Teksten blev trykt første gang i Sange for Studenterforeningen, København 1822. Teksten har ikke nogen titel i selve trykket; i registret er den anført under ordlyden af første vers og med angivelse af forfatter: “Felix ter, qui pusio (P. Møller)”. Teksten til “Laus tabaci” står på side 72-74. Format: oktav (165 × 100 mm); klumme: 120 × 70 mm. Der kendes ikke noget manuskript til teksten.

Titlen “Laus tabaci” stammer fra Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, bind 1, s. 119, hvilket også er den titel Vilhelm Andersen bruger i sin oversættelse af digtet.

teksten til den latinske drikkevise “Mihi est propositum in taberna mori” (da. “Mit formål er at dø på et værtshus”) stammer fra 1100-tallet. Forfatteren er anonym men kaldes almindeligvis Archipoeta (1130-1165) og er ophav til ti latinske digte. Det bedst kendte digte er “Confessio” (da. “Bekendelse”). Digtet er blevet sat i musik af Carl Orff (1895-1982). Archipoeta er en figur i romanen Baudolino af Umberto Eco (1932-2016), og Herbert Marcuse (1898-1979) har behandlet Archipoeta i sit forfatterskab. En nærmere redegørelse for Archipoeta og bl.a. “Mihi est propositum in taberna mori” findes i artiklen Archpoet på Wikipedia.

Vilhelm Andersen har oversat digtet under titlen “Tobakkens Pris”; oversættelsen lyder (Andersen 1895, bind 1, s. 28-30): “Lykkelig den Svend, der før / Dunet gror om Hage, / Fik i Pibens ædle Dunst / Kunsters Kunst at smage. / Den, der foretrak som Pog / Røgtobak for Kage, / Han har grundet en solid / Smag for Manddoms Dage. // Druens rødliggyldne Flod / Allerførst jeg roser; / Ved mit Glas jeg smiler ad / Rang og Pengeposer. / Daarlig kalder jeg den Mand, / Der paa Elskov skoser; / Sødest smager Pigens Kys / Mellem unge Roser. // Mest af alt, o sjældne Urt! / Med dit bitre Kryder, / Mere sødt end Pigens Kys, / Du mit Hjærte fryder. / Som de klare Stjærners Skin / Maanen overbyder, / Saa blandt Jordens Blomsterflok / Pynter du og pryder. // Bittert Pigers Troløshed / Man at glemme stræber; / For en røvet Glut et helt / Folk et andet dræber. / Piben kender ej til Svig: / Til sin Elskers Læber / Med et evigt Troskabskys / Yndigt den sig klæber. // Mellem Flasker mangen Gang / Sad jeg vel til Mode, / Indtil – ak! – mod Bordets Rand / Luded tungt mit Ho’de. / Piben fælder ingen Mand, / Kuns den spæde Pode: / Hundred Piber smøger han / Lige fast paa Fode. // Ved at smøge brav en Mand / Gudens Magt annammer: / Tætte Skyer lejre sig / Trindt omkring hans Kammer; / I hans Haand den stærke Ild, / Lynets Lige, flammer; / Fra hans Sofas høje Ro / Flygter Jordens Jammer. // Naar min sidste Time slaar, / Elskte Kammerater, / Beder jeg, I fly mig en / Gammel røgvant Pater. / Naar da sidste Glød er slukt / I min Pibes Krater, / Da har Eders Ven forladt / Jorderigs Teater. // Om min Grav en Sørgevagt / Fylkes skal af Venner. / Floromvundne Pibers Pragt / Smykke deres Hænder! / Naar til sidst en Sky med Magt / Over Himlen render: / Mig det er, som uforsagt / Atter Piben tænder”.