Et Blad af Dødens DagbogPoul Martin MøllerKim Steen RavnKarsten KyndeKim Steen RavnFlemming Lundgreen-NielsenDet Danske Sprog- og Litteraturselskab
http://pmm.dsl.dk/digte/txt056.xml
1.02013-04-25Det Kongelige Bibliotek, Coll. Saml. 363, 4o, bl. 18r-21r (forfra).Poul Martin Møllers SkrifterEfterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-3, København 1839-1843; bd. 3, 1843, s. 8-13.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1848-1850; bd. 1, 1848, s. 79-83.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1855-1856; bd. 1, 1855, s. 79-83.Skrifter i Udvalg, udg. af Vilhelm Andersen, bd. 1-2, København 1930; bd. 1, 1830, s. 66-70.red., tekstrettelser; sidetal fra andre udgaver indsat; ES1, ES2-3afl. til fra FGJ og KKred. retur fra FGJ og KKred. indf.red.FLNs red. indf.ny sigel grundtekst; værdi i app @wit også ændret
Et Blad af Dødens Dagbog
VedJeg saa en Kriger, der kom hjem fra Kampen. / I fjerne Verdensdele / Jeg saa en Ven i gamle blanke Plader / Der staaer et gamelt Slot ved Havets Bred / Der stod i Oldtids Nat ved Havets Bred / Et gaelt Slot med stærkt forgyldte Fløje / Nu rull / Nu glider Dag for Dag den røde Steen / H blanke gale En Levning Havets Bred der staaer et gamelt SlotEn prægtigAf brune Steen og stærkforgyldte Fløje,Levning fra de stærke Tider.Nu synkerNu fylder Dag for Dag den brune StenDet største Taarn i Graven ligger DybtAltOg drømer om sin længst forsvundne Krone.Høit iHvor Dværgen fø det gamle Taarn, hvor Dværgen førTil Velkomst blæste paa sit Horn af Guld,der sidder nu en søvnig NattevægtMed blaae Kabuds og nikker ved sin PraasOgOg hvorGravensbrede Flod saa dybt er sjunkenAt mindste Giæsling med et nyfødt NebKan række Bund. Der listede jeg indOg hviltesatte mig i MaaneskinMaaneskindPaa røde Brokker af de faldne MureIgiennem Porten kom med raske Trintunge SkridtMin gamle Ven den vidtbereiste KrigsmandSom paa den fjerne blodbestænkte MarkMig havde bragt en blodig Hekatombe.Hans Øje hvilte paa de klare RuderImens det krume Glavind ved hans SideMed Raslen slæbte paa den brede Flise.Han saaHan saa mig mig ei, dog rørte jeg mit GlavindSaa Glandsen skar ham ind i Øjet.Han saa mig, kjendte mig og som man hilseEn gamel Ven, halv skamfuld fordi Fortell er glemtHvad vil du her saa talte hanHan saa mig og kjendte mig og vi mødte tit hinandenPaa Slagets MarkHan saae mig ofte før i Kampens Tid,Nu kjendte han mig ei skjøndt al Naturenskjøndt al Naturen skøndt DaSig føltesig følte ved halv beklemt ved mit Besøg.Paa BorgensSelv Ravne Tag bevæged Ravnen sigI en uroelig DrømTagDe skarpe KløerDens gled med Falden skarpe KloeSkred paa [:] Kobberplader / Paa Kobberplader gik skred med Raslen / Og , de stærke VingeslagPaa Kobberpladen rasled ogDer blev StøiSvalen selv, Selv hos SvalenHvis Rede sad paa SkivenI SvalensSom høit var klistrede paaBørnekammer, der sad paa SkivenBørneka, der var kliretAf TaarnetsMidt paa / Paa Ski rustne Sejerværkblev StøiPaa Viserens Landevej det lodne KuldOpspærred Gabet med sin hæse Gispenhøit og peeb i SøvneDen unge Kriger sagdetalte til sig selvTrygt sover nu enhver, kuns en der vaagerMed Sorgens Mærke paa sin LilliekindPaa hendes Øjne hvile Sorgens TaagerO alleSkjøn Jomfru som bag de blaae Gardiner / Høit paa sin Silkeseng den Skjønne sover / Beskygget er det ædle Blik og af mine skjulte Tankers DronningTre Vintre sad du histDu sidder eenlig i dit høje Loft / Med Sorgens Mærke paa den ædle Pande i høje LoftMed Sorgens TaagerMærke paa din ædle Pande.Snart aabner jeg din Dør og Sorgen flygterOg Taarens Kilde standser paa mit VinkKun kortHan En Stund han tø han tøved’ i den brune BorgHan kom igien, alene med sin SkyggeNed ad de brede Trappetrin hanogHan kom igien ogvandredHan langsomt under Søilegangen.Med brækket Røst han sagde til sig selv:Min Ungdoms Rose havde sig forstukketJeg søgte den med alle Hjærtets FlamerAk kun i Mindets Have nu den bramerJeg finder den igien men grusomt brukketJomfruens ædle Reisning dybt er bukketAlt ved der siunkne Bryst et Barn hun amerEt andet for den blege Moder stamerOg hendes Øjes klare Lys er slukketHvad LykkenAk mine Drøes Brud en falmet Kone mig har viist og Haabet lovetEr nu med sine Tryllefarver svundetFor mig har Livets Stræben tabt sin KroneAk mine Drømmes Brud en falmet Kone– Snart falder Haaret af det gyldne HovedHaardt Skjæbnen har min Ungdomsvinge bundetUseet jeg fulgte ham og med min HaandJeg slog fortroelig paa den brede SkulderHan vendte sigJegForskjønnet fulgte med hans Fjed dog ei som BeenradJeg fulgte ham dog ei som KnokkelmandSaa viserSaa viser jeg mig blot for gamle Quinder. gamle] feige jeg mig for den rædde QuindeEn VaabenbrodersJeg Nej Dragt jeg tog mig paaOg slog fortroelig paa den brede Skulder.Han vendte sig med uforfærdet BlikHanOg vendte migkjendte mig og bød mig straxgav mig rask en Hilsen gav Hilsen rakte mig sin HaandVelkommenVelkomRet som en gamel Ven med trofast HaandslagOgOg med formildet Røst jeg sagde: Kamerat,Da sidstDa jeg sidst saa dig dig paa den hestevrimlende Mark, / Da var det ei min Agt / Da sidste Gang vi mødtes paa det røde dig paa] vi mødtes min Agt] mig vi mødtesmødte paa det røde Græs,Ei drømteDa var det ei min Agt her under jeg i Ly af Fredens LindAt vende sidste Gang dit TimeglasTimeglasHanLusk svared’ mig, hvi dølger duMedMed Kappens Flig. Mit Øje bliver ei / For Staalets Lys / [:] med det Dit Glavind med din Kjortelflig. / Farlige Mit Øje] Ei StaaletsKappens[:] Flig. Ei Staalets stærkeblanke LysEr dettefor mit Syn for stærkt. Hvi tøver duJeg saae det fluxDa sagdeJeg gav til jeg: Velan er du beredtSaa blot dit Hoved. HanDa løfte din Hjelm og han var strax beredtOg paa mit Vink han løfted’f op sin HielmOg bød sin Pande frem, som oftehvorpaa jeg før førVar mærket med min Haandskrift. Uden BlinkBlikHan saa mit tunge Jernat fra Luften høitAt falde paa sit Hoved. Ned hanHelten sankOg hylled Kappen om den knuste PandeEn gamel Synderinde sad paa SlottetMedDu svage Haand / Alt / hendes Mund var blaaesvære Fødder paa sin Purpurskamel.Afmægtig sank den magre Hals for ByrdenAf hendes Hovedpryd. Alt hendes Mund var blaaeEn SneesPaa smukke Silkepuder rundtomkring/ En Snees af spæde Hunde snorked snorked / De rysted’ / Af Kulde rysted’ da deres de skaldede Hoved, / Særskilt den mindste Hund i Luften gik af snorked] udlevede Mopser spæde Hunde da der] [:] deres udlevedespædeHundeMopser snorkedMed skaldet Hud paa smukke Silkepuder.De trak besværlig Veiret fra det rustne BrystI Drøm de knurred og en FebergysenBetog dem vedme den mindste Strøm af Luften.Og midtVed Siden i MuskusduftenMuskusluften sad en PræstSom var en Hykler; talte Fransk med Fruen,KysteOg paa den runknerynkede Haand og klapped denFortrolig; hented afFortrolig og fik sig af og til en Priis TobakMed spinkle Fingre fra den gyldne Daase.Tit han forsikred’ paa sit Æres OrdDetAt hun var ung endnu / At hun var i sit bedste Alder / At hun endnu var i sin bedste Alder / At havde ingen Nød hun saae godtvel udAt hun var i sin bedste Alder. MenI værste Fald,Fald. Var hun aldeles visPaa en anstændig Plads i Himerig.Den bange Frue læste sagte fremSit Levnets lange sorte Regnebret.Forgiæves søgte den forlegne TrøsterAt hente Sirup i den strænge Skrift.Af Medynk hjalp jeg Præsten i hans QuideFrem kom jeg som en ubehøvlet KnegtKarlAf nedrig Byrden raa Matros framed store Støvler paaHolmenMedEn kæk Matrosbegede Buxer og med strikket Halskludog to Pistoler i det røde Belte.Midt iSelv i sin sin Død blev Adelsfruen opbragt,Fordi den plumpesimple simple groveKnægt Karl kom ind i SalenStuenEi lod sig meldemellepikked’ ei paa DørenMen gik dumdristig med de vaade StøvlerHen over GulvetsSalensblomstervirkede Teppe.Da reiste hun sig med sin sidste KraftHun samled al sin sidste Kraftog greb i Klokkestrængens gyldnegrønneQuasterHun skreg jeg skulde pakke mig, jeg varen grov Krabat. Hun leed mig ei.Da Præsten saa det gik alvorlig til Da Præsten saae mit Alvorsblik. Han listedtausSig tausSig listed / Begav sig ned af Slottes Marmortrapper. af Slottets Marmortrapper ned.ViEn Stund jeg brødes med den bistre Frue. / Ældgamle Folk der savne Børn og Venner / Med største Rasen stiller sig til Værge / Jeg var alene med den gamle Frue / En Stund vi stred. Den grønne Pappegøje / Fra Buret skreg God Nat og hun var borte / – / Lang Tid vi stred. / Lang Tid vi stred grønne Pappegøje] grønne gamle brødes haardtstredes haardt; thi alderstegne Folk brydes meestDer savne Børn og Venner trættes altidflest plejer formaster trættes altid brydes altidMed Døden om det glædeløse LivJeg var for stærk. Den grønne PappegøjeFra Buret skreg god Nat og hun var borte.