Han knæler aandeløs paa haarden Klippe

Han knæler aandeløs paa haarden Klippe Han knælerfalder aandeløs paa haarden Klippe OgVil ei Rinaldos vil ei Dødens Søn i Døden slippe, GubbenDen gamle Kong spare Hersker blindet aaben Vaaben / vinke blinke hinke klinke sinke aaben Vaaben / Den gamle med Kronen bliver blød i Sindet DaVed det, han seer sin Datters vilde lader / Ved Da han sin Datter, saa i Dødens Fare / Jeg glemer unge bleg han saa sit BarnFaren smiilte ved Dødens Brinke. BevægetHan træder gaaer han hen til Klippetrindet “Jeg Døden vil fra Heltens Hoved vinke Forgleme vil jeg at Du varst forblindet BlivLev her hvor Islams krume Sabler blinke. DinTag hende som Brud hun være, som Du før har haanet For hendes Skyld Dit Liv skal være skaanet

Rinaldo svarer Lyst til Liv ei frister En dygtig Riddersmand paa Ærens Veje Af Skjønheds Arme kraftig han sig vrister Han elsker Graven meer end UreentSkjændsels Leje. Det Liv som Quinden gav jeg villig miste ThiEn Arvefiendes Skjænk jeg ei vil eje. Saa stødte hanhun den skjønne bort med Foden Og fra Fjeldets Tinde ned i Floden Vee Vee den som seer sin Ungdoms Elskerinde / Vee den hvis Elskerinde tidlig / Vee den hvis Elskerinde Døden / Vee den som seer sin Brud i Døden blegne / Hans Haab har ikke meer paa Jorden hjee den hvis Elskte sank i Dødens Arme Han Tarme / Larme / forbarme / Harme er en vild fremed Giæst i Jordens Egne. End mere Vee den Kind som maatte blegne Fordi han fandt kun Kulde for sin Varme. MenMeest Vee den som i alle Quindebarme / Men Himlen den som vildsom vanker allevegne følger, dølge DeIfald Dit Hje / Hvis Du din n som sin elskte Pige tidlig mister Vildfremet vanker omDu blandt Jordens Hytter HanTil Kirke / Veemodig / Med Længsel han paa Døden / Med Længsel evig efter Kirkeklokken lytter Hvis Røst ham kalder hen til Hjertets Egne Men neppe han med en usalig bytter HvisSom Hjerte stedse koldt for Elskov brister SomSom Intet havde – derfor Intet mister sig uelsket giemmer Livet lister Kun Fattigdom mod Tabet ham beskytter Til Livets Gaade reent han savner Nøglen VedMidt i hans udelukket er af / Han er som lukket ud af Livets Kjæde / Han kjender ingen Vaar men evig Vinter / Ved Modløs ved / Ræd Han er Middagslyset Spøgelserspøgelser han skuer Modløs og syg foragtet han foragter Det skjønne Liv som tom og ussel Giøglen HverHan / Hver Rose i hans frosne Livets Blomst i Hjertets Vinter fryser Han gaaer omkring med underlige Fagter