Til min evig uforglemmelige Lærer<date notBefore="1813-01-01" notAfter="1813-02-13"/>

Til min evig uforglemmelige Lærer paa hans Fødselsdag d: 13de Februar 1813 I hiin mørke Tid da Kjæmpen ene vandt et Hædersnavn med Staal i Haand, blot de blodbestænkte Laurbærgrene Vakte op til Sangen Skjaldens Aand, Da kun Møens himellyse Øye smilte til den røde Kobbertrøye

Da de Unge sad i Fædres Hytte Trindt om Arnen udi lange Rad, og med Hjertensglæde monne lytte paa de gamle vilde Helteqvad; Mens graahærdet Kjæmpe rolig tvætter Af sin Hjelm de blodigrøde Pletter

Da mon hundred Harper klinge Udi Fingals stolte Hald Thi han kunde Glavind svinge Derfor pristes han af Skjald, Og tilsidst den gamle Blinde Reiste ham et evigt Minde.

Men Guds Søn nedsteeg paa Jord For uskyldigen at bløde – Nu svandt Mulmet ved hans Ord, Frembrød Lysets Morgenrøde, Blikket dvælte ei herneden, Støvets Maal blev Evigheden.

Spydets Klirren tier brat Sværdets Glands for Rusten viger, Og ved sorte Midienat, Uglen høit fra Hjelmen skriger Bort veeg Vildhed ufortøvet Blidhed smiilte ned til Støvet.

Nu ei meer Skjaldens Aand Vilde blodig Udaad prise, Men forlade Støvets Baand, Himlens Herligheder vise Og i høye Hvælving klangklang, Kristnes fromme Jubelsang.

Nu man med Beundring saae, Mænd, hvis vise klare Øye, Sandhed lod af Mulm fremgaae – skjønned’ paa saa ædel Møye. Aandens Kraft var mere værd End den Haand som svang etud Sværd

O blandt disse ædle Mænd Er vist Du min elskte Lærer Skarpsinds Sværd er ved din Lænd Sandhed er det Skjold du bærer. Og i denne Rustning kjæk Sjælens Mulm Du driver væk

Ei din Aands det vise Blik, Tidens Lænke kunde binde Du den Løn af Himlen fik, Du i Oldtid Lys mon finde Mens dit Legeme er her Sjælen i Achaja seer Yndig for dit Øye staaer, hyllet udi Sørgeklæder, Hun som hist ved Midnat gaaer, Og sin tabte Mand begræder. Mens af Beilers vilde Skrig Hallen gjalder frygtelig.

Men snart Hævnen rammer dem, Ved Athenajas Ægide Helten farer til sit Hjem Over Hav og Land saa vide, Farvet rød af Beilerblod For Penelope han stod.

Ak see hist ved Aftenstid Helten sidder taus paa Høyen Sorg har giort den Vilde blid Taarer triller ham fra Øye Myrmidoners høye Hæder Paa Patroclis Gravhøy græder.

Dristigen du steeg derned Udi Oldtids dunkle Hule Aandens Lampe i dit Fjed Lyser hvor sig Skygger skjule Og i disse Iirregange Følge vi dit Lys, skjøndt bange

Dog naar du i indre Hald Gaaer blandt Oldtids Underværker; Og i gamle Vises Tal, Paa den skjønne Tale mærker; Kun et Glimt af vores Høye skuer vores svage Øye – Konning Fredrik fra sin Stol Mon saa vidt i Landet skue Saae din Visdoms lyse Soel udi Straaleglands at lues. Raabte: “O min ædle Søn, Du skal nyde Hæders Løn. –

“Viisdom hædrer jeg saa gierne Derfor jeg med Fryd og Lyst Dannebrogens røde Stjerne Hænger paa den Ædles Bryst Flux til Øe det Bud man bære Jeg vil Ridder Søren ære.”

Ak men kun sin vise Søn Konningen at kjende lærte Ei din Dyd som udi Løn Gjemmes dybt udi i dit Hjerte – Thi beskedent den sig dølger Som Viol i Græssets Bølger.

P. Møller