Revuen<date notBefore="1836-01-01" notAfter="1836-09-17"/> Poul Martin Møller Kim Steen Ravn Karsten Kynde Kim Steen Ravn Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

http://pmm.dsl.dk/digte/manuskript/txt107.2.xml

testversion; ikke offentlig tilgængelig

 1.0 2013-04-25 Det Kongelige Bibliotek, NKS 384, 4. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-3, København 1839-1843; bd. 1, 1843, s. 89-93. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1848-1850; bd. 1, 1848, s. 108-112. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1848-1856; bd. 1, 1855, s. 108-112. Skrifter i Udvalg, udg. af Vilhelm Andersen, bd. 1-2, København 1930; bd. 1, 1830, s. 106-110. 2xml koll.ret NS koll.ret ms.; kun tekst ikke genese red.; sidetal fra andre udgaver KKs red. indført
Revuen (1836) Faderen Leirens Linie Høi og Dal bekrandser; Vaabenføre Mænd i Ridderspillet Prøve Kraft og Kunst med Sværd og Landser, Vente Seirens PriisKrands af Fyrstens Hænder Hør, Musiken over alle Marker Kraftig klinger; see hvor Staalet blinker, Og Din raske Skimmel staaersp og sparker Utaalmodig med de hvide Sokker. Du staaer eensom modeenlig mod eenlig mod] taus imod Kanonen bøiet; Verdens Farve for ditDit Syn er svunden Skjøndt saa taus, du røber dog med Øiet En usynlig Hær af mørke Tanker SønnenLænge V Længe Verdens Lys for mig var slukket; Snart man tæller mine Tankers Hære; Tæt mit Hjertes Kamerdør er lukket; DerKu et eenligt Billed kun erblot har hjemme,hjemme. Hun med den uendelige Blidhed, Naar hun mildt fra Guldkarethen hilser, NakkensA, Armens næsten hellige Hvidhed; Hun hvis Pande som en Lillie skinner Hun med hinestore, brune Krøllers Vrimmel, Hun hvis Tanker ere tause Digte, Hun hvis unge Liv er Glædens Himmel, Hun hvis Drøm er skiønne Malerier. Hende har jeg overmodig kaaret Til mit Hjertes hemelige Dronning Skjøndt hun bærer høit paa Hovedhaaret Ak en Kreds af store Diamanter. Faderen. Længe har jeg læst dinDi stille Kummer Paa Din Kinds foranderlige Roser. Ogsaa har Du tit i flygtigstille SlummerKummer Fyrstedatterens Navn med Længsel stammetFørt det høie Navn paa dine Læber ædle] høie Længsel] Læben . Ikke dog en kraftig Yngling synker Overvældet reent af Skjønhedsglandsen. Kreaturet kun veemodig klynker Ved at see de blanke Maanestraaler. Kreaturet sig i Smerte vaander, Hyler vedVed at see de b en liflig Harpes Toner; I sin dunkle Længsel efter Aander Ikke det sit blinde Savn begriber. Ogsaa Skjønheds Præster ere Helte; Ikke ved en himmelsk Aabenbaring Blød en Kunstner vil i Taarer smelte; Feig han ei bedække vil sit Ansigt. Ei det stærkehøie Lys hans Øie blænder Ufravendt han efter Synet stirrer, Med et modigt Bryst og travle Hænder Hvert et Træk han efterligner trolig. Ja om selv i Tornebuskens Luer Ham Jehovah vise vil sit Aasyn, Ikke som en Træl den Kjække gruer; Paa den høie Røst han agter freidig. Hvis duDu taale kan det Skjønnes Flamer, Gives det digDig Dig] dig hen til Arv og Eie; Dybt i dine Tankers lyse Kamer Giæster detDu det digDig kiærlig og fortrolig Sønnen. Smuk din Tale lyder og alvorlig, Som en Broders til en yngre Broder. Dog – tilgiv mig – vist du feiler storlig, Hvis med eget Maal mit Sind du maaler. Du er liig en Helt i Oldtids Fabler, Landets første Mand i Raad og Gjerning: Fiendeskaren kaster sine Sabler, Naar paa Stridens Mark den seer dit Aasyn Ares liig i Reisning og i Stemme Sidder du med Sværdet paa din Ganger. Aldrig var du dog paa Jorden hjemmeFremmed er for dig dens bed, Fremmed er for dig dens bedste Rose. Skjøndt min Moder var saa favrmild og yndig, Fandt i dig hun kunhun kun i dig en blidmild Beskytter: Du blandt Jordens Børn er mild og myndig, Men i Drømmes Verden er du Fyrsteførste. Du er aldrig glad, et Alvorsstempel Sidder paa din Bryn, som paa Kronionspaa. Sværmerisk du tit i Skovens Tempel eensom TalerTaler eensomt høit medmed digselv og Alnaturen. Skjøndt min Ærefrygt er meer end sønlig, Troer jeg ofte du med Anger brydes, At en Vægt paa Brystet stor og lønlig Bort har drevet dig fra Livets Haver. Mig behersker Jordens bedste Lillie, Ikke Tankens Ørn og Gravens Urne. Ikkun landsforviist og mod min Villie Flygter jeg til Drømmes mørke Rige. Aldrig dog mit Haab jeg vilreent forsage; Fyrstediademet ei mig skræmmer; Tithon fik Aurora til sin Mage; Under Purpur banker ogsaa Hjerter. Faderen Arme Daare! slip da Haabets Anker, Følg din Faders Fjed til Drømmensmig ind i Drømmens Rige lyse Rige. Vistnok under Purpur Hjertet banker – Fly til Tankens Ørn og Gravens Urner. Hun med den uendelige Blidhed, Naar hun mildt fra Slotsaltanen hilser, Nakkens, Armens næsten hellige Hvidhed, Hun hvis Pande som en Lillie skinner Hun med hine brune Krøllers Vrimel, Hun, hvis Tanker ere tause Digte, Hun, hvis unge Liv er Glædens Himmel, Arme! viid hun er din Faders Datter.

I det jeg her sætter mit Navn, bemærker jeg, at jeg ikke har skrevet dedet i Flyvende Post Nr. 111 optagne Betragtninger om det Skjønne, hvilkeAfhandling, der Betragtninger] .....viis til Underskrift havehar mit Navns Begyndelsesbogstaver. Tillige bør jeg tilføie, at jeg indtil det Øieblik, da jeg skriver dette, tilfældigviis ikke har læst det angivne Bidrag. P. M.

Poul Møller.