http://pmm.dsl.dk/afhandlinger/txt116.xml
Indledningen til Metaphysiken i Ordets
egentligste Betydning
er en særegen philosophisk Disciplin, som udvikler de forskiellige
Stadier, som den menneskelige Bevidsthed giennemløber fra sin
umiddelbare Skikkelse til det Dannelsestrin, hvor Metaphysiken
tager sin Begyndelse. En saadan philosophisk Propædeutik har
Hegel givet i sin Phænomenologie des Geistes, men dette Værk
overskrider ved sin
I en vis Betydning kan da Metaphysiken ei kaldes
Philosophiens Begyndelse, da Propædeutiken i et hensigtsmæssigt
Foredrag af Philosophiens System maa forudskikkes. Denne Videnskab
skal nemlig lede Læseren til
Metaphysiken kan da ei alene som enhver philosophisk
Disciplin paa Grund af sin relative Selvstændighed foredrages
saaledes, at den for sig taget bliver forstaaelig, men den kan
med større Ret end nogen af
Paa de faa Sider, som jeg her har givet Navn af
Indledning, er det naturligviis ei min Hensigt at følge den
Tankegang, som kræves af en stræng videnskabelig de Læsere en og anden Læser som jeg giør Regning paa
et foreløbigt Begreb
Men ved hiin Tilflugt til den kritiske Philosophies
Talebrug er det af særdeles Vigtighed, at man slaaer enhver
Forestilling om Kategoriernes Subjectivitet af Hovedet. Kant antog
nemlig, at disse Begreber, som ligge til Grund for Tænkningen,
blot ere Former, der ere nødvendige for Mennesket, naar det
skal kunne tillægge sine sandselige Forestillinger objectiv
Realitet, uden at disse derfor som sande Bestemmelser giælde
for Tingen i sig selv. Denne reent vilkaarlige Paastand erkiendes
for
For en Naturphilosoph af den schellingske Skole
intellectuel Anskuelse, det Absolute, Subjectivitet, Objectivitet
etc:, hvoraf Schelling giør en umiddelbar Brug, for Læseren
have nogen bestemt Betydning. Denne Mangel har man ogsaa tidt
nok betegnet med det træffende Udtryk, at Metaphysiken eller
Ontologien savnedes
De forskiellige Definitioner paa det Absolute,
som findes
Ontologiens Formaal bliver da at bringe alle de
Begreber til videnskabelig
Vi have ovenfor sagt, at Ontologien er
Men det er ikke sandsynligt, at dette Skrift vil
blive læst af ret Mange, der
Der gives i Bevidsthedens Udvikling en Periode,
da
Vi tale her om Kategorierne saaledes som de først
vise sig, naar de blot umiddelbar fastholdes ved bestemte Former
i Sproget. Da ere de
I Anvendelsen af Kategorierne
Kategorierne kunne saavel fremtræde paa en
vulgær Maade som med en høiere Betydning. For det første
kunne de ligge til Grund for Tænkningen i den blot naturlige
Bevidstheds Periode. De bruges da,
Ved en saadan Tankebevægelse kommer man til
et System af aprioriske Begreber, hvilket,
NB Dette Stykke kan maaskee meer
Men, at en Fremstilling af og Folkets
Modsat det
[[I marginen:]] Maaskee skal disse Reflexioner over
–
Ved Reflexioner over Erkiendelsens Natur kan den naturlige
Vished om Tænkningens objective Realitet
Men ved at fortsætte den Tankegang, der betragter
Tænkningens Grundbegreber som blot subjective Former, mærker
man, at den umulig lader sig giennemføre med Consequents.
De Begreber,
Da Ontologien her foredrages uden
sin videnskabelige Indledning,
Tanken Væren er Begyndelsespunctet i den egentlig
philosophiske eller productive Tænkning, og det er Videnskabens
(Tildeels skrevet under min Sygdom i dette Aar
Jeg kan ikke giennemsee Indledningen, som der maaskee kan findes Mening i)
Som Begyndelse paa al Tankebeste
Da Væren paa en abstract Maade omslutter
Som Overgang til reel Tænkning eller Begyndelse
dertil er Væren paa eengang baade Beste
Væren kan betragtes som det blotte Copula med
et aldeles ubestemt Subject, der søger sit Prædicat. Det
udsiger hverken at Noget er eller hvad det er. x er x er
Den aldeles ubestemte Væren er endnu Intet.
Saaledes er man selv efter den umiddelbare Sprogbrug berettiget
til at udtrykke sig. Hvad der ikke kan bestemmes ved noget Prædicat,
hvad der ikke er
Seyn, der, i det Mindste med den bestemte Artikel
Det rette Fremskridt, fra den ubestemte
Væren er det som giøres til Bestemthed i Almindelighed.
At være er at være bestemt paa en eller anden Maade eller
Alt, hvad der er, er bestemt, er Noget.
|||
For at anticipere det Følgende udvikler denne Samværen, som vi have sat som den sidste Kategorie, sig til Alts Indbegribning i den guddommelige Aand.
Man kan betragte denne Bevægelse fra den subjective Side som absolut Thesis. Antithesis eller Negation og endelig Synthesis. Bekræftelse er kun bestemt ved Benægtelse og Benægtelse tjener umiddelbart til at fremkalde en Bekræftelse, men begges Sandhed er Sammenholdning ( Væren. Udelukket Væren. Samværen.)
Enhver Tænkning er Svæven mellem
Benægtelse og Bekræftelse. Modsætningen
er kun mulig derved, at de
hinanden Modsatte ere i en og sa
Noget er adskilt fra Andet Tilværende, som ei ved indre Bestemthed er adskilt derfra. Et adskillende Princip er ei forhaanden. Noget er tomt, ikke adskilt fra Andet. Modsigelsen er adskilt og ikke adskilt.
Noget er i det foregaaende modsat Noget, som
igjen er modsat Noget i det Ubestemte.
Et eenligt saadant Noget er bestemt netop
som ethvert af de andre. De ere formelt
adskilte, ikke ved noget Indhold. Der er
slet ikke bestemt, om de ere overeensstem
Qvantiteten er den abstracte Adskillelse.
Der ligger i dens Begreb den Modsigelse,
at der paa den ene Side paastaaes en
Forskjellighed, paa den anden Side ophæves
igjen denne Forskjellighed og
opløses i fuldkommen (abstract) Eensartethed.
Qvantiteten er en Forening
af Adskillelse og ikke-Adskillelse, da
ingen indre Forskjel tillades i hvad
der bestemmes blot efter Qvantiteten.
Det er en ubegrændset Mangfoldighed,
[Begrebet Qvantitet tillader Adskillelser idet man enten udhæver Tanken om Mangfoldighed eller om Eensartethed]
[Det kan ikke undgaaes, at der i Definitioner af abstracte Kategorier ere Modsigelser, og tautologiske Omskrivninger]
[1. Qvantitativ Størrelse. 2. udvortes begrændset qvantitativ Størrelse. 3. indvortes bestemt qvantitativ Størrelse.]
[Det Absolute er som reen Qvantitet Abstractionen fra alle endelige, qvantitative og qvalitative Bestemmelser: det er den almindelige Sphære og indre Begrændsning for dem, men forholder sig aldeles indifferent imod dem.]
Qvantiteten træder frem som Størrelse
forsaavidt man i Tanken føier en
Grændse til den, men den kan dog
altid flyttes uden at Qvantum derfor
continuerlig Størrelse.
Continuitet er Negation af
alle formelt ponerede Forskjelle.
Den er en uendelig Fleerhed, som er
opløst i Eensartethed. Men Muligheden
i at adskille Etter ligger i Continuiteten.
Qvantum er ligegyldig
mod enhver Begrændsning udenfor
eller indenfor det. Derfor kan hvad der
betragtes blot efter Qvantitet som tom
Rum og Tid i Tanken forøges og
formindskes i det Uendelige.
discret Størrelse. I Continuiteten,
som er den uafbrudte fremskridende
qvantitative Sammenhæng,
var Adskillelsen negeret: i Discretionen
er den formelle Adskillelse af
Eet fra Eet: Eet er den continuerlige
Størrelses Rod, Element, Bestanddeel.
Det er ikke to Slags Størrelser
her tales om, men to forskjellige
Betragtningsmaader af samme
Størrelse. Vil man tænke Størrelse,
kan man ikke undvære Tanken om
discrete Etter, men maa igjen
negere deres Forskjellighed, dersom
man vil holde sig paa den abstracte
Qvantitets Standpunct. Man kan,
som man vil, fastholde den indre
Uadskillelighed eller bemærke Muligheden
af en uendelig Sønderlemmelse.
Det fælleds Udtryk for
Tallet.
Tallet løber ud i en uendelig Række eensartede
Etter og sammenfatter disse Etter i discrete
Taleenheder. Tallet er en Form for
Talbestemmelsen gjælder for de følgende Kategorier. Kan bruges billedligt, symbolsk; lægges til Grund for en abstract omsluttende Verdensanskuelse. Saadanne Tegns Fleertydighed giver Skin af mystisk Dybde.
Eet er kun ligeoverfor Andre Eet
[Alhed]
[Den til Totalitet forbundne Fleerhed er Alhed. Den begrændsende Adskillelse gaaer ikke frem af indre qvalitativ Bestemthed, skjøndt denne ligger til Grund for qvantitativ Begrændsning.]
Maal;
som discret eller talt, bestemt Maal.
Begge udskridende over deres temporære
Bestemthed og gjensidig bestemmende og
begrændsende hinanden give Maal og
Talforhold.
Naar Bestemtheden ved Noget gjøres til Gjenstand for en blot udvortes eller qvantitativ Betragtning, er den Maal. Det er den meest umiddelbare Form for den i sig bestemte eller begrændsede Qvantitet.
Maalet forholder sig nærmest fuldkommen
ligegyldigt mod det, der bliver maalt;
det vil sige: dets Begreb er saaledes abstract,
at der ikke tænkes paa Beskaffenheden
af det maalte. Indholdet tænkes
som uafbrudt, uadskilt, da det just er
det Charakteristiske ved Maalet, at lade
te Hefte / Sml. Mnscrpt
Men hvad der gjældte om alle qvantitative Tankebestemmelser, hvorom der hidtil har været Tale, at Ophævelse af Grændsen, Formerelse eller Formindskelse var mulig deri, gjælder ogsaa om Maalet, da den indre Begrændsning ved specifisk Indhold mangler; der findes en ubegrændset Mulighed af Formerelse og Formindskelse deri, som ophæver enhver Begrændsning. Ethvert saa abstract tænkt Maal kan formeres og formindskes i det Ubetingede og bliver saaledes til det Umaalede. Maalet in abstracto skrider da ud i det Grændsesløse (udbreder sig i det Grændsesløse) og ophæver sig selv: det viser klart sin Trang til Fuldstændiggjørelse, som det kun finder i Maalets indre Bestemthed og paa en mere omfattende Maade i Qvalitetens Kategori.
I den overfladiske Formerelse
og Formindskelse af Maalet har man
gjort sig skyldig i den Modsigelse at
oversee den Sammenhæng med
sin Begrændsning.
Det bestemte Noget kan kun have
dette bestemte Maal: gaaer det derover,
eller bliver det derunder, hører
det op at være dette Noget. Saaledes er
Størrelsen i Maalets Begreb gaaet
over i Bestemtheden. Ligesom den
sande Størrelse kun maaler det Bestemte
–
som findes hos det bestemte Noget
som væsentigt Udtryk af dets Qvalitet.
Formerelsen og Formindskelsen
kan kun finde sted naar Indholdet forandres
og saaledes at den retter sig efter
Forandringen er endnu et Moment
i det eiendommelige Maal, fordi
dette er Qvantitet i det Flydende,
bevægelige, som ophæver enhver Grændse
(og sætter den i Forhold til Andet) –
udgjør det Qvantitatives Charakter.
Men i det eiendo
I det Bestemtheden gjøres gjældende
i denne Sphære, vender Forholdet mellem
Noget og Andet tilbage, det eiendo
Men hvad der i denne Sphære adskiller
Maalet fra andre
Maal
er ikke Indholdet, det Qvalitative, som
her bliver holdt abstract og slet ikke er
forhaanden som adskillende, men den
qvantitative Forskjellighed, som kun
kan fremtræde, naar et Maal sættes i
Forhold til et andet, sammenlignes dermed.
Maalet er dette bestemte kun i
Forhold til andre Maal, herved træder
den Synthese tydelig frem, som ligger
i Modsætningen. Der er en fælleds
Sphære af Maal, der sammenlignes
med hinanden, en Række af Maal.
Forhold til andre bestemte, i et System
af Maal. Det Begreb, i hvilket de foregaaende
Qvantitetsbestemmelser have Sandhed, er
Ethvert Maal og Tal er kun bestemt i Systemet af Tallenes og Maalenes Totalitet og faaer kun i sig selv sin Bestemthed ved uendeligt Forhold til Andet. Her bliver det Qvantitatives Uendelighed restitueret, men kun ved en tom Position og Negation af Grændse udad og en ligesaa tom Adskillelse indad i det Uendelige. Det er den positive Uendelighed, som ligger i Forholdet: enhver bestemt Størrelse bliver det kun ved at være holdt imod enhver anden.
I det det har viist sig, at de bestemte
Størrelser ere dette i Forhold, viser Bestemtheden
sig med en høiere og mere
omfattende Betydning. Bestemthederne
blive nemlig i Forhold til
hinanden for
At sætte Størrelser i Forhold til hinanden
er at regne. den blotte Numeration
føier et abstract Eet til det Andet
i det Uendelige og opfatter Tallet som
et aldeles ubestemt eller grændseløst.
Til Regning maa man have bestemte
Tal eller Størrelser at bringe i Forhold
til hinanden; at finde dette Forhold
og at angive det bestemt er Regningens
Opgave. De forskjellige
Regningsarters Begreb beroer
paa den Modsætning mellem den
Continuitetsom er
Naar Tallene blive ophævede til Taleenheder og saaledes enten føiede til hinanden eller talte fra hinanden fremkomme Addition og Subtraction. Dette er en Sammentælling og Fratælling, hvori det, der i Numerationen er blot Enere, her ere Taleenheder.
Bliver endelig samme Talstørrelse eengang sat som continuerlig eller som Taleenhed og eengang som discret og i disse to Skikkelser henført til sig selv, saa at det enten gjentages saa mange Gange som det selv indeholder Enere eller sættes saa mange Gange mindre, bliver det Ophæven i Potents og Roduddragning.
[Enhver bestemt Størrelse har viist
sig som qvantitativ Thesis. Idet de
maales mod hinanden blive de nærmest
positive satte i Forhold til hinanden.
Men ligesom i Thesis og Antithesis Synthesis altid ligger skjult og kun behøver at bringes til Bevidsthed, saaledes maa disse to modsatte Momenter ogsaa forenes i Størrelseforholdet. –
Synthesen bestaaer deri, at Talstørrelsen ikke har sin Negation uden for sig, men staaer i Forhold til sig selv og fremtræder som negativ mod sig selv, idet den selv snart betragtes som Taleenhed, snart som Antal, som i Potentsering og Depotentsering, hvori Talstørrelsen er sit eget Maal.
Ved dette Begreb gaaer Qvantiteten ud over udvortes Begrændsning. En given Størrelse holder sig uforandret under enhver Potentsering og Depotentsering. Det giver sig selv sin qvantitative Bestemthed, som da ikke meer kommer udenfra, men indenfra.
Her har Inholdet selv vundet Størrelse eller bliver qvantitativt og det Qvantitative faaer en indre, qvantitativ Begrændsning. Derved ere de to foregaaende Standpuncter førte gjennem det tomt Qvantitative til det sande Qvantitative, som stammer fra Indholdet. Qvaliteten har viist sig som det Qvantitatives Kilde. Det er ikke den tomme Continuitet, eller det formelle, ligegyldige Eet, som man tællende kan fortsætte i det Uendelige. Det er heller ikke som paa andet Trin de formelle Størrelser, som begrændse hverandre indbyrdes og maales mod hverandre og staae i positivt eller negativt Forhold til hverandre. Indholdet er Grunden til Grændsen og til Størrelseforholdet: de gaae begge frem af Indholdet. Dette er en nye Tankegang, hvori Overgangen i Qvalitetens Kategori bebudes.
te Hefteextensiv Størrelse –
deels i sig enkelt Bestemthed, der som
qvantitativ dog underkastes Maal –
intensiv Størrelse –. Deres Forening
udgjør det Tredie, og Overgang i
Qvaliteten.
Extensiv Størrelse er ethvert begrændset
Qvantum overhovedet, og forsaavidt
hører dette Begreb til foregaaende
Afsnit. Paa den anden Side maa
Indholdet tænkes som Grund til denne
Begrændsning. Indholdet,
Qvale,
bliver betragtet som qvantitativt:
dette er det eiendommelige ved dette
Standpunct. Det er Indholdet, der extenderer
sig, giver sig et bestemt Qvantum,
ligeoverfor andet saadant Indhold. At
Indholdet sætter sig selv Grændsen og
ikke faaer den udenfra som en
(. I realphilosophisk Betydning siger man: det Reale sætter Rum og Tid; ikke fylder det, som en Form, der var forud.) –
Den extensive Størrelse er Begrændsning; dog med den Forskjel, at det her er den qvalitative Bestemthed, som udad til begrændser sig, udad til falder fra hinanden i en Mangfoldighed af adskillelige Dele. To Sider træde frem ved den extensive Størrelse, som Extensitet har den Andet udenfor sig. Indholdet, som bestemmer sig til extensiv Størrelse, har ligeoverfor sig et andet extensivt Indhold: som Qvantum maalte sig ved Qvantum, Tal ved Tal, saaledes her Extensitet ved Extensitet.
Fremdeles er Extensiteten en
Dermed viser det modsatte Moment sig i den extensive Størrelse. Extensitet er et til sin Grændse gaaende Continuum. Indenfor den hævder det sig følgelig som bestemt Qvantum, og afviser Alt, hvad der er det modsat. Den blotte Afgrændsning af Bestemtheden udad til gaaer derfor over i positivt Selvforsvar af denne Bestemthed, som dog her i Qvantitetens Sphære selv endnu har Grændse eller Maal.
Som extensivt er Indholdet tillige
Størrelse, som hævder sig selv i et vist
Maal eller Kraft, der kan gjøre Modstand,
Intensitet i Modsætning
til den blotte Extension eller Bestemthed,
der begrændser sig udad til. Den extensive
Størrelse er gaaet over i intensiv
Størrelse. Intensiv Størrelse
Maal (et Moment,
hvorved Bestemtheden endnu ikke er
bleven reen Qvalitet, men hører til
Qvantitetens Sphære) Indholdets enkelte
Eensartethed bliver maalt
efter denne Eensartethed. Derved
er den endnu Størrelse, Qvantum
overhoved. Paa den anden Side er
det det gandske enkelte Indhold,
som ikke er udbredt i en Mangfoldighed
af undenfor hinanden værende
Dele, der bliver Gjenstand for Maal.
Intensiv Størrelse i Indholdsqvantum
og Maal af denne enkelte
Indholdsbestemthed er Grad.
Graden betegner sammes indre
Energie eller dens Styrke eller
Svaghed.
Graden er nærmest ligesaa enkelt
Maal for Indholdet, som dette selv maa
Men Modsætningen mellem
det Continuerlige og Discrete, som
er uadskillelig fra
Qvantitetsbestem
Fra den ligegyldige Stigen
og Synken i det Uendelige vender
Intensiteten tilbage igjen til den
qvantitative Bestemthed. Som Intensitet,
Maal for en Indholdsbestemthed,
har den kun denne bestemte Grad
og er indsluttet indenfor denne Grænd
Intensiteten begrændser sig deels
udad til mod andre Intensiteter, hvorfra
den skjælner sig ved Graden, deels
holder den sig med et vist Maal af Kraft
indenfor sin Grændse og kan i denne
Begrændsning stige og falde uden
at Indholdsbestemtheden derfor hører
op at være den samme. Herved giver
Intensiteten sig en bestemt
Extension. Intensitetens Selvhaandhævelse,
dens Maal af Kraft, giver
den sin extensive Størrelse, og bestemt
Intensitet er kun at tænke
Qvale
maa give sig selv qvantitativ Bestemthed.
– Intensiteten er kun
at tænke som Eenhed af intensiv og
extensiv Størrelse. –
Eeenhed af den extensive og intensive
Størrelse.
Begge Størrelser have
viist sig gjensidig betingende hinanden
men da enhver af dem for sig taget
gaaer over i den anden, maae de
tænkes at være umiddelbar forenede
og forbundne i Begrebet om den
qvantitative Begrændsning efter
indre Bestemthed. Kuns i Eenheden
ere begge: dette er deres Sandhed
og Sandheden af dette Qvantitets
Principet, hvoraf den qvantitative
Bestemmelse fremgaaer, er Qvale eller
Indholdet. Indholdet er, som sagt, kun
at tænke i qvantitativ Bestemthed og
giver sig derfor den specifiske Qvantitet,
som svarer til den. Denne specifiske
Qvantitet hævder sig med bestemt
Intensitet (: i sig selv :) og i bestemt Extension mod Andre.
Forholdet er saaledes et dobbelt:
deels det, som Qvale har til sig selv,
deels det, som det har til sit Andet.
Efter første Hensyn har der saavel i
den extensive som intensive Størrelse
viist sig et Moment af Foran
Tillige hæves for det Tredie det
Qvantitatives Begreb herved til en høiere
Sphære. Det qvantitative Maal
er ikke meer blot qvantitativt, men
det erholder her qvalitativ Betydning.
Forandret Qvantitet af det Extensive
og Intensive viser ogsaa Indholdet
som et andet, hvorved der vil gjøres
Herved har den formelle Continuitet
af den i det Uendelig gaaende
Stigen eller Synken af den extensiv-intensive
Størrelse faaet en Grændse
og en dybere Betydning. Indholdet
har sit Størrelseudtryk og kun dette
i Størrelsernes Række. Indholdet
har sit uforanderlige Grundtal eller
Grundmaal, indenfor hvilket det kan
bevæge sig op og ned, men udenfor
hvilket det bliver til et andet. Et
Meer eller Mindre af den sig i Extension
fremstillende Intensitet, en
Forandring af den extensiv-intensive
Bestemthed over denne Grændse
gjør ogsa Indholdet til et aldeles
andet. Det blot qvantitativ Forskjellige
bliver til et qvalitativ Forskjelligt.
Continuiteten af den qvantitative
Blot qvantitativ forandret ved umærkelig Aftagen eller Tiltagen indenfor det samme Qvantitative, overspringer det Grændsen for sin Foranderlighed og træder pludselig frem som et qvalitativ Andet, gjennembrydende og ophævende Rækken af de successive Forandringer.
Herved bliver det Qvantitative
overhovedet absorberet af det Qvalitative
og optaget som blot Moment deri.
Qvantiteten er Intet mere i sig selv
(an sich selbst), men blot Form og Udtryk
for et Qvalitativt, og selv i sine
formelle Begrændsninger viser det
sig som uselvstændigt og Indholdet
underkastet, som i den kun sætter
sin Grændse og derved betegner den
qvalitative Adskilthed. Qvantiteten
(Hvad ontologisk hedder Qvantitet hedder reel-philosophisk Tid og Rum. – Det Virkelige fremstiller sig med bestemt Begrændsning i Tid og Rum). –
Noget er ikke blot qvantitativ besteSaadant
med indre Bestemthed mod ikke saaledes
bestemte Andre. Noget er udfyldt: der
maa kunne siges, hvad det er; det er
baade Negation og Udfylding af den
udvortes Begrændsning, der er ligegyldig
mod Qvaliteten. Det tomme, blot
qvantitativ begrændsede Noget er
udfyldt, qvaleret: Principet for
Adskillelsen af Noget fra Andet er
nu
de HefteQvalering
er en Fastsættelse af den indre Forskjel,
en positiv Begrændsning af Noget mod
Andet ved indre Bestemthed. Mangfoldighed
i Qvaleringen er positiv,
indholdsfuld, der er kommen til virkelig
(?) Forskjel og til sand Adskillelse.
I denne Grundbestemmelse Qvaliteten
at være en Forskjel, der er grundet
paa Indholdet, løbe alle de foregaaende Kategorier sammen. Den
qvalitative Forskjel har optaget den
qvantitative i sig. (Qvalitet er forskjellig
fra Realitet eller indholdsfuld
Virkelighed. Qvalitet angaaer kun
Indhold eller Beskaffenhed, ei Existents
eller Ikke-Existents). Dette Standpunct
indeholder 1) Positionen af et aldeles
bestemt Indhold. Denne kan dog kun være
ved at have ligeover for sig
Definere vi det Absolute efter
denne Kategorie, er det det allerrealeste
Væsen, som omfatter al Realitet i sig,
som [ikke blot qvantitativ omfatter Alt,
men] qvalitativ fylder Alt, giver al
Tilvær sit Indhold og sin bestemte Qvalitet.
Samme dobbelte Hensyn viser sig
som ved det Absolutes Definition efter
Qvantitetens Kategorie. Ingen
eenlig Qvalitet, ingen særlig Egenskab
fra Bestemtheden selv i Gud er Negationen
uadskillelig. Siden komme vi
til positive Bestemmelser (Egenskaber)
som tilkomme det absolute
Væsen i Modsætning til andre,
men det vedbliver dog at indbefatte
al Realitet og følgelig at afvise enhver
Alt-omfattende og individuelt. Gud
er den positive Almagt ɔ: den skaberiske
Aand, som adskiller og harmoniserer alle qvalitative Modsætninger.
Heri realiserer det vage Begreb om det allerrealeste Væsen
Positionen
er nærmest enkelt i sig bestemt
Qvalitet, et qvalitativ indfyldt Noget, –
hvorved Forholdet af Noget til Andet maa
tænkes borte. Dette Forholds Udvikling vil
udgjøre den dialectiske Fremgang i Qvalitetens
Begrebsrække, ligesom Tilfældet
var i Begyndelsesbegreberne og i Qvantitetens
Periode. Qvalitetens Kategorier
ere de samme som Qvantitetens, blot
berigede med et dialectisk Moment, nemlig
Udfyldelsens eller den sande Forskjelligheds.
Positionen er qvalitativt Qvantum
ɔ: qvalitativ Isigbegrændsning,
Begrebet enkelt Qvalitet
medfører, at man abstraherer fra
ethvert Forhold til Andet, alene tænker sig,
at, om den bliver bragt i Forhold til
Andet, da er dette at betragte som tilfældigt,
ei som et uundværligt Moment i
Begrebet (Bestemthed). Bestemtheden er
følgelig Affirmationen af et aldeles enkelt
Indhold, en eenlig Qvalitet, fri for
alt Forhold til Andet. Dette er een af
de fattigste Tankebestemmelser, der kun
har Sandhed og Betydning som Overgangsmoment
for de følgende Kategorier.
Enhver qvalitativ Forskjel, enhver Mangfoldighed,
følgelig ogsaa enhver qvantitativ
Begrændsning eller Størrelse, som ved sig
selv vilde fremkalde Forhold til Andet,
er her ophævet. Dette Begreb er nærmest
Begrebet enkelt Bestemthed er tillige,
naar det fattes formelt, Identitetens
Begreb: det aldeles bestemte
er kun sig selv liigt, kun overeensstemmende
med sig, som er indskrænket til
sig selv. Naar denne Kategorie tages
for sig og udtales i Form af en Sætning,
giver den Identitetssætningen.
[Enhver af disse Kategorier kunde,
da de gaae ind i enhver bestemt Væren og Tænkning, udtales i saadanne
Grundsætninger. Denne Grundsætning
fremstiller en eensidig Sandhed
og maa fuldstændiggjøres med
Contradictionsprincipet
(Herbert)
Det hævder sig i sin Bestemthed kun
ved udvortes Relation til anden
Bestemthed. Qvaliteten af Eet er
derfor som blot dettes at kalde
Beskaffenhed gjør
Noget til Saadant og adskiller det fra
Andet. Den Bestemmelse, som charakteriserer
Noget fremfor Andet, er dets
Beskaffenhed (Sprogbrug) Beskaffenhed
er det Samme som Bestemthed med
den tiltrædende Bevidsthed, at der i
Bestemtheden ligger det Moment, der
adskiller Noget fra Andet. Noget
hævder sig ved Siden af Andet ved
sin Beskaffenhed, som gjør det til
som Beskaffenhed
er det udenfor eller ved Siden af Andet.
I det Følgende vil dette Forhold mellem
flere Beskaffenheder kun at være i og
for hinanden stedse meer udvikle
sig.
Dermed bliver den enkelte Bestemthed
eller Beskaffenhed til qvalitativ
Begrændsning. Den er indsluttet i en
Række andre Qvaliteter, som beskrænke
den og blive beskrænkede af den.
Først herved er Bestemthedens Begreb
tænkt ud; kun den qvalitative Grændse
gjør den til hvad den er. Saaledes er
Beskaffenheden ved Noget, forsaavidt
den begrændser sig imod andre eller gaaer
ind i qvalitativ Skranke, sammes Endelighed.
Det qvalitativt indskrænkede
Noget, ligeover for andre,
bliver til det Endelige, hvori den negative
Side i Bestemthedens Begreb og
dens Overgang i Negationen stedse
tydeligere bebuder sig. Idet det
kun bestaaer i sin Udsondring fra
andre Endeligheder og udrevet af
sin Connex med dem som eenligt,
bliver der udhævet en Side ved det,
som i en følgende Begrebskreds vil
blive kaldt det Tilfældige. Det Endelige
er og er et Saadant, men ligesaavel
kunde det ikke være eller være anderledes;
thi det viser sig kun i negativt
Forhold til de andre Endeligheder,
Det viser sig som afsluttet i sig selv,
udelukkende Andet. Vi kunne kalde
denne Side dets Negation mod Andet.
Det Endelige gaaer fremdeles
ligesaavel ud over sig selv, som det hævder
sig i sig selv. Det sætter sig som Skranke
mod Andet og hæver dog umiddelbart og
væsentlig denne Skranke igjen op. I
det Endelige er ogsaa den anden Side
af Negationen (Selvnegationen) nærværende;
i det Endelige spiller ogsaa
Relationen til det Ikke-Endelige
hemmelig med. Begge ere nærmest
kun modsatte Momenter: Det Endelige,
som ikke kan hæve sig til det Uendelige, og det Uendelige, som ophæver og
tilintetgjør det Endelige. Det Endelige
Tanken om det Endeliges Forhold
til det Uendelige vil følge os gjennem
alle Forholdsbegreber. Her er det
En Philosophie, der bliver staaende
,Atomismus. Det
Endelige kaldes paa dette Standpunct
Kræfter, Stoffe,
Ting etc. Det Endelige
bliver altid taget som det Sidste,
som et uopløseligt Begreb. Uendelighed
betragtes som en Sammensæt
Anvendes den negative eller uægte Uendelighed paa Tid og Rum, da opstaaer den tit omtalte uendelige Tilbageskriden eller Fremadskriden, hvori man abstraherer fra den ægte Uendelighed, Totaliteten og Nærværelsen af det Alt-indbegribende og Alt-udfyldende Uendelige.
Sandheden af de foregaaende
Begrebstrin er Negationen. Det
Endelige træder ud af den isolerede Stilling,
det har naar det tænkes med
enkelt Qvalitet eller saaledes beskaffent:
det er kun og er kun saadant
idet det har Begrændsningens
Negation er enkelt Nægtelse af et Andet, Forskjel, Modsætning, saaledes det abstracteste Udtryk for det qvalitative Forholds Begreb.
Fordi Noget er et Saadant, er det ei Andet,
og det Andet ei det første: i den forskjellige
Bestemthed ligger den gjensidige Negation,
følgelig overhoved Forhold om ogsaa kun
af negativ Art. Saaledes restitueres
i Qvaliteten Forholdet, der syntes at
forsvinde i den enkelte Bestemthed.
Intet qvalitativ Bestemt og beskaffent
formaaer at bestaae eller tænkes i
adskilt Enkelthed: det er kun noget
Negationen, som klæber ved
Bestemthed, udvikler sig i dobbelt Henseende.
Det Bestemte som Saadant er
først Negation mod Andet, hvoraf den
gjensidige Modsætning mellem andre
og overhoved Forskjellighed følger. Dernæst
bliver det til Negation mod
Intet maa først fattes som Negation
af en Bestemthed eller som bestemt
Intet. Saaledes bliver det et relativt
Begreb: det gjælder kun med Hensyn
til en deri negeret bestemt Qvalitet
og kun som dens Negation. Men med
Hensyn til et Bestemt er en Ophævelse
(:Intet:) deraf at tænke, som det finder
i andet Positivt. Ethvert Positivt er
det Andets Intet, og, ligesom i det Foregaaende
den ved det Positive klæbende
Negation har viist sig, findes omvendt
Negationen kun ved det Positive.
Enhver Bestemthed er i en eller
anden Betydning og forsaavidt der
gaaes ud over Grændsen af dens
Qvalitet, tillige et Intet. For den er
det Andet dens Intet, ligesom den
omvendt er det Andets Intet.
de Hefte
Saa bliver for det Andet Intet
til Negation af Qvalitet overhoved eller
til det reent Ubestemte, Ikke-Qvalitative
Det betegner da ikke den blotte Negation
af en bestemt Qvalitet, men abstract
Qvalitetsløshed: det ubestemte Intet. –
Men Intet skal for det Tredie
restituere den Henviisning til Andet,
som ligger deri. Det Endelige bærer
Momentet af Intet i sig, fordi det
kun er i det negative Forhold til
Andet. Ethvert Endeligt er dette kun
derved, at det er andet, end ethvert,
udenfor det, eller at det er forskjelligt
fra alt Andet. Heraf følger, at det
sandere, mere udviklede Udtryk for
det bestemte Intet er Forskjellen.
Det bestemte Intet har viist sig
kun i gjensidig Negation til Andet.
Af de forskjellige Momenter er
blot det eene ikke det andet: A er ikke B,
B ikke A. Forskjelligheden er et Forhold,
hvori der ligger en overfladisk Sammenfattelse
af de forskjellige [A og B kunde
efter den forskjellige Tankesammenhæng
snart sættes som hinanden lige, snart
som hinanden ulige. – Forskjellen er
en blot relativ Bestemmelse].
Den blotte Forskjellighed bliver til
Modsætning. Ethvert Bestemt har ikke
blot et Andet, men sit Andet i den forskjellige
Bestemthed. Hvad A er, er det
kun i sin negative Relation til B.
(ɔ: idet A udelukker B)
A har sin Position
i at være det Andet af B. Begge ere
modsatte Forskjelligheder, bliver Modsætning.
[De Begreber, som betegne Forskjellen
paa A og B, blive contrære
eller contradictoriske.
Betydningen af Forskjelligheden
bestaaer i gjensidig negativ Relation,
faaer deri sit fuldstændige Udtryk.
Modsætningen er aldrig enkelt:
ethvert formaaer kun negativt mod
Dette erholder for det Tredie sit
Udtryk i den specifiske Forskjel. Det
Qvalitative modtager kun sin Bestemthed
i Modsætning til andre Bestemtheder.
Det er ikke blot uligt Andet eller afgrændset
derimod, men den ved sin Modsætning
til Andet selv satte Qvalitet.
De qvalitativ Andre maae ei blot tænkes
at udelukke og afvise hverandre,
men sætte ogsaa hverandre ved deres
indbyrdes Modsætning. Enhver qvalitativ
Bestemthed bliver kun dertil
derved at den har andre udenfor sig og
modtager sin egen Charakteer af
sit Forhold til dette. Enhver Forskjel har
kun sin Betydning i sit negativ-positive
Syrie – Alcati – En Kategorie i Systemet.
Negationen, som hæfter sig til alt Positivt, har nu udviklet sig med større Bestemthed: det er Begrebet om specifisk Forskjel, hvorved enhver Tanke om Isolation ved det Endelige er ophævet. Det Endelige er Deel, Led af et System. Den specifiske Forskjel er ei blot Sandheden af Forskjellen, men Negationen. Tilbagegang i Positionen.
Identitet og Forskjellighed ere Tankebestemmelser,
der fuldstændiggjøre
hinanden. Udtales disse Kategorier,
som alle kunne da de gjælde for alt
virkeligt i bestemte Grundsætninger
da faaer man Identitetsprincipet (A = A)
Leibnitz).
Forfølger man Forskjelligheden til Modsætningen,
har man: Enhver Ting har
sin Modsætning. Disse Grundsætninger
have deres Beviis i det Foregaaende.
Enhver Farve har sin Modsætning i
en anden Farve, ei blot forskjellig
fra anhver anden Ting. Rødt er ikke Træ
– Rødt er ikke grønt.
[Men den negative Relation af det Endelige til Endeligt, som udprægede sig til specifisk Forskjel, vender sig tilbage paa ethvert af de Endelige selv: de ligne hinanden alle deri, at de ere behæftede med Negationen; først herved blive de restituerede i den formelle Liighed] Det Endelige er ikke blot forskjelligt fra Andet, men fra sig selv; det bliver i sig selv til Andet.
Vorden er Overgang
af det sig selv Lige i det Andet uden
at det ophører at være sig selv liigt.
Eensheden og Forskjelligheden vise som
nødvendige Momenter hen til hinanden.
Var Eensheden ei faldt Modsætningens
Led fra hinanden uden Forbindelse;
var Forskjelligheden ei faldt den abstracte
Eenhed tilbage i Begrebet det
indholdsløse Noget. Skal det Positive ei
være Intet, maa det forandre sig. Det
Endelige er kun at tænke som overgaaende
fra Forskjel til Forskjel.
Forandring er
Forening af
Eenhed og Forskjel. (I
det danske Begreb Liighed er en Forening af Eenshed og
Forskjel
At Eensheden
er Ikke-Eensheden,
er en Modsigelse. Modsigelsen finder
Sted i Begrebernes abstracte Sphære,
ei i den concrete Virkelighed. Det
er den formelle Modsigelses Natur
Grundsætning: Det, der modsiger sig selv, er ikke virkeligt. Det, der ikke kan være, er ikke virkeligt. Man siger: det Modsigende er det, der ikke kan tænkes. Man tænker det jo dog. Blot ei som virkeligt. Det Modsigende kommer enten i Stand ved en formel Modsigelse, naar der i en Tanke mangler en eller flere Bestemmelser til Virkelighed (f. Ex. et Rum indsluttet af to rette Linier), eller et Moment findes i Tanken, som gjør Virkelighed umulig (Mørke under klar Himmel og Sol).
Modsigelsen har ontologisk, ikke reel
Forandring er Overgang fra Andet til Andet. Den falder i Momenterne: Opstaaen, Forgaaen, Begyndelse, Ende i relative Begreber.
Abstract tagne, ere Opstaaen og Forgaaen eensidige Begreber. – Det Endelige opstaaer og forgaaer ikke. Alt opstaaer og forgaaer. – I den concrete Virkelighed fremtræde disse relative Bestemmelser hver for sig. –
Forandringen løber ud i den overfladiske Uendelighed af forandrede Led. Ethvert af Ledene er kun ved de øvrige, i Sammenhæng med dem, betinget af dem, begrændset af dem, men det betinger og begrændser ogsaa dem. –
Limitation er Positionen, som har gjennemgaaet
Negationen og er restitueret
deraf. Den bestemte Qvalitet er kun
dette ved at holde sig i Modsætning til
alle andre og at tjene dem til Fuldstændiggjørelse.
Dette giver Begrebet
af alle Endeliges uendelige, gjensidige
(indbyrdes), Vexelbegrændsning.
De ponere sig selv ved at negere hverandre.
Dette er al bestemt Værens og bestemmende
Tænknings gjennemgribende
Charakteer. Den er kun bestemt
ved at indtage sin Plads med sin
særlige Eiendommelighed i Tænkningens
og Tilværelsens uendelige Sphære.
Ethvert staaer i uendelig Sammenhæng
og Forbindelse (
har sit meest umiddelbare Udtryk for Limitationen. Hvad der er qvantitativ og qvalitativ begrændset er ikke isoleret, men aabent for Indflydelse af Andet og øver Indflydelse derpaa.
Det meest omfattende Udtryk for
det Endelige er derfor Relation til
Andet, Afhængighed, Uselvstændighed.
Intet er isoleret uden Sammenhæng:
det er for Andet, Her skinner
For
[Fastholder man for det første den
Tanke i sin Abstraction, at det Endelige
kun er for Andet, afviser Sammenhængsløshed og Afsluttethed, da bliver
Væren for Andet til Skin for Andet
og Intet i sig selv; vide posthac]. –
Den i Klammer udtalte Synsmaade
kunde enten forstaaes saaledes:
Det Endelige er kun for Andet, for
Guds Bevidsthed, Intet i sig og for sig.
Et Slags Idealisme, hvori der ligger
det Sande, at Guds Bevidsthed er et
Moment i Begrebet Skabelse. Den
kunde ogsaa tydeliggjøres efter den
sædvanlige Idealismes Forestillingsmaade. Naturtingene have ingen
Realitet, kun de forestillende Væsner.
For det Andet bliver ved Væren for Andet den egne Begrændsning sat. Ikke at være Andet er at sætte sig imod Andet; saaledes er Relation til Andet
Kun ved at være for sig, er Noget for Andet, holder sig i Conflicten dermed som Noget for sig.
Relation til sig selv er den enkelte
Position, der vender tilbage fra Væren for Andet.
de Hefte
Anm: 1. Et Foreningspunct for
Qvalitetens Kategorier er fundet
i den Selvvedligeholdelse, der idelig
restituerer sig af Bestemmelighed
ved Andet. Det Positive er kun i
uendeligt Forhold til Andet. Dette er
ikke en
Heri ligger Grundtræk til Aandens Begreb. Det, der holder sig i det Andet, ikke gaaer tilgrunde deri, er Jeget, Personligheden.
En Forening af Selvvedligeholdelsen
og Relation til Andet Leibnitz Monade, dog med eensidig
udhævet Selvvedligeholdelse. Universets
Afspeiling i Monaden er
blot en eensidig idealistisk Synsmaade.
De flere Monaders Samværen
er tilfældig. Harmonie er tilføiet
Nødhjælp. Det sande mæglende Begreb
Selvvedligeholdelsen og Relationen til Andet forenes. Begge ere den ved det uendelige Andet limiterende Position. Ethvert hævder sig kun i ethvert, i uendeligt Vexelforhold.
Ethvert Bestemt, Endeligt,
staaer som Selvvedligeholdelse
i uendelig Relation til Andet.
Deels er det for det uendelige Andet,
for ethvert deraf, deels er det
uendelige Andet for det. Dette begrunder
den bekjendte ontologiske
Sætning at alle Dele af Universet
staae i Sammenhæng med hverandre
og ere aabnede for hverandres
Indflydelse. Dog bliver denne
udvortes (?) Betragtning af
Totalsam
I ethvert Endeligt er denne
indre Uendelighed tilstede. Ethvert
er Middelpunctet for uendelige deri
sammenløbende Radier for de uendelig
mange Bestemtheder, som gjøre
det til dette Bestemte. Actuel Uendelighed
(Schelling).
Saaledes er Selvvedligeholdelsen
Ethvert Endeligt er da sat
en en ordnet Sammenhæng og forudsætter
et skaberisk Princip, som sætter
og indordner det i det uendelige
System af Bestemtheder. [En sættende
Dette er endelig det tredie og
høieste Moment i Uendelighedens
Begreb og den anden Side, som det
indre (:innerlich:) Uendelige frembyder.
Det Endelige er kun at
tænke i Uendeligheden og det i en
dobbelt Henseende. Det maa tænkes i
en udvortes Uendelighed, idet denne
optages med som et Moment i den
indre Uendelighed: ethvert Endeligt bestaaer
i en uendelig Relativitet,
hvorved det vises ud over sig selv.
Men paa den anden Side ere alle
disse relative Beskaffenheder kun
derved, at de alle ere sammensluttede
ved et høiere forbindende Princip.
Kun i denne er det Endelige bestemt
Denne positive, sættende og forenende
Uendelighed er den første
egentlig betegnende Definition
paa det Absolute, som Metaphysiken
hidtil har kunnet opstille, og at finde
den var Maalet for alle foregaaende
Begrebsbestemmelser, som deri finde
Det Endelige har baade positiv
Qvalitet og er i Relation til
Andet, bestaaer kun i sin Modsætning
til Andet, fremdeles forandrer
det sig, bliver forskjelligt fra sig
selv uden at tabe sin (Liighed) Identitet
med sig selv. Dets Qvalitet
holder sig altsaa vedlige, saavel i
Relationen til Andet som i Forandringen
(Vexel af Bestemthed).
Denne Qvalitet, som holder sig under
Vexelen er af det Absolute sat
og indsat i Systemet af Bestemtheder.
Her have vi fundet en
Opløs
[Synthesis syntes hidtil at være
en Forbindelse af Thesis og Antithesis,
men der skeer nu en Conversion:
Synthesen er det Absolute, som
sætter Et mod Andet og forener dem.
Det Absolute sætter Urpositionerne
i sig selv og bringer dem i
Endeligheden er kun i Uendeligheden. Det Uendelige bestemmer sig oprindelig til Endeligt. Herved indtræder en Modsætning, en Duplicitet i Begrebet; vi træffe herefter Modsætningen mellem et høiere, omfattende indbegribende og et lavere, indbegrebet.
Hidtil traadte Definitionen af det Absolute ligeoverfor Definitionen af det Endelige. Nu skal Forholdet imellem Modsætningens Led bestemmes. Vi have ikke meer enkelte ontologiske Begreber, men Forholdsbegreber.
Ontologiens Opgave er at udvikle det Virkeliges Form eller at forklare, hvad Virkelighed er. Dets Form er i sit almindeligste Omrids antydet i Begyndelsesbegreberne.
Ethvert Thetisk er kun ved det Antithetiske og begge have deres Sandhed i det tredie Sammenfattende. Synthesis er den sande Virkelighedsform: Thesis og Antithesis ere kun Momenter deri. Alt Virkeligt er Noget; ved den derved fremkaldte Modsætning er det sat og omfattet ved et absolut Forbindende, hvori saavel det selv som dets Modsætninger hvile.
Det indholdsløse Noget kan som
saadant først kun bestemmes qvantitativt.
Qvantiteten er den første
Virkelighedsform. Det er Abstraction
Men det Qvantitative er kun
Det Endeliges Former ere kun Momenter af det Uendelige, som fremstiller sig deri, giver sig disse Virkelighedsformer.
Forsaavidt det Absolute træder i Forhold til sig deler sig selv og som skaberisk Eenhed giver sig Form og Virkelighed er det Væsen.
Det Endelige har ophævet sig selv:
det har kun sin Sandhed i den indre
Uendelighed, det Absolute, hvoraf det
omfattes og bæres. Kun naar alle
Ting
(al Virkelighed)
betragtes i Guddommens Lys,
betragtes de rettelig. – Det Foregaaende
var Forberedelse for dette Standpunct;
kun fra dette Standpunct
kan Endeligheden betragtes i sin
Sandhed. Alle de antithetiske
Bestem
Naar det Absolute tænkes som Væsnet, tænkes det igjen i Forhold (til det ikke Væsentlige). Det Antithetiske vender tilbage, men Bestemmelserne komme nu ikke mere udenfra; de sættes i Væsnet selv: det træder selv i Duplicitet uden at dets Eenhed derved ophæves.
Antithesis. Væsnet er den sig
selv affirmerende, med sig selv
identiske Væren. Skinnet er
Intet, der
tillyver
sig Skin af Væren. Væsnet er dog ei den rene Væren.
Det træder i Modsætning,
Andetværen, og holder sig deri. Det
udelukker Skinnet fra sig: saavidt
Væsnet strækker sig, saavidt Ophævelse
af Skin. Men Skinnet
de Hefte
Det Absolute er det Ene, Sande; Verden er Sandseskin, som vexler medens hiint bestaaer; men kun ved det Uforanderlige kan Vexlen være. Vexlen er Skin ved Væsnet. Verden er ikke udenfor det Absolute; den er ikke; dens Tilværelse nægtes. Eleaterne have fra dette Standpunct nægtet Verdens Realitet.
Skinnet hører Væsnet til,
Enhver Forskjel gaaer frem af Væsnet. Væsnet kan ikke være uden at træde frem af sin Grund, og Forskjellen kommer altid frem af Væsnet. Dette deler sig i Grund og Yttring; først i Begge træder Væsnet fuldstændigt frem.
Heraf forklares Sprogbrugen.
Det betyder 1) Fundament, Princip for
et Phænomen, en Tilsyneladelse,
som
skjult
ligger til Grund derfor; 2) den
Af Væsnets Fylde gaaer Grunden
umiddelbart frem, er sat blot ved Væsnets
Beskaffenhed, saa at Følgen er
uadskillelig fra Grunden. Kuns ved
Følgen bliver Væsnet til Grund og
Følgen er kun i Grunden.
Begge ere uadskillelige. Følgen
gaaer frem af Grundens Natur.
Begreberne ere i fuldkommen
correllate.
Her kunne vi finde den Definition paa det Endelige, at det er det, som følger af Andet, men det Absolute (Væsnet) er sin egen Grund, er ved og af sig selv. – Dog det Endelige har ogsaa sin Grund i et andet Endeligt, som maa være forskjelligt derfra, da det Lige ei kan være Grund til det Lige. Altsaa skal et Endeligt være Grund til et andet Endeligt uden at det er forhaanden deri. Det har efter en almindelig Sætning sin tilstrækkelige Grund deri ɔ: baade dets Væren og dets Beskaffenhed har sin Grund deri.
Denne Sætning finder, for det Første,
sin Gjendrivelse deri, at ingen
Begrundelse paa denne Vei kunde
bringes i Stand. Regresser fra
a. b. c. d) vilde
gaae i det Uendelige eller blive vilkaarlig
staaende. Grund og Følge
ere Momenter i Begrebet Vexelvirkning,
som siden vil sees.
Et eenligt kan
ikke være tilstrækkelig Grund til et
andet.
Men ligesom Begreberne Følge og Grund gaae over i Vexelvirkning, saaledes ophæves og hiin Sætning, idet den negative Uendeligheds Begreb integreres og fattes positivt og i sin Fylde. Dette falder dog sammen med det Spørgsmaal, hvorledes kan det Eenlige være Grund til noget fra det selv forskjelligt? Det skal frembringe hvad der ikke ligger deri eller er identisk dermed – en Modsigelse.
Det Endelige kan ei for sig taget
være Grund til andet Endeligt. Men
det har ogsaa viist sig i det Foregaaende,
At betragte det Absolute som
Urgrund i Stedet for som Urvæsen
er et Fremskridt i Tanken. Urvæsnet
kunde betragtes som skjult udenfor
Skinnet. Nu tænkes Urgrunden
uadskillelig fra sin Følge: Væsnet
Anm: Forholdet imellem Grund og Følge fastholdes i Emanationslæren, som Udtrykket for det Absolute. Det Endelige tænkes at fremgaae af det bevægelsesløse Absolute, ei at sættes med Selvbestemmelse. –
Grunden i For
Men at fastholde den blotte
Modsætning af det Indre og Ydre
er modsigende. Det er Grunden
selv, der lader sig tilsyne uden
Forbeholdenhed og maa betragtes
Det Indre træder frem af sin Løndom uden at tabe sin Charakteer af det Indre. Et concret Udtryk herfor er: det Oversandselige lægger sig for Dagen i det Sandselige, det Ideale i det Reale. Det Oversandselige er Princip for det Sandselige og eneste Princip deri: der fremtræder Intet andet deri end det Absolute. Tages det bort, bliver der slet ingen Rest tilbage.
Naar man i denne Tankesammenhæng
Intet vil anticipere,
maa det Indres og Ydres Modsætning
[Det Charakteristiske er, at de to Momenter, det Indre og Ydre betragtes som to Halvdele af Eet og det Samme, ei adskilte, men forskjellige. Udhæver man udtrykkeligere Uadskilleligheden siger man Gehalt og Form].
Det ene Led
kan ei tænkes eller være uden det
andet. Dog beholder endnu Formen Charakteer
af et udvortes og uvæsentligt.
Den er ufuldstændig og afhængig
Formen er ligegyldig for Gehalten; forsaavidt kommer Modsætningen igjen. Formen er kun ved Gehalten og Gehalten maa have Form; forsaavidt er Modsætningen udjævnet, men den finder endnu Sted forsaavidt den bestemte Form er ligegyldig for Gehalten.
Paa denne Maade antage Form
og Stof Selvstændighed mod hinanden.
Gehalten bliver Substrat for Stoffet,
Anm: Man taler om det til Grund
liggende i en Række Phænomener
som Stoffet deri (Lysstof). Det
skal være et collectivt Begreb,
hvorved flere lignende Phænomener
samles under eet Overblik. Det
er ikke den abstracte,
hiinsidige
Grund,
men det i Phænomenet nærværende.
Dog oversees den Side af Forholdet,
at Modificationerne ved Formen
ligge i Stoffet. Principet for
For
Forholdet imellem Qvalitet og
Qvantitet gjentager sig her under en
concret Skikkelse. Det er ikke nok,
at der siges, at Gehalt er uadskillelig
fra Form, maa have en eller anden
Form. Naar Formen forandres,
forandres ogsaa Gehalten. Enhver
eiendommelig Væsenfylde har
sin eiendommelige Form (specifisk
Form), ligesom Formen for sig
taget er Intet uden den Indholdsrigdom,
som fylder den. Form
er identisk med Indholdet, fordi
Form er Intet, fordi den er kun Udtryk
af et Andet, som fremstiller sig deri,
Ontologien er Læren om
Virkelighedens almindeligste Former,
men da Formen kun ved
Abstractionen kan modsættes Indholdet,
hvorfra den er uadskillelig,
indeholder denne Videnskab en
idelig Henviisning til Væsenfylden.
Dette udtaler sig klart i Forholdsbegrebernes
Duplicitet, hvor altid
mod et Begreb, der betegner Formen,
træder et tilsvarende, som
viser hen paa Indholdet (Paa den
ene Side: Væsen, Grund, Indre o. s. v.;
paa den anden Side: Tilsyneladelse,
Følge, Ydre osv:) At der er en
uendelig Væsenfylde, som giver sig sin
specifiske Form, lader sig ontologisk
bevise; men hvad der ligger i
Den eiendommelige Væsenfylde fremtræder i en eiendommelig Form. Alle Qvalitetens Forhold restitueres derfor ved dette Begreb: Væsenfylden, der altid er bestemt, træder i negativ-positivt Forhold til Andre og vinder derved sin eenlige Uendelighed, indre positive Uendelighed. Nu det Samme fra Formens Side.
Væsenfylde og Form ere Andet
mod hinanden, hvad forresten
blot udtaler den Duplicitet, som
ligger i alle Forholdsbegreber. Væsenfylden
forandrer sig. Herved
vinder Forholdet imellem Væsen
Gehaltens Andetværen
mod Andre og mod sig selv faaer
her en høiere Betydning. Det
forholder sig frit negativt mod
Andet, i sin specifiske Form.
Det fremstiller sig selv deri. Formen
er intet Princip for sig,
har ingen egen Bestaaen. Ligeledes
ere Væsenfyldens egen Omskiftelser
Fremstillinger af det selv.
(Dette viser sig i Aanden, Jeget).
Forvandlingen føier
intet Fremmed
til Væsenfylden, men flyder af den
selv. [Forvandlingerne udtrykke den
Relation til Andet, som ikke kan
skilles fra Gehaltens Bestemthed, hvori
den alene kan være denne Gehalt. –
te Hefte
Men den anden Side af Dobbeltforholdet
træder til. Den bestemt Gehalt
(Væsenfylde) træder kun ind i
alle hine Forhold til sin Form, idet
den befinder sig i Relation til et
System af Bestemtheder. – Gehaltens
(Væsensfyldens) Vexel af Form
kommer ikke blot fra den selv, men
er paa den anden Side Vexel af Relationen;
Udtræden af en Forbindelse
af Relation og Indtræden i en anden.
Dette er den tredie Side af Forholdet: den bestemte Væsenfylde er for det Første i et System af bestemte Urqvaliteter, men ogsaa dens Formvexel kommer som ei blot fra den selv, men er betinget ved Formvexel af de andre Urqvaliteter (Indhold) til hvilke den staaer i Relation. Den bestemte Væsenfylde fremtræder under denne Vexel af Former udenfor den med forskjellige Beskaffenheder og i disse Beskaffenheder gjennemtrænge Væsenindhold og Form hinanden.
Formen = den uendelige
Relation
Den specifiske Væsenfylde er kun dette i et System af Specificationer.
Det Absolute som Urvæsen specificerer sig i et System af indbyrdes relative Urbestemtheder, og da Specificationen af Gehalten er uadskillelig fra Specificationen af Formen, sætter ogsaa det Absolute Gehaltens evige Form.
Ved Formen er altsaa en
Det Specifiske i Gehalten (Væsenfylden) bestemmer Kategoriernes System til en Specification, hvorved de blive realiserede, ophøre at være abstracte. Det Virkelige er derfor individuelt specificeret i enhver eenlig Bestemthed efter Væsenfylde og Form.
Kategorierne ere i en dobbelt Henseende uvirkelige: først, fordi de fremstille en almindelig Form, hvorved Væsenfylden maa indtræde hvis ikke Formen skal være tom; dernæst, fordi Væsenfylden ikke kan komme til Virkelighed blot i denne Form. Virkeligheden fremkommer kun derved, at Væsenfylden specificerer Kategorierne i Tid og Rum.
I de foregaaende Forholdsbegreber,
Væsenfylden og Formen, blev
vide Kraft)
Grunden har som Evne endnu
en Ligegyldighed mod sit andet Led.
Der er en Modsætning mellem
Evne og Udførelse, forsaavidtsom Grunden her ikke gaaer
uimodstaaelig, umiddelbar over i sin Følge. Og det er netop denne
Modsætning, der gjør Evnen til Evne. Den er indholdsfuld og
absolut Magt over sit Indhold, men
Saaledes faae vi tre Led i Forholdet. Et tredie Led skydes ind mellem Evnen og dens Yttring. Evnen behøver et Vækkende for at komme til Yttring. Dette maa dog ikke tænkes som bestemmende Evnen; thi naar det var Tilfældet hørte denne op at være Grund. Denne Tanke forekommer tit: En Muskel har Bevægsevne, men bevæger sig kun naar den inciteres. Sjælen har Evner, som slumre, maa bringes til at yttre sig ved Sandseindtryk.
Saaledes kommer altsaa det
nye Moment til Evnens Begreb,
at den, idet den bliver bestemt
af
Som real Evne træder Grunden
ikke frem i een eneste Yttring,
men i en Mangfoldighed af Yttringer,
som integrere hinanden,
et System af Yttringer. I
et
Herved forsvinder for det Tredie
Modsætningen mellem Grund og Følge, Evne og Yttring. Evnen
træder heel frem i Systemet af sine Yttringer og er kun i disse
ved Relationerne frembragte Yttringer uden nogen Rest,
der ei udføres. Ved denne Forening
af Evne og Yttring fremkommer
Virkelighed. Der er intet Virkeligt uden som
Yttring
Men vi have hidtil kun betragtet den endelige Evne, som træder i Modsætning til et System af Evner og kun er i denne Sammenhæng. Men Begrebet om den indre Uendelighed gjør sig ogsaa gjældende her. De endelige Evner ere ikke sande Begrundelser: de ere kun ved den absolute Evne, som indeholder sig i dem alle.
Væsnet, Grunden, er saaledes
blevet et fyldigere Begreb: det er det
Absolute som Indbegrebet af al Virkelighed.
Anm: 2. Om hvorledes Forholdsbegreberne gjælde baade for det Endelige og det Absolute.
Væsnet er som Virkelighed baade Grund og Følge. I Væsnet er Intet som jo er i Virkeligheden, og i Virkeligheden Intet, som jo er i Væsnet. –
Virkelighed er Eenhed af
Væsen
Virkelighed synes at være et enkelt Begreb, men det faaer dog kun Betydning idet det tænkes som Foreningen af de to Momenter Grund og Følge. Snarere kunde det Tilfældige betragtes som enkelte Begreber, men det er det i det dunkelt tænkte Forhold, der netop skal bringes til klar Bevidsthed og restitueres. – Modalitet.
(: Om
Virkelighedens for
Det Virkelige som umiddelbart Begreb, som det Existerende, løsrevet fra sin Sammenhæng, er det Tilfældige. Det kunde være eller ikke være (Mulighed), men denne udfyldes til Nødvendighed.
Det Eenlige, Endelige, isoleret ved Siden af andre Endelige tænkt som Virkeligt og dog løst fra sin Sammenhæng med Grunden er det Tilfældige. Det kunde være saa eller anderledes. Enhver Bestemthed har, saa godt som enhver anden, Ret til at være virkelig.
Det Virkelige tænkt uden Sammenhæng
med sin Grund, som væsenløst, er det Tilfældige. Det kan tænkes
med utallige andre Bestemtheder
med dem det har, da det slet
ikke menhæng med sin Grund, ogsaa
uden Samenhæng med de andre Eenlige
udenfor det, af hvilke dets vexlende
Beskaffenheder fremgaae (uden Grund
og uden Aarsag) Dette Forhold
giver den overfladiske Sætning:
Alt Virkeligt er tilfældigt.
Men det Tilfældige træder nødvendigviis
i Forhold mod sit Andet udenfor sig og bliver bestemt deraf (uden
at der tænkes paa det gjendrevne paa
dette Udviklingstrin, den uendelige
Række og det Eenlige som Grund).
Under sin Sammenhæng med
de andre Tilfældige bliver det
Tilfældige altsa baade tilfældigt
og nødvendigt. Men den Nødvente Hefte
Anm: 1. Fatalistisk er en Verdensanskuelse,
som bliver staaende ved Begrebet Tilfælde eller den abstracte
Nødvendighed (substituerede for Væsnet)
Det er det Begreb Tilfælde, som falder
sammen med den abstracte Nødvendighed,
som forsvares af Determinister.
Deterministisk er den, som har hævet
sig til Begrebet Væsen, som det Altsættende
og formende; men den Spinozas Determinisme
abstractere end Leibnitz’s og nærmere
ved Fatalismen. Han bliver
nemlig staaende ved Begrebet Substants,
som efter sin Naturs Nødvendighed
er Aarsag til Alt. Leibnitz
derimod er kommen til Begrebet
Urmonade. Han har optaget
Begrebet Teleologie i sit System.
Anm: 2. Fatalismen bliver
Atomistik: det Enkelte sættes som
absolut. Enkelte Urqvaliteter ere
det Sande, men Tilfældet, som et
uforklaret Begreb, der dækker
Uvidenheden, er det, hvorved man bliver
Epicur. Herbart. –
Idet Tilfældet har viist sig som
Negation af Grunden, ligger i det
Foregaaende Tankebestemmelser
nok til at gjendrive denne falske
Tanke. Det eenlige Virkelige gaaer
med Negationen over i udvortes
Uendelighed og denne søger sit Holdningspunct
i Grunden. Dette er egentlig
ikke noget Fremskridt, men det
er Afviisningen af et Tilbagefald.
Det er en rimelig og historisk
Vildfarelse, som dermed er gjendrevet,
men Virkelighedens Begreb
er dog befæstet ved Gjendrivelse
Grunden eller Væsnet omfatter
i sin Evne en Uendelighed, et
System, en Fylde af Yttringer,
som kunne fremgaae af det, men
hvilken der kommer til factisk Virkelighed
er ikke bestemt ved Grundens
Begreb. Den fremstiller
sig selv som absolut Magt i Virkeligheden,
men dens Evne indeholder
et Polylemma, hvorpaa
Tilfældet i det Eenlige beroer.
Det er altsaa umuligt, at enten en
eller en anden af Grundens Yttringer
kunne komme til Virkelighed,
Men ligesom Intet er væsenløst er det heller ikke uden Sammenhæng. Det Endelige er kun hvad det er i sin Sammenhæng med et System af oprindelige Qvaliteter og paa den bestemte Plads deri. Saaledes er det baade begrundet ved Væsnet og ved den uendelige Sammenhæng, som er Væsnets Fremstilling af sig selv. Væsnet og den eenlige Bestemthed, der er sat ved det, indeholder en Uendelighed af mulige Yttringer i sig.
Tilfældet er ophævet. Det Tilfældige
bliver ved det Bestemte til en Mulighed
af forskjellige Yttringer eller Formationer.
Det kan under forskjellige Relationer
Mulighed er Overgang fra Ikke-Virkelighed
til Virkelighed, det der ligger imellem Væren og Ikke-Væren.
Det er Negation af Virkelighed, men har dog
en Henviisning i sig til Virkelighed –
en aldeles ubestemt. Tænkes det som
Virkeligt er det ikke muligt; sættes
det som ikke virkeligt, da gaaer Muligheden
over til Umulighed. (Modsigelse)
Alt er muligt hvad der kan tænkes
uden at dets egne Bestemmelser ophæve
hinanden – følgelig er Muligheden
ubestemmelig. – Det Mulige er det
Grundløse, Bestemmelsesløse, det som
kan være det Modsatte. Men
den
En klar Bevidsthed om, hvad det
umiddelbare (ubestemte) Mulige er,
gjør det til det formal Mulige, der ligesom
det Tilfældige er udrevet af al Sammenhæng
med Grund og Andet. Dette formal Mulige er det, som ste
Men den Mulighed af uendelige
modsatte Bestemmelser, som sættes
i den formale Mulighed, ophæver sig
selv i den reale Mulighed. (vide
Tilfældet) Den enkelte Bestemthed
Den reale Mulighed viser sig deri, at Væsnet indeholder en begrænset Sum af Bestemmelser, af hvilke en eller anden kan komme til Virkelighed. Virkeligt er kun det, som indeslutter en Kreds af Muligheder, af hvilke der kan bestemme sig til en eller anden, medens det er heelt nærværende i enhver af de factiske Yttringer.
Anm: Real Umulighed og formal Umulighed.
Væsnet har som real Mulighed
ligeoverfor sin Virkelighed en Baggrund
af ikke realiserede Evner.
Det har en ideal Side, en indre
Uendelighed. Dette er en ny Bestemmelse,
der kommer til foruden
Modsætningen mellem Mulighed
og Virkelighed. Dette er en
Tydeliggjørelse af den indre
Uen
Anm: Det Absolute kan her bestemmes som den fyldte Mulighed, Almagten, som har en uendelig Rigdom i sig, men deri vedbliver at være Eet. Denne reale Mulighed er dog paa to Maader i Overgang til Nødvendigheden; den er nemlig indsluttet indenfor den formale Muligheds Grændser, og en betinget Nødvendighed udspringer af Almagtens indre Uendelighed.
Den reale Mulighed indeholder i
sig modsatte Led, der udelukke hinanden
og kræve hinanden paa
en bestemt Maade; høre sammen
Den reale Mulighed, som bestemmer
sig selv til Virkelighed, er Nødvendighed.
Den reale Mulighed er
bunden til sin indre Bestemthed
(det er saa at sige den tilhyllede Nødvendighed
deri) og gaaer efter den
over i Virkeligheden, som den paatrykker
Charakteer af Nødvendigheden.
Hermed er Virkeligheden fuldstændigere
bestemt: den er Nødvendighed og omvendt
er Virkeligheden Nødvendighed.
Det at være virkeligt og saaledes
virkeligt er Nødvendighed (Væsnet
bestemmes her som det, der realiserer
sig paa en bestemt Maade med
impossibilitas oppositi).
Den reale Mulighed realiserer sig paa en
Maade, som aldeles udelukker
det Modsatte. –
Den abstracte Nødvendighed, Umulighed af det Modsatte, det ikke at kunne ikke-være og ikke at kunne være anderledes. Den udelukker det Modsattes Existens og Tænkelighed. Dens Indhold udtales i Ontologien; men dens Indhold er Virkelighedens Form: denne Forms uendelige Specification falder uden for den abstracte Nødvendighed.
Den abstracte Nødvendighed er
egentlig den samme som den logiske:
dens Modsatte er egentlig det Modsigende
og følgelig utænkelige.
Den abstracte Nødvendighed
indbefatter den store Kreds, indenfor
Den Modsætning, som her tænkes
mellem den abstracte Nødvendighed
og den reale Mulighed, er den før
omtalte mellem Væsenindhold og
Form. Den reale Mulighed
træder over for den abstracte Nødvendighed
og er det Væsenindhold, som
deri har sin abstracte Form.
Men
Den abstracte Nødvendighed er allerede ophævet ved den Tanke, at den kun sætter en negativ Grændsebestemmelse for det real Mulige. Men i det real Mulige ligger alt Nødvendighed. Virkeligheden er det formende Begreb. Det Virkelige er Væsnet, der yttrer sig i Totalitet (Mangfoldighed) af oprindelige Positioner, der integrere hinanden. Den reale Mulighed er uendelig Fylde af saadanne Yttringer: og enhver af dem er real nødig (som stammende fra Væsnet) –
de Heftebetingede,
da den er betinget ved Andet. Men
forsaavidt som af den reale Mulighed,
ligesaavel kunde sætte en
Følge som en anden, er den tilfældig.
Her kommer altsaa uventet
Tilfældighedens Begreb igjen.
Men det bestemte Endelige
(Eenlige) er betinget ved de andre
Endelige, indtager sit uundgaae
Anm: 1. Determinisme. Der gives intet Tilfældigt. Determinismens Sandhed beroer paa til hvilken Høide Væsnets Begreb er udviklet.
Anm: 2. Lov. Regel er et særeget Udtryk for den betingede Nødvendighed. Lov er den Nødvendighed, i Følge hvilken ethvert Eenligt er dette Bestemt i Modsætning til Andre og i Forhold dertil.
Det sande Virkelige er det af Væsnet satte
Anlæg som er Principet
for den indre Nødvendighed og bestemmes af Sammenhængen
med Andet til Foranderlighed og vexlende Beskaffenheder. Den
indre Nødvendighed kommer fra
den
Den sande Nødvendighed er den absolute, som stammer fra Væsnets oprindelige Position. Efter sit Anlæg udvikler og bestemmer det Eenlige (Endelige) sig selv. Det fremstiller sig selv uden at være sat ved de udvortes Betingelser og det er ved dette sidste Moment betingelsesløst. Her dæmrer Frihedens Begreb igjennem. Denne Nødvendighed har optaget den udvortes i sig som sit Moment, idet den ligger til Grund for den udvortes.
Nødvendigheden er et Moment i Virkelighedens Begreb.
Den reale Mulighed gaaer umiddelbar over i Virkeligheden. Men den reale Mulighed
har dog desuden en anden Side: den beholder overfor enhver
Yttring
Det sande Virkelige er det, som,
medens det realiserer sig, beholder en uendelig Fylde af Muligheder
eller Anlæg tilbage. Under alle dets Yttringer bliver et Centrum
tilbage, som er en uudtømmelig Kilde til Yttringer (Substants)
Kun derved kan det under alle Yttringer holde sig.
Substantsen
Virkeligheden er Eenhed af Mulighed og Nødvendighed. Men den Sætning, at Væsnet er al Virkelighed og al Virkelighed Væsnet berigtiger dette, at den reale Mulighed er uudtømmelig baade efter Intension og Extension, baade med Hensyn til enkelt Realisation og Yttringernes System.
Ethvert Virkeligt, det høieste som det laveste, er kun af sig selv, ved
sin egen reale Evne, hvad det er, og udelukker al Tilfældiged og udvortes Nødvendighed, som skulde
tænkes som overvældende dens
Det syntes som Muligheden vilde forsvinde i Virkeligheden, idet
Evnen heel realiserer sig, men i Virkelighedens Dialectik viste sig,
at der i Virkelighed ligger Mulighed til Modsatte: det er eet og samme
Væsen, der som eet og udeelt med sin Mulighed er tilstede i Virkeligheden.
Det Mulige gaaer aldrig op i nogen Virkeliggjørelse, men
bliver som uendelig Mulighed til Modsatte. Det Overvirkelige, Reale
midt i det nærværende Virkelige
Foreningen af Grund og Virkelighed er Substantialitet. I Væsnets Virkelighed er dets reale Mulighed forhaanden, da det ikke gaaer op i nogen eenlig Yttring. Paa eengang virkeliggjør Væsnet sig selv og bærer en Fylde af mulige Yttringer i sig. De nye Virkninger strømme bestandig frem under Grundens Uendelighed og den er der det ene blivende Væsen, der omfatter Mulighed og Nødvendighed.
Væsnets Bliven i sig under vexlende
Bestemmelser og i Forskjelle er dets Substantialitet. Derved
nedsættes disse Bestemmelser og Forskjelle til Accidentser, der hæfte
ved Væsnet.
Anm: Om Jeget som Exempel paa Substants.
Substants og Accidents. Substants er Eenheden i Totaliteten af Forskjelle, som den sætter sig selv. Den er Eenhed i Mangfoldighed; det, der bestaaer under dennes Vexel. Eenheden behøver
Eenheden er Totaliteten af sine Forskjelle,
som deri gjennemtrænge hinanden.
Eenheden er det Blivende i de
mangfoldige Forskjelle; Accidentserne ere det Forbigaaende, Vexlende.
Saaledes synke Accidentserne ned til at være uvæsentlige for Substantsen,
ikke at udtømme dens Væsen. Den staaer som real Mulighed over
alle Forskjellene. Enhver enkelt Bestemthed kunde ligesaa vel ikke
være eller gaae over i en
anden
Forholdet imellem Sunstants og Accidents opfattes
først paa en umibbelbar Maade. Vel kan i denne Tankesammenhæng
Accidentserne ei – som Navnet antyder – tænkes som Noget,
der udenfra kommer til Substantsen og tildrager sig derved; men Accidentserne
tænkes dog som væsentlige: der tænkes, at den
eenlige Accidents kunde mangle uden at Substantsen derved leed noget Skaar.
Muligheden af det Modsatte finder her Sted. Substantsen er det uforandrede,
bestaaende, medens Accidentserne vexle. Denne Modsigelse, at
Anm: Om den sande Transcendents og Immanents.
Tingen er Substratet for en Fleerhed af Egenskaber, som er den udvortes. Der er en collectiv Eenhed eller Sum af dem, men det indre Formende deri er ei ret tænkt. Bestemmelserne, Accidentserne ere udvortes, tilfældige. Tingen kunde være uden Accidentserne og bliver virkelig uagtet de forandres.
Tingen forandrer sine Egenskaber,
Anm: Tingen i sig og Tilsyneladelse. Enkelte Qvaliteter og tilfældige Synspuncter.
Tingen kan ikke tænkes som
skjult bag ved sine Egenskaber
Her gjøres en Adskillelse mellem Tingens væsentlige
og uvæsentlige Egenskaber. Kun de sidste tillade Vexel; de væsentlige
Egenskaber ere uundværlige for Tingen. De kunne ikke vexle; thi hver eenlig
er ved alle og alle ved den (de betinge hinanden indbyrdes). Derved vender
Modsætnng mellem Væsen og
Skin
Det, som vi her kalde væsentlige Egenskaber, er det samme som
vi før kaldte real Mulighed. Det ligger i den reale Muligheds Begreb at være
Evne til modsatte Led, som udelukke hinanden i Virkeligheden. Den reale
Mulighed er de væsentlige Egenskaber, og de hinanden i Virkeligheden udelukkende Led ere
de uvæsentlige Egenskaber. Væsnets reale Mulighed er dets Indbegreb, Totalitet,
men det gaaer paa den anden
Tingen som real Mulighed eller Indbegrebet af sine væsentlige Egenskaber gaaer ikke op i nogen enkelt af sine Yttringer, men bliver selv tilbage som substantielt Heelt. Forsaavidt Tingen ikke udtømmers i nogen eenlig Yttring er den indre Uendelighed deri vindiceret. Enhver af dens eenlige Yttringer tilstæder Muligheden af det Modsatte. Tingen er heel tilstede i sin (Specification. Virkelighed) uvæsentlige Egenskaber eller Accidentser, der saaledes ere væsentlige, ikke fremmede for Væsnet.
Spinosas Attributa og Modi.
De sidste optages af Erfaring; thi Spinosa bliver staaende
ved det umiddelbare Begreb om Tingen med flere Egenskaber, og paa dette Standpunct
kunne de uvæsentlige kun tages af Erfaringen.
Det har under Dialectiken af Tingen og Egenskaberne stedse tydeligere viist sig, at Forskjellene maae tænkes som gjennemtrængende hinanden, og Eenheden maa tænkes som fremtrædende i Totaliteten af sine Forskjel. Det naturlige Udtryk derfor er det Hele og Delene.
Anm: Det Hele og Delene minder om Rumdele og et Rumsheelt. Et saadant er her heller ikke udelukket, men er en væsentlig Bestemmelse. Ogsaa Aanden i sine Forskjelle maa tænkes som Heelt og Dele.
I sin meest umiddelbare Skikkelse optræder det omhandlede Begrebsforhold, naar det Hele og Delene optræde med en Slags Selvstændighed mod hinanden. Det Hele kan bestaae uden at have alle sine Dele. Nogle af dem kunne
Ligeledes kan Begrebet Dele fattes saaledes, at de have deres egen af det Hele uafhængige Bestaaen. Delene tænkes da som forudexisterende Bestemtheder, der indgaae i Forbindelser, hvorved det Hele bliver et Aggregat. En saadan Deel kan da tænkes som et Heelt med Dele eller som et Atom, men i ethvert Tilfælde maa et saadant
Det Hele er, tænkt i eensidig Abstraction, aldeles tomt. Det er kun idet det articulerer sig i Mangfoldigheden af sine Dele. Det kan ingen Deel undvære og ingen Deel kan blive tilbage under Udviklingen uden at det Hele bliver sit Andet. Heller ikke Delene kunne være for sig; de ere kun i hinanden og for det Hele. Det Hele er aldeles identisk med sine Dele og Delene med det Hele.
Anm: Uendeligheden i Eenheden og Eenheden i Uendeligheden – Akromismus. – Uendeligheden existerer som
Den substantielle Eenhed, som det Hele er nærværende i Totaliteten af sine Dele og selv er identisk dermed, hedder Monaden. Den er med Totaliteten af sine Forskjelle selv tilstede i ethvert af sine Momenter. (dette bliver os kun klart i Aandens Begreb) Vi have her en Eenhed, som selv er Mangfoldigheden og slutter den sammen i sig. Ved at tydeliggjøre dette Begreb have vi udviklet Substantialitetsbegrebet i sin fuldkomneste Skikkelse. – Mangfoldigheden kommer ei udenfra Monaden er selv, skjøndt udeelbar, Mangfoldigheden skjøndt den negerer Mangfoldigheden.
Monaden har to Sider: en real Mulighed, hvori Forskjellene gjen
Monaden er den tydeliggjorte Substants, der har optaget sin Totalitet i sig: dens Mangfoldigheder ere af sig selv sammenvoxede til Eenhed. Men denne Eenhed er hverken Ting som Substrat for Dele eller et Baand, der sammenholder en Mangfoldighed. Eenheden er som Monade ikke noget Særligt, der staaer i udvortes Forhold til Mangfoldigheden; Monaden er tvertimod en udeelbar Eenhed, et Individ. Det er deels kun sig selv liigt, har en Eiendommelighed, deels holder det sig absolut i alle sine Forskjelle og Selvforandringer. Dette er den sande oprindelige Position. Denne Indivi
Monaden træder i Relation til Andet og til det Uendelige, men det Uendelige, det indre Uendelige, er Urmonaden, som staaer i Forhold til den uendelige Urmonade som Eenhed, der har sine Forskjelle, sin Totalitet, der selv er Monaden. Kun som Individ er ogsaa det Absolute virkeligt. Centraliserende Monader. Urmonader. Enhver Monade bliver ikke blot føiet til de andre, men holdes af den absolute Eenhed som idealt Moment i dens
Antithese. Enhver Monade er kun i sin Lighed med sig selv og holder sig i sin Forskjellighed fra sig selv ved uendeligt Forhold til Andre. Det har sin Bestemthed ved ethvert af de andre og nærmest af de i Systemet, der nærmest ere den modsatte. Den er et Speil af det Hele, sporer enhver Monade i sig: disse Spor ere Perceptionerne (dem gjør Leibnitz til blot ideelle). –
Forsaavidt Monaden realiserer sig selv efter sin Grundbestemthed, synes absolut Activitet at maatte tilkomme den, og forsaavidt den kun har sin Bestemthed ved alle andre, synes absolut Passivitet at maatte tilkomme den. Disse to modsigende Sætninger forsones saaledes. Af det Absolute har Monaden sin Grundbestemthed (sin reale Mulighed) og
Men en Monade staaer ikke blot i dette almindelige Forhold til andre Monader; naar den træder i Virkelighed eller realiserer sig, træder den i et bestemtere Forhold til Bestemte, til hvilke den staaer i nærmere Perception. Den bliver Grund til Yttringer (Følger) af hine, men hine realisere ligeledes sig selv efter deres Grundbestemthed, og forsaavidt er Forholdet omvendt: hine blive Grund til Yttringer af denne.
Endnu maa eet Punct oplyses for at Monadernes Forhold til hinanden kan blive fuldkommen forstaaeligt. For at kunne tænke sig deres indbyrdes Indvirkning og Modvirkning, behøver man et fælleds Medium eller Virkekreds for dem. Dette er deres specifiske Form. (I Læren om Væsenindhold og Form saae vi, at Væsenindholdet gik ind i en Form, som var uadskillelig derfra, og vandrede gjennem et System af Former. Form var her kun det qvantitative Udtryk for Væsenindholdet, ikke noget udenfra tilko
Monaderne specificere sig i qvalitativ Henseende, men med det Samme i qvantitativ Henseende: de give sig baade Extension og Intension, det vil sige, de sætte og fylde Rum og Tid. Dermed have vi fundet den almindelige Grundform og fælleds Sphære og Virkekreds for Monaderne.
Idet Monaderne selv sætte deres Rum og Varighed, idet de expandere sig og vedvare, ere de hævede over Tid og Rum, hvilke ere de Former, de selv give sig, men de kunne dog kun være i Tid og Rum.
Begreberne Grund og Følge (Evne og Yttring) gik over i Begrebet Virkelighed. Det Virkelige var den sig selv realiserende Grund. Denne Forening af de modsatte Forholdsbegreber lægge vi til Grund for Begreberne Aarsag og Virkning. Aarsagen er sin egen Virkelighed, Virkningen Aarsagens Tilstand.
En Monade udvikler, realiserer sig selv og virker derved middelbar paa Andre. Den bestemmer sig ikke umiddelbar til Virkning paa Andet. Saaledes maa i Almindelighed Forholdet tænkes. Ved at bestemme sig selv, virkeliggjøre sig selv, bliver den Causalitet i Andet, men Rækken af Følger i Andet ere kun Accidentser
Anm: Det Absolute var den reale Mulighed, som i sig indbefatter en Uendelighed, derpaa Substants, absolut Causalitet. Gud realiserer sig selv, virkeliggjør sig selv og dermed Andet. Guds Productivitet er Selvopholdelse og Skabelse og Verdenopholdelse. Absolut Productivitet, som ikke efterlader et dødt Residuum. Men er den guddommelige Causalitet ikke nødvendig? Nei, det var den reale Mulighed,
Substantielle Eenheder virkeliggjøre sig selv og holde sig i denne Virkeliggjørelse, men komme ved denne Selvhaandthævelse til at virke paa Andre, som ogsaa hævde sig selv. Men det er en blot udvortes Causalitet, som ikke berører Substantsens Væsen. De kunde gjerne være andre og dog have samme Causalitet, som er den blot accidentale, og de beholde deres Tilstand efter Causaliteten uden væsentlig Forandring af Beskaffenhed (Dette er den umiddelbare Skikkelse af Causalitetsbegrebet.)
Udjævning af denne Modsigelse: Det er væsentligt for Tingene at træde i Forhold til hverandre som virkende og lidende, men dette Forhold træffer kun deres formelle Existens, ikke deres Væsen. Forsaavidt som de vedligeholde sig selv som selvstændige Ting virke de ved denne abstracte Selvvedligeholdelse, uden at deres Specification tages i Betragtning, paa alle andre. Dette er det abstracteste, men aldeles almeengyldige, Causalitetsforhold.
Vilde man betragte den isolerede, eenlige Aarsag eller Virkning som Aarsag og Virkning, da vistes man ud i en uendelig Regres og Progres, og det kom ikke til nogen virkelig Aarsag eller Virkning, da en saadan Uendelighed saa skulde være factisk udført. Men den isolerede Aarsag er ikke Aarsag som isoleret. Begge Retninger, Virkning og Modvirkning ere nærværende i den eenlige Aarsag. Denne indre Uendelighed af Virkning og Modvirkning er ikke den udvortes omsluttende, men et indre Princip, som bringer Hvile i den uendelige Fluctuation af Virkninger og Modvirkninger. –
Det, der paavirkes, forholder sig ei blot passivt, men foretager en Reaction, der tilbagegiver netop det samme som det modtog i Virkningen – Tryk, Modtryk, Elasticitet. Men Causaliteten kan ei frembringe et nyt Tredie, et Product, langt mindre assimilere sig selv Virkninger.
de Hefte
Det er saaledes egentlig ikke Tingene selv, der virke paa hinanden, men et almindeligt Princip virker igjennem dem og lader dem
1) Kraften som virkende ved sin formale Existens, 2) ved sin specifiske Qvalitet, bestemte Specification (En Tings Virksomhed ved sin specifiske Qvalitet i sit Andet, kalde vi Kraft). – Tingene virke ikke blot mod hinanden
Kraft er en Tings specifiske Væsen i Forhold til sit integrerende
Hermed er Causalitetsbegrebet beriget ved et Fremskridt. Først have vi faaet den eensidige Causalitet ophævet. Hvor der er Virkning, er altid Modvirkning. Men Substantserne støde som udvortes virkende mod hinanden. Nu er der sat Virkning og Mod virkning paa begge Sider. Kræfterne virke i hinanden: den ene har kun sin Bestaaen i den anden, som integrerer den; de sætte og forudsætte hinanden. De have tabt deres Selvstændighed. (Det sande Begreb om Integration er det,
Nu en Udvikling af Kraftens Begreb. Kraften refererer sig til en modsat, hvormed den integreres og bestaaer i sin Modsætning til den. Forsaavidt ere de relativ Selvstændige. Men forsaavidt de kun bestaae ved det Andet, ere de afhængige, opgive deres Selvstændighed, træde frem som qvalitative Halvdele, der
1) Idet Tingene med deres specifiske Qvalitet træde mod hinanden og integrere hinanden, blive de til Kræfter, som søge deres Sandhed i hinanden, stræbe at ophæve deres Isolerthed. 2) Det kommer til en Proces, en virkelig Gjennemtrængelse; og 3) til et Product, hvori de differente Led tabe deres Selvstændighed og forliges
Men Productet, Indifferentsen, er et nyt Led i en ny Modsætning, som søger sin Integration, hvilket igjen fører ud i en udvortes Uendelighed. Dennes Sandhed er dog en indre Uendelighed, en Grundlov, som gaaer igjennem alle disse Specificationer.
Tingene træde som selvstændige mod hinanden og integrere hinanden, men de ere jo oprindelig ikke selvstændige (Modsigelse). De ere forud dannede for hinanden, tilberedte for hinanden.
De relativ selvstændige Ting ere oprindelig uselvstændige, satte med en Specification, der finder
Det tredie Begreb i Causalitetens Begreb udhæves. Det Absolute er den Lov, som sætter de uendelig mange Specificationer og bereder dem for hinanden. Det er den Grundlov, der gjentager sig i Spillet af de hinanden gjennemtrængende Kræfter, det er et uophørligt Kredsløb af Kræfter Modsætning og Indifferentsering. Men denne Lov for Verdensordenen er ligesaa lidet forklarende som de øvrige pan
– (En anden dialectisk Overgang :) I Begrebet Kræfternes Causalitet ligger den Modsigelse, at de modsatte Kræfter vise hen paa et Hiinsidigt, som de stræbe efter som deres Sandhed, men som de ikke kunne naae. De integrere sig nemlig med hinanden og gjennemtrænge hinanden i Productet, som om dette var det Hiinsidige, men Productet bliver atter en Eensidighed, der viser hen paa et Supplement o. s. v.
Hidtil var Aarsagen det Forudgaaende, Virkningen det Følgende. Nu skeer en Conversion af Forholdet: det der sattes som Følge, bliver den sande Aarsag; det ikke virkelige
Primo. Vi fandt i det Foregaaende, at Kræfternes Proces viste hen paa noget ubekjendt Hiinsidigt, for hvis Skyld den var. – I Processen selv er pro secundo sat en Conversion, det Følgende er Aarsag til det Foregaaende. Det, som ikke er, virker netop fordi det ikke er, det som er.
(Tertio?) Causalitetens høieste Form er Endemaalet. Dette er det sande Virksomme i Causalitetens lavere Former. Modsigelsen, at det ikke Virkelige er Aarsag til det Virkelige løses ei ved Antagelsen af en bevidstløs Fornuftighed.
For det første kan Forholdet mellem Middel og Øiemed opfat
Anm: Feilen ved denne Verdensanskuelse er, at Bestemmelsen Middel hæfter udvortes til Tingene uden Hensyn til deres specifiske Natur – for Menneskets Skyld – Spinosa har speculativ gjendrevet denne Theorie
Den udvortes Stilling, som Middelet og Formaalet havde til hinanden, er for det første reent ophævet. Formaalet er tilstede i Middelet og realiserer sig selv derved. Selv Causalitetens lavere Former staae gandske i Formaalets Tjeneste: den mechaniske Causalitet og den specifiske Integration realisere Kant, indre Hensigtsmæssighed)
Men dette var kun den ene af de to Sætninger. Ethvert Led er ikke blot selv paa eengang Middel og Formaal: det refererer sig ogsaa til Andet enten som Middel eller Formaal. Den tit omtalte Uendelighed bliver et System af Midler og Formaal, der indbyrdes referere sig til hverandre. – Ogsaa Monadens Begreb erholder her en dybere Bestemmelse: den monadiske Eenhed i Totaliteten af sine Forskjelle, hvoraf den fornyer sig og hvori den hævder sig, er disses Øie
Dog, hvis virkelig ligegodt ethvert Led kan sættes som Middel og som Formaal, da synke vi tilbage til at tænke os en uendelig Causalitet imellem alle Led, men have ikke gjort et virkeligt Fremskridt til et nyt Trin. Vi maae tænke os en absolut Finalaarsag, som Alt skal realisere, som altsaa ikke er og som dog er i Systemet af Midler og Formaal.
(Begrebet Finalaarsag reddes:) Denne Modsigelse kan i første Henseende løses saaledes, at der finder en Potentsering af Formaalene Sted indenfor
Virkelighed og ikke Virkelighed, en Modsigelse. Formaalets (Endemaalets) Virkelighed er
(Teleologisk Beviis). –
Overgangen har alt bebudet sig. At det Endelige ikke kan tænkes uden det Absolute har alt viist sig i Afhandlingen om Causaliteten. Den udvortes Aarsag og Virkning var ikke tænkelig uden det hvilende Alt-forenende Absolute. Løsningen og Bindingen af de specifiske Kræfter var ikke tænkelig uden den absolute Specificationslov. Den teleologiske Causalitet var ikke tænkelig uden den absolute Specifikationslov. Den teleologiske Causalitet var ikke tænkelig uden det absolut Formaalsættende.
Den første Virkelighedsform er Organismen, en Totalitet af Led, der indbyrdes staae i Forhold til hinanden som Formaal og Midler. – Endemaalet, som er hiinsidigt for Midlerne og dog nærværende deri, er Sjælen,
Anm: –
Organismen er Totalitet, System, ligesom Substants og Monade, men her med den nærmere Bestemmelse, at den er Totalitet af Midler og Formaal. Den er en Proces eller Production, der gaaer ud paa at realisere et Formaal. Den Modsigelse skal løses, at Formaalet er ikke virkeligt og dog virker i Systemet af Midlerne. Formaalet bestemmer de udenfor hinanden faldende Dele og de efter hverandre faldende Momenter. Den hele Totalitet er ideel tilstede deri. Formaalet omfatter den i ideel Eenhed og Nærværelse
Modsigelsen i Begrebet For
Organismen er levende Individ. Det udtrykker sin Eiendommelighed i sine udvortes Betingelser, (sit Forbillede giver det udvortes
Men Productet er selv levende Individ og saaledes fornyer igjen Modsætningen og Gjentagelsen af Productet sig. (Der er ei indtraadt en høiere Potents af Formaal.) Altsaa kan Ledene i denne ubestemmelige Progres ei være blot Formaal, de maae være Midler. Individet er fra dette
Det individuelle Liv og Artslivet er kun ved at være et integrerende Led i en Totalorganisation af saadanne Organisationer. Det eenlige er ei isoleret, men et universelt Liv er fælleds for alle eenlige og det eenlige er aldeles eiendommeligt og en eiendommelig Virkelighedsform for dette Alliv. Derved bliver netop det Individuelle sikkret, at det som et væsentligt Led hører med til Totalorganisationen. Det organiske Forbillede er Individet og naar det er et sandt Individ kuns det
Det Absolute bliver nu at forklare saaledes, at det er det, som, idet det realiserer sig selv, er absolut teleologisk Virksomhed, Fremstilling af
Forbilledet skal tænkes baade at være og ikke være i det organiske: det skal være i alle Dele, men dog ikke være heelt realiseret i nogen Deel eller Udviklingsmoment.
I Fornemmelsen har Problemet en approximativ Løsning. Det ikke Værende har i Forudfornemmelse og Efterfornemmelse en ideal Existens i Sjælen. – Instinkt, Fornemmelse af Relation til Andet. Dæmrende Selvfornemmelse.
Den substantielle Eenhed, Forbilledet bliver indvortes. Det forener i sig en Mangfoldighed af udenfor hinanden faldende Tilstande i ideel
Men Begrebet Verdens Sjæl ophæver sig selv. Det Princip, der bevidstløst sætter Verdens Formaal (Plan), tænkes paa eengang sættende det og ikke sættende det. Det Producerende, som ikke veed af sin Production, er det skabte Instinctmæssige, ikke det Absolute.
Et Fremskridt er det at optage den Bestemmelse i det Absolutes Begreb, at det gjennemskuer Alt og veed det Ene i det Andet. Tænkningen af Verdensordnen forvexles nu med det Absolute, som paa eengang tænker og skaber Verden. Al Væren gaaer
Men det Absolutes Tænkning, Skuen, er Villie. Thi Villie, ikke Tænkning, er det her passende Udtryk. Derved bliver det Aand, Personlighed, det bestemmer sig selv til at producere sin Totalitet og veed sig deri.
Vi savnede en Virkelighedsform for det absolut Formaal-sættende. Den have vi i Aandens Begreb og tilsidst i den absolute Aands. Det Virkelige fandtes at være det Individuelle, som ikke blot realiserede
Aandens Individualitet bestaaer deri, at den realiserer sig selv: den bestemmer sig selv og veed deraf. Villien er den substantielle Side ved Aandens Begreb og Tænkningen den accidentelle.
Det andet Moment. Aandens Handling er absolut eiendommelig og adskiller sig fra alt Andet, men, idet den adskiller Andet fra sig,
(3) Idet Aanden som bevidst Identitet gjennemtrænger sine Forskjelle, giver den sig en Modsætning og ophæver den igjen, idet Modsætningen blot har ideel Existens [Den kan abstrahere fra enhver af sine Eenlige]. Den har i dobbelt Henseende Frihed, da den realiserer sig selv og da den er uafhængig af
Aanden er den høieste Kategorie. Skal der tænkes høiere Potentser af Formaal da maae de falde udenfor Ontologien i Begrebet om den concrete Aand og dennes virkelige Udvikling
Det organiske Liv havde til sin Forudsætning den mechaniske og chemiske Causalitet; Sjælen igjen Organismen; Aandens Betingelse er Legem og Sjæl. – Aanden kan kun komme til Virkelighed i Modsætning til et Ikke-Jeg, et Andet. Legem træder i Relation til Legem, Sjæl til Sjæl, Aand til Aand. Aandens Relation til Aand giver Erkjendelse, Villie, Selvbevidsthed [for Forne
Den udenfor hinanden faldende Mangfoldighed og de efter hinanden afløbende Momenter ere forenede i Verdens Forbillede, men dette, som er virkeligt og ikke virkeligt, kan ei tænkes i Begrebet Verdensjæl; bedre i den absolute Tænkning, men deri er Eenheden tabt af Sigte. –
Idet det Absolute tænker det Eenlige i det Uendelige og det Uendelige i det Eenlige og dermed skaber det, er denne absolute Tænkning (der skal være Eenheden i Mangfoldigheden) en foreløbig Forklaring af Verdensforbilledet.
Den guddommelige Tænkning af Verden er ei at tænke uden en Selvbevidsthed, der i Begrebet gaaer foran. Gud er den absolute Eenhed, som gjennemtrænger Uendeligheden med sin Skuen, idet han skaber den. Paa den anden Side er det kun ved at sætte Aander imod sig og at adskille sig fra dem, at han har sin evige Selvanskuelse. Men denne Adskillelse er ei absolut, er evig overvundet idet de optagne i
Vi søgte en Virkelighedsform for det Absolute som Fomaal-sættende. Den finde vi kun i Begrebet om en personlig Gud. Formaalet forvandlede sig til Verdenstanke, der havde Virkelighed og ikke Virkelighed. De eenlige Aander vare selvstændige og stemmede dog med Harmonien i det Hele. Denne Harmonie kommer af deres Præexistens i Verdensbilledet eller Verdenstanken,