St. LaurentiusPoul Martin MøllerKim Steen RavnKarsten KyndeKim Steen RavnFlemming Lundgreen-NielsenDet Danske Sprog- og Litteraturselskab
http://pmm.dsl.dk/digte/txt027.1.xml
1.02012-02-29Iris. En Samling af Poesie og Prosa. Udgivet ved J.C. Hauch, København 1819, s. 170-177.Poul Martin Møllers SkrifterEfterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-3, København 1839-1843; bd. 1, 1839, s. 67-73.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1848-1850; bd. 1, 1848, s. 33-38.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bd. 1-6, København 1848-1856; bd. 1, 1855, s. 33-38.Skrifter i Udvalg, udg. af Vilhelm Andersen, bd. 1-2, København 1930; bd. 1, 1830, s. 13-17.txt027.xml 2011-09-08 enkeltfilopdateringopdateringelementet witness udfyldt for grundtekst + ES1-3 (sidetal ikke kontrolleret)fax, pb flyttetredaktionintern redaktionsidetal fra ESredaktionindf. 1. interne redaktion og egen redaktionkoll. indførtFLNs redaktion indf.; sidetal fra SU indførtny lide emendation
St. Laurentius.
Efter et svensk Folkesagn, af Paul Møller.
Bonden beder med liden Roe, naar Regnen slaaerpaa hans Hue;Naar Taaen er kold og Ryggen er vaad, kun lidethans Tanker due.Det var St. Laurentius han agter en Kirkebygge;Thi ganger han ud paa den brede Vei med Tigger-posen paa Rygge;Ganger han ud paa den brede Vei alt med sinFattigmands Pose;Hans Øine de vare som AlterlysAltarlys, hans Kind denvar som en Rose.Det var den hellige Herrens Mand, han sankedeGuldet røde.Hans Skoe var reven, hans Fod var hoven, detgjorde ham megen Møde.Han samlede møgle Guld og Sølv alt paa de RigesTrapper;Men aldrig han eier en Kjortel nye, han gaaer ide gamle Kapper.Han drikker stedse det klare Vand og aldrig Vinensaa rød;Thi bedsken Ædike Kristus drak i sin uskyldigeDød.Og aldrig han tager ved anden Mad end Stodder-brød, det sorte;Hunden river hans bare Skind alt for de rige MændsPorte.Men da han langer til Lundebye, hans Tiggerposevar fuld;Og aldrig et Lem han røre kunde, saa mødig hanfalder omkuld.Han tingedekunstige Mestere, de skulde den Kirkereise;Muren skulde være rød og tyk med Taarne skuldeden kneise.Ørnen flyver i vildene Luft, han kan sine Vingerstrække;Det meente han St. Laurentius, de Taarne skuldeham række.Den Muldvarp kravler i dyben Muld, hvor Snu-den den kan bunde;Der vilde han St. Laurentius, den Steen skuldeKirken grunde.De Mestere mure den lange Dag alt udi den bareSkjorte;Men hver den Steen, de mure ved Dag, den varom Natten borte.Om Morgenen laae baade Kalk og Steen vidt ompaa den grønne Hede,Sligt gjordes af alle de Trolde smaae og alle deKæmper lede.Laurentius vaager ved Midienat, hans Tanker løbesaa vide:Det var da den sorte Trold, han stander ved Mun-kens Side:“Hør du mig, St Laurentius, den Kirke jeg byg-ger paa Slette;“Vil du mig goden Murerløn med Haand og Mundforjætte.“Og du skal give mig Soel og Maane dertil dineØine baade,“Eller du skal sige mig hvo jeg er, mit Navn detvære din Gaade.Det var St. Laurentius, han nikker med Hovedetbrat;Det var da den sorte Trold, han bygger en Kirkeved Nat.For St. Laurentii venstre Øie, tilmed for hvidenMaane;Han bygger et langtlangt og prægtigt Taarn, det synesi hele Skaane.For St. Laurentii høire Syn og for den rødeSol,Han bygger et andet Kæmpetaarn, det synes vedNørrepol.Laurentius den Morgenstund staaer glad for gyldenAlter,Der drikker han af den hellige Kalk og synger endeilig Psalter.Men den Gang Solen han gik ned og Mørket detdrev paa,Da monne den Herre saa sørgendes paa Markenene gaae.“Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn, naar jegdet aldrig vidste;“Jeg visselig maa mine Øine to inat til Troldenemiste.“O Skade for mit gamle Syn, som ei jeg kanbevare;“Men allermeest for Sol og Maane, de skinnerbegge saa klare.”Den Herre lagde sig ned og bad alt paa dengrønne Høi,Da hørte han i Høien brat en Puslen og enStøi.Det var det arrige Troldebarn, saa saare hansØine runde,Og Moderen ganger op og ned, og tysser ham somhun kunde.Slaa dig til Taals, min rareGlut! du ladeGraaden fare,Nu kommer Find med Sol og Maane, medKristmands Øine klare.Og det var St. Laurentius, han bliver saa gladtilmode,Frelst var Sol og frelst var Maane, dertil hansØine gode.Thi da den lede Troldemand ad Hjemmet monnelakke,Han siger: du være velkommen Find! alt i dinegen Bakke.Og det var da den lodne Trold, han skreeg iHøien inde,Og skrige gjorde det lidet Barn, tilmed den ledeQvinde.Trolden havde saa dybt under Muld de krogedeLønnegange,Der tager han til med Barn og Viv saa skyndeligat gange.Og da de under Kirken kom, da dukker han opsin Pande,Da monne han med sit Barn og Viv paa Kirke-gulvet stande.Da griber han om den Støtte stærk, og det medmegen Harme,At knuse den Kirke, det var hans Agt, med sineHelvedes Arme.Da kunde han aldrig røre Lem, og aldrig Benetfløtte;Han staaer en Kamp i denne Stund ved Lunda-kirkens Støtte.Løser hans Qvinde sit lange Haar, hendes Lokkeri Gulvet rinde,Og om en Stolpe tyk og stærk det Baand hunmonne vinde.Da blev hun Steen i samme Stund og Steen blevhendes Unge,Der staaer hun med sit Hovedbaand, naar Folk iKirken sjunge.