http://pmm.dsl.dk/afhandlinger/txt101.xml
testversion
I Anledning af de Oplysninger, som den ærede Forfatter
af forestaaende Anmeldelse
har meddeelt om Begrebet Ironie, saaledes som det har dannet sig i Nutidens
æsthetiske Talebrug, være det et af Redactionens Medlemmer tilladt at tilføie
nogle aphoristiske Bemærkninger, der maaskee kunne give endeel Læsere
en tydeligere Indsigt i dette Begrebs Oprindelse og forskjellige Forvandlinger.
Det undskyldes, at Begyndelsen hentes noget langt
borte; vi skulle desuagtet snart igjen komme tilbage til Sagen.
I Grækernes moralske Selvbevidsthed saaledes som vi lære
den at kjende i dens første Spire hos Folkets ældste Digtere,
f. Ex. af flere Steder hos Homer, og saaledes som vi siden forefinde
den i fuldstændig Udvikling hos Aristoteles, er den naturlige
Begjering betragtet som det Godes positive Side; Fornuften derimod
er det begrændsende Princip, som kun billiger et vist Qvantum
af dette
Af de to heterogene og formeentlig uforsonlige
Elementer i det Godes Begreb har nu vexelviis snart det ene, snart
det andet med Eensidighed været forfægtet i Videnskabens
Historie. Snart har man aldeles opgivet Forsøget at bestemme
Livets Øiemed ved fornuftig Tænkning og anseet det for Viisdom,
at lade den naturlige Begjering i sin tilfældige Skikkelse
være den ledende Magt, snart har man ved en Tænkning, der
holdt sig blot paa det individuelle Standpunct, villet udlede
de forefundne moralske Maximer af en dogmatisk Sætning eller
af en aldeles abstract og indholdsløs
Den Bestræbelse, at bestemme det Godes Indhold
blot fra den rene Fornufts Standpunct eller ved en blot apriorisk
Tænkning, har været gjennemført med størst Conseqvents
af den britiske Philosophies Hovedmænd. I denne Philosophie
har man forsøgt af blot formelle Principer at udlede den i
Samfundet gjeldende Kreds af sædelige Maximer. Al Heteronomie,
enhver blot naturlig Bestemmelsesgrund vilde man forkaste og ved
reen
Idet man nu lærte, at de naturlige Formaal skulde udføres som Midler for Moralloven, men ikke for den Lyst, der uundgaaeligen forbandt sig med deres Udførelse, maatte der ifølge Sagens Natur søges en Methode, efter hvilken det lod sig afgjøre, hvilket Formaal der i ethvert enkelt Moment var det rette Middel, hvorved den almindelige Lov kunde sættes i Kraft. Her lagde nu Fichte den høieste Fuldmagt i Individets Bevidsthed, saa at dette efter egen moralsk Overbeviisning i det enkelte Tilfælde skulde afgjøre, hvad der var dets Pligt. Dette Standpunct, der altid maa beholde sin (relative) Gyldighed, tillægger altsaa Individet Evne til umiddelbart at erkjende, efter hvilken af de forskjellige Regler det Almindelige i det enkelte Tilfælde skal realiseres. –
Derfor kan der af denne moralske Idealisme, naar
den fastholdes paa en eensidig Maade og ikke forenes med Erkjendelse
af, at Fornuftbud allerede realiseres udenfor Individet, drages
forkastelige Conseqventser. Den subjective Overbeviisning bliver
da betragtet som det Høieste, idet Individets Villie identificeres
med Moralloven. Den individuelle Villie stilles da over enhver
speciel Lov og enhver bestemt Regels døde Bogstav, der kun
har Gyldighed, naar den sanctioneres af den individuelle Villie.
Denne over Alt ophøiede autonomiske Villie betragtes da følgerigtigen
som hævet over de borgerlige Love, der kuns, hvor de stemme
med den, have Gyldighed, – en Synsmaade, som tillader alle Forbrydelser,
der kunne begaaes og ofte have været be
Fra denne Theorie gjøres let Overgangen til en anden, der sætter den subjective Villie over Moralloven; thi den er jo egentlig practisk sat derover, naar det, som i sig selv er Slet, kan helliges af Villien. Moralloven har i Grunden tabt sin Hellighed og Individet gjør om ikke sædeligt, saa dog logisk Fremskridt ved udtrykkelig at antage sig hævet over Moralloven. Denne Theorie findes udtrykkelig udtalt i F. Schlegels ligesaa frække som geniale Ungdomsskrift Lucinde, som er et af de frodigste Vandskud af den hensynsfrie, dristige Selvtillid, der er sig selv nok. Vi citere til Bekræftelse paa det Anførte et Par Yttringer af Lucinde selv: “Intet er galere, end naar Moralister nu gjøre hinanden Bebreidelser for Egoismus! thi hvilken Gud kan være ærværdig for det Menneske, der ikke er sin egen Gud?” Fremdeles at “man maa i Tilværelsens Nydelse hæve sig over alle endelige Formaal og Forsætter”; at det Høieste altsaa er den guddommelige Dovenskab, og at man kuns i den ægte Passivitets hellige Slethed kan erindre sig sit hele Jeg, hvilken rene Vegeteren da er det egentlige Liv og den sande Religion. – Dette Standpunct har Hegel optaget i sin practiske Philosophie og betegnet med Navnet Ironie, hvilket han forklarer som den “Subjectivitet, der veed sig selv som det Høieste.” Heri erkjender han intet Positivt uden den Virksomhed, at udtale denne Bevidsthed for Andre, og det er jo ligefrem en Opgivelse af alle Bestræbelser i den objective Verden.
Uagtet denne practiske Resignation er uendelig
forskjellig fra
Den her omtalte Ironie betegner altsaa ei et blot tænkeligt Standpunct i den moralske Bevidstheds Udvikling; det er heller ikke fremtraadt som et uforklarligt Indfald, hvorpaa en enkelt særsindet Mand tilfældigviis var bragt, men det var et nødvendigt Resultat af en vildfarende Tankegang, der viste sig under lignende Skikkelse hos flere Samtidige.
Selv hos os har denne i Tidens Udvikling dybt begrundede Forvildelse havt sin svagere Gjenklang, skjøndt den ifølge Folkets Beskedenhed og Forsigtighed kun har efterladt faa eller ingen Spor i vor Literatur. Men i Conversation har man oftere kunnet høre hiin Synsmaade klinge saa temmelig efter, og om den ikke har været udtalt med fuld Forvisning og Selvtillid, har den dog været yttret som et Resultat, man maatte føres til, naar man vilde overlade sig til en fordomsfri Tænknings Førelse. Den har meget almindelig viist sig som et Slags Mistroe til Begrebet Moralitet, hvilket man helst undgik i det videnskabelige Foredrag, da man ikke meer deri fandt et adæqvat Udtryk for den practiske Frihed; man har ogsaa engang imellem i Poesien spøgt med Begreberne Moral, Moralitet og moralsk, og yttret en dunkel Bevidsthed om, at det ikke hang rigtig sammen dermed. Ja En og Anden har ogsaa betjent sig af den dristige Vending, at sand Dygtighed ikke lod sig indskrænke af den snævre Morallov.
En Skikkelse af den moralske Bevidsthed, som er
nær be
Ogsaa kan Ironikeren efter sit System, om han vil, uden at hindres af noget moralsk Snørliv, overlade sig til den groveste Sandseligheds Nydelse – en Conseqvents, der erkjendes i Lucinde. Dette strider egentlig imod den sentimentale Theorie; men da Læren her umulig kan følges i sin hele Conseqvents, og Handling umulig, saalænge Livet varer, kan aldeles opgives, og følgelig Berøring med Endeligheden ei kan aldeles undgaaes, kan den Sentimentale lettere end den, der hylder en fornuftig Sædelære, forsvare for sig selv, at han foretrækker det meest sandselige Slags af de i sig selv ligegyldige Handlinger. (Naar det ikke er Umagen værdt at gjøre det Gode, er det heller ikke Umagen værdt at lade det Slette.)
Men dette var et Sidespring, der blot skulde tjene til at tydeliggjøre den hidtil omtalte practiske Ironie ved at sammenbringe den med den anden Art af practisk Nihilisme, hvormed den i flere Henseender stemmer overeens. En af de mange Betydninger, hvori man har taget Ordet Ironie i den nyere Philosophie, synes hermed tilstrækkelig at være forklaret. Saaledes bruger Hegel Ordet Ironie og betegner altsaa dermed en af “det Ondes moralske Former.” Hvad enten man nu anseer Ordet for vel eller ilde valgt, fortjener dets Gjenstand Videnskabens Opmærksomhed, og Pladsen, som den indtager i Bevidsthedens Historie, er den uimodsigelig rigtig anviist af Hegel. Vi gaae nu over til den poetiske Ironie. – –