Glæde over Danmark<date notBefore="1823-01-01" notAfter="1823-12-31"/>

Glæde over Danmark.

(Skrevet paa Sydhavet.)

Rosen blusser alt i Danas Have, Liflig fløiter vist den sorte Stær, Bier deres brune Nectar lave, Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave, Drengen plukker af de røde Bær. Her imellem Havets dybe Kløfter Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt, Hvalen kold og dum ved Skibet snøfter, Tause Fugl de brede Vinger løfter Med sit Bytte fra den vaade Jagt. Mine Venner i den danske Sommer! Mindes I den vidtforreiste Mand, Som saa langt fra Danas faure Blommer, Her, hvorhovr Sydens Blæst paa Seilet trommer, Flakker fra sit elskte Fødeland? Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker, Drømmer jeg om Jer ved Danmarks Sund. Selv iblandt Constantias fulde Ranker Mindes jeg med længselsfulde Tanker Løvet i Charlottas Bøgelund. Klærken raaber i Manillas Rønner: “Danmark er et lidet, fattigt Land.” Det forsikrer Javas rige Sønner. Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner: “Danmark er et lidet, fattigtlidet fattigt Land.” Morgenlandets Søn i Kaaber lange Bag sin Vifte gisper efter Luft. Han har spraglet Fugl, men ingen Sange, Hierteløse Møer med gylden Spange; Store Glimmerblomster uden Duft. Kunde du ved Guld og Sølv at love Kiøbe dig en nordisk Qvindes Tro, Kiøbe dig et Pust fra Søens Vove, Kiøbe dig et Ly af Thules Skove, Og en Kløvermark til Middagsro? Fattig Mand, som pløier danske Lande, Ryster Æbler af sit eget Træ; Har en kraftig Arm, en kløgtig Pande, Korn paa Marken, Melk i sine Spande; Quien staaer i Græsset over Knæ. Ja vor danske Jord er sommerfrodig; Der er Kræfter ved det danske Brød. Derfor er den danske Mand saa modig; Derfor var Normannens Kniv saa blodig; Derfor er den danske Kind saa rød. Lad kun Østens Drot blandt kjøbte Friller Døsig strække sig paa Purpur ud, Lytte paa den sorte Halvmands Triller, Mellem Salens tempelhøje Piller, Kold og gusten som en Marmorgud. Under lyse Bøg den danske Beiler Med sin herligvoxne Pige gaaer; Over deres Hoved Maanen seiler; Svanen i det klare Vand sig speiler; Nattergalen høit i Busken slaaer.slaaer. // Moder har ei danske Barn alene; / Men hvo anden paa den vide Jord, / Bringer over Altrets brede Stene / Gud sit Barn, som hun den blonde, rene? / Ingen anden paa den vide Jord. Dersom sligt for Fattigdom du tyder, Østens atlaskklædte, rige Mand, Glad mit sorte danske Brød jeg bryder, Takker Gud, mens fra min Læbe lyder: “Danmark er et lidet fattigt Land!”