en Stol og gav dig en Messingknap af Kakkelovnen|34 at lege med i din Faldehat . Siden Tid er du Gudskelov blevet en Karl der seer ud til at kunne baade staae og gaae paa din egen Haand. – Men Christiane! Christiane! hvorfor har jeg ikke før vidst, at du var blevet til en saa fattig Kone? Jeg kan ikke tilgivemig selvtil Slave., at jeg i saa mange Aar ret har glemt at spørge til dig. Efterat det var ko m et til en|7r fuldstændig Forklaring mellem Fritz og hans A m e blev det besluttet at de den næste Dag i Selskab med hinanden vilde begive dem til Drengens Farbroder. Bonden spændte den næste Dag sine Plougøg for en Pindevogn og bragte baade Fritz og sin hele Familie til Herregaarden. Der|73|73 fandt det hele Vognlæs en forønsket Modtagelse. Christiane fik en anselig Foræring og Fritz blev til Belønning for sin bodfærdige Gienkomst fritaget for endeel af sine Arbeidstimer.