Sang ved et Sölvbryllup<date notBefore="1831-12-01" notAfter="1831-12-31"/>

Sang ved et Sölvbryllup.

(1831.)

De kraftige Svende fra Norriges Fjeld De seiled til Gefions Have. Ved klingende Bæger i sildige Qveld Forsamled sig ofte de Brave, Og Normanden sang for en dansk Kammerat Om Fosser og Nordlys i Norriges Nat. Vor Vilhelm han sad med en blomstrende Kind Paa Normandens lystige Bænke. Hvi fængslede Norriges Toner hans Sind? Hvorfra den usynlige Lænke? Han ahned, at fjernt paa det nordiske Fjeld En Lilie voxede frem til hans Held. Som Fuglen den finder sin Mage paa Qvist I Granernes mørkeste Skove, To stemmende Hjerter de mødes for vist, Dem skiller ei brusende Vove. Sæt En udi Vest og en Anden i Øst, De kjende hinandens fortrolige Røst. Nu mindes vi her den livsalige Vaar, Han gik med sin Brud i det Grønne: Vor Fest os betegner, hvad glædeligt Aar Til Altret han førte den Skjønne. Mens Irisken fløited saa blidt mellem Siv Han slynged sin Arm om den Yndiges Liv. To Elskendes Bryllup, fra Nord og til Syd, Den skjønneste kaldes af Dage. Naar Pagten er prøvet og mindes med Fryd, Den skjønnere vender tilbage. Thi Haabet er hist i det klingende Spil, Men her føier Mindet og Lykken sig til. Lad Tanken da flyve, Du ædleste Par, Til Mindets fortryllende Haver, Og see paa det blomstrendeblomstre de Billed, Du har, Din Kjærligheds levende Gaver. Det Par, vi besynge, beskuer saa fro Sin Ungdom fordoblet i to Gange To. Vi hilse Dig elskede Brudgom og Brud, Som fulgtes i Verden saa trolig; Nu Høitidens Rose paany springer ud Og vækker vor Sang i Din Bolig. Hvil trygt i Din Troskabs velsignede Ly, Mens BrylluppetsBryllupets Fakler vi tænde paany.

Poul Møller.