En Elskers Fantasier over sin Elskerindes fem Fingre<date notBefore="1823-01-01" notAfter="1823-12-31"/>

En Elskers Fantasier over sin Elskerindes fem Fingre.

Den første Finger jeg af Hiertet hylder; Dens klare Skjold har tit en Skramme baaret; Naar med uvante Haand hun haver skaaret Den Pen, som jeg de søde Breve skylder. I Tanker kysser jeg erkjendtlig Saaret. Naar hun med ømme Skrift Papiret fylder, Med Elskovsblomster, der min Vaar forgylder, Den første Finger er til Martyr kaaret. O, salig læser jeg i Neglens Rune, Hvor tit hun vaersom har fra Sengen ravet, Naar hun har seet sin strænge Moder blune, Og kjælne Linier flittig sammenstavet Ved sin Maghonipult, den lille brune, Med venstre Haand i Krøllerne begravet.

Hver Finger er som Elfenbeen, man dreier; Dog een jeg elsker meer, en anden mindre. Den anden byder mig en Stund erindre, Den saligste mit hele Levnet eier. Med den hun vinkte mig til Skovens Indre, Hvor Nattergale rede deres Leier; Mens høit de sang om Kiærlighedens Seier, Hun lovede mit Hiertes Vee at lindre. Og mens hun under Aftenstiernen bange Hengav som Offer sine Silkelæber, Den samme Finger lagde hun paa Munden. Men efter Taushed jeg forgiæves stræber, Thi mægtig bryder Glæden frem i Sange, Hver Gang jeg mig gienkalder Tryllestunden.

From er min søde Brud som Skovens Due; Dog undertiden lunefuld hun bliver, Og, naar uskyldig Elskovs Leeg jeg driver, Hun af og til begynder med at true; Og naar jeg rask i Kiærlighedens Lue, Vil dristig røve Kys, hun ikke giver, Skalkagtig hun mig revser i sin Iver Med tredie Fingers trodsig spændte Bue. Dog et Minut Valkyrien forvandler; Frivillig giver hun sig selv til Fange, Med Armeparret om min Hals tilsammen. Imens vi da om Freden underhandle, Af Haarets Flætning ud jeg tager Kammen, Og leger frit med Lokkerne de lange.

En Tempelvogter est du, fjerde Finger! En hellig Ring du har af hine Lænker, Den gyldne Bolt, som ei min Stolthed krænker, Til hvad jeg ønsker, dette Baand mig tvinger. Hun sine Læbers Manna daglig bringer Den tamme Fugl, der ei paa Flugten tænker; Den salig seer, man stækket har dens Vinger. Du liden Fangevogter guldomgiordet! Giem Skatten vel forvil fot rænkefulde Tyve. O vidste jeg, du lod mig gierne flyve, Da fandt du meget snart din Fange jordet Paa Kirkegaarden blandt de sorte Grave. Nei evig kiær jeg vil mit Fængsel have, Du liden Fangevogter, guldomgiordet!

Skiøn Jomfru har det grønne Silke strammet, Let over femte Finger Traaden rinder. Hun syer, i Krands af Roser og Kiærminder, De søde Ord, som hun saa tit har stammet. Det spæde Ledemod mit Øie binder, Som udi Faarehjorden Dæggelammet, Som et uskyldigt Barn, der bliver ammet, I Søstreflokken jeg den mindste finder. Naar jeg paa Harpen hører hende spille, Og hendes Toner Drømme hos mig vække, Og giennem gyldne Strænges røde Gitter Det hulde Blik til hendes Elskte titter, Da rører mig saa tit den samme Lille, Der næsten over Evne sig maa strække.