En giæstfri Muus En giæstfri Muus indbyder til sit Hjem En fattig Kamerat med megen Ungdom Og sætter for sin Giæst paa Bordet frem En Kop Tyttebær i Saft og En giæstfri Muus, en Ven af gode Retter En giæstfri Muus indbød engang sin Fætter Til Maaltid i sit Hjem Og for sin Giæst paa Bordet frem En Kop med Tyttebær han satte.

En Muus beværtede i sit Hjem En Giæst; en elsket Fætter Og paa sit Bord han satte frem For ham blandt andre Retter En Kop med Tyttebær

Men Giæsten spiser ingen Ting I Maden om han rører Han giør saa lette Sidespring Og sig med Poten tører I stor Forlegenhed

Da Værten disse Lader seer Han siger heel forbauset: Skal Fætter ikke spise meer? Troer han min Mad er snusket, Da saa han vrager den? Han svarer opreist paa sin Bug Med langstrakt Hale støttet paa sin Bug Jeg være vil oprigtig Du er mig ikke til Behag Og – Sandhed er en vigtig – Den smager ramt og slet. Vi spiser ingen Ribs. Her spises ingen Ribs Hvad Ribs? – Her findes ingen Ribs Du sandseløse Særling For denne Bo som Du spiser Ifald du var min Lærling Det er jo Tyttebær [Ei Ribs? – det er jo en anden Sag Som Ribs den ikke duede Men med sit Navn den faaer sin Smag Nu gotter min Snude Jeg spiser drabeligt.]

Ah – det forandrer Sagen svært Man Fødens Navn maa vide Og dens Begreb maa være klar Om Retten skal glide Nu først jeg gode mig