De Notione Atque Turpitudine Mendacii CommentatioPoul Martin MøllerFinn Gredal JensenKarsten KyndeKim Steen RavnCarl Henrik KochFlemming Lundgreen-NielsenDet Danske Sprog- og Litteraturselskab
http://pmm.dsl.dk/anmeldelser/trykte/txt092.xml
version 12012-07-14Maanedsskrift for Litteratur, bd. 7, 1832, s. 65-85.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, 1. udg., 1839-43; bd. 2, 1842, s. 84-104.Efterladte Skrifter af Poul M. Møller, 2. udg., 1848-50; bd. 5, 1849, s. 183-202.
De Notione Atque Turpitudine
Mendacii Commentatio. Autore Petro Christiano Kierkegaard,
Phil. Doct., Gottingæ Typis Dieterichianis. MDCCCXXIX. (133 S.)
Da nærværende Skrift af
en ung dansk Videnskabsmand
er udkommet i Udlandet, er det rimeligviis mindre bekjendt i vort
Fædreland, end det ellers vilde have været, og vi have derfor
anseet det for passende ved følgende Anmeldelse at henlede
Opmærksomheden derpaa.
Den der kaster et flygtigt Blik derpaa, og seer den Mængde
Citater af berømte og uberømte Navne, som forekommer deri,
forledes let til den overilede Dom, at Afhandlingen har det i
akademiske Leilighedsskrifter altfor sædvanlige Tilsnit. Det
er nemlig bekiendt,
at disses Forfattere, for at skaffe deres
Arbeider et anstændigt Omfang, tit fremkomme med en tilfældig
Samling af Meninger om den Gienstand, de behandle. Disse Meninger
meddeles som Resultater, i nogle faa Sætninger, og affærdiges
hver for sig med endeel Modgrunde, indtil Afhandlingen har faaet
den Udstrækning, der tilfredsstiller Forfatteren: da fremføres
til Slutning en Mening, der ikke giendrives, og Arbeidet betragtes
som fuldendt. Denne Fremgangsmaade medfører den store
Beqvemmelighed, at Forfatteren beholder fuldkommen Raadighed over
sin Bogs Omfang, da det i Almindelighed er en let Sag at overkomme
saa mange forkastelige Meninger, som man behøver, og en endnu
lettere Sag efter Behag at formindske Arketallet ved hist og her
at udstøde nogle Meninger af Samlingen.
Uagtet der virkelig i nærværende Skrift af Literaturens
Lønkroge fremdrages et og andet sært Indfald, som Forfatteren
ligesaa godt, eller vel saa godt, kunde have ladet aldeles
uændset, er det dog meget langt fra, at Arbeidet er forfærdiget
over hiin akademiske Læst. Det er Frugten af en selvstændig
Aandsvirksomhed, og udmærker sig ligesaa meget ved Skarpsindighed,
som ved den Fasthed og Styrke, hvormed Forfatteren holder sig paa
det Standpunct, han stræber at giøre gieldende. – Førend
vi indlade os i nærmere Undersøgelse af Skriftets videnskabelige
Betydenhed, forudskikkes her en kort Angivelse af Tankegangen deri,
hvori vi tage os den Frihed at bruge den directe Tale, skiøndt
Forfatterens Tanker kun meddeles udtogsviis:
“De Fleste, der have skrevet om Løgnen, have deels
indskrænket sig til at fastsætte dens Begreb med Bestemthed,
og kun løseligen afhandlet dens moralske Betydning, deels have de
antaget dens Begreb for almindelig bekiendt, og blot bestræbt sig
for at udfinde Grunden til dens Immoralitet. Her ville vi behandle
begge Opgaver, saa at Afhandlingens første Stykke gaaer ud paa at
udfinde Løgnens Definition, det andet paa at tydeliggiøre dens
Forhold til Moralloven.
De, der have søgt at tydeliggiøre sig det Begreb om Løgn,
som de have dannet sig under Livets Erfaringer, have vel ei været
enige med hinanden i at bestemme den Kreds af Handlinger, som derunder
skal henregnes; men uagtet alle afvigende Meninger herom, gives der
dog visse Handlinger, som man eenstemmigen erkiender for Exempler paa
Løgne. I Exempler af dette Slags maa upaatvivleligen alle Begrebets
ægte Bestemmelser forefindes, om der end desuden forekommer flere
Bestemmelser ved dem, der som uvedkommende maae adskilles derfra. Det
gielder altsaa at udfinde et Middel til at afsondre Begrebets
væsentlige Mærker fra saadanne tilfældige Bestemmelser.
Dertil frembyder sig for det Første Erkiendelsen af det omhandlede
Begrebs Forhold til andre beslægtede Begreber, hvoraf man er i
Besiddelse, førend man endnu har
funden vort Begrebs Definition.
Man kan nemlig, uagtet Begrebet endnu ei er tydeliggiort, erkiende dets
Lighed med og dets Forskiel fra andre tilgrændsende Begreber, om hvis
Indhold man lettere bliver enig, og ved at sammenligne det med disse,
ledes til at bestemme dets Plads i Begrebernes System. – Saaledes
ere Begreberne at bedrage, tage feil, tale sandt, tale usandt, paa
forskiellige Maader sammenhængende med Begrebet at lyve. – Et
andet Middel til at bestemme Begrebet afgiver Sprogbrugen, som vel ei
overalt er stadig, men dog i visse Punkter er urokkelig.
Vi have sagt, at man eenstemmigen henfører visse Handlinger under
Løgnens Begreb. Saaledes er man enig om, at den giør sig skyldig
i Løgn, som for at bibringe Andre falske Forestillinger, ved skrevne
eller mundlige Ord yttrer hvad der
strider mod hans Overbeviisning, naar det skeer i den Hensigt at skade
Andre. Ligeledes kalder man det Løgn, naar En giør sig skyldig i
samme Slags Bedragerie i den Hensigt at erhverve sig forfængelig
Ære.
I begge de her betegnede Classer af
Handlinger, omtales den nærmere
Hensigt at bibringe Andre falske Forestillinger, eller at bedrage dem.
Der spørges nu, om man kan udelade dette Mærke af Løgnens Begreb.
Dette giør rigtignok de, der bruge dette Udtryk om enhver grov
Vildfarelse; men efter saadan Talebrug kunde man siges at lyve aldeles
mod sit Vidende og sin Villie, og Løgnen blev ikke længer noget
moralskt Begreb. – At den Hensigt at bedrage maa finde Sted i Løgnen,
sees deraf, at man ellers maatte betragte enhver med Vidende fremført
Usandhed (f. Ex. en poetisk Fiction) som en Løgn, uagtet den, der i
saadanne Tilfælde beskyldes for at fare med Løgn, med Grund holder
for, at han fralægger sig Beskyldningen ved den Erklæring, at han
ei har villet bedrage Tilhøreren eller Læseren. Hvis man da ikke
vil ansee Handlinger for Løgne, som efter
almindelig Vedtægt og Sprogbrug ikke regnes derfor,
maa man betragte Hensigten at bedrage
som en af Løgnens væsentlige Bestemmelser.
Et andet Mærke ved de opstillede Exempler er, at man ved Sproget
stræber at bedrage. Ogsaa dette maa efter den almindeligste Talebrug
bibeholdes; thi den, der ved andre Handlinger søger at vække falske
Meninger hos Andre, som den Horatius, der ved sin forstilte Flugt bedrog
de tre Curiatier, eller den, der ved sin Taushed bedrager, kan ei siges
i egentlig Forstand at lyve. Dog maa man ved Ordet Sprog her ikke blot
tænke paa det udtalte eller skrevne Ord, men ogsaa paa de Tegn, der
efter Vedtægt i en vis Kreds bruges istedet for Ord, eller som Midler
til egentlige Tankers og Begrebers Meddelelse, (f. Ex. Nik, Fingersprog).
– At Tegnenes Forskiellighed forandrer Bedrageriernes moralske Betydning,
vil i det Følgende blive viist.
For det Tredie forefinde vi den Bestemmelse, at den Lyvende taler mod
sin Overbeviisning. – At den er uundværlig
indsees let; thi udelader man den, da forsvinder al Forskiel mellem Løgn og Sandhed. Vi have
nemlig ikke forefunden det som et Mærke ved Løgnen, at det, der
udsiges ved den, er objectiv usandt; skulde det nu heller ikke være
subjectiv usandt, da kunde der gives Løgne som vare aldeles sande. –
Man tager feil, om man troer, at denne Theorie udelukker adskillige bekiendte
Bedragerier af Løgnens Kreds, nemlig de saakaldte Æquivocationer,
Restrictioner og Reservationer; thi ved disse Kunstgreb siger man subjective
Usandheder. Man bruger nemlig i de to førstnævne Tilfælde Ordene
i en Betydning, hvori man forudsætter, at Tilhørerne efter
Sammenhængen ikke kunnekunnne tage dem, og i sidste Tilfælde tænker man
kun i Stilhed det Tillæg, hvorved en Yttring, som ellers var usand, kunde
blive sand, saa at det der udsiges, (hvilket her alene kommer i
Betragtning) er og bliver usandt. (Af samme Grund som Yttringer af dette
Slags ere Usandheder, kunne Høfligheder og adskillige rhetoriske Figurer,
skiøndt Ordene tages i en usædvanlig Betydning, være sande, naar
nemlig den Talende vil have dem forstaaede saaledes, som han selv forstaaer
dem.)
Endnu er det Spørgsmaal uafgiort, om den i de ovenfor betegnede
Handlinger omtalte fiernere
umoralske Hensigt hører med til Løgnens Begreb. – Vi besvare først et Par andre vigtige
Spørgsmaale, da det søgte Svar umiddelbart
følger af disses Opløsning. Først maa det
afgiøres, om det hører til Løgnens Begreb, at den er en usædelig
Handling
Dette er, efter Forfatterens Bemærkning, noget Andet end at undersøge, om
enhver Løgn er usædelig.
, hvilket antages af endeel især protestantiske Forfattere, som i den
nyere Tid have giort Forskiel paa Løgn (mendacium), der efter
deres Mening altid er utilladelig, og Usandhed (falsiloquium), der
i visse Tilfælde kan være pligtmæssig. Ved denne Distinction
giøres Vold paa Sprogbrugen og Begrebet om Løgn taber for en stor
Deel sin Anvendelighed i det daglige Liv, da den, der skal kunne bruge
det rigtigt, maa være istand til at afgiøre den vanskelige Strid om
de tilladelige og utilladelige Usandheder. Desuden er det en bagvendt
Fremgangsmaade, saalænge man ikke har beviist, at der gives tilladelige
Usandheder, at holde den logiske Plads ledig for et Begreb, hvis Realitet
maaskee aldrig bliver godtgiort. – Det andet Spørgsmaal er, om den
fiernere Hensigt af et Bedrageri maa kiendes, for at det kan bestemmes,
om en Handling er en Løgn eller ikke. – I Livet, hvor Begrebet er
dannet og idelig anvendes, erklærer Enhver uden Betænkning en eller
anden Yttring for en Løgn, uden at han kiender noget til den
Talendes fiernere Hensigt, som man her antager, ikke giør noget til
Sagen. Naar man da for at henføre et Bedrageri under Løgnens Begreb,
hverken behøver at tage dets Hensigt i Betragtning, eller at vide,
om det er usædeligt eller ikke, kan den fiernere Hensigts Immoralitet
ei udgiøre noget Særkiende ved Løgnens Begreb. – Som Resultat
beholde vi da de væsentlige Bestemmelser for Løgnens Begreb, at
det er en Yttring, der er 1. subjectiv usand, 2. fremført ved Hjelp
af Sproget, og 3. i den Hensigt at bedrage Andre.
I Afhandlingens andet Hovedstykke undersøges, i Følge den
ovenfor angivne Plan, Løgnens Forhold til Moralloven. Først maa
det afgiøres, om Løgnen altid er usædelig, eller om dens
Begreb er ethisk ubestemtd. e.
om det efter Omstændighedernes Vexel snart kan være tilladeligt at lyve, snart utilladeligt.
Herover have Somme undgaaet at erklære sig, i det de deels ved
en besynderlig Modsigelse have lært, at Løgnen i sig selv var
usædelig, men desuagtet angivet særegne Tilfælde, da den
var moralsk tilladelig, deels, efter samme Dom om Løgnen i
Almindelighed, have udelukket Handlinger derfra, som i Følge
deres egen Definition burde regnes dertil. For at besvare det
opstillede Spørgsmaal, ville vi gaae saaledes frem, at vi
først betragte Bedrageriet i Almindelighed og undersøge,
hvorvidt det i Følge sit Begreb er usædeligt eller ethisk
ubestemt; thi i det første Tilfælde maa Løgnen, som en
Art af Bedragerie, underkastes samme Dom, i sidste Tilfælde
derimod kan Løgnen maaskee ved sit eiendommelige Begrebsmærke
desuagtet altid være usædelig. – I det vi giennemgaae de vigtigste
Beviser, man har ført for Bedrageriers Immoralitet, anføres
derimellem nogle, der egentligen havehavet
været fremførte mod Løgnen, men som kun passe paa den,
for saavidt den er et Bedragerie, og ikke tage Hensyn til dens
særegne Natur.
Af de Grunde, ved hvilke man har villet bevise Bedrageriers
Pligtstridighed, ere nogle saa svage, at deres Utilstrækkelighed
let lader sig vise, f. Ex. at man ved at bedrage berøver Andre
Sandheden, at man ikke fremstiller Tingene saadanne som de ere, at
Oprigtighed er overeensstemmende med Menneskets Natur o. s. v.
Mere vægtig synes den Grund, at det ikke kan tænkes
almindelig vedtaget at ansee Bedragerie for en ethisk ubestemt
Handling, fordi en saadan Forestillingsmaade, som antaget af Alle,
vilde hæve sig selv; thi Ingen, som kiendte Vedtægten, vilde
lade sig bedrage. Forestiller man sig – føies til – at det
blot iblandt en betydelig Deel af samlevende Mennesker ansaaes for
tilladeligt, under visse Forhold at tage sin Tilflugt til
Bedragerier, da vilde giensidig Tillid, det selskabelige Samlivs
Betingelse aldeles tilintetgiøres. Disse Paastandes Urigtighed
vises noksom ved Erfaringen, og de have kun Skin af Gyldighed
derved, at man forudsætter, at den, der anseer Bedrageriet i
Almindelighed betragtet for ethisk ubestemt, vil have samme Dom
afsagt over Løgnen; hvilken Feiltagelse kommer af, at man ikke
tilstrækkeligen skielner mellem disse to Begreber.
Hvad den første Paastand angaaer, da kan den, der veed, at
det antages for rigtigt undertiden at bedrage, dog lade sig bedrage,
fordi han hverken altid med Vished veed, at en Anden i et givet
Tilfælde vil bedrage ham, ikke heller veed, paa hvad Maade denne
søger at opnaae sin Hensigt; om han f. Ex. vil betiene sig af
det Middel, der er nærmest forhaanden, eller om han, under den
Forudsætning, at man er belavet paa hans Bedragerie, lader som
om han vil have Det troet, hvilket han netop ikke vil have troet.
Man undgaaer ei altid at føres bag Lyset af Andre derved,
at man af Uvished om deres bedragerske Hensigter opsætter at
udføre den Handling, hvortil de synes at ville bevæge os;
thi Opsættelsen kan maaskee netop være tilsigtet af dem. –
Endnu mindre kan man reent undlade at drage Slutninger fra deres
Handlinger til deres Tanker: hvorledes skulde det vel være
mueligt for den, der har Forstand, at forsmaae Hensynet til det
Sandsynlige, hvor fuldkommen Vished ei kan opnaaes?
Hvad den anden Paastand angaaer, at Menneskers Tiltroe til
hinanden ved hiin moralske Vedtægts Almindelighed vilde
tilintetgiøres og selskabeligt Samliv derved giøres umueligt,
da kan der i det Høieste paastaaes, at Tiltroen derved vilde
formindskes; thi kun Slutningen fra MenneskersMenneskets
Handlinger til deres Tanker (ei den fra deres Ord til deres Tanker) blev derved giort
usikker. Men denne Slutning maa, selv uden hiin Vedtægt,
sommetider lede paa Vildspor, fordi endog den, der følger den
Grundsætning aldrig at bedrage Nogen, kan nødsages til at
foretage sig Handlinger, hvorved falske Forestillinger mod hans
Villie maae vækkes hos Andre. Det kan da vel bestaae som en
almindelig Regel under visse Forhold at bedrage, men deraf
følger endnu ei, at det er moralsk tilladeligt, thi om end
enhver rigtig moralsk Regel maa kunne tænkes almindelig fulgt,
er derfor ei enhver Regel, der kan tænkes almindelig fulgt,
moralsk rigtig.
Som Grund for Bedrageriets Immoralitet har man ogsaa anført,
at enhver Uovereensstemmelse mellem det indre og ydre Menneske
strider mod Fornuftvæsenets Værdighed, – en dunkel kantisk
Sætning, som har været udviklet paa flere forskiellige
Maader. Man har undertiden sat Nedværdigelsen deri, at den
Bedragende opgav sit Livs Enhed og var i Uovereensstemmelse med
sig selv, fordi han snart viste sig under een Skikkelse, snart
under en anden. Men, om man endog indrømmer, at den, der
bedrager, virkelig handler inconsequent, kan dog den blotte
Inconsequence for sig betragtet ei misbilliges af Fornuften. Naar
man fremdeles har føiet til, at den Bedragendes Inconsequence
kommer deraf, at han er en Træl af lavere Lidenskaber, udvortes
Omstændigheder og andre Mennesker, da søger man forgiæves
et Beviis for, at den, der anseer det for rigtigt undertiden at
bedrage, altid ledes dertil af saadanne Bevæggrunde. Ogsaa har
man sagt, at det strider mod Menneskenaturens Værdighed at
bedrage, fordi man derved behandler sig selv som Middel eller
Redskab. Men der kan dog kuns paastaaes, at den Bedragende bruger
sit Ansigt og andre Legemsdele som Redskab, og det gjør den
Oprigtige ligesaavel som han. Endelig har man lært, at den,
der undertiden bedrager, nedværdiger sig under Dyret og de
livløse Ting, fordi man dog kan lære disses Beskaffenhed at
kjende og saaledes giøre nyttig Brug af dem, da hiin derimod er
et aldeles unyttigt Lem af Samfundet. Denne Paastand grundes paa
den ovenfor giendrevne Synsmaade, at Bedrageriet antages for at
være moralsk ubestemt.
Men, hvordan man end forstaaer den Nedværdigelse, som skal
følge af Uovereensstemmelsen mellem Menneskets Indre og Ydre,
leder denne Synsmaade følgerigtigen til adskillige urimelige
Antagelser. Det maa efter den ligesaavel stride mod Menneskets
Værdighed at bedrage Dyr som at bedrage Fornuftvæsner.
Desuden maatte man af samme Grund misbillige mimiske Kunster og
dens Opførsel, som under en hæftig Sindsbevægelse yttrer
sig roligt, medens han bestræber sig for at dæmpe sit Sinds
Oprør. Thi uagtet de sidste Handlinger ei kunne regnes for
Bedrag, skulde de dog, efter den omhandlede Sætning, ligesaa
fuldt som Bedrag stride mod Moralloven.
Da intet af de hidtil anførte Argumenter viser, at Bedrag
altid er usædeligt, og de, der staae tilbage, misbillige det
som en Krænkelse af Andres Ret, hvilket man let indseer, det
ei altid er, har man god Grund til at antage Begrebet for ethisk
ubestemt. Desuden kan man anføre flere Slags Bedrag, som Ingen
drister sig til at erklære for umoralske: Enhver vil saaledes
tilstaae, at det kan være tilladt i fornuftig Hensigt at
fordølge Sandheden for Andre, selv om man ønsker og haaber
derved at bibringe dem urigtige Forestillinger. Det samme gielder
om saadanne Handlinger, som under Krig at føre Fienden vild
ved en forstilt Flugt, at true Røvere med en Flint, der ei er
ladt o. s. v.
Grunden til at de fleste Slags Bedrag oprøre den moralske
Følelse, har man til de forskielligste Tider og hos de
forskielligste Folkeslag næsten eenstemmigen søgt deri, at
de Bedragedes Rettigheder derved krænkedes. Men i at bestemme
denne Rets nærmere Beskaffenhed have Philosopherne været
uenige. Nogle have troet, at det kuns var pligtstridigt at bedrage,
naar Andre havde Ret til at kræve Meddelelsen af en Oplysning;
men disse have aabenbar
overseet, at der mellem Bedrag og aabenhjertig Meddelelse kan
tænkes den tredie Vei at holde Noget skiult fra Andre. Der
gives mangfoldige Tilfælde, da det er høist usædeligt at
mislede Andre, skjøndt disse ikke have nogen særdeles Ret til
at giøre Regning paa vor Meddelelse; men hvor en saadan Ret
finder Sted, er Oprigtigheds Overtrædelse vistnok dobbelt at
misbillige.
Men uagtet man ikke paa denne Maade kan bestemme Forskiellen
mellem det tilladelige og det utilladelige Bedrag, ligger i den
anførte Lærdom den rigtige Indsigt, at Andres Rettigheder
altid krænkes ved utilladeligt Bedrag, og herfor taler ogsaa
saavel alle Folkeslags Mening som de Exempler, man pleier at
anføre paa tilladeligt Bedrag, i hvilke man indfører
Personer, der befinde sig under Forhold, der bør formindske
deres Rettigheder. – Men den Ret, der overtrædes ved det
umoralske Bedrag, er ei nogen særegen Ret, som Mennesket kun
har under visse Omstændigheder: det er Fornuftvæsenets
almindelige Ret, dets Evne til at have Rettigheder, som derved
bliver krænket. Dette sees, naar man gaaer ud fra følgende
almindelige Sætninger: at man kuns kan tillægge sig selv
og Andre absolut Værd, forsaavidt som de have Fornuftens Brug,
og, at man bør
stræbe efter at alle Væsner i
Tilværelsen efter deres forskjellige Natur middelbart eller
umiddelbartumiddebart
underkastes Fornuftens Herredømme. Over de
fornuftløse Væsner bør vi herske for at bringe dem i
middelbar Harmonie med Fornuften, men til de fornuftige Væsner
staae vi i et andet Forhold, vi maae erkiende dem for at være,
ved det høieste Væsens Villie, satte paa samme Trin, som vi
selv, og følgelig at have Rettigheder ligesaa vel som vi.
Den høiere Værdighed, som bør agtes hos de fornuftige
Væsner, bestaaer i deres Evne til ved egen SelvvirksomhedSelvvirkhed
at bringe sig selv i Harmonie med Fornuftens Love, men dertil
hører saavel Erkiendelse som Villie og saavel mod deres
Erkiendelse som mod deres Villie vise vi Foragt, naar vi giøre
os skyldigeskyldige(med omvendt e) i Bedragerie mod
dem. At bedrage Væsner, der bruge Fornuft, er altsaa pligtstridigt,
fordi det ikke kan bestaae med den Sindsstemning, som deres Naturs
Fortrinlighed bør fremkalde hos os.
Men kuns, hvor Bedrag af denne Grund maa misbilliges, er det
usædeligt. Det kan følgelig være tilladeligt mod Væsner,
hos hvem man ikke kan agte den levende og nærværende Fornuft,
mod spæde Børn, mod Afsindige og mod dem der staae
i Begreb medi Begreb
at begaae en Forbrydelse.
Efterat Undersøgelsen om Bedrags Moralitet er tilendebragt,
kan man nu opkaste det Spørgsmaal, om Løgnen, som et
særeget Slags Bedrag, ligeledes er ethisk ubestemt, eller om den
ved sin særegne Character paadrager sig en anden Dom. Som en
saadan eiendommelig Bestemmelse ved Løgnen have vi først
funden, at Sproget bruges dertil, og vi ledes derved til en
nærmere Betragtning af Sprogets Vigtighed. Sproget (hvilket her
tages i vidtløftigere Betydning, som Tankers Meddelelse ved Tegn)
er de fornuftige Væsners udelukkende Fortrin, og fornuftig
Forening mellem Mennesker kan kuns derved blive tilveiebragt, thi
uden dette Middel kan et Individ ei engang forvisse sig om, at et
andet besidder Fornuft; og kuns ved Samliv og giensidig Meddelelse
kan Anlæget til Fornuft hos Mennesket komme til Virkelighed. Det
er da Betingelse for det høieste Gode: Fornuftighed, Erkjendelsen
af Sandhed og Sædelighed, og Villiens ved denne Erkjendelse
bestemte Retning, kan kuns blive vakt ved Sproget. Sproget er da,
som det høieste Godes første Betingelse, at betragte som
det næste Gode derefter. Heraf følger da, at den handler
usædeligt, som ved sine Handlinger tilintetgiør eller
formindsker denne Sprogets vigtige Brug, med mindre han ved saadanne
Handlinger paa en umiddelbar Maade kan fremme Fornuftighed.
Hvis man ved at antage, at det undertiden er tilladt at bedrage
ved Sprogets Hielp, aldeles tilintetgiør Sprogets Brugbarhed
(hvilket Nogle virkelig have paastaaet) forstaaer det sig selv, at
ethvert saadant Bedrag er moralsk utilladeligt. Men uagtet hiin
Paastand ikke lader sig forsvare, er det dog unægteligt, at
Menneskers Tiltroe til hinanden ved hiin Antagelse formindskes, og
at Sproget derved bliver et mindre virksomt Middel til Fornuftigheds
Fremme. Hindres giensidig Tillid allerede ved den Mening, at andre
Slags Bedrag kunne være tilladelige, da skeer det endnu mere
derved, at man dømmer saaledes om Falskhed under Tankers
Meddelelse, fordi man kuns ved Sproget kan tilkiendegive, i
hvilke Tilfælde man antager det for tilladeligt at bedrage Folk,
og da kan det undertiden være tvivlsomt, om man ikke alt under
denne Tilkiendegivelse giør Brug af sin formeentlige Ret.
I de Tilfælde, da hvert Bedrag er pligtstridigt, gielder det
dobbelt om det Slags, der tillige formindsker Sprogets Bequemhed
til at fremme Fornuftens Herredømme blandt Mennesker. Men selv,
naar anden Misledelse er tilladelig, er den, hvortil Sproget bruges,
utilladelig; thi tilladelig kunde den, som alt er bemærket, kuns
være, hvis Fornuftighed derved umiddelbart lod sig fremme, men
da hverken den Bedragendes eller den Bedragnes Erkjendelse eller
Villie derved kan vinde i Fuldkommenhed, er et saadant Tilfælde
aldeles umueligt. Resultatet bliver da, at enhver Falskhed, der
bruges under Tankers Meddelelse til Andre, og følgelig ogsaa
enhver Løgn strider imod Moralloven.
Et andet Mærke ved Løgnen var, at den er en subiectiv
usand Yttring, men ved dette Tillæg forstørres ei dens
Immoralitet, da hverken Agtelse for et Fornuftvæsen meer eller
mindre tilsidesættes, ikke heller Sprogets Nytte meer eller
mindre forringes, enten jeg ved en directe usand Yttring eller
ved anden listig Brug af Sproget fører Andre bag Lyset.”
Den Udsigt, her er givet over Afhandlingens Tankegang, er efter
vor Mening tilstrækkelig for at give Læseren et Begreb saavel
om dens paradoxe Resultat som om Maaden, hvorpaa Forfatteren kommer
til det. Derimod kan den alt omtalte Skarpsindighed, som vises under
Begrebernes analytiske Behandling og nær beslægtede Tankers
Adskillelse, og den Nøiagtighed, hvormed de enkelte Sætninger
og Udtryk veies og afpasses efter Tankernes Afændringer, ikke
tilfulde skiønnes af et saadant Udtog. Endnu mindre kan man
deraf erholde nogen klar Forestilling om Foredraget, hvilket er
meget livligt og jævnlig nærmer sig til Dialogens Form.
Sligt kan allermindst mærkes af et Udtog, naar det er giort med
samvittighedsfuld Frygt for at omskabe Originalens Tanker og derved
nødvendigviis maa falde noget tørt og stivt. Paa den anden
Side skiønner den forstandige Læser sandsynligviis endogsaa
af det blotte Udtog, at Forfatteren har noget Hang til
Spidsfindighed, ogSpidsfindighed og,
at han under sin Stræben efter at tilveiebringe skarpt
tilskaarne Formler nu og da taber det omhandlede Begrebs egentlige
Betydning af Sigte. Den, der af Naturen har nogen Tilbøielighed
til Spidsfindighed vover sig ud paa en glat Iis ved at give sig af
med saadanne isolerede Undersøgelser, under hvilke den fortsatte
Reflexion let dræber den umiddelbare Erkiendelse, der
nødvendigviis maa lægges til Grund. – Forfatterens Hang til
Spidsfindighed viser sig saavel paa andre Maader som under afvigende
Synsmaaders Gjendrivelse, hvilket Arbeide han undertiden giør sig
temmelig let, da hans Giendrivelse blot er en Kritik af løsrevne
Formler, hvis sande Betydning ikke sees af den Maade, hvorpaa de
her behandles.
Hr. Doctor Kierkegaard har, som vi have seet, forkastet den
antagne Forskiel mellem subiectiv Usandhed og Løgn, hvortil han
efter sin hele Synsmaade af Sagen har havt tilstrækkelig
Grund, ogGrund og,
saalænge Anmelderen blot foredrog en fremmed Tankegang, har
han troet sig forpligtet til at følge samme Talebrug. Forresten
har Anmelderen den Overbeviisning, at det er en betinget Pligt at
tale Sandhed, og kan følgelig ikke erkiende GyldighedenGyldighedens af Forfatterens
Indsigelser mod den temmelig sædvanlige Synonymik, efter hvilken
Brugen af Ordet Løgn indskrænkes til de pligtstridige
Usandheder.
Den, der indrømmer Rigtigheden af Forfatterens Paastand, at
ethvert usandfærdigt Udsagn formindsker Sprogets Brugbarhed
(usum), og(usum) og,
at det under alle Omstændigheder er
pligtstridigt at formindske Sprogets Brugbarhed, nødsages vist nok
ogsaa til at indrømme den Følgesætning, at enhver
saadan Usandhed er pligstridig. Men hvad Undersætningen angaaer,
at ethvert usandfærdigt Udsagn giør SprogetSproger til et mindre
bequemt
Meddelelsesmiddel, fordi Menneskers Tillid til hinandens Tale
derved svækkes, da kan den fornuftigviis ikke svækkes derved,
at man antager det for tilladeligt at tale Usandhed til dem, som man
er berettiget til at bedrage. Hvis en saadan Vedtægt giør
visse Mennesker meer mistroiske end de ellers vilde have været,
da ligger Feilen hos dem selv. Forfatteren holder for, at Folk
derved, at man antager det for tilladeligt at sige Usandhed til en
Afsindig, undertiden kunne bringes til at frygte for, at man ogsaa
regner dem til Afsindige. En saadan Frygt forudsætter enten
Mangel paa den Dømmekraft, som altid behøves til Anvendelsen
af en rigtig Regel, eller en Erkiendelse af, at de Dødelige
kunne tage feil. Denne sidste Erkiendelse vil altid svække
Menneskers Tillid til hinanden og bør altid svække den:
selv i et Samfund af Mennesker, der vare fuldkommen forvissede
om hinandenshinangensSanddruhed, burde den giøre den Ene forsigtig i at
antage for sandt, hvad den Anden udgav derfor.
Den anden Paastand, at Sprogets Brugbarhed i Menneskeverdenen
aldrig bør formindskes, grunder Forfatteren derpaa, at det er
en nødvendig Betingelse for Udvikling af Fornuften hos Mennesker.
Den sidste Sætning er unægtelig, men den første følger
ingenlunde deraf. Fornuftens Virksomhed blandt Mennesker er
afhængig af flere relative Goder, som ere dens ufravigelige
Betingelser, men Omsorgen for eet maa fornuftigviis indskrænke
Omsorgen for et andet. Ernæringen, Blodcirculationen,
Respirationen o. s. v. ere nødvendige Betingelser for den
fornuftige Tænknings og Villies Virkelighed i Menneskeverdenen,
men deraf kan man f. Ex. ikke drage den Slutning, at man
aldrig bør foretage nogen Handling, der giør et
Fornuftvæsens Respiration besværlig. Naar da Forf. giør
den Paastand, at Sproget er det vigtigste af alle relative Goder,
da er denne Paastand urigtig, hvis han dermed mener, at Omsorg for
Sproget, i Collisionstilfælde, bør foretrækkes for alle
andre nyttige Øiemed, og mener han ikke dette, da er denne
Paastand utilstrækkelig til at begrunde saa vigtige Følger.
Efter Anmelderens Overbeviisning kan da Sprogets Hellighed ei
være saa stor, at det i Tilfælde, da det er tilladeligt at
bibringe Andre urigtige Forestillinger ved andre Midler, skulde
være utilladeligt i denne Hensigt at betiene sig af Sproget.
Ifølge Forfatterens Theorie er det moralsk tilladeligt med
truende Miner at sætte Røveren en uladt Pistol paa Brystet,
men utilladeligt at udtale den samme Trudsel for ham. Den ubestukne
moralske Følelse derimod vil vist nok om begge disse Handlingers
Moralitet fælde een og samme Dom.
Medens Forfatteren søger at bestemme Løgnens Begreb, lader
han, som man af det forudskikkede Udtog vil have seet, Sprogbrugen
tiene sig til en Rettesnor, saa at en stor Deel af hans
Undersøgelser nærmest henhørerhenhøre
til Synonymiken, og han gaaer ud fra den stiltiende Forudsætning, at der i ethvert Sprog maa
findes et Ord, der netop svarer til det latinske mendacium.
For det Meste holder han sig meget strængt til Almindeligheden
af en vis Talebrug og betragter den som tilstrækkelig Grund til
at optage en Bestemmelse i Begrebet. Saaledes regner han det ikke
for en Løgn, naar En udsiger Noget, der efter hans
OverbeviisningOverbeviisniug
er sandt, i den Hensigt at bedrage Andre, i det han venter, at de ved hans Ord skulle bringes til at
troe det Modsatte
Det er
maaskee ingen overflødig Bemærkning, at Forfatteren her ikke
tænker paa de saa kaldte Æquivocationer og Restrictioner, i hvilke
den Falske ikke engang vil, at den, han tiltaler, skal forstaae ham.
.
Han indrømmer, at dette Slags BedragerieSlagsBedragerie forudsætter
samme Grad af Immoralitet som Løgnen, men vil ikke, at det skal
belægges med samme Navn. Men uagtet det saaledes er hans Plan,
at holde sig meget strængt til Sprogbrugen, er han dog ikke
fuldkommen consequent heri. Han antager nemlig, at den der, i den
urigtige Formening, at han siger noget usandt, siger Noget, der i
sig selv er sandt, giør sig skyldig i Løgn. Heri har han ikke
den almindelige Sprogbrug paa sin Side: i dette Tilfælde kræver
den, at man maa sige, at han vilde lyve, men talte dog sandts andt. Det
stemmer ligesaa lidet med den giængse Talebrug at sige om en
Saadan, at han lyver, som at sige om den, der under Udbetalingen af
en Pengesum vil give en Anden for lidet, men af Ubekiendtskab med
gieldende Myntsorter ikke giør det, at han har bedraget ham.
Dette bemærker Anmelderen forresten ingenlunde, fordi han
misbilliger AfvigelserAfvigelse fra den blot
historiske Sprogbrug, ved hvilke det Begreb, der har foresvævet
de Talende, paa en grundig Maade giøres gieldende mod den tit
overfladiske og tilfældige Begrændsning, det har faaet i
Folkets Bevidsthed. Det er jo en Frihed, som Scribenten ofte
nødsages til at betiene sig af, hvis han ikke vil fylde sit
Arbeide med en Vrimmel af nyskabte Ord.
Desuden er der i Sprogbrugen en naturlig Dialektik, som giør, at Ordene tit i Tidens Løb
forandre deres Betydning, og Erfaringen lærer, at grundige
Skrifter bidrage meget til, at en saadan Forandring bliver en
Forbedring. Tvertimod holder Anmelderen snarere for, at Forfatteren
lægger for stor Vægt paa Ordenes factiske Brug. Han antager
saaledes – vist nok efter den meest gangbare Talebrug – at der
kuns kan lyves i Sætninger, hvorved der ligefrem udsiges Noget
(oratione enuntiativa)
men ei ved Spørgsmaal eller Befalinger o. s. v. Efter en saadan Bestemmelse af Løgnens
Begreb skulde den, der fremfører et Spørgsmaal, hvori der
ligger en urigtig Forudsætning, ikke kunne siges at lyve. En
saadan formel Forskiel er alt for ubetydelig til ved Benævnelsen
at udelukke en Handling fra en Kreds af Handlinger, hvormed den har
saa væsentlig Lighed. Mon Forfatteren for Alvor vil paastaae, at
den, der bruger den Vending: “giør dette eller hiint,” ikke
kan lyve, men vel den, der foretrækker Udtrykket: “jeg vil,
at du skal giøre dette eller hiint”?hiint?”
Eller skulde der i China siges flere Løgne end
i andre Lande, fordi det chinesiske Sprog mangler Modusimperativus?imperativus.
Man vil meget misforstaae disse Sætninger, om man troer, at Anmelderen overseer
det Fortienstlige der er i ret skarpt at bestemme et vist Begrebs
historiske Begrændsning til en vis Tid. Det erkjender han tilfulde,
saavel som, at Enhver, der saaledes vil tydeliggiøre sig det her
omhandlede Begreb, i Forfatterens Undersøgelser vil finde stor
Veiledning. Men vi giøre paa den videnskabelige Friheds Vegne den
Bemærkning, at det desuagtet vedbliver at være et Spørgsmaal,
om en saadan Begrændsning i sig selv er den bedste. Med Hensyn
til Forholdet mellem Ord og Begreber gives overhovedet tre forskiellige
Synsmaader. Man kan, for det Første, gaae blot opfattende tilværks
og bestemme Ordets Betydning som Lexikograph; dernæst kan man
bestræbe sig for at udfinde den meest consequente Talebrug, efter
hvilken man forkaster en og anden almindelig Misbrug af Ordet som
stridende mod dets Natur. Men der gives et tredie høiere Standpunct,
paa hvilket Sprogbrugen selv kan underkastes en Kritik, i det man
erkjender, hvilke Begreber FornuftenFornnften i sin normale Udviklingsgang
nødvendigen maa danne. Paa denne Vei kommer man til evige Begreber,
mod hvilke tusind Aars Auctoritet ikke har nogen Gyldighed. Dette
Standpunct har Forfatteren efter sin Plan ikke villet stille sig paa;
han har tvertimod deels erkjendt, at den Forbindelse af en bestemt
Mangfoldighed, som efter hans Undersøgelser findes i Begrebet Løgn,
ikke har nogen moralsk Betydning, deels har han ladet det staae som et
uafgiort Problem, om den (udenfor Sprogbrugen) har nogen fornuftig Grund.
Forfatteren har lagt en vis Selvstændighed for Dagen, i det
han har fordybet sig i et Slags Eftertænkning, som ikke synderlig
begunstiges af Tidsalderens Retning. Ikke Faa ville rimeligviis finde,
at Sædelærens nærværende Fordringer kuns lidet fremmes ved
en isoleret Behandling af et saa indholdsrigt Begreb, som det her
undersøgte, og ved Bestræbelser for at afpæle det med
Nøiagtighed til alle Sider. De fleste tænkende Mennesker føle
nuomstunder Trang til at orientere sig i Begrebernes hele System og
finde kuns en forbigaaende Tilfredsstillelse ved
UndersøgelserUndersøgelfer,
hvori endeel fyldige Begreber tages som faste Udgangspunkter. Saalænge
Videnskabens almindeligste Kategorier næsten i alle Moralsystemer ere
saa særdeles langt fra at være bragte i en fyldestgiørende Orden,
ville Saadanne have mindre Interesse for Behandlingen af et løsrevet
Kapitel, hvori saa mange Kategorier maae forudsættes. Ogsaa Anmelderen
anseer det for ønskeligt, om Forfatteren kunde føle Kald til at
anvende sit Talent og sin Udholdenhed paa mere philosophiske Forskninger.
Definitioner af den Art, som de gives i nærværende Skrift, ere
egentlig kun indrettede for de Menneskers Tarv, hos hvem der ved de fleste
Udtryk i Sproget vækkes en for sig bestaaende umiddelbar Erkjendelse.
I de Tilfælde, daTilfælde da, et eller
andet Begreb begynder at opløse sig for dem og maa gienvindes ved en
Definition, kan det behandles som en manglende Tand, i hvis Sted en ny
kan indsættes, men som ikkun saa længe lader sig befæste,
som der endnu gives tilstrækkelige Støttepunkter for den. –
Men foreliggende Afhandling udmærker sig derved, at densdets Forfatter fuldkommen veed, hvilke
Begreber han lader staae som urørlige Punkter, hvis Betydning
forudsættes som umiddelbar given, hvilket langtfra altid kan siges
om Arbeider af dette Slags.
Et af de Begreber, fra hvilke Forfatteren gaaer ud, er det om
Overbeviisning, men ved at reflectere blot lidet over dette Begreb,
finder man sig strax henviist til mangfoldige Undersøgelser, som man
i Kapitlet om Løgn pleier at forudsætte som afgiorte. Der gives
nemlig mangfoldige Grader i Overbeviisning, og de fleste Menneskers
Overbeviisning selv om Livets vigtigere Anliggender, er af høist
ufuldkommen Art, og for en stor Deel bestukken af Tilbøielighed.
Nu er det klart, at kun den Yttring, der er ledsaget af den
fuldkomneste Overbeviisning, kan fortiene Navn af sanddru i Ordets
egentligste Betydning, og at dette PrædikatPrædikal derimod slet
ikke kan tillægges mangfoldige Yttringer af den, der ved Affectation
og Selvbedrag har tabt sit Livs indre Sandhed, om endog den Grad af
Overbeviisning, hvortil Personen for Tiden er istand, for Øieblikket
følger med Yttringen. Og mellem disse to ExtremerExtremer, svæver dog
den Overbeviisning, hvortil Mængden af Mennesker om mangfoldige
Gienstande bringer det. Herved aabnes strax et Prospect til nye
Undersøgelser, og det sees, at Begrebet om Løgnen og den
udvortes Sandhed forudsætter Begrebet om den indre Sandhed, der
bør afhandles i Dydslæren.
Forfatterens Færdighed i det latinske Sprog viser, at han er vel
belæst i den romerske Litteratur. Men det er dog langt fra, at hans
Skrift røber nogen forfængelig Jagt efter ciceronianske
Giengangere, tvertimod forstaaer han den Kunst at behandle det gamle
Sprog som et levende, og at lade det træde aldeles i Tankens
Tjeneste.