http://pmm.dsl.dk/anmeldelser/trykte/txt089.xml
Da
Prof. Wilster har yttret det Ønske at blive underrettet om, hvo
der offentligen bedømte hans Oversættelse, vil Forfatteren af denne
Anmeldelse underhaanden lade ham vide sit Navn.
Recensenten.
Professor Wilster, som er beskjæftiget med
en dansk Oversættelse af Iliaden, har som Indledning til en
Forfatteren opstiller deri den Paastand, at en metrisk
Oversættelse af en gammel Digter hovedsagligen bør bedømmes efter dens poetiske
Værd og at dens philologiske Nøiagtighed fornuftigviis kommer i underordnet
Betragtning. Uagtet denne raske Paastand ikke lader sig strængt forsvare, da en
vis Grad af philologisk Troskab Naar
Wilster fremkommer med den Yttring, at det er en mislig
Sag at afvige fra versio vulgata, fordi en saadan Afvigelse
“maatte forsvares i Noter,” tilstaaer Anm., at han ikke forstaaer hans Mening; thi i det
Tilfælde, man er overbeviist om, at versio vulgata er
urigtig – og hvorfor skulde man ellers forlade den – da var det en
besynderlig, ja endog uærlig, Respect for det Traditionelle desuagtet at
holde fast derved.
Det er ikke Anmelderens Hensigt at give noget Uddrag af Hr. Wilsters Reflexioner, da de for en stor Deel erholde deres Interesse ved den oprømte Tone, hvori de fremstilles. Han vil blot forene sin Stemme med hans til Forsvar for et Par Sandheder, som kuns erkjendes af Faa, men hvilke Forf. med Varme stræber at gjøre gjeldende.
Den verbale Troskab bliver let til Utroskab, naar
man oversætter Homer paa Dansk, fordi man ved at sætte de
enkelte Ord, der i Modersmaalets Kreds nærmest svare til de
enkelte græske i Stedet for disse, let kommer til at give Foredraget
en Fattigdom og Tyndhed, der stikker meget af imod Originalens
Fyldighed og lexicalske Rigdom. En god Oversætter kan, som
Wilster udtrykker sig, “ikke bringe det over sit Sind at
gjengive som Vadmel, hvad der i Originalen skinnede for ham som
Fløiel.” Der er en Skjønhed i ethvert poetisk Foredrag,
som ikke kan fanges derved, at man gjengiver hvad man i Almindelighed
kalder Tanken deri, men hvor tilsyneladende Afvigelse netop er
en grundigere Troskab.
Ved denne Leilighed føler Anmelderen sig opfordret
til at berøre en Vildfarelse, hvori Adskillige befinde sig
og som har sin Oprindelse deraf, at de lade sig beherske af deres
egne abstracte Begreber uden at see hen til de Phænomener,
som de ville indtvinge under disse Begreber. Mangfoldige have
en dunkel Forestilling om græsk Simpelhed, som deels bringer
dem til at lukke Øiet til for denne Simpelheds Grændser
i Almindelighed, deels til at overføre Begrebet om den attiske
Simpelhed paa de homeriske Rhapsodier, hvor den dog er langt fra
at finde Sted i samme Betydning. Den førstnævnte Misforstaaelse
fandt allerede Sted i Oldtiden, og saavel Cicero som Quintilian
fandt det nødvendigt at tage til Gjenmæle derimod. Det hører
vist nok til de græske Digterværkers eiendommelige Characteer,
at den poetiske Virkning i dem mindre tilveiebringes ved kildrende
Enkeltheder end ved Værkernes hele Harmonie. Men denne almindelige
Sætning, som i det Enkelte kræver endeel Indskrænkninger,
gjelder ei i den Grad om Homer, som om den senere Tids Kunstpoesie.
Rhapsodierne have, uagtet de sandsynligviis afvige betydeligt
fra deres første reen-folkelige Form, det tilfælleds med
al Folkepoesie, at Interessen deri er langt
meer
Dette har Wilster klart indseet og forlanger derfor af en dansk Homer, at den skal ligne sin Original i en djærv Trohjertighed i Udtrykket, der kun kan opnaaes, naar man istedet for at indskrænke sig til det almindelige Forraad af Ord, der har vundet Borgerret i den elegante Conversation og det currente Skriftsprog, gjør en moderat Brug af de mere characteristiske og nærmere betegnende Udtryk, der findes i ældre danske Skrifter og leve paa Folkets Læber. Paa denne Udvei bringes uvilkaarligen enhver Oversætter, der kjender sit Modersmaal og deri seer sig om efter Udtryk, der nogenlunde kan opveie den homeriske Afvexling i Ord og Talemaader.
Naar Forfatteren i dette Afsnit kommer til det Resultat, at det heroiske Versemaals Grundform ved at anvendes i forskjellige Sprog efter disse Sprogs Natur bør antage en særegen Characteer, da kan Anmelderen ikke undlade at give ham fuldkomment Medhold. Især vilde det røbe stort Pedanterie, om man vilde gjøre det til en Regel, at enhver af de tilladelige Hovedformer skulde forekomme i samme Mængde hos Oversætteren som hos Originalen.
I den Prøve, som Hr. Wilster har leveret af
sin Iliade, viser han en særdeles Gave til at opfatte den homeriske
Stiils eiendommelige Farver og et fortroligt Bekjendtskab med
det danske Sprogs Overflødighedshorn, som sætter ham i Stand
til heldigen at efterligne Originalens naive Grundtone. Ogsaa
viser han det Maadehold, som her bør iagttages, og som den,
der er velbelæst i Danmarks gamle Literatur, let kan fristes
til at overskride. Han kan nemlig let forledes til at laane sin
Homer noget af den halviro
Wilsters Hexameter er – som man kan vente
det af en Oversætter, der selv er Digter – i Almindelighed
meget reent og velklingende. Dog er det – efter Anmelderens
Smag – ei i den Grad velbehageligt som den poetiske Stiil;
thi det synes, at Forfatteren for ei at opofre for meget af den
sidste nu og da har paalagt sig for liden Tvang i sin Metrik.
Saaledes er det et Anstød mod den danske Prosodie, at følgende
Eenstavelsesord bruges som korte Stavelser: tag,
ret (tilvisse ret mange), sad,
brav, holdt,
god, saa (i Betydning af
saaledes) og Talordet ti. Urigtigt er det ogsaa,
at bruge noget af følgende Ord til en Amphibrachys:
henvisnet, omstyrte,
udstykked, omgjorde,
tilvarsle, uvane,
hidførte, nedrammet,
fraranet, hidkomne,
uplettet; thi Begyndelsesstavelsen er i dem alle
tilsammen aabenbar lang. For ofte findes
tvungne Dactyler som guulbrune,
Vildbasse, hidkomne,
Mandebod, hvilke dog neppe aldeles lade sig undgaae,
naar man ei vil opofre for Meget i andre Henseender. Urigtigen
bruges som lange Stavelser følgende Ord: Præpositionen til,
naar den staaer lige ved sit Substantivum (“til Agamemnon”),
Relativet som, naar det som Subject staaer
umiddelbart foran sit Verbum (“som var avlet af mig”) og Pronomen
sig, naar det staaer uden Eftertryk (“sig begiver paa
Vei”). – Ikke heller klinger det godt, at eet Vers
ender med naar for en kort Stavelse.
Det er allerede bemærket, at Wilster i sin
Diction særdeles vel vedligeholder den homeriske Grundtone;
hvilket er hans Arbeides Hovedfortjeneste. ὃς βασιλεύτερός ἐστι
ved “som mig i Fornemhed stikker”,
et Udtryk, der alt for meget minder om Kortspillernes Terminologie,
og, naar han i Stedet for det simple μεμαῶς
giver “midt i sin stormende Kamplyst.” –
Sætningen ἈχιλλεὺςΑχιλλεὸςἄγριον ἐν στήθεσσι θέτο μεγαλήτορα θυμὸν
oversættes “Gjemmer i Barm et Hjerte,
hvis Mod udarted’ til Vildhed,” og forvandles derved til
en psychologisk Reflexion, som ei passer i Aias’s Mund.
V. 459 har Oversætteren misforstaaet Originalens Ord, ὅς
ῥ’ ἐνὶρ’ ενὶθυμῷ δήμου θῆκε φάτιν
καὶκαίὀνείδεα
πόλλ’ ἀνθρώπων, som oversættes:
“Lod mig betænke Folks mangfoldige Spot samt Landsmænds
haanlige Paasagn.” I Originalen tales ei om Spot, men
om den haarde Omtale og Tiltale, som Phoinix forudsaae, han vilde
paadrage sig, hvis han gjorde sig skyldig i Fadermord. –
τετιηότεςτετιηõτεςυἷες Ἀχαιῶν) gjengives ei godt ved
det tvetydige danske Ord “fortabte”. Dette Ord
bruges nemlig deels om en uforbedrelig Synder, deels om en redningsløs
Ulykkelig, δενδίλλειν
(V. 180) kan ei oversættes ved at blinke til En, da dette Udtryk
kuns er anvendeligt, hvor man giver En et hemmeligt Vink og ønsker,
at det skal undgaae andre Tilstedeværendes Opmærksomhed.
Her kan det blot betyde at henvende sine Øine paa En. –
V. 524. Οὕτω καὶ τῶν πρόσθεν
ἐπευθόμεθα κλέα ἀνδρῶν oversættes:
“Ligerviis har vi hørt i forrige Dage berømmes
tappreste Mænd”. Her er, som Stedets hele Sammenhæng
viser, Udtrykket berømmes mindre passende. –
ζυγόνζύγονκέρατα) vare forbundne med hinanden,
og hvori Skruerne vare anbragte. – V. 554 bliver i Tiraden:
“Vreden .... bringer selv hos de kløgtigste Mænd
i Kamp det svulmende Hjerte,” Tanken forvirret derved,
at πύκαπυκαφρονέων oversættes ved “kløgtig;”
thi en kløgtig Mand er ei meer oplagt til at beherske sit Sind end en dum eller
tosset Mand. – Om Ordet “Fordraaber” ikke
minder for meget om en Brændeviinskjelder til at bruges om
den heroiske Tids Drikoffer, vil Anmelderen lade uafgjort, men
derimod bestemt paastaae, at der ikke bør tales om “Flagstang”
paa de homeriske Skibe.
Da Prof. Wilster i sine forudskikkede Bemærkninger
lægger megen Vægt paa det danske Sprogs Reenhed og, som
en Mand, der har meer end almin“i fjerneste Maal” urigtigen brugt for
aldeles. – Naar der fortælles,
at Phoinix græd “af Gru for Achaiernes Skibe”, da kan der efter Ordenes rette
danske Betydning ikke tænkes paa, at han var bange for, at
Skibene skulde blive brændte, men snarere for, at de skulde
gjøre ham Fortræd. – En Feil mod den danske Grammatik
har Prof. Wilster tilfælleds med Alle, der have leveret metriske
Oversættelser af Homer, men her maa vist det danske Sprogs
Advocater holde sig til Sætningen adversus hostem æterna
autoritas og frakjende den aabenbare Sprogsynd al Hævd paa
sin Plads i danske Hexametre. Vi mene hermed den Uskik at berøve
de græske Egennavne, der endes paa s, deres naturlige Genitivmærke.
Denne vilkaarligen anmassede Frihed gjøres kun gjeldende i
Oversættelser af gamle Digtere; men hvorledes kan der gjelde
nogen særegen Grammatik for dem, uden at den skal have Gyldighed
i andre danske Skrifter
Paa nogle Steder har Wilster givet varierede Oversættelser af de staaende homeriske Vers, der ved given Leilighed, uden et Ords Forandring, vende tilbage. Det maa rimeligviis være skeet af Glemsomhed, da det vel ei er hans Agt at berøve Læseren den Morskab jævnligen at træffe paa saadanne gamle Bekjendtere. – Saaledes er Verset:
eengang oversat ved:
og eengang ved:
Ligeledes findes for Verset
følgende to Varianter:
En trofast Oversætter bør ikke alene sørge
for at saadanne hele Vers altid gjengives eens, men μόγις δέ μευ ἔκφυγεν
ὁρμήνὁρμὴνκαί μοι φίλα γούνατ’ ὀρώρῃ) o. fl.
Efterat have randsaget den omhandlede Prøve med en Opmærksomhed, der snarere kan kaldes mikrologisk end flygtig – hvilket vel tildeels kan skjønnes af de gjorte Udsættelser – tør Anmelderen give den Forsikring, at det vil være en Vinding for den danske Literatur, om Prof. Wilster vil blive fast ved sit Forsæt, at tilendebringe den saa vel begyndte Oversættelse af Iliaden. Han har nemlig lagt for Dagen, at han til den Ende besidder saavel levende Sands for Originalens Aand som mimisk Behændighed og Raadighed over sit Modersmaal. Med sin Enthusiasme for Arbeidet og sit klare Blik i dets Idee vil han – som han selv har forudseet – under den langvarige Beskjæftigelse dermed vist nok erhverve sig en Dygtighed, hvorved det fuldførte Værk vil komme til meget at overtræffe det første Fragment.
Af Achilleus’s Tale V. 318 o. f.