Hilsen til Henrik Steffens<date notBefore="1824-01-01" notAfter="1824-12-31"/>

I. Hilsen til Henrik Steffens. En Mester i Tankernes Riger Heel tit er paa Jorden forsagt, En Spot for de deilige Piger Og dristige Svendes Foragt; Thi bleeg som en Skygge fra Graven Med Øiet han blinker for Soel: Naturen har lukket ham Haven Og kroget han sidder paa Stoel. Blandt Tankens usynlige Fugle Hr. Hendrik har fundet sin Roe; Dog ikke han sky som en Ugle I Grotterne dølger sin Boe. For Livets mandhaftige Kampe Ei ræd han sig skjuler i Krog; Ei Solen han glemte for Lampe, Ei Rosen han glemte for Bog. Først streed han med Munden og Aanden Mod Frankens letfærdige Slægt, Saa gik han med Staalet i Haanden Mod Galliens rustede Knægt. Og han, der de vindige Tanker Forjog, paa Propheternes Viis, Han fulgte de levende Franker Med Sværdet igien til Paris. I Ly af den hædrende Palme, Du planted’ ved Oderens Kyst, Dit Hoved begynder at falme Og minder om Alderens Høst: Men ikke blandt Bjergenes Jetter Du glemte din Moder i Nord: Du kommer til Bøg og til Sletter, At kysse din Fædrene Jord. Betragt da din sjællandske Broder! Hvo veed om du atter ham seer? Og lyt til de sjællandske Noder! Gud veed om du hører dem meer. Og naar da den kiærlige Stemme Dig vinker til Oderens Kant, Du Dannemark ikke vil glemme; Vi have din Vugge til Pant.