En Ridder liig i blanke Vaabenklæder<date when="1825-04-23"/>

En Ridder liig i blanke Vaabenklæder En Ridder liig i blanke Vaabenklæder, Med aaben Hjelm og uforfærdet Bryst, En dygtig Svend i Livets Skranke træder; Med Svig og Vold han vove vil en Dyst. Dog Fjendens Hær tit synes alt for farlig Og Mangen flyer med Buler i sit Skjold, Bag breden Grav han lejres ræd og varlig Og seer paa Stridens Mark fra grønne Vold. Held da den Mand, der fra sin Ungdom arver Et frejdigt Mod i Sandheds lyse Færd, Hvis Foraarsdrøm beholder sine Farver, Hvis gamle Haand ej slippe vil sit Sværd. Som Barnets Lyst mod røde Blomster higer, Tit Svendens Hu staaer til den høie Kunst; Men Gubben kold gaaer hjem fra Kunstens Riger Og troer at Fantasiens Lys er Dunst. O Held da den, hvis Lod det blev at finde Sit bedre Hjem i Skjønheds Blomstervang; Som til sin Grav beholder vel i Minde, Hvad Fuglen ved hans Vuggeklæder sang! Ja Held den Mand, hvis Morgenfantasier Gjenlyse smukt i Livets Aftenfred, Som trylles ved sin Barndoms Melodier; Thi Skjønheds Sol for ham gik aldrig ned. Tøm Glasset ud for Lysets tro Forfægter, Naturens Ven i sine Rosers Lund, For ham, hvis Sang gjenlød i trende Slægter, For Danmarks Nestor, til den klare Bund.