Til Selskabet for de skiønne Videnskaber<date notBefore="1831-01-01" notAfter="1831-12-31"/>

Til Selskabet for de skiønne Videnskaber (I Anledning af den for 4 Romancer udsatte Priis af eet Hundrede Rigsdaler) – ταύτης δ’ ἀποπαύε ἀοιδῆς λυγρῆς ἥ τέἥτε μοι αἰεὶ ἐνὶ ϛήθεσσι φίλον κῆρ τείρει. Homer. Du Selskab, som lydt med Basunernes Tegn Poeterne kalder til Sang, Som lokker en Byge velgiørende Regn Af Digtninger ned over Daniens Egn Ved Sølvets melodiske Klang.

Af Musernes Tønde Du tager en Tap, Da suser vel Rimene frem: Du byder os giøre Romancer om Kap, Du beder om fire, – ja see om Du slap; Vel tusinde bringes Dig hjem.

“At spare paa Riim er urimelig Skam, Naar Rimet betales honnet. Romancer! – en heel ubetydelig Dram Behøves af Vandet i Musernes Dam For dem at forfærdige net.” De bydes for Intet i hver en Aviis Selv uden Forhaabning om Tak, Men hundrede Daler! – forførende Priis! Dig selv har du bunden et grueligt Riis; ViMan kommekommer med Pik og med Pak

En Sæk med Romancer Du har i Behold Til Julens velsignede Fest, Din Fred og Din Morskab er Pokker i Vold, Din Leeg er forspildt og Din Grød bliver kold, Og slide Du skal som en Hest.

Din Fred den er fløiten og Fryden er væk, Du læser Dig sikkert kaput. Du ryster og blegner vel sagtens af Skræk Ved Tankerne blot om den rædsome Sæk, Som tømme Du skal absolut.

I Drømmedrømme poetiske Griller og Klang Som Fluer vil sværme Dig om. Urolig Du vender Dig mangen en Gang, Du vogner og – struttende, stoppet med Sang Staaer Sækken og venter sin Dom. Ved Menneskers Lidelser aldrig jeg lo; Jeg ønsker Din Qual var forbi; Ugierne jeg røver min Næste sin Ro, Dog tager jeg sikkert et Lod eller To I Sangens det nynye Lotterie.

Der høres vindskibelig Støjen og StønStiim – Paa hele det danske Parnass; En Fødderne sætter i Række med Liim, Ens Tanker spoleres af Mangel paa Riim, En Andens af Mangel paa Plads.

Men naar nu den svære poetiske Last Er sigtet og taget til Doms, Undtagen en Haandfuld, som let i en Hast, Sig hænger ved Sækken i Rimpningen fast, Hvor bliver det tykkere Grums?

Du lever nu selv med de lækreste høit, Men Skrabet, der bliver igien, Den mellemste Sort og det pæreste Pøit, Der falder den kræsnere Tunge for drøit, Hvor Pokker skal det kjøres hen? Du straktestrax Din Kjep over Landet og bad, Da mylred’ Romancerne frem: Snart fylde poetiske Padder vor Stad, Besudle hvervor Bog og hvert ugentligt Blad; Mon saa Du kan frelse Dit Hiem?